Det undrer mig, at en ulykke, der må have kostet flere hundrede menneskeliv, fuldstændig kan forsvinde i den historiske bevidsthed. Et svensk orlogsskib smadredes mod klipperne en tidlig vinterdag i 1742 og kun omkring 80 personer bliver reddede. Tankevækkende er også at ingen oplysninger om ulykken findes i Allinge kirkebog.

Skibet var afgået fra Gotland den 24. november.

Tv. ses det engelske orlogsskib HMS Victory fotograferet i 1884. Dette skib er større end det svenske linjeskib Öland, der forliste ved hammeren i 1742. Victoria havde 100 kanoner, Øland havde "kun" 60, 2 lukkede batteridæk og en besætning på maksimalt 600 mand. Skibet var bygget i Karlshamn i 1705.

Det har været et helvede ombord. mandskabet klagede over, at de ikke kunne få ordentlig mad. Vejret forhindrede, at de kunne koge mad, men de var ikke blevet tilbudt brød i stedet. Tobak og brændevin havde skibsskriveren nægtet at udlevere uden betaling. Dem der havde fået del af varerne, klagede over at brændevinen var fortyndet med vand og der var blandet hø i tobakken.

Skibskaptajn Hans Schlyter var kommet til skade og måtte tilbringe tiden i sin kahyt og overlade ansvaret til kaptajnløjtnant Carl Frembling. Mandskabet klagede over hans manglende tilstedeværende. Først i sidste øjeblik, havde han været på dækket og råbt ordre i øst og i vest.

Vejret havde været så hårdt, at de måtte koncentrere sig om at holde skibet læns. Det var uvist for dem, hvor de befandt sig i Østersøen, først tirsdag eftermiddag kl. 4 fik de landkending. de havde Christiansø  mod sydvest. Ved midnat var skibet fyldt med 30 tommer vand. Kl. 4.30 var der 34 tommer. Pludselig hørte de brændingen. De kastede anker på 20 favne vand, men for sent. Inden ankeret havde fat, stødte bagbord side af skibet på klipperne. Og efter tredje styrtsø gik de i stykker.

Nogle af de overlevende og nåede frem til Sandvig et par timer før daggry (kl. 5:30?) Straks begav sandvigboerne sig til ulykkesstedet for at hjælpe med til at bjærge de overlevende. I alt blev omkring 80 søfolk reddede, hvoraf 70 af de "gemene". Skibet stod stadig oven vandet og der lød skrig og skrål fra skibet. Ingen kunne hjælpe hinanden.

I 1762 strandede et andet svensk fartøj ved Hammeren, og en løjtnant Cöhler skrev i en beretning om strandingen i 1742, at det krævede 330 dødsofre (kilde: Jakob Seerup i et manuskript i Kungl. Örlogsmannasällskapets Bibliotek i Karlskrona)

Da skibet var gået på grund tæt ved Hammerens nordligste punkt drev lig og vraggods om på vestsiden af øen.

De overlevende blev indkvarteret i Allinge og Sandvig, hvor de fik tøj, mad, øl, brændevin og tobak.

I dagene derefter blev bjærgningen af godset organiseret. De første dage var de overlevende svenske officerer på stedet og overså, at alt gik som det skulle. Birkedommeren udnævnte Christian Rasmussen til sin repræsentant i bjærgearbejdet. Der blev rejst et telt tæt ved stedet, til brug for vagterne, der blev udskrevet til at passe på de bjærgede vragdele, samt af bjærgerne, når de skulle have mad og noget at styrke sig på. Der var tre kvinder, der hver dag kom ud med øl og brændevin, som mændene kunne købe.

Det var vanskeligt at bjærge godset: Først skulle det bringes i land på klippen, dernæst køres over bakken og sandbanke til Sandvig.

Listen af bjærget gods var lang: Skibsredskaber, sejlstykker, anker, tovværk, samt tømmer.  Alt blev solgt på offentlig auktion. Ammunitionstilbehør, geværer, flinter, bajonetter, kårder, patronhylstre, Ankre og omtrent 70 kanoner blev afhentet af et svensk skib og ført til Karlskrona.

Bjærgernes antal har været stort og der har været meget at tjene på arbejdet.  Der var mange interessenter. Først og fremmest var Den svenske Krone naturligvis interesseret i at redde så mange værdier som muligt. En del af strandgodset tilfaldt den danske konge. Det var birkedommeren i samarbejde med bjærgernes formænd, der skulle varetage regnskab og den senere bort aktionering. Bjærgerne skulle have sin del. I følge vragforordningen skulle hver have en tredjedel, men der blev ofte aftalt særlige ordninger. Som så ofte tidligere blev der sået tvivl om nu alt bjærget gods retmæssigt blev registreret. Når noget blev "væk" gik det ud over alle. Vragstedet lå tæt ved fiskepladserne og der var mistanke om, at fiskerne ikke altid fiske efter fisk, men efter vragdele, som endnu lå på stedet et år efter ulykken. Selv bykaptajnen Jens Hansen blev mistænkt for at have tilegnet sig vraggods på denne måde. De to brændevinssælgende kvinder var også under mistanke om at have modtaget vraggods i stedet for penge.

Den svenske krone hyrede Jesper Hansen og Vefst Jensen på Hammershus til at føre en undersøgelsessag om disse uregelmæssigheder. De afhørte en hel række borgere. Bla. Jens Larsen Smed i Allinge, der vist nok havde fået en ny svensk skalkelås på sin bøsse. Sagen var ikke så simpel, da der hurtigt blev draget andre spørgsmål ind i sagen. Var fordelingen af bjærgeandelene korrekte. Traditionel var der også såkaldte "øvrighedsandelen", hvor blandt andet præsten Hr. Mahler fra Rutsker krævede sin part. Stridighederne førte næsten til korporligt slagsmål mellem birkefogeden og præsten under udbetalingerne, der foregik hos Vefst Jensen. Først 2 år efter ulykken slutter vidneafhøringerne. Den svenske krone fik deres tingsvidne via den svenske ambassadør i København.

Ulykken fik også et retsligt efterspil i Sverige. Skibskaptajnen Hans Schlyter blev dømt fra tjenesten.

---------------------------------------------------------

Gæsteretten var ønsket af kaptajn Hans Schlytter fra det svenske orlogsskib Ôland. Med amtmandens tilladelse kunne Jesper Hansen føre afhøringerne på kaptajnens vegne. Mandskabet forklarede at ikke alle reddede var mødt i retten, da de var syge.

Den første, der blev afhørt, var styrmanden Madts Bolin, der forklarede, at han i den store fare og i angst havde taget journalen til sig, men at den var blevet skyllet i havet da han lå på raaen. Han havde siden forsøgt at rekonstruere journalen efter hukommelsen: 1. lørdagen den 24. november gik orlogsskibet til sejls fra havnen Slite på Gotland med en ONO stille tykt vejrlig. Kl. 4 efter middag lod de ankeret gå en halv mil fra castellet Carlsuer med en stabil vind. 2. dagen den 25. om morgenen kl. 8½ var ankeret lettet og gik til sejls med snebyger og vinden fra nord. Kl. 1 havde de østergaardholm omtrent halvanden mil fra sig, samme dag og nat derefter var vinden stille men ustadig. Næste dag den 26. var vinden ONO og "kulte temmelig" indtil kl. halvgaaen 4re eftermiddag. Da kluede de mesansejlet og vinden var vest til syd. Kl. 8te om aftenen drev de efter Schybenachtens signal med kluede merssejl og misan sydvest over til kl. 12 hvor vi opsatte mersejlet, da højbådsmanden igen bød mærsen ned, gik det i stykker i stormen. Kl. 9 samme morgen den 27. november forsøgtes de at bjærge sejlet og sætte forskellige sejl, således at de kunne styre skibet. De forsøgte at reparere mersesejlet, men forgæves. Skipper Glömand forsøgte med højbådsmanden og nogle få matroser at redde mersen, men sejlet var i stykker og kunne ikke reddes i stormen. Stormen gik i nordvest. Kl. 4 eftermiddag fik de landkending Christiansø vest til syd for skibet. Ankeret blev gjort klar og pumperne forsøgte at lænse skibet for det vand, der slog ind over skibet. Alle mand, på nær dem der var syge, arbejdede på at pumpe og redde skibet. Det blev mørkt og det sneede og regnede. Kl. 8 gik pumpen i stykker, men blev straks klar igen, men der var kommet 18 tommer vand ind i skibet. Loddet sagde, at de lå på 30 til 32 faune vand. Ved midnat var der 30 tommer vand i skibet. Kl. halv fem om morgenen den 28. november var der 34 tommer vand i skibet. Da så mandskabet brændingen og landet og de lod straks ankeret gå på 20 favne vand. Da ankeret gik, stødte skibet på klippen med bagbordsiden . Efter tredje styrtsø gik skibet i stykker, Der kunne ikke organiseres livredning, da alle var skyldet i vandet. Der "hørtes en jammerlig oc ynchelig raaben oc skrig i Vandet, som vi Mennesker laae oc ingen kunde hielpe hinanden".

Følgende personer vedgik styrmandens beretning: Skipper Glømand, højbådsmand Bendthøg, archeliemester Gustau, Beert Kurst, og archelimester Friderich Hastberg, samt lærstyrmanden Daniel Hercovins, Svend Kresta, indroleret matros og coferdie baadsmand Carl Væsmand, Peter Konf: Coferdie bådsmand, rode baadsmand Lars Olsen Lang, og Andreas Hansen, forhyret matros.

Alle pegede på at kaptajnløjtnanten havde overtaget kommandoen af skibet. Han havde truet kaptajnen og han var "heel uchristelig mod" folket. Skibsfolkene havde klaget til skibsskriveren, at deres kost var indskrænket. De havde ikke fået den lovede kost og brændevin. I stedet måtte de dyrt købe brændevinen.

Kaptajnen vedstod, at de havde fået alt den hjælp fra landets øvrighed og fra det gemene mandskab på land, som de kunne ønske sig og at han kun kunne takke derfor.

Mandskabet forklarede, at de i de tre dage stormen varede, var det umuligt at koge på skibet, men der var brød inden borde, som de kunne have spist. Men skibsskriveren ville ikke udlevede det uden regning og underholdning.

Jesper Hansen fremstillede en af bagbors roervagt på orlogsskibet Øland, nemlig Svend Olsen Livander af 3die compagnie i Syndermyre. Han forklarede: "at om dagen som var en tisdag førend de strandede om natten, da kom Capt. Schlytter op paa skansen oc spurde styremanden huad curs de styrede, daa svarede styremanden at de laae SW oc WSW an, da sagde Capt. om de saae noget land, oc huad de mente at det var for it land, da suarede styremanden at de meente det var udlengxx?. Da sagde Captainen for Jesu Naun skyld huad vi giør da lader os see til at vi holder søen saa vi iche skulle kome noget land for nær. Imidlertid kom captajnløjtnanten oc comanderede efter at Capt. var nedgaaen, at de skulde holde en SSW ofuer, en skøndt Capt. Slyter forhen hafde comenderet at holde WSW ofr., at de kunde kome under Scaanøe eller Carlshaum".

Mandskabet sagde, at deres kaptajn var blevet såret ved skibets slingring og måtte bæres ned i sin kahyt, så det var kaptajnløjtnanten, der havde kommandoen på første vagt og løjtnanten dernæst på hundevagten. Dernæst kaptajnløjtnanten på dagvagten, men de så ham ikke oppe på dækket før de fik landkending og efter at de havde søgt efter ham og fundet ham i sin kahyt, hvor han lå og sov. Da han vågnede og kom op på dækket "raabte hand hisse stagsejl, cappe, lad ancheret gaae, huilket hand commanderte nogle gange".

Jesper Hansen spurte søfolkene om ikke at en del strandet gods og nogle druknede folk var drevet i land på NV-siden af Bornholm, trods det at skibet var strandet på NØ-siden af Hammeren. Søfolkene bekræftede deres forklaring. De angav, at ankertov og andet takkelade måtte brydes i stykker inden det kunne bjærges i land. Da kaptajnen lå syg, var det kaptajnløjtnanten der så til sejl og andet. Kaptajnløjtnanten havde forbudt dem at bjerge tøj og andre fornødenheder til deres eget brug.

Anders Svan, som var skibsskaffer, fortalte at skibsskriveren Hochstedt solgte brændevin til besætningen. Han havde fået ordre til at hver hvert fad brændevin skulle fortyndes med vand. Tobakken var blandet med hør på Gulland. Endvidere blev fortalt at brændevinen blev solgt i dunke.

Skipper Rasmus Weidichsen og de øvrige borgere i Allinge og Sandvig vidnede, at de aldrig i de sidste 30 år havde oplevet så stærk en storm, som de oplevede den 27. og 28. november, da det svenske skib strandede. Der var andre skibe, der forliste under stormen rundt omkring  på øen. Selv et stort skib kunne ikke holde ankeret på 20 favne vand. Så snart kaptajnen Hans Slytter blev rask, tog han ud til vraget og bad samtlige bjærgere, at redde så meget de kunne. Da kaptajnen kom til vraget sagde han "Kiere gaassa bierger alt huis bierges kand, samt i achter for kongen at svare. Bjærgerne sagde, at det var meget besværligt at bringe godset over klipperne, bakker og sandbanke før det kom til Sandvig. En del af vraggodset var drevet norden om Hammeren og blev fundet på NV siden af øen.

Jørgen Hansen og Mads Svendsen af Sandvig fortalte, at de omtrent 2 timer før daggry blev de kontaktet af nogle af de overlevende søfolk, der var kommet til Sandvig. Da de kom ud til kysten ved vraget, var masterne faldet omkuld, men skibeskroget var endnu helt oventil. Flere søfolk flød omkring blandt brædder og andet fra skibet i havet. Byfolk kom tilstede og bjærgede og de der var i live blev ført til Sandvig "oc imidlertid hørtes en meget stor oc jammerlig oc ynkelig skrigen oc raaben af folchen som enda vare om borde paa skibet" De reddede søfolk blev på øvrighedens ordre, fordelt hos byfolkene i Allinge og Sandvig. De fik "forplejning og opvartning med øl, mad, brændevin og tobak, samt tørre skjorter og klæder med videre".

Skibsskriveren Mons Hochstedt blev spurt om han var blevet forulempet af indbyggerne eller var uretfærdigt behandlet af øvrigheden. Hvilket han svarede nej til - han havde intet at klage over.

Birketinget den 25. november 1743

Jesper Hansen fik tilladelse til at føre vidneafhøring, men ingen af de indstævnede var mødt. Men umiddelbart efter indfandt Hans Hyldebrand, Giver Løvingsen af Allinge og Peder Pedersen af Sandvig. Hans Hyldebrand vedkendte at han både havde været bjærger og haft vagtopgaver ved vraget. Men Jesper Hansen fik ham ikke til at vedstå, at han havde vagten den nat, hvor Jens Larsen Smed var officer ved vagten og da Christian Rasmussen på byfogedens vegne var ude og tilse vraget og for at forsegle det som blev optaget af vraget. Han ville heller ikke fortælle at kaptajn Jens Hansen samme nat kom til vagten og hvilken erindrede han havde. Jesper Hansen blev fortørnet over, at Hans Hyldebrand ikke ville fortælle sandheden, som han tidligere havde gjort. Dommeren forsøgte, med henvisning til lovens pag. 106 art. 7, at han skulle fortælle sandheden. Vidnet ville ikke udtale sig, da han mente at Christian Rasmussen forsøgte at lægge ord i hans mund og at han ikke kunne vidne i sin egen sag, samt at dommeren "i aften har fornummet har for retten paceret med buldren og larmen, samt at stokemendenen en del lader sig forstaae ligesom de ikke har hørt hvad som dommeren dem har bundet dem observere, mens ligesom fundet sig opsetzig mod dommeren". Dommeren måtte afbryde retten og bad deltagerne om at søge øvrigheden om at der blev valgt andre upartiske stokkemænd, samt at tinget kunne holdes et andet sted. Næste ting 8te dage og stedet ville blive bekendtgjort på kirkestævnet.

Birketinget 2. december 1743

Birkedommeren Poul Eskelsen protesterede over at være sat ud af sit dommersæde. At han er i svogerskab med Vefst Jensen kunne ikke være årsag nok, da han også var svoger til modparten Jens Larsen og i familie med flere at de indstævnede vidner. Barsøe havde ikke ønsket at Poul Eskelsen skulle vige sit sæde, men han parerede bare ordre fra Amtmanden. Christian Rasmussen svarede på egne og de øvriges vegne, at få hele beskrevet og påberåbte sig kgl. forordnings tilladelse af 17. maj 1690 "om Interlocatorie afsigter, skal blifue ham oc vedkommende forkyndet des aarsage".

Jesper Hansen på egne, Vefst Jensen og den svenske krones vegne fortsatte med at bede retten om at godkende indstævningen af vidnerne. Dernæst ville han læse den skriftlige klage som Christian Rasmussen havde produceret og som omhandlede det svenske orlogsskibs urigtige håndtering. Jesper Hansen angav at der ikke var blevet angivet noget bjærget gods den pågældende nat. Dette ville Jesper Hansen og Vefst Jensen gøre sin ed på. Og hvis der var fjernet noget, var det sket af tyvagtige mennesker, der havde været ved vraget. Det var ikke de deres hensigt at beskylde de indstævnede for at have stålet orlogsskibets store ankerstok og ankeret, men ville kunne oplyse den svenske krone om sagen og at opfylde den kgl. vragforordning af 21. marts 1705. Jesper Hansen spurgte Christian Rasmussen om han og hans interessenter ville  modsætte sig afhøringerne om vraggodsets håndtering. Christian Rasmussen leverede et 24 skillings papir for at få hele sagens forløb beskrevet. Jesper Hansen bad dommeren at han skulle kalde Christian Rasmussen til svare på spørgsmål. Dommeren påpegede at ingen måtte hindre vidneafhøringer.

Jesper Hansen kunne da endelig afhøre Hans Hyldebrand, som på sidste ting ikke ville svare på hans spørgsmål. Hans Hyldebrand vedblev at nægte at svare, da han mente, at han var part i sagen. Dommeren måtte kalde Hans Hyldebrand til orden og henviste til, at han kunne blive dømt til at betale kongen og sagsøgeren 10 lod sølv, med mindre han kunne påstå, at han intet havde at sige til sagens oplysning. Hyldebrand ville reflektere over sagen til næste ting.

Giver Løvingsen vedkendte at han havde været og stadig var bjærgningsmand ved det strandede svenske orlogsskib, der strandede nord for Hammeren. Endvidere kunne han bekræfte at han havde vagtopgave ved vraget og at kaptajn Jens Hansen i Sandvig havde beordret Jens Larsen Smed som officer i vagten. Giver Løvingsen kunne vel nok erindre at Hans Hyldebrand var kommet til vraget om natten, men han kunne ikke huske at kaptajn Jens Hansen var med. Han kunne derimod huske at Christian Rasmussen var kommet og spurgt hvordan de holdt vagt, hvilket de kunne svare bekræftende "det beste vi kunde". Christian Rasmussen havde været hos dem en times tid, men han vidste ikke hvad de andre havde talt med ham om, da han havde været på stranden ved vraget. Mere kunne han ikke huske, da det "var år og dag siden". Han kunne ikke huske om der var kommet flere enten gående eller ridende ud til vraget. De havde været 7 eller 8 vagter. Vidnet mente, at spørgsmål om han var vidende om der var begået underslæb ved vraget, ikke burde stilles, da det var så lang tid siden, at han ikke kunne huske det.  Men så vidt han vidste, var der intet der ikke var kommet til den svenske krones nytte indtil dato. Giver ville hverken svare ja eller nej til følgende spørgsmål: "Om iche han har tillige med sine baadsmachere oc andre tillands af biergere haft tilsammen i dulsmaal af forn. Cronegods i vidnes huus oc andre steds til deelning?" Han ville prøve at "errindre sig" til næste ting.

Jesper Hansen havde fået kaptajn Trannemus tilsagn om, at alle håndlangere i Sandvig post måtte afhøres i civilretten, derfor kunne han føre Anders Andersen Møller som vidne. Men Ole Hansen Brygger og Mads Jacobsen skulle afhøres af krigsretten. Anders Andersen Møller oplyste at han havde holdt vagt ved skibsvraget, men han "aldelis intet" vidste om rygter, at noget af skibet skulle være ulovligt omgået, ej heller havde han hørt om ankerblokken skulle være angivet uden værdi. Han var ikke vidende om hvad der var sket i teltet da Christian Rasmussen var på tilsyn.

Dernæst blev Hartvig Andersen afhørt. Han var tilstede som vagt, men han kunne ikke erindre, at der var sket noget utroskab med det svenske vraggods indtil dato. Som den første tilstod han at han havde hørt rygter om at noget af vraggodset var blevet borte og at der ofte havde været "trætte oc larmende om" utroskab, men han havde i hvert fald ikke.

Kierstine Hans S...(?) af Allinge havde solgt øl og brændevin ved skibsvraget. Hun havde oplevet "larm og styr" på pladsen om begået utroskab vedrørende jern, træ og andet mellem formændene (Jesper Hansen og Vefst Jensen) og bjærgerne, men hun vidste ikke hvad det drejede sig om, da hun altid kom sildig på dagen til stedet og da var alarmen over. Hun ville ikke vedkende sig, at hun havde fået vraggods af bjærgerne som betaling for brændevinen. Hun indrømmede at hun havde taget et stykke "randet tørre klæde" af uld eller lin, som Jesper Hansen havde fundet i vandet, men det viste sig at det var bådsmand Høys ejendom og han havde fået det. Hun vedkendte ikke at have kørt vraggods som jern, kobber, bly eller trævarer frem og tilbage i sin vogn mellem Sandvig og vragpladsen, uden nogle gamle "Ryer" som den svenske løjtnant Tørning havde give Christian Christophersen.

Dernæst Lisbet Jensdatter af Allinge havde også solgt brændevin på vragpladsen. Hun blev spurgt om hun ikke havde fået noget jern af Christian Rasmussen for brændevin før en af auktionerne blev afholdt. Hun svarede at Christian Rasmussen havde adskillige gange købt brændevin for penge og kun en enkelt gang havde hun fået en bolt med en ring i. Hun kunne ikke huske hvor meget brændevin han fik for den.

Inger Jørgensdatter var "hel besvangret" og Jesper Hansen ville derfor ikke afhøre hende.

Peder Koch af Sandvig havde i sidste høsttid været med i kaptajn Jens Hansens båd ved det svenske skibsvragplads og med jernhånd opfiskede vraggods (speeg og jernboltestykker), han mente, at det var midt på dagen at Vefst Jensen kom ridende til vragpladsen. Han vidste ikke om det var samtidigt med Christian Rasmussens klagede over, at der havde været andre både tilstede den dag. Vefst Jensen havde råbt til Kaptajnens båd, der så ud som om var på vej ud på søen, for at skjule sin fangst.  Peder Koch mente ikke, at det var for at skjule nogen og at de havde ikke været længere væk, end at de kunne høre Vefst Jensens råb. Vidnet vedkendte at han for nogle byfolk havde omskiftet bøsseflinter på deres bøsser, men han var ikke klar over om de stammede fra vraget og om de var svenske. Han måtte angive Michel Mogensen i Sandvig, Jens Larsen Smed i Allinge og for Vefst Jensen. Jesper Hansen mente at vide, at der på Jens Larsens bøsse sad en svensk skalchelaas, som vidnet for kort tid siden havde omskiftet. Det kunne vidnet ikke huske. Vidnet oplyste at han ikke kunne erindre andre end Samuel Johansen, som var på pladsen, den dag som klagen omhandlede. Og Samuel var for at hente brænde, som han havde købt.

Dernæst blev Mogens Bendixen af Sandvig afhørt. Han havde været på vagt ved det svenske vrag. Spørgsmålet om han havde hørt utroskab vedrørende jern af rapeter og andet jern, samt "gienner", der var blevet borte. Vidnet havde hørt, at der var splid og trætte om morgenen, da godset var blevet borte, "sådan som spørgsmålet var formuleret". Vidnet blev bedt om at bekræfte, at han tidligere havde fortalt Jesper Hansen om at kaptajn Jens Hansen i Sandvig var kommet til vidnet og anmodet om at få del i den del af godset, som var "bortkommet". Det kunne vidnet ikke erindre. Da vidnet nægtede at "huske sligt" ville Jesper Hansen ikke stille flere spørgsmål, andet end at spørge vidnet om han havde hørt rygter om bortkommet gods. Mogens Bendixsen svarede at rygter havde der været helt fra starten indtil dato.

Atter blev Hans Hyldebrand afhørt og denne gang svarede han, at han ikke kunne nægte, at noget gods var bortkommet medens han havde vagt. Det drejede sig om "en bide Jern", hvor meget vidste han ikke, ej hellere kunne han huske hvem han havde vagt sammen med. Han kunne heller ikke huske om han havde fået nogen part deraf.

Peder Pedersen af Sandvig erkendte at han havde roet forbi vraget den dag i høst hvor Vefst Jensen kom ridende forbi. Han havde set at Vefst Jensen havde efterset kaptajnens båd, samt havde sagt til kaptajnen at hvis han opfiskede noget, så skulle han det straks levere det til ham. Peder Pedersen kendte ikke til noget der var skjult for den svenske krone til nytte.

Dernæst afhørtes en dreng på 13-14 år ved navn Hans Jensen af Sandvig. Han fortalte at han ej havde været til herrens bord, men han var blevet konfirmeret sidste mikkelsdags tider. Han kunne ikke aflægge ed, men måtte gerne udtale sig til retten. Jesper Hansen ville ikke afhøre ham, da han først ville gå til alters førstkommende søndag.

Dernæst Pernille Jørgensdatter af Sandvig, der havde tjent Jørgen Jørgensen af Sandvig sidste år. Hun vidste ikke noget om at hendes husbonde havde fået en fin blå klædes kjole fra det svenske vrag, da hun aldrig interesserede sig for hvorfra klædet stammer. Hun kendte intet til det blå klæde som skrædderen Mads Jørgensen i Allinge i Jørgen Jørgensen hus i Sandvig havde forarbejdet. Hun kunne ikke huske om hun havde været med sin husbonds ved vagten enten dag eller nat., men hun mente måske, at hun havde bragt mad ud til ham på vragpladsen når han havde vagt. Hun bekymrede sig ikke om hvad hendes husbonde kom med til hjemmet, og derfor ikke kunne erindre noget om et stykke mastetræ, som skulle være fundet ved skibsvraget. Jesper Hansen undrede sig over at hun som tjenestepige ikke kunne huske, at der lå et stykke træ i gården som var så stort at det kunne bruges til mast. Det var meget dumdristigt af hende ikke at oplyse noget som helst i sagen.

Johanne Jørgen Jørgensen i Sandvig kunne huske at hendes mand havde vagter ved skibsvraget, men hun kendte intet til bjærgningen og bjærgeløn og vagt penge. Hun kunne ikke nægte at det fine blå klæde var kommet fra vraget, men hun vidste ikke hvem han havde købt det af. Hun "kierede" sig ikke om hendes mand havde købt det af enten Allinge eller Sandvig bjærgere. Hun havde set et mastetræ på gården, men hun vidste ikke hvem han havde købt det af eller om det kunne bruges til mast. Hun forklarede at hendes broder Hans Predbjørn fik det og hendes mand kørte det ud til ham.  Jesper Hansen konstaterede at det nu var bevist, at der havde befundet sig et stort stykke vraggods, der stammede fra det svenske vrag i Jørgen Jørgensens gård og at det skulle betales for til kongen.

Giver Løvingsen og Hans Hyldebrand blev pålagt at møde til næste ting. Tinget sluttede da det var blevet langt ud på natten.

Jesper Hansen og Vefts Jensen på den svenske krones tingsvidnesag havde ved kaldsmændene Hans Jørgensen Bødker af Slotsvangen og Mads Svendsen af Sandvig stævnet Hans Hyldebrand for tredje gang. Hyldebrand mente, som tidligere, at han ikke kunne vidne i sin egen sag. Jesper Hansen slog fast at det var den svenske krones sag og ikke hans. Hans modvillighed kunne med loven dømmes mulkter. Dommeren henviste til lovens forskellige paragraffer om nægtelse af sin vidnesbyrd og truede ham med overretten, hvis han ikke svarede på Jesper Hansens spørgsmål. Hvis han ikke ville svare, ville Jesper Hansen og Vefst Jensen udtage tingsvidne og oversende det til den svenske ambassadør i København til videre foranstaltning. Afhøringen af Giver Løvingsen udsattes til senere når de havde fået kundskab om hvordan tingsvidnerne kunne sluttes og udskrives. Christian Rasmussen på egne og interessenters vegne udbad sig sagen beskrevet. Jesper Hansen udbad sig underretning om hvor mange interessenter Christian Rasmussen havde. Jesper Hansen undrede sig over Christian Rasmussens engagement i sagen,da han havde være tilsynsværge for byfogeden og han burde have foranlediget at Hans Hyldebrand ville svare på spørgsmål om det svenske skibsvrag. Jesper Hansen ville høre hvilke "tilhængere eller interessenter" han repræsenterede. Christian Rasmussen svarede ikke på spørgsmålet.

Tolderens tingsvidne

Sognepræsten opgav at føre Jørgen Johansen, da Jesper Hansen blev for vidtløftig i hans vidneafhøringer.

Det tredje vidne var Niels Hansen af Allinge, de havde set at Birkefogeden havde taget præsten i brystet, men han havde ikke hørt hvad de talte om. Dog havde Niels Hansen ikke hørt at birkefogeden havde sagt "havde hand giort Ræt ved Hr. Maller, da skulde hand have Pryglet ham i en tyve Pidsk". Vidnet svarede på spørgsmål fra præsten, at han havde givet birkefogeden 2½ mark for at få læst et pantebrev. Poul Eskelsen havde tilsyneladende modtaget to bjærgeparter, hvilket Niels Hansen ikke mente at kende noget til. [Jeg har ingen fornemmelse for, hvad dette betyder for sagen, andet end et personligt angreb på Poul Eskelsen]. Jesper Hansen nævnte, at det var gammel sædvane, at ved strandinger modtog øvrigheden sine parter, kaldet "øvrighedsparter".

Det fjerde vidne var Giver Løvensen. Han fortalte, at birkefogeden i Vefst Jensens stue havde taget præsten i brystet og førte ham tilbage. Årsagen var at præsten havde taget bjærgernes ret til at få part i sagen. Vidnet var overbevist om, at hvis ikke skriveren havde forhindret det, så ville birkefogeden have givet præstem "et rap eller to". Giver fortalte at han både havde fået læst pante- og skødebrev og havde betalt birkefogeden 2½ mark for hver. Giver Løvingsen havde været beskikkelsesmand da bjærgelønnen skulle udbetales efter det svenske orlogsskib. Øvrighedsparterne var 1 part til amtmanden, en til birkefogeden og en til en anden, som han ikke kunne huske. Birkefogeden havde sagt, at han ville have to. Men om han fik det, viste han ikke. Giver Løvingsen fortalte, at han - på de øvrige bjærgeres vegne - var bemyndiget til at forbyde birkefogeden at tilegne sig flere bjærgeparten end de tre som var kutyme. Jesper Hansen spurgte ind på Løvingsens deltagelse i opgøret efter at adskilligt gods var forsvundet fra det svenske orlogsskib, om vidner der nægtede at lade sig afhøre og om den mulkt der faldt under den efterfølgende retssag.

Det 5te vidne var Hans Olsen, der havde været stokkemand under sagen om det svenske "rugskib" ved Sæne.  Hans Olsen så at birkedommeren slog sin snustobaksdåse i bordet, da han nægtede Jens Larsen at vidne i sagen, men han vidste ikke om det var i vrede eller ej. Vidnet fortalte at han nogle gange var i stuen og andre gange i Vefst Jensens gård, da bjærgelønnen efter vraget Øland blev udbetalt. På spørgsmål fra Præsten bekræftede Hans Olsen, at birkedommeren havde taget ham i brystet og løftede hånden og ville slå. Årsagen til tumulten var at birkedommeren ville tage 2 parten uanset om de andre bjærgere ville give ham det. Da Jesper Hansen fik lejlighed til at afhøre vidnet Hans Olsen, omhandlede det om stridighederne mellem parterne både under behandling af orlogsskibet Ølands bjærgning og under rugskibet i Sæne bugten. Jens Larsen havde forsøgte at få vidnet til at erkende, at han sympatiserede med Jens Larsen Smed, der havde været i konflikt i begge strandinger. Hans Olsen nægtede, at Jens Larsen havde bedt ham om, at holde med ham, og han huskede ikke rigtig hvordan konflikten hang sammen. Vidnet kunne dog godt huske at Jens Larsen Smed og andre havde været i København i forbindelse med rugsskibet og vidnet ved birketinget samt landstinget. Vidnet kunne ikke angive hvor mange personer der havde protesteret over øvrighedsparterne, da der var så meget alarm.