Da jeg kom til tingsmøderne i sommeren 1695 startede en mordsag, der var interessant og spændende. Historien blev nærmest formidlet på bedste krimi vis. Fra den 22. juli til den 23. december 1695 måtte jeg transskriberede teksten fuldt ud, for at kunne fordybe mig i detaljer om sagen.

Foruden indholdsreferaterne gengiver jeg alle transskriberingerne for at andre kan få glæde af mit arbejde. Dog har jeg ikke læst korrektur på transskriberingerne, så der er mange fejlskrivninger. Den energiske læser/bruger af mit arbejde er velkommen til at kontakte mig, hvis man ønsker at få tilsendt enkelte affotograferede sider af birketingbogen.

Mordsagen fra Strandløkken startede i juli 1696. Selve retssagerne afsluttedes i birketingbogen i april 1696. Helt frem til november 1701 behandles sager, der er følger af mordsagen. De to dømte mordere fik deres boslod fradømt: Efter gæld var fradraget, gik halvdelen af boet til kongen og resten til den forurettede part, Lisbet Henrik Nielsen og hendes arvinger. Kongens part blev bortauktioneret og kom tilbage til familierne i Sandvig, hvilket medførte mange tvistigheder, der altså endte på birketinget.

Referaterne og transskriberingen af tingmødet vedrørende mordet blev suppleret med oplysninger fra herredstinget og landstinget, samt det sparsomme skriftlige beretninger, der findes, danner grundlag for mit historiske essay om Mordet i Strandløkken.

For hvert møde i birkeretten har jeg refereret indholdet. Enkelte gange har jeg transskriberet teksten, der enten er indført i referatet eller gengivet særskilt 1695/96 eller 1696-1701.

De originale sider fra tingbøgerne er affotograferede. Indholdsfortegnelse og link til kilder findes her.

-------------------------------------

Stednavne med mærket * er fundet i Bornholms Stednavne, udgivet af Stednavneudvalget 1950 – siderne 43-75

Forkortelser:

Sdr. = slettedaler (4 mark)

Rdl. = rigsdaler (6 mark)

-----------------------------------------

24._september

1._oktober

Pag.6a-b  18 juni 1688

1. Om Hammershus skovs overopsyn – Oberstleutnant Waldemar Brinch, der residerer på Slottet.

2. Oplæsning af Amtmand og ober kommandant Oberst Weetbergs missive fra 11 Juni 1688 om at ingen øl og brændevin må udskænkes ved og omkring Helligdomskilden Sankt Hans aften. Årsagen var de tidligere års ”uschiechelighed oc slagsmaal formedelst ofuerflødig Dricken oc fuldchab”.

3. Læst pantebrev fra Jens Abrahamsen i Klemensker, som Johan Hansen i Sandvig havde udgivet mod 30 Slettedaler.

Pag.6b -   25. juni 1688

1. Hans Jensen i Rø sogn havde pant (6 slettedaler) i hus i Allinge hvor Kirstine sal. Niels Golsen boede. Pantet var gået videre til Hans Jørgensen i Allinge. Enken kunne ikke betale og indløse pantet og blive boende. Huset skulle vurderes og sagen afgøres på næste ting.

2. Peder Jørgensen i Sandvig stævner Kirstine Hartvigsdatter, som nu tjener i Sandvig, for uretmæssig at have sagt, at han havde svin i sin kålhave, som tilhørte hendes husbonde Jørgen Hansen og at en so var død. Han var blevet beskyldt for at have slået det ihjel.. Hartvig Andersen skulle svare på sin datters vegne på næste ting.

Pag.7b – 17. september 1688

1. Hartvig Andersen svarer på sin datter Kirstines vegne, at Peder Jørgensen skal føre vidner på sine påstande. Hvilket Peder Jørgensen lover at gøre på næste ting.

Pag.008a - 1. oktober 1688

1. Sagen fra 17. september afsluttes uden videre med forlig.

2. Et kvindemenneske Giertrud, der havde et værelse hos Peder Bugge på slottets grund, havde udlagt Jacob Andersen til at være barnefader til sit barn. Samme Jacob Andersen blev stævnet til at møde i retten.

3. Byfoged Hans Jørgensen i Sandvig har solgt et stykke jord – kaldet Striben, til Ungkarl Anders Jensen i Sandvig

4. Niels Nielsen skrædder i Løsebech vil sælge et stykke jord kaldet Lille Lychen, som han har i Pant efter salig Jens hyldebrand. 4 navngivne mænd skal taxere stykket.

15. oktober 1688

15. oktober 1688

1. Niels Nielsen begjærer for anden gang sine pantepenge for jordstykket.

2. Ang. Giertruds anmeldelse af Jacob Andersen som barnefader til sit barn kunne ikke behandles, da han ikke mødte. Undfangelse skulle være sket i Rønne. Han var ikke at finde på landet.

3. byfogeden Hans Jørgensen i Sandvig har valgt 4 taxatorer til det kommende år af bestemme skatten: Evart Arfvesen og Jørgen Jørgensen af Sandvig, Hartvig Andersen og Tor Jørgensen af Allinge. Jørgen Pedersen i Mellembye og Hans Jørgensen er dommere om byemændene har noget at predendere [klage over].

4. byfogeden Hans Jørgensen beviste med kaldsmand Jens Nielsen og Laurits Jensen at de lovligt havde stævnet Poul Sørrensen, Bodil sal. Anders Andersen og Maren Michel Laurits for at have ladet kvæget græsse ulovligt i slotsengen-.

Pag.9a – 29. oktober 1688

1. Niels Nielsen i Løsebech kræver for 3. gang sine pantepenge på et stykke jord kaldet Lille Lyche – han kan nu begære en retmæssig dom.

2. Jacob Andersen var mødt på retten og nægtede at være barnefaderen.

Pag.9b – 19. november 1688

1. Domsafsigelse mellem Jacob Andersen og Giertrud.

Jacob Andersen kommer fra Klemensker og barnet er døbt i Allinge kirke. Giertrud var ikke mødt i retten og efter lovens 13. kapitel 5 artikel blev Jacob Andersen, efter at have afgivet ed på ikke at have haft noget qvindfolket Giertrud at gøre, fri for beskyldningen om at være barnefaderen

Pag.10a – 18 februar 1689

Transskriberet:

1. For Retten fremstod Niels Jørgensen i Sandvig oc Jacob Jespersen af Allinge, paa Begge parter bekiendte sandt at veere, at de efter en schriftige forligning af Datto d.= 18 februarj 1689 = Er forenit, Angaaende det Verge maal som Niels Jørgensen er tilsat til formynder for effter Sl. Claus Jansens død; oc det forshrefne efter deriss shrifftlig forligning, hafuer forn. Jacob Jespersøns Moder i forn. Arvinger, hafft i brug sig til Nøtte oc gaufn, alt saa …… Jacob Jespersen, til ydermere forsikring sat Niels Jørgensen i … forschrivne Arfue part som hans Broder Aage Jespersen Arfuelige tilfalder er efter sin sal. Fader Jesper Aagesen, som er 58 Sld, oc der foruden satte Jacob Jespersen Niels Jørgensen af sin ..trimonium. I .. for den forfaldne Rente i 12 Aar. Efter forligningens Lydelse fordres eller krefues, af Aage Jespersen, der i mod schal Jacob Jespersen Nyde, bruge oc Beholde fornd. Jord, sig saa Nøttig hand vil. Forn. Arfuepart efter Contractens Vidre formelding, Ellers er Baade Hofuedstol oc Rente i fordn. Aaringer Penge 73 sld 2 mk 2 sk 2 ds som Niels Jørgensen var Verge for. Efter Sal. Claus søns død ------- oc af begge to Vedstood sandt at Verre.

2. Poul Sørensen i Allinge fremstod at have solgt, skødet et lille torv beliggende i Jydehavnen (?) til Anders Jensen, hans hustru, børn og arvinger, som det forseglede skøde forklarer.

Pag.10b 25. februar 1689

1. Blev læst et håndskrift, som Jørgen Pedersen i Allinge fra sig til Jacob Jespersen haver udgivet lydende på 41 sdr.. Håndskriftet, der forklarer hvordan, blev underskrevet.

2. Jørgen Pedersen havde skødet og afhændet de huse og gårdrum med kålhave og brønd som efter et skiftebrev af dato 13 juli 1660 til sl. Buold Anders Andersens.

3. Michel Sørensen i Allinge lod læse et håndskrift, lydende på 35 sdr angående Erich Henrichsen i Allinge. Erich Andersen var mødt og svarede………………. ? (noget om Erick Henrichsens formynderskab og at det endte i et forlig)

4. Hans Jespersen i Allinge mødte på sin moder Buold sl. Andersens og arvingers vegne og fortalte at et 3 stolperums hus med brønd var solgt som skødet forklarer.

Pag.11a – 4 marts 1689

1. Niels Nielsen i Løsebech søger dom for at kunne overtage et sit pant på 10 sdr. på afdøde Laurids Hyldebrands 3 skæpper bygjord som sin ejendom.

Pag.11b – 11. marts 1689

1. Domsafsigelse mellem Niels Nielsen i Løsebech og Jens Lauritsen Hyldebrands arvinger. Ingen arvinger havde givet sig tilkende og gjort krav på jorden efter hans død den 11 februar 1680 eller indløst pantet.

 [her må mangler et blad]

Pag.12a – uden dato

1. Gældsag mellem Jørgen Hansen i Sandvig og Niels Jørgensen er forliget. Jørgen Hansen skal betale gælden nytår 1690 til Niels Jørgensen

2. Tvistigheden mellem brødrene Niels og Jørgen Jørgensen i Sandvig er også ophævet og ingen videre proces skal føres.

3. juni 1689

3. juni 1689

1. Oplæsning af de 8te mænds redegørelse for et led (Kaldet pilleleddet) som hænger til Allinge Vang og som har været til ”tvist og stridighed” mellem bymændene igennem flere år. Leddet fører op til marken ved Skaattegård. Birkefogeden beordrede at leddet skal være fornyet inden 8te dage, med nye stolper, jern og tilhørende klinker for 2 slettedaler. Udgiften skal ”helst” deles mellem dem der har jord indenfor leddet. Enighed skulle opnås på tinget. Udgiften til de 8te mænds arbejde beløb sig til 10 mark 2 skilling. Bymændene var:

1. Niels Hansen

2. Erich Henrichsen

3. Hans Nielsen

4. Tor Jørgensen

5 . Niels Schreder

6. Hartvig Andersen

7. Laurids Nielsen

8. Hans Jensen

9. Michel Lauritsen

10. Jens Nielsen

11. Pouel Sørrensen

12. Jacob Madsen

13. Johan Jørgensen

14. Buold Jespersens

15. Hartvig Willumsen

16. Anders Lauridsen

17. Michel Sørrensen

18. ? Jacobsen Gaardsteel

som skal dele udgifterne efter et møde den 8. juni

Pag.12b – 22 juli 1689

Byefogden Hans Jørgensen udvælger 4 navngivne mænd fra Allinge og Sandvig til at ”paalegge” byskat og anden skat der er forfaldet for året 1689

Pag.13a – 2 december 1689

1. Kgl majestæts tolder Magens Pedersen læste rentekammeret arrest på forrige amtskriver August Dechner. Fordringer på hans person eller hans hustru skal anmeldes.

3. februar 1690

3. februar 1690

1. Kgl Majestæts forordning om konsumptionsafgifter (o kapitel) blev læst op.

2. Hartvig Willumsen lod ”opbiude” sit værgemål, som han havde på Anne Arvedsdatter, som Hans Arvedsen modtog med Byefoged Hans Jørgensen tilladelse.

Pag.13b – 24 februar 1690

1. Da Jørgen Pedersen fra Allinge var blevet syg og ikke længere kunne betjene birkeretten, valgte oberst ober kommandant og Amtmand Laurids Jensen fra Allinge at overtage hvervet. Stillingen var også at være meddommer og stedfortræder for byfogeden Hans Jørgensen. [Han kaldtes oftest byfoged og andre gange: Birkefoged]

2. byfogeden stævnede Niels Hansen, Frits Henrichsen, Hans Nielsen, Tor Jørgensen, Laurids Nielsen, Hans Nielsen, Pouel Sørrensen, Jacob Madsen, Johan Jørgensen, Boeld Jespersens, Hartvig Willumsen, Anders Lauridsen, Michel Sørrensen, alle i Allinge for ikke at have betalt accise og konsumption af malt i 1½ år - perioden juni 1688 til juli 1689 og fra 1 juli til 1. januar 1690. I alt 12 rdr 4 mk 8 sk.

Malten bliver brugt til brygning eller til at brænde (brændevin). Det kunne ikke nægtes, da de alle har solgt øl og/eller brændevin i perioden.

Pag.14 b – 3 marts 1690

Bymændene i Allinge, som var blevet stævnet for retten for manglende accise og konsumption i 1½ år for malt, argumentere for, at de ikke skulle betale afgifter for malten da de aldrig tidligere havde betalt til trods for at loven var 20 år gammel og at. Nogle bymænd mente, at have amtmandens ord for fritagelse. Det var en ringe produktion og bymændene mente sig fritaget og imødeser en ”forsvarlig” domsafvigelse herom.

Pag.15a - 10. marts 1690

1. Byfoged Hans Jørgensen forklarede årsagen for at accisen skal inddrives for malt. Byfogeden havde forpagtet acciseafgiften og han i 1½ år havde ansvaret for indbetalingen, Acciseafgiften var pålagt malten siden 1673 og byfogeden var ikke vidende om, at der var ophævet eller om der var nogen dom med underkendelse af den kgl Majestæts konsumptions forordning. Byfogeden benægtede beskyldning for at opdrive accisen i egen begærlighed og henviste til et brev fra den forrige amtskriver August Dechners brev af 22. juli 1688 havde på det strengeste bedt ham om at indbetale de resterende afgifter. Han henviste til brev fra amtmanden om at de resterende penge skulle indbetales i Rønne senest den 7. januar 1690 og at derfor ikke handlede i egen interesse men som øvrighedsperson.

Bymændende begærede udskrift af tingbogen og at de ville svare på næste ting.

2. Hans Nielsen Smed i Sandvig var mødt i retten for at indstævne Jens Hansen i Løsebech for en gæld på 3 mark og 6 skilling. På næste ting skal der afsiges dom herom.

Pag.16a – 24. marts 1690

Niels Jansen og Anders Lauridsen fra Allinge stod frem på tinget på egne og de øvrige indstævnede Allinge bymænds vegne og fortalte at de af Obersten [kommandanten] havde fået at vide, at han ikke havde pålagt byfogeden om at indkræve accisen. Før der kunne afsiges dom skulle dommeren havde dette skriftligt fra obersten inden der kunne afsiges dom

Pag.16b – 28. april 1690

Niels Hansen fortalte på tinget, at de indstævnede allingebo havde talt med obersten og han havde svaret, at han ikke havde pålagt byfoged at påkræve accisen, men det måtte have været August Dechners ordre og befaling. Hans Jørgensen svarede at han kunne tage beretningen om oberstens svar for givet, da der ikke var vidner hertil, som ikke var part i sagen. Han havde ikke ordre fra obersten om ikke at inddrive fordringen.

Tor Jørgensen svarede på alles vegne, at de ønskede dom i sagen. Dommeren Laurids Jensen begærede udskrift af tingbogen og at dom afsiges om 3 uger.

Pag.17a - 12 maj 1690

Niels Jørgensen fremstod for retten at han havde indstævnet Hans Jørgensen i Sandvig for en gældsag angående en accisenation fra August Dechner, lydende på 25 rdr, som amtsforvalter Anders Vogensen havde attesteret, Byskatten 17 rdr 10 skilling d. 12 maj 1690.
Der fandtes ingen dommer på tinget, så by- og Birkefogeden Hans Jørgensen måtte selv fremføre sagen mod hans contrapart Niels Jørgensen. Sagen ønskes til doms.

Pag.17b – 19. maj 1690

1. Sagen startede med at byfogeden Hans Jørgensen nævnte, at han den 3. februar 1690 havde læst forordningen om forordningen af 1. januar 1673 om accise på malt. Bymændende svarede, at da byfogeden selv var part i sagen og at der hverken var en dommer tilstede den 12. og den 19. maj kunne ikke føres sag. Niels Jørgensen bad Hans Jørgensen svare, hvordan man lovligt kunne inddrive accise på en ulovlig sag.

2. Hans Nielsen i Sandvig bekendte at han lovligt havde varslet stævning mod byfogeden Hans Jørgensen i Sandvig vedrørende ulovlig indkrævning af skatter. Hans Jørgensen svarede at han ikke kunne udtale sig i sagen.

Pag.18b – 26. maj 1690

1. Gældsagen mellem Hans Jørgensen og Niels Jørgensen blev forliget til begges tilfredshed.

2. Hans Nielsens sag mod byfogeden Hans Jørgensen blev ophævet.

DOMSafsigelse

By og birkefoged Hans Jørgensen havde søgt Oberst ober kommandant og Amtmand over Bornholm Johan Diderich von Weltberg at dommeren Laurids Jensen skulle dømme i sagen. Dommen pålagde Allinge bymænd at betale accisen på malt, men at byfogeden skulle forhandle med dem om beløbets størrelse, da det ikke kunne være det samme år for år. Hans Jørgensen havde opsagt sin forpagtning af accisen og sagen måtte kunne forliges.

Pag.19b – 16 juni 1690

Der blev oplæst kongelige forordninger af 4. marts 1690:

1. Moderation i tider for afvikling af arve og gældssager

2. Mortifikationer for obligationer og reverser

3. Regler for prokuratorer

4. Regler for herreds- og birkefogeder

5. regler for udnævnelse af stokke og andre mænds udnævnelser

6 . Landsting Riderpenges afskaffelse

Pag.19b – 28 juli 1690

1. Henrich Nielsen af Nexø stævnede byfoged Michel Andersen i Nexø, der havde angrebet ham og hans hustrus gode navn og rygte. Årsagen til at denne sag blev fremlagt på tinget var, at Henrich Nielsen ville have Hans Hansen i Sandvig som vidne i sagen.

Hans Hansens sandhedsvidne lyder sådan:

”Forleden d. 6. maji sidst afiugte, var hand udi Nexøe, oc samme tid var hand inde till sl.Marie Jens Smidt, hvor Henrich Nielsen, Mads Jansen, Vallentin Jansen, Bendt Nielsen, alle af Nexøe, oc jeg sad oc spillede Kort, oc var ved en temelig Rus. Da som Vi sad oc spilte kom Byefogedens Søn Peder Michelsen, oc hans Svoger Hans Barfod ind til os oc gaf sig i spild med, da som Vi spillede, begyndis en Accison imellem Henrich Nielsen oc Hans Barfod, som reyste sig af, at Byefogdens Børn skulle hafue ofuershieldet Henrich Nielsen oc hans Hustru paa hendis ære, Men vad ordene, denne egentlig imellem var, kand jeg mig icke erindre formedelst jeg var berusen, hvor efter samme der vancher it par Ørefigner imellem Hans Barfod oc Henrich Nielsen. Mens efter di var adschilde kom Byefogeden Michel Andersen ind til os, oc skiende oc bandede paa Henrich Nielsen, oc befallede, at lade hendte Byesvenden, som oc strax kom, da bød Byefogden Bysvenden at stætte Henrich Nielsen i Raadhus Kielderen. Da gich Henrich med Byesvenden, oc Byefogden skulde efter, oc nogle gange som di gich paa Veyen mod Raadhuuset sag Byefogden, at Dieflen skulde beseette Henrich Nielsen, oc schelte hannem for en Knegt oc Campan. Som di da kom til Raadhusets dør, Byesvenden stod oc skulle luche Dørren op, da Raaber Byefogden at hand ey skulle sette Henrich i Kielderen. Mens sette hannem paa Raadhuset, Da gick Henrich Nielsen hiem, oc noget der effter kom igien paa Gaden, oc hafde en Kaare i Haanden, som hand da kom ud for Byefogdens, befalte Byefogden Byesvenden at tage en paal, til at slaa Henrich med, oc ydermere Raabte Byefogdens Børn, at Byesvenden skulle slaa Henrich Nielsen, oc sagde Børnene til Byesvenden, at Dieflen skulle besette hannem om hand icke satte den shichling i Raadhuss Kielderen. Da gick Henrich Nielsen paa Gaaden hiem ad, oc Byesvenden fulte efter; med en lang paal i Haanden som hand aldtid bar i vejrit, til at slaa Henrich Nielsen med. Da skildes jeg fra dem, oc Noget den effter gick jeg ind til Byefogdens, for at talle med en Karl, ved nafn Bendt Nielsen, som samme tid var inde til Byefogdens. Da hørte jeg at Henrich Nielsens qvinne af Byefogdens Børn for en horre Blef udskelt, baade at hun først hafde bedrefvet horeri i Kiøbenhafn, oc siden i Stubbekiøbing. Her udi var Hans Hansen icke bevist, hvorpaa hand aflagde sin Ed efter lougen, Hvor paa Henrich Nielsen et tingsvidne begieres, hvilket Bierckefogden hannem icke kunde Benegte.

Pag.20b – 8.september 1690

En styrmand Mads Jørgensen fra Bergen ønskede en attest om hændelsesforløbet fra de gik fra Danzig til de kom til Sandvig. Den 29. august gik de fra Danzig og blev overrasket af hård storm og skibet tog vand ind. Pumperne gik i stykker og det var med nød de kom til Sandvig, hvor de kastede anker på 23 faune vand. En lille båd med 3 mand kom til hjælp, men de kunne ikke hjælpe med pumperne. Skibet blev sat ind på 3 faune vand og lasten blev bjerget. Skibet blev reddet og igen lodset. Beretningen fylder 3 sider. Det ønskede tingsvidne bevidner at alle havde gjort sit bedste og hvis noget manglede af godset, kunne det ikke belastes hjælperne. Alle var blevet betalt.

Pag.22a – 22. september 1690

1. Bertil Johansen i Sandvig stævner Christopher Hansen i Sandvig for 2 mark 8 skilling, hvilket han erkendte og skulle betale inden 8 dage.

Pag.22b – 24. november 1690

1. Hr Jacob Jensen Sode [sognepræst til Olsker og Allinge] stævner Bueld Jespersens for tiende i 5 år som med præstepenge beløber sig til 15 mark 10 skilling. Han havde modtaget 3 mk for 1 lispund tørfisk.

Bueld Jespersen var mødt i retten og svarede at hun kun mente at være skyldig for 4 år og han havde modtaget 1 lispund fisk for 4½ mark og 2 mk betalt til Michel Madvig på Christiansø og nok 2 mk som rester for en silde fierding og en halv skæppe malt som resterede på mål. Hendes datter ”drog Linet” i en hel dag for egen kost, som hun takserede til 12 sk. Byfoged pålagde Buold at tale med Hr. Jacob og forlig.

2. Rasmus Finde fra Vang læste et påskrevet håndskrift om aftale mellem ham og Ewert Arestsen i Sandvig

3. Henrich Michelsen fralagde sig værgemål for sine søstre Kierstine og Ellen, da han flyttede til Rønne. Endvidere solgte han sin arvepart i hus og jord, som var arvet efter sine forældre, til Anders Nielsen i Løsebech. Alt som det fremgår i det forseglede skøde.

Pag.23a – 1. december 1690

En dom pålægger Buold Jespers, at gøre rigtigt regnskab og betale skyldige beløb til sognepræsten. Hun skylder tiende og præsteskat for 5 år og hun har kun betalt 1 lispund fisk for 3 mk.

Pag.23b – 15. december 1690

1. Hans Hansen i Sandvig fordrede af samtlige arvinger efter sal. Jørgen Hansen (der er: Hans Jørgensen, Niels Jørgensen, Johan Jørgensen, Peder Jørgensen, Hartvig Jørgensen, Thor Jørgensen, Jørgen Jørgensen, Hartvig Willumsen på sin hustrus vegne og Jørgen Pedersen på sine børns vegne) at de ville vedstå at have solgt et stykke jord kaldet Storre Vangen, som er 4 tønder land for 90 sdr.

2. Læst et håndskrift som Hans Jespersen har udstedt til Laurids Monsen i Rutsker sogn som lån på 14 sdr.med dato 11. marts 1689.

Pag.24a – 26. januar 1691

1. Niels Jørgensen og beviste med kaldsmænd indstævningen af Hans Hansen og hans arvinger om at han havde købt en 1 td land jord som var tillagt efter arv fra hans far sl. Jørgen Hansen

2. Niels Jørgensen stævnede birkefoged Hans Jørgensen for en arv på 4 rdr 1 mk 8 sk

3. Hans Nielsen i Sandvig stævnede Hans Hansen i Sandvig for det som han pløjede på sin eng i våren.

4. Hartvig Andersen i Allinge erkendte sig skyldig til Vefst Pedersen, Maggården i Olsker 6 sdr. Hartvig Andersen pantsatte et stykke eng i stenlykken norden for Werfst Pedersens gård, gård nr. 3 i Olsker

5. Laurids Jensen indkaldes som dommer i sagen der vedrører kongens rettigheder.

6. byfogeden Hans Jørgensen indstævnede Henrich Michelsen i Allinge på den gæld der hviler efter hans afdøde fars bo – i alt 7 sdr 2 mk 4 sk

Pag.26a – 9. februar 1691

1. Hans Nielsen i Sandvig lod læse et skøde på et stykke jord som kaldes Torn Løkken, som Morten Bohne og Hans Christensen havde solgt til ham for 70 sdr., Hvilket blev bekræftet af sælderne, der var tilsted.

2. Sagen mellem Niels Jørgensen og Hans Jensen blev ophævet.

3. Niels Jørgensen spurgte Hans Jørgensen om han ville betale det skyldige beløb inden 8 dage, ellers vil han føre sag.

4. Sagen mellem Hans Nielsen og Hans Jensen var forliget, efter at de havde afrettet agrene og eng og havde sat markskel.

5. Hartvig Andersen vedstod at han havde solgt og modtaget penge for 2 tønder land jord (Steens Løkken med omliggende render) til Tor Jørgensen i Allinge.

6. Henrik Michelsen fra Rønne bekræftede på retten at han havde solgt et stykke jord kaldet Løghøj på 1 tønde og 1 skæppe land til Hans Jørgensen i Allinge, med håndpant på 7 sdr til borgmester Olluf Svendsen i Rønne. Og 4 sdr 2 mk 12 sk i pant til Jens Jacobsen i Rønne.

7. Henrich Michelsen lover efter et rigtigt regnskab at betale byfoged Hans Jørgensen det skyldige beløb.

Pag.27a – 8. juni 1691

Sag mellem Hartvig Andersen i Allinge og Hans Nielsen blev frafaldet da igen var mødt for retten.

Pag.27b – 22. juni 1691

1. Pouel Aretsen og hans arvinger havde afgivet sin andel (12 sdr. 2 mk. 6 sk) af arven fra sal. Peder Jørgensens gård, som Peder Jørgensens var skyldig, til Hans Hansen. Peder Jørgensen var Pouel Aretsens formynder. Hans Hansen lover at forrente beløbet eller indfri det fuld ud med penge eller gode varer.

2. Pouel Aretsen lod et håndskrift læse som Christopher Hansen i Sandvig havde udgivet til ham på 22 sdr.

3. Niels Jørgensen indstævnede Lasse Tommesøn, som havde fået fat i noget asketræ til at fremstille ”hollebøyler”, som han ikke havde betalt for, men sagt at det var guds gave og dermed ikke mente at der skulle betales.

Pag.28b - 29. juni 1691

1. Unge Niels Schreder i Løebech lod læse et håndskrift som han havde udgivet til Hans Svendsen i Rutsker sogn på 20 sdr

2. Hans Hansen i Sandvig ligeledes til Hans Svendsen i Rutsker sogn (Dynegaarden) på 26 sdr.

3. Hans Jørgensen i Allinge lod læse 2 håndskrift på hver13 sdr 12 sk 9 3/5 sk. til Johan Jørgensen og Toer Jørgensen.

4. Hans Jørgensen lod læse et skøde og evindelig ejendomsbrev på Vendels Behsgaade på 22 sdr.

Pag.29a – 31. august 1691

Herredsfogden Henrich Johansen for Nørre Herred præciderede en skriftlig ordre fra Anders Vogensen i absens hr. Johan Diderich von Weltbergs vedr. en arvesag efter Jørgen Hansen, som Rønne Kirkes værge Villum Jacobsen havde søgt. På vegne af kirkeværgen stævnede Mads Hansen af Hasle samtlige af Jørgen Hansens arvinger: Hans Jørgensen, Niels Jørgensen, Jørgen Jørgensen, Johan Jørgensen, Toer Jørgensen, Hartvig Willumsen Captain Jørgen Pedersen, Buold sal. Peder Jørgensen med lavværge Hans Christensen alle på egne og deres myndlings vegne. Arvingerne skyldte efter Rønne kirkebogens regnskab i alt 51 sdr. 2 mk 4 sk. og 1 års rente, samt at betale sagens omkostninger.

Arvingerne forlangte et skriftligt bevis for at Mads Hansen kunne føre kirkeværgens sag. Sagen blev udsat i 14 dage og skiftebrevet skulle medbringes på tinget med Niels Jørgensen som arvingernes repræsentant.

Pag.30a – 21. september 1691

1. Henrich Michelsen lod læse et håndskrift dat. 21. september som var udgivet af Anders Nielsen på atten slettedaler.

2. Anders Lauridsen i Allinge begærede en stævning om en halvpart i arv for ham og Hans Jespersens hustru, hvilket blev bevilget uden videre proces og omkostninger.

3. Den beordrede dommer Henrich Johansen afhørte Niels Jørgensen om gælden til Rønne Kirke. Niels Jørgensen mente ikke at arvingerne skyldte kirken nogen penge og at det var kirkens egen sag at betale sagens omkostninger. Da Mads Hansen ikke var mødt blev sagen udsat til næste møde

Pag.31b – 5. oktober 1691

1. Mads Hansen med sin principal kirkeværge Willum Jacobsen mødte i retten. De fremlagde en ”lodseddel” af sal. Borgmester Oluf Svendsens skiftebrev som blev oplæst. Borgmesteren havde en fordring i sal. Jørgen Hansens gård i Sandvig som i arv var gået til Rønne Kirke. Kirkeværgen tilbød at pengene (51 sdr. 2 mk 4 sk) kunne stå i gården mod en obligation, der forrentes årligt til Rønne Kirke.

Arvingernes talsmand Niels Jørgensen leverede skiftebrevet efter sal. Jørgen Hansen og bad om at få det læst op og efterset om der skulle være noget om gælden til Rønne Kirke.

Pag.32a – 12. oktober 1691

1. I retten blev forkyndt et missive udgivet af Claus Krøyer, tolderen Mogens Persen og Offuf Nielsen i Rønne, den 9. oktober 1691 byggende på en kgl. befaling. Alle ridefoged August Deicners jordegods, købstadsejendom, jorder og mobilier skal vurderes og samtlige debitorer såvel som kreditorer indkaldes til nørre herredsting i Hasle den 19. oktober. Sagens endelige afgørelse vil blive offentliggjort på Landstinget og meddelt videre ved tingbudene på hvert sognestævne.

Pag.33a – 2. november 1691

1. Niels Jørgensen fik ikke oplæst skiftet efter sal. Jørgen Hansen, da dommeren fandt det for ”vidtløftig” og således intet beviste i sagen mellem Rønne Kirke og Jørgen Hansens arvinger. Niels Jørgensen insisterede på sin påstand om skiftes troværdigheden, men dommeren synes det unødvendigt at svare på Niels Jørgensens ulovlige procedure.

Dom i sagen: Niels Jørgensen og arvingerne skulle betale. I alt med rente om sagsomkostingerne 72 sdr. 1 mk 6 sk.

Pag.34b – 30. november 1691

Birkefogeden Hans Jørgensen ”hafuer lydeligen paa Raabt, om nogen hafde Noget at for rette, hvor ingen er Møtt"

Pag.34b – 7. december 1691

Pag.35a – 21. december 1691

1. Holstførsten Hans Christensen berettede at Anders Lauridsen af Allinge havde kørt ind i kongens skov beliggende til Hammershus med heste og vogn og ødelagt underskoven og hvad andet der findes. Sidst var han set med sin dreng, samt heste og vogn og var begyndt at hugge løs. byfogeden havde indkaldt Anders Lauridsen på overjægermesterens vegne. Som vidne afhøres Niels Jørgensen, der netop var på opgave for oberstleutnanten på Hammershus i Havrelyckerne. Da han havde fået besked på at anmelde folk, der huggede træer i havrelyckerne, så gjorde han det straks. Oberstleutnanten gav ham ordre til at tage Ordmands Rytteren og grevens vagt med. Oberstleutnantens tjener ved navn Olle Lauridsen kom ridende bagefter. Anders Lauridsen var imidlertid kommet ud af skoven, men da han havde brænde på vognen blev han taget med til Hammershus og bragt til oberstleutnanten.

Hans Hansen vidnede, tillige med Olle Lauridsen, der kunne fortælle at Anders Lauridsen endda havde slået ham, da han ville bemægtige sig hans heste og vogn.

[forhøret fylder næsten 5 sider og er udførligt mht hvordan Anders Lauridsen blev opbragt og bragt til Hammerhus og hvad der sker hos oberstleutnanten]

Pag.37b – 11. januar 1692

Holtsførster Hans Cristensens sag mod Anders Lauridsen måtte udskydes til hans grevelige excellence Ober jægermesters indlæg

Pag.38a – 15 februar 1692

1. Albert Hartvig af Nyker sogn lod læse en obligation udgivet af Hans Nielsen i Allinge på 60 sdr. Opskrevet og vedgået.

2. Jacob Madsen i Allinge vedstod at have solgt 2 skæpper land bygjord indenfor Sandvig bygærde som kaldes Valdboriig torn til Hans Nielsen Smid i Sandvig for 12 sdr. 2 mk i rede penge

Pag.38b – 29. februar 1692

1. Hans Hansen fremstod for retten og erkendte at han skyldte sal Peder Jørgensens arvinger 30 sdr., hvoraf de 15 skal gå til Bould sal. Peder Jørgensen og de øvrige 15 til børnene som er to brødre og en søster. Hans Hansen lover at forrente penge til 5% efter loven fra den 25. april 1691

2. Poul Christensen fremstod i retten som lauværge for sin søster Buold sal. Peder Jørgensen, sammen med Niels Jørgensen, Johan Jørgensen, Toer Jørgensen som alle var værger for sal. Peder Jørgensens børn at de var enige om fri ind og udkørsel ved sal. Peder Jørgensens gård i Sandvig

3. Kirkeværgen i Rønne Willum Jacobsen lod læse en obligation som Hans Hansen udgav på 51 sdr. 2 mk 4 sk., som Hans Hansen vedstod

4. Hans Hansen skulle procedere, på vegne af enke efter Deckner Mette Elisabeth Maccabeus (efter ordre fra Amtmand Johan Diderich von Wettberg) mod Laurids Jensen Vefuer (Væver) i Allinge for noget garn som han i august 1688 havde fået på Hammershus og som han skulle forarbejde. Han havde ikke udført arbejdet og ej heller leveret det uforarbejdede garn tilbage.

Laurids Jensen Væver var mødt og lovede at svare på næste ting om 8te dage.

Pag.39b – 7. marts 1692

1. Laurids Jensen Væver beviste med kvittering at han intet skyldte August Dechner. Han havde ikke fået 6 rdl som konstabelgage og havde derfor beholdt garnet. Mette Elisabet Maccabæus ville tage til København og derfor have garnet udlevet. Laurids Værer burde have anmeldt sit tilgodehavende til den nedsatte kommission og ikke selvbestaltet have tilbageholdt garnet. Laurids sag skulle behandles på næste ting

2. Johan Jørgensen og Toer Jørgensen i Allinge bevidner deres værgemål for Anders Pedersen og Hans Pedersen.

Pag.40a – 14. marts 1692

Sagen om Laurids Væver kunne ikke genoptages da hverken han eller en talsmand for ham var mødt. Laurids Væver blev tilsagt til at møde på tinget om 8te dagen.

Pag.40b – 11. april 1692

1. to Kgl. forordninger blev oplæst. Den første om rettens betjentes salær i forskellige sager. Den anden Om politimesterens og hans betjentes forretninger og om brug af stempelpapir.

2. Laurids Jensen Væver mødte i retten og fremlagde bevis på at garnet var leveret tilbage, hvorfter sagen var sluttet.

Pag.41a – 2. maj 1692

1. Mikkel Hartvig stævnede Mikkel Willumsen i Allinge som skyldte hans broder sal. Claus Hartvigs (Bakkegård) arvinger penge ifølge den afdøde borgmester i Rønne Oluf Svendsens skiftebrev. Det drejede sig om i alt 11 sdr 2 mk 8 sk og rente fra 19. marts 1690. Borgmesterens gæld er nævnt i Claus Hartvigs skifte fra 15. maj 1691

Pag.41b – 18. juli 1692

 Peder Michelsen førtes som vidne i sag hvor Peder Bugges hustru havde beskyldt ham for ”errørrige ord och efter talle”.

Niels Jørgensen på slottet vidnede med oprakt finger, at han havde hørt på Slottet af Ellegaards Sybille Blinch (vicekommandantens hustru), at Maren Bugges havde noget flæsk til Peder Michelsen.(?)

Olle Lauridsen vidnede, at han havde hørt Maren Per Bugges havde sagt til fruen Ellegaard Sybille på Slottet, at Peder Michelsen skulle have det flæsk når han skulle flytte Kroen (?)

Hr. Christopher Hafmanns pige vidnede, at hun havde hørt at Maren Bugges havde sagt til Johanne at Peder Michelsen skulle have flæsket når han skulle flytte Kroen.

Ellen Hansdatter vidnede også

Peder Bugge og hustruen Maren undskyldte den heftige udtale og sagen blev frafaldet.

Pag.43a – 1. august 1692

1. Laurids Jensen tilforordnet til birkefoged i birkefoged Hans Jørgensens sted. Hans Jørgensen bad om der var sket nogen Kgl Majestæt ”indtradicier” i de sidste 2 år, hvilket birkefogeden bad om et tingsvidne på.

Pag.43b – 5. september 1692

1. Mons Nielsen stævnede Peder Nielsen fan=Juncher i Løsebech at give ham skøde på et stykke jord kaldet den Nederste Udelyche. Peder fanmester mødte og bad om pengene før de skødede jorden til ham.

Pag.43b – 19. september 1692

1. Peder Michelsen fra Klemensker stævnede Maren Peder Bugges tillige med hendes mand Peder Bugge for ”errørige ord oc Blammering oc løyactighed” mod ham på Rønne Byting den 6. september 92. og at hun dømmes efter 6 bogs 21 kapitel. Peder Bugge og hustru lovede at svarer på næste ting.

Pag.44a – 26. september 1692

1. Peder Haagensen Bugge fik læst sit skriftlige svar på Peder Michelsens anklage og sagen udsat 8. dage (ikke refereret)

Pag.44b – 3. oktober 1692

Peder Michelsen vedkendte sig ikke Peder Bugges skriftlige indlæg og tilbud om forlig, men så frem til en dom, hvilket han blev lovet af dommeren inden 3 uger.

Pag.45a – 10. oktober 1692

Ole Persen på Toftegården i Klemensker (3. vg.) stævnede velædle Øllegaard Sebelle, som var enestearving efter vicekommandanten Voldemar Blinck (døde 1692) på Hammershus. Ole Persen krævede af boet et års løn på 12 Rdl., Retten blev udsat i 8 dage.

Pag.45b – 17. oktober 1692

Ole Peersens krav til frue Øllegaard Selbelle Blinck ved hendes lavværge eller fuldmægtig blev behandlet. Ole Peersen ville til næste ting føre sit skriftlige krav gældende.

Pag.45b – 24. oktober 1692

1. Domsafsigelse mellem Peder Michelsen og Maren Peder Bugge blev skrevet

2. Ole Pedersen afgav sit skriftlige indlæg i sit lønkrav mod frue Øllegaard Blinck. Retten søgte svar til næste ting om 14 dage.

Pag.46a - 21. november 1692

1. Ole Persen mødte på retten for at kræve sin ret til den manglende tjenesteløn. Ingen mødte på sagsøgtes vegne og dommeren lovede dom inden 3 uger.

2. Niels Jørgensen af Sandvig oplæste en skriftlig missive, på Albert Hartvigs vegne, på køb af Veelingsgaard (Nyker), efter køb og skødebrev af 7. november 1692.

Pag.46b – 12. december 1692

1. Domsafsigelse imellem Ole Pedersen og Fru Øllegaard Sybele Blinck. (ingen forklaring)

2. Niels Nielsen Skrædder i Allinge lod læse et pantebrev på 40 Sdr. på bygjord kaldet ”Murer hollestycket” som Jacob Jensen Sode i Olsker har underpant i.

Pag.47a – 9. januar 1693

Hans Hansen var birkefoged efter lovlig tilladelse i stedet for Hans Jørgensen.

1. Jørgen Jørgensen og Anders Jensen stævnede Hartvig Willumsen, Laurids Nielsen og Hans Jørgensen alle af Allinge for gæld til kaptajn Hofmand i København. I retten procederede Hans Hansen som fuldmægtig på Hofmands vegne, da kaptajnen havde udenlands tjeneste.

Hartvig Willumsen skyldte 2 dr. 2 mk., som han mente, at være betalt med en rejse med heste og vogn til Rønne og 2 mk for at age en dag oppe fra Slottet til Sandvig. De øvrige blev dømt til at betale inde 15 dage

2. Hans Jørgensen og Pouel Sørensen stævnede Hans Nielsen i Allinge for gæld 1 skp. Sigtet rugmel for 3 mk. Samt 1 mk for en ½ skp. Byg. 2 gange tidligere var han blevet stævnet. for byskatten på 1 mk 6 sk. accise 5 sk. Dommeren Laurids Jensen spurgte om nogen ville svare på Hans Nielsens vegne, hvilket hans bror Niels Nielsen gjorde. Gælden blev lovet betalt på først kommende søndag

3. Hans Jørgensen stævnede Bertil Johansen for gæld på 3 sdr. på hans hus. Bertil Johansen kunne ikke betale.

Pag.47b – 30. januar 1693

1. Johan Jørgensen i Allinge afhænder den halve part af et stykke jord kaldet Plauer som er arvet efter hans fader Jørgen Hansen til byfoged Hans Jørgensen i Allinge og Sandvig.

2. Knud Michelsen af Sandvig bekender at have solgt til Laurids Jensen Væver den halve gårdsbo, som hans sal. Fader boede i, nemlig den Østre længe 5 stolperum og laaelængens 6 stolperum tillige med fri indkørsel i porthuset samt den nordre have og en lille have i syd mod kirken. Pris 14 sdr. i rede penge. Når den sidste part er betalt udføres skødet.

3. Diderich Nielsen smed i Allinge stævnede Niels Bendsen i Sandvig og hustru Kiersten Niels Bendtsens for 2 rdl. Som Diderich Smed havde lånt hende i 1676 og som hun skulle betale til Buold Jespers.

4. Niels Nielsen i Løsebech bekender at han har solgt hus, våning, gårdsrum og Madselycke til sin søn Henrick Nielsen i Allinge og modtaget betaling.

5. Niels Nielsen i Løsebech bekendte at han havde solgt et stykke jord på 2 td. Land havrejord med tilhørende render, som kaldes Aarageren østen for kirkejorden til sin søn Anders Nielsen i Allinge.

Pag.48b – 13. februar 1693

1. Tor Jørgensen i Allinge meddelte at han havde solgt et tønderland i Simonslycken og en andel af Stor Vangen til Hans Hansen i Sandvig. Jorden havde han arvet efter sin fader.

2. Hans Jespersen af Allinge læste et håndskrift som Jørgen Pedersen i Allinge havde udgivet til sal. Jacob Jespersen på 41 sdr.. Tor Jørgensen erkendte på sin og sine medarvingers vegne at havde modtaget de 41 sdr. og renter.

3. Hans Jespersen erkender at han havde fået sin patrimonium (altså udbetalt sin faderlige arv) af Jørgen Pedersen I Allinge, som var formynder for ham.

4. Hans Hansen i Sandvig stævnede Christopher Hansen i Sandvig for gæld som han havde til kaptajn Hofmand i København. Kapt. Hofmands kæreste havde skrevet en ”Memorial” der forklarede at Christophers gæld på 4 rdl 1 mk skulle betales til Hans Hansen som mellemmand. Christopher Hansen indkaldes til næste ting.

Pag.49b – 20. februar 1693

1. Christen Lind fra Rø lod læse en obligation udgivet af Tor Jørgensen i Allinge, dateret Rø Præstegaard 13. februar på 30 slettedaler. Som sikkerhed havde Tor Jørgensen sat et stykke bygjord på 2½ tøndeland jord kaldet græmmelycken. Tor Jørgensen skal selv bruge jorden og giver derfor en årlig rente på 5 % årlig.

Pag.49b – 27. februar 1693

1. Hans Hansen vedgik at Christopher Hansens hustru den 23. februar havde betalt 2 sdr i rede penge af den gæld som var skyldig til kapt. Christopher Hofmand. Desuden var der ydet arbejde til 1 mk og 8 skilling. Restgælden på 1 sdr. 2 mk 8 sk. skulle betales inden 3 solemærker eller møde i retten.

Pag.50a – 20. marts 1693

1. Jens Nielsen bekendte at have fået betaling for den pantsatte jord han havde fra sin afdøde farbror Peder Jensen, som sal. Augustinus Jacobsen havde pantsat til Peder Jensen, der igen havde overdraget det til Henrich Nielsen i Allinge. (?) Henrich Nielsen havde betalt Jens Nielsens faders arvinger.

2. Henrich Nielsen lod læse et håndskrift som han havde udgivet til [præsten] Christen Lind i Rø på i alt 26 Sdr.

Pag.50b – 10. april 1693

1. Hagen Jacobsen stævnede Holsten Byrgesen for at have truet og udtalt æreskrænkende ord mod ham, da de fulgtes ad fra Allinge. Holsten Byrgesen var mødt på retten og undskyldte sig ved, at det sket i drukkenskab. De lovede hver i sær og ved at give hinanden hånden, at klammeri ikke vil ske igen. Hvis ikke vil de blive stillet for retten og dømt efter konges lov og artikel.

2. Hans Jørgensen i Allinge bevidnede at have solgt et ½ tønde bygjord, kaldet Leghøj*, til Laurids Nielsen Skomager, der i forvejen ejede den anden halvdel af samme jord.

Pag.51a – 12. juni 1693

1. byfogeden ”raabt om nogen hafuer Noget ved Bierche Retten at Bestille, huor til ingen aldelis er Møt som ved tinget hafde at bestillem huor for tinget er op hefuet”

Pag.51a – 19. juni 1693

1. Poul Arestsen fra Rutsker har solgt sal. Peder Jørgensen gård i Sandvig til Hans Hansen i Sandvig for 12 Rdl. 2 mk 6 sk. som skiftebrevet efter sal. Peder Jørgensen melder.

2. byfogeden Hans Jørgensen i Sandvig har solgt 3 stolperums hus i den søndre ende i Knud Michelsens gård til Bertil Johansen samt tilhørende gårdsrum med stenbro. Pris: 4 sdr.

Pag.52a – 24. juli 1693

1. Hans Nielsen i Sandvig erkender at have fået penge af Hans Hansen i Sandvig, som han skyldte Hans Nielsens afdøde fader. Pengene (6 sdr.) var en værgemålskapital der tilhørte Christen Pedersen og som stod i hans afdøde faders gård (?)

2. Laurids Jensen i Allinge trådte i Birkefogedens sted og spurgte om noget havde noget at udsætte på Birke og byfogeden Hans Jørgensen embedsførsel i gennem på det sidste års tid. Hvilket ingen havde. Et tingsvidne blev herefter udført til Hans Jørgensen. (se 1. august 1692 for samme tingsvidne)

Pag.52b – 31. juli 1693

1. Niels Nielsen på rettens vegne indkaldt Elisabet Jacob Madsens såvelsom Jacob Madsen til at møde med tingsvidner i retten for ”ofuerskielderi” æreskrænkende ord. Endvidere indkaldtes Magdalene Hans Jørgensen, Anne Niels Jensen, Else Anders Nielsen, Karen Mons Nielsens, Bente Laurids som tjener til Jørgen Persen og Mons Niels Jørgen Hansen. Ligeledes blev Vefst Pedersen beordret at fremstå i retten for at få sagen belyst. Indstævningen skyldes en skriftlig begæring den 16. juli til Amtmanden over Bornholm Johan Diderich von Wettberg. Elisabeth havde kaldt Niels Nielsen for horesjover, skjelm, tyv, rafus og ”dieflen far i dig”, hvilket flere af vidnerne bekræftede. Jacob Madsen lovede på din kones vegne at svare på beskyldningen.

2. Diderich Smid lod læse et håndskrift som han havde givet på 20 sdr. til Niels Jørgensen med pant i jord i Piber lycken* (Sandvig)

Pag.54a – 14. august 1693

1. Med dommeren byfoged Jens Andersen Stegge i dommersædet i sagen mellem Niels Nielsen og Jacob Madsen i Allinge. For retten kom leutnant Hans Jensen Bistrup der fremsagde et forlig mellem Niels Hansen og Jacob Madsen og hans hustru.

2. Domsafsigelse i sagen hvor Peder Michelsen fra Klemensker (11. juli og 19. september 1692) på den ene side og Maren Peder Bugges og hendes mand Peder Haagensen Bugge på en anden side. Maren Peder Bugge skulle have fundet noget flæsk i bækken ved Slottet. Maren skulle have påstået at det var flæsk til Peder Michelsen, hvilket ikke var sandt. Men da Maren ikke er tiltalt for at have stjålet flæsket. Jahanne Justdatter som tidligere havde tjent på slottet havde vidnet i Rønne ret, at hun ikke havde givet flæsk til Maren. Efter forliget havde Maren rettet beskyldning mod Peder Michelsen, hvilket strider mod lovens 5 bog, 1 kapitel 1 artikel og derfor skal hun dømmes til at betale 4 sdr. til de fattige i Allinge og Sandvig for sagens omkostninger og 2 rdl. For de nye beskyldninger mod Peder Michelsen.

3. Domsafvigelse i sagen mellem Ole Pedersen fra Klemensker, ved hans fuldmægtig Jens Pedersen fra Rønne mod frue Øllegaard Woldemar Blincks, Kaptain Hofmands kæreste i København. Sagen var at den afdøde Woldemar Blinck skyldte 12 sdr. i løn til Ole Pedersen. Ole Pedersen havde ikke anmeldt sit krav til Woldemar Blinchs bo retmæssigt og at sagen ikke kunne føres i en borgerlig ret, blev der ikke afgivet dom i sagen.

Pag.56a - 9. oktober 1693

1. Henrich Nielsen fra Sandvig havde solgt en plads til Hans Hansen i Sandvig. Pladsen ligger sønden for Hans Hansens iboende gård. Pladsen havde Henrich Nielsen arvet efter sin fader. Længen som stod på pladsen var solgt til en anden.

Pag.56b – 23.oktober 1693

Læst kgl. forordning fra den 16. september om at intet korn måtte udføres af landet.

Pag.56b – 4. december 1693

1. Justits- og kammerråd Evert Kruses fuldmægtig Anders Pedersen stævner Niels Bendtsen af Sandvig for ulovligt at have taget et skrin, som han havde fundet på stranden, da skippersvend Hans St? skib strandede. Skrinet var fundet i Henrich Nielsens hus. Den indeholdt 27 alen hørgarn med værdi 3 mk, samt en skreven bog og nogle klæder. Niels Bendtsen havde ikke lagt skrinet sammen med det andet gods der var blevet optaget, men først senere anbragt der (altså hos Henrik Nielsen). Niels Bendtsen ville på næste ting føre vidner på at skrinet var tomt, da han fandt det. Efter ønske fra retten angav Niels Bendtsen følgende vidner: Haagen Jacobsen, Jens Hansen, Holsten Byrgesen. Anders Pedersen ville godkende Holsten Byrgesen som vidne i denne sag, da han selv havde været mistænkt i sagen. Holsten Byrgesen havde fundet en blårandet pude, som han havde båret til sit hus og beholdt. Han benægtede at have fundet en sæk med klæder.

Pag.57b – 18. december 1693

Hasle byfoged og nørre herreds foged Jens Andersen Stege sad i den afgående birkefoged Hans Jørgensens sted efter hans død efter amtmand Wettbergs memorial.

1. Niels Bendtsen mødte med Haagen Jacobsen, Jens Hansen og Holsten Byrgesen til at vidne i sagen som Anders Pedersen førte på skippersvend Hansens vegne. Sagen skulle undersøges grundige.

2. Anders Lauridsen, Johan Jørgensen, Pouel Sørensen fra Allinge og Jørgen Jørgensen fra Sandvig skulle påligne byskatten

3. En obligation på 100 rigsdaler udgivet af Henrich Nielsen til sin kære moder ”dyderige matrone” sal. Niels Jørgensen med pant i al hans jord indenfor Sandvigs bye Vang blev tinglyst

4. ligeledes blev læst en obligation af Hans Nielsen til sin kære moder på 100 slettedaler mod sikkerhed i et stykke havrejord i Abelle-lycken (?) og den halve part af en øde bondegaard nr. 10 i tallet i Olsker.

Pag.58b – 8. januar 1694

Udnævnelse af 8 nye stokkemænd – nu 5 fra Allinge og 3 fra Sandvig. Næste ting skal de 4  taksereborgere fremlægge evt klager over skattens påligning

Pag.59a – 15. januar 1694

1. Hans Nielsen af Allinge lod læse et købs og skødebrev udgivet til Hans Nielsen i Sandvig, som skal indføres i pantebogen.

2. De 4  taksereborgere læste deres forretning som de havde gjort over skatten i Allinge og Sandvig for de tilstedeværende borgere. En del af borgerskabet var ikke tilfredse med ligningen, hvorfor der blev valgt 4 andre  takserere: Jørgen Pedersen og Niels Hansen af Allinge og Hans Nielsen og Hans Hansen af Sandvig. De 4 skulle fremlægge en ny taxering på næste ting.

Pag.59b – 29. Januar 1694

1. Efter amtmandens ordre til byfogeden Jens Andersen Stege til de 4  taksereborgere: formand Anders Laursen, Johan Jørgensen og Poul Sørensen fra Allinge og Jørgen Jørgensen fra Sandvig. Resolutionen af 18 januar 1694 gik ud på at stadfæste de oprindelige taxatorers vurdering som var sket ud fra borgernes tidligere evner og formue.

En del af borgerne beklagede sig. Anders Lauridsen fortalte at skatten ikke var retfærdig: Nogen havde det økonomisk bedre og flere var blevet fattigere. Følgende klagede: Hans Hansen, Hans Nielsen, Niels Hansen, Henrick Nielsen, Tor Jørgensen, Knud Michelsen, Hans Jensen, Johan Jørgensen og Jørgen Jørgensen (som begge var taksatere, erkendte at taxeringen var mod deres vilje), Michel Sørensen, Hans Jensen Skomager, Bertil Johansen, Anders Jensen, Niels Skrædder, Anders Nielsen, Jacob Ibsen og Hartvig Andersen.

De sidste 4 ekstraordinære taxatorer (Niels Hansen og Jørgen Pedersen fra Allinge, samt Hans Hansen og Hans Nielsen af Sandvig) leverede deres ligning af skatten, som borgerne var tilfreds med. byfogeden kunne dog ikke vælge denne taxering, da han havde ordre til at følge den anden ligning, men han lovede at forelægge sagen for amtmanden og ville afvente hans besøg i byerne for at få ændret skattetaxeringen

2. Peder Aritsen, 23 slg. i Olsker har solgt 3 skæpper bygjord sydvest for byleddet til Henrich Nielsen. Jorden grænser begge sider op til Hans Avedsens jord som markskellet viser

3. Hans Nielsen i Sandvig mente at samme Peder Aritsen ikke kunne afhænde jorden, da der var et 4 år gammelt pant i det til hans afdøde fader Niels Jørgensen

4. Henrich Nielsen fremstod med påstand om at samme Hans Nielsen havde haft brugsretten i 4 år på jorden og pantet derfor var indløst.

Pag.61a – 2. april 1694

Forordnet dommer byfoged Hans Olsen Schou i Rønne og herredsfoged i Vester Herred efter ordre fra amtmand Wettberg

1. Hans Hansen stævnede Erich Henrichsen (½), Jacob Ibsen (½), Peder Lauridsen (½), Laurids Nielsen (½), Hartvig Andersen (½), Anders Nielsen (½), Henrich Nielsen (½), Pouel Sørensen (1), Anders Lauridsen (1)alle boende i Allinge angående den skæppe byg som det efter kgl. forordning tilfalder birkefogeden i løn for sin bestilling.

Ovennævnte byfolk havde ikke betalt den halve eller hele skæppe korn til mortens dag 1693 til Hans Hansens afdøde fader Hans Jørgensen. (om det er en halv eller hel skæppe byg er angivet ved navnene herover). Af de fremmødte lovede alle at betale inden næste ting.

Pag.62a – 16. april 1694

Birkefoged Jens Andersen Stege

1. Kgl Majestæts forordning ”om overlast og drabs forhindring” af 6. februar 1694 oplæstes.

2. Kgl. Maajestæts forordning om kirkers, skolers og hospitalers uklare regnskaber af 6. ferbuar 1694 oplæstes.

3. Kgl. Majestæts forordning om ægteskabsløfter med Ja-ord. Ligeledes 6. februar 1694 oplæst

4. Klg. Majestæts forordning om auktioner dat. 16. februar 1694 blev læst.

5. Weetbergs befaling af 12. marts om at man skal søge landsdommer Ancher Møller, hvis Weetberg ikke er nærværende.

6. De 4  taksere Borgere (Hans Nielsen og Hans Hansen af Sandvig, samt Niels Hansen og Jørgen Pedersen fra Allinge) blev pålagt at fordele kvartalsskatten.

7. Henrich Nielsen fra Sandvig solgte et stykke jord til sin broder Hans Nielsen. Jorden kaldes Ormesteen*.

Der blev indkaldt til næste ting om 8 dage kl. 8.

Pag.62b – 30. april 1694

1. Anders Jensen fra Sandvig lod læse en kontrakt vedr. hans datter Margrete Andersdatters arv, dateret 27. marts 1693

2. Blev læst et skøde udgivet af sal. Niels Jørgensens arvinger til Anders Jensen på et hus på 6 stolperum med tilliggende have og brønd. Skal indføres i pantebogen

3. Den forordnede dommer Hans Olsen Schou, byfoged i Rønne om det resterende korn, som Hans Hansen krævede på sin sal. Faders vegne.

Pag.63a – 25. juni 1694

1. Kgl forordning om løsningspenge for kvæg og bæster som udi indhegnede marker optages. 14. april 1694.

2. Anders Pedersen (Fyn) fra Rønne på justits og kammerråd Evert Kruses vegne stævnede Henrich Nielsen, Hans Nielsen og Hans Hansen alle boede i Sandvig efter en skriftlig indkaldelse dat i Rønne 25. maj 94, som blev læst. Sagen drejede sig om den ilanddrevne skibsbåd i Allinge, som de havde ført til Sandvig og selv taget i varetægt og ikke som loven byder, at ligge i øvrighedens varetægt til år og dags udgang. De tiltalte skulle møde på næste ting. Anders Pedersen havde hørt at båden var blevet fjernet fra Sandvig havn og spurte de tilstedeværende om de vidste noget om sagen. Flere kunne bekræfte at båden var fjernet fra havnen, men ingen vidste hvorhen.

Anders Pedersen Fyen læste til efterretning den kgl. forordning dat. 8. november 1692 om at alt strandet og forulykket gods.

Pag.64a – 3. juli 1694

1. Hans Nielsen og Hans Hansen fremlagde sit skriftlige indlæg en forklaring på Anders Pedersen Fyns anklage. De imødeser en kommende proces.

Pag.64b – 16. juli 1694

Ingen sager at behandle på tinget.

Pag.64b – 16. juli 1694

1. Anders Pedersen Fyn bad om at indkalde en ny stokkemand i stedet for Hans Jespersen, da han var part i sagen vedr. den forsvundne båd. Knud Michelsen indtrådte i stedet for.

I sagen mod Henrich Nielsen, Hans Nielsen og Hans Hansen blev Hans Jespersens spurgt hvornår bjergelønnen på 4 sdr. blev betalt. Hans Jespersen svarede, at det blev betalt samme aften som båden blev bjerget ud for Allinge. Hans Jespersen havde ikke tilbudt båden til Anders Fyn på Kruses vegne. De tre tiltalte havde lovet Hans Jespersen og hans kammerater (bjergefolkene) at friholde dem for Anders Pedersens tiltale. Sagen skulle fortsætte på næste ting.

2. Pantebrev udgivet af Hartvig Andersen i Allinge til Vefst Pedersen i Olsker dat. 23. juli 1694.

3. Peder Nielsen fra Hasle vedstod at have solgt og skødet en del jord i Sandvig Vang som han og hans bror Hans Nielsen havde arvet efter sin fader. Peder Nielsen vedstod at han havde modtaget 50 sdr. af Hans Nielsen, samt yderligere 46 sdr. for heste og køer, samt andre varer. Alt mod skødebrev og kvittering.

Pag.65b – 13. August 1694

1. Anders Pedersen Fyn vedgår skriftligt at der ikke skulle rejses tiltale mod de tre Sandvigboere vedr. den fundne båd, at der var sket en udvikling af sagen. Båden var blevet solgt videre til Svend Hansen Stabech, med justitsråd Kruses vidende. Og da alle var forliget, skulle sagen frafaldes.

2. Hans Nielsen, der var tilforordnet at sætte sig i byfogeden Jens Andersen sted, når byfogeden havde noget at forrette, satte sig i dommersædet. Jens Andersen Stege stevnede Anne Hansdatter, der havde begået lejermål med en person ved navn Gonner Lauridsen. Hun havde ikke betalt sin lejermålsbøde til byfogeden og bør straffes med fængsel. Anne Hansdatter var til stede i retten og bad om nåde, hun kunne ikke betale da hun intet ejede andet end det hun gik og stod i. Der blev afsagt dom, at hun skulle betale efter lovens bogstav eller sættes i fængsel.

3. byfogeden Jens Andersen spurgte om der var klager på hans embedsførsel i perioden 1. januar 93 til 1 januar 1694. Hvilket ikke var tilfældet, hvorpå han udbad sig et tingsvidne derpå.

4. Peder Nielsen borger i Hasle stævnede sin bror Henrich Nielsen fra Sandvig for skyldig gæld. 40 sdr. for en part i gården som Henrich Nielsen bor i, samt for en del jord i Sandvig by Vang for 12 sdr 2 mk., som Peder Nielsen havde arvet efter sin sal. Moder. Henrich Nielsen skyldte også for en jernkakkelovn for 8 sdr., en brændevinspande 7 sdr. 3 mk, for nogle svin 3 mk 12 sk. og rede penge 4 sdr. 1 mk I alt 73 sdr 1 mk 12 sk.. Henrich Nielsen var tilstede og lovede at svare på næste ting.

5. Hans Nielsen af Sandvig stævnede Henrich Nielsen i Sandvig for at have taget hans heste og vogn på alfar vej den 25. juli. Henrich Nielsen svarede at det var hans eget hø, der var på vognen, som for øvrigt ikke havde taget skade, medens det var hos ham.

6. By og herredsskriver Henrich Bugmand satte sig i dommersædet efter ordre fra landsdommer Ancher Møller for at dømme i stridigheden mellem støkkaptajn Hägen Michelsen og Hans Nielsen fra Sandvig. Birkeskriveren blev afløst da han var part i sagen. Jens Andersen Stege havde stævnet Hans Nielsen i sagen. Hagen Michelsen giver fuldmagt til Bærild Clausen fra Bjørnegaard i Klemensker at føre sagen for ham.

Sagen drejede sig om et læs hø som Hans Nielsen skulle have mistet.. Birkefogeden Jens Andersens vidnede at han den 25. juli var opsøgt af Jens Nielsen, og bedt om at han skulle komme til Henrik Nielsens sted. Henrik Nielsen sagde til fogden at de havde stjålet hø fra ham i vangen. Hans Nielsen kom i håndgemen med sin broder Henrik Nielsen og beskyldte hinanden at stæle hø fra hinanden. byfogeden overværede at Henrich Nielsen kørte hjem med høet. Der var gensidige beskyldninger mellem brødrene om at de havde flyttet om på høstakkene og da Hans Nielsens folk var på vej hjem med høet blev de overfaldet af Henrich Nielsen med trusler bemægtigede han sig heste og vogn og hø.

Birkeskriveren Peder Offesen vidnede at Birkefoged bad ham sammen med to mænd at tage til Henrik Nielsen hus. Medens han hører på Henriks historie om at han er blevet frastålet sit hø kommer der et læs med hø mellem Hammersø og Sandvig. Henrik Nielsen tager tømmen fra drengen og tvang vognen til at vende, således at byfoged kunne se høet. Broderen Hans Nielsen nægtede at hans folk havde stålet høet fra ham.

Hans Nielsen folk: drengen Peder Hansen, og lille dreng Niels Pedersen samt pige Maren Hansdatter, der tjenr hos Hans Nielsen mente at de havde taget de stakke hø som tilhørte Hans Nielsen. Tjenestefolkene havde set Henrik Nielsen og hans hustru på marken og de havde ikke gjort ophævelser før at de kom op på vejen. Skriveren Peder Offesen hørte Hans Nielsen ”skielde oc Smeldede” på Henrik Nielsen.

Høet blev vurderet af dannemænd til en værdi på 3 mark.

Pag.71b – 20. august 1694

1. Hans Nielsen fra Sandvig stod frem i retten og gav sin fuldmagt til sin frænde Hans Hansen at føre hans sag mod Henrich Nielsen.

Hans Hansen spurgte Henrich Nielsen i hvad ret han havde til at fratage Hans Nielsens tjenestefolk heste, vogn og hø som var på vej på alvar vej på slottets vang. Henrik Nielsen havde taget tømmen og vendt vognen og kørt mod byen til eget hus og senere kørt til slottet med heste og vogn og beskyldt Hans Nielsen for tyveri. Da Støk-kaptajnen havde stævnet Hans Nielsen for at have taget hø fra vangen, som tilhørte slottet, var sagen kompliceret, da sager mellem slottet og byen ikke hørte under birkefogeden, men under amtmanden, der havde tilforordnet Brugman at føre disse sager. Henrik Nielsen mente at sagen derfor ikke lovligt kunne føres i birkeretten.

Hans Hansen mente dog at Henrik Nielsen havde taget retten i sin egen hånd i stedet for at bede tjenestefolkene at lægge høet tilbage hvor de havde taget det, således at misforståelser kunne afhjælpes.

2. Henrich Nielsen mod Peder Nielsen krav. Henrich Nielsen vedgik den broderlod, som Peder Nielsen tilfalder efter hans salige fader Niels Jørgensen, dog med den kondition, at Peder Nielsen skal vente med betalingen i 3 år mod renter. Hvad den anden gæld efter hans salige moder bør Peder Nielsen bevise med skiftebrevet hvor meget der tilfalder ham. Henrich Nielsen lover at skaffe penge så hurtig det kunne lade sig gøre. Med gensidig aftale udsættes sagen i 4 uger.

3. Pouel Aretsen fra Rutsker stævnede Cristopher Hansen i Sandvig for gæld på 18 sdr.

4. Sagen mellem støkkaptajnen og Hans Nielsen. Hans Nielsen var blevet beskyldt for tidligere at have bemægtiget sig noget mel fra møllen, som tilhørte slottet, samt det famøse læs hø, som støkkaptajnens bud havde ment var slottets, men som Henrich Nielsen havde bemægtiget sig og ført hjem til sin egen gård. Hans Nielsen forsøger at drag kaptajnens talsmand Bærild Clausens i miskredit, ved at betvivle hans ret til at føre sag, da han ikke var prokurator. Endvidere var Hans Nielsen overbevist om at det var støkkaptajnen der skulle bevise at han havde tilegnet sig hø og mel uretmæssigt. Og at han ikke kunne være skyld i at hans folk havde taget fejl af høstakkene på vangen og at det var folkene der udlæssede melet, der var skyldig i misforståelserne.

Tjenstekarlen Peder Hansen vidnede i retten at da han kørte med heste og vogn fra sin husbonde Hans Nielsens gård til Slotsvangen fik han besked af Hans Nielsen at han skulle hente han eget høe som stod ved hans kornmark. Da han havde læsset det han mente var det rette hø, kørte han tilbage til byen. Midt imellem Hammersø og det yderste hus i Sandvig kom Hans Nielsen og spurgte sin karl, hvilket hø han havde taget og da opdagedes det at det var de forkerte stakke han havde taget. Hans Nielsen påbød ham at vende vogenen og køre tilbage og lægge høet i en stak, hvor han havde taget det. Da han havde kørt lidt mod slotsvangen kom Henrich Nielsen til Peder Hansen og sagde at han var en tyv og han havde stjålet høet for derefter at tage tømmen og igen vende vognen og kørte den til Hans Nielsens port, hvor de mødte Peder Offersen og byfogeden Jens Andersen Stege.

Tjenestekarlen havde bemærket, at da han læssede høet på marken kom Henrik Nielsen og hans hustru forbi uden at påtale fejlen. Endvidere havde han mødt støkkaptajenens dreng ved navn Hans Didrichsen

Tjenestedrengen Niels Pedersen som er ungefær 16 år blev også forhørt og vedstod Peder Hansens vidnesbyrd. Tjenestepigen Maren Hansdatter ligeså.

Hans Nielsen vedgår den aparte sag og ønsker at de to sager skilles ad. Bærild Clausen begærer dog i sagen mellem Hans Nielsen og Støkkaptajenen på næste ting 8 dage.

Pag.77b – 27. august 1694

1. Christopher Hansen mødte og bekræftede sin gæld til Pouel Arestsen. Han havde udgivet en obligation på 18 sdr og betalt de 11. En skipper af København ved navn Svend Hansen Staubech havde overtaget obligationen med Arestesen accept, men skulle tinglyses på næste ting.

2. Henrich Nielsen vil for retten fremkomme med vidner, at hans navn og røgte er ”skændet og blameret” ved usande rygter. Hans Hansen udtalte sig på Hans Nielsen vegne, at da Henrich Nielsen havde ført hans Nielsen heste og vogn til Kaptajnen, udgav han sig for at være fuldmægtig for ham og ikke som tidligee ting Bærild Clausen. Hans Hansen tilkendegav at være tilfreds med den nedsatte ret til at dømme i sagen.

Jens Andersen Stege accepterede at sagen fragår Birketinget og at begge sagen kunne dømmer af Brugman (for Amtmanden). Brugman værgrede sig, da han havde rigeligt at bestille med landets skiftevæsen. Vicelandsdommer Brugman ville kun tage sig af sagen mellem StøkKaptajnen og Hans Nielsen.

Hans Hansen på Hans Nielsen vegne stævnede Støck Hovmand Haagen Michelsen med sin tjener Hans Diderichsen vedr. et tingsvidne som blev udsted på Nørre Herredsting d. 10. august. Den blev oplæst i retten. Støk Kaptajnen var ikke tilstede, men hans tjener Hans Diderichsen svarede at hans husbond ikke havde befalet ham at han skulle tage en anden mands hø, men kun hans eget. Han havde endda sagt at de folk som hentede høet ikke skulle haste så meget, men se dem for hvad de gjorde. Videre i sagen på næste ting.

3. Diderich Nielsen i Allinge havde solgt 1 tønder land bygjord, nordøst for Pibberlycken, som sal. Niels Jørgensen havde haft i pant, til Hans Nielsen i Sandvig. Diderich Nielsen havde fået fuld betaling og skødet ville blive publiceret på næste ting.

4. De beordrede betjente satte sig i retten for at undersøger og dømme i sagen om høet. Hans Hansen fremviste en skriftlig fuldmagt på det rette stemplede papir, som giver ham fuldmagt til at udtale sig på Hans Nielsens vegne. Hans Hansen fik støkkaptajnens stævning af 6. august oplæst og indført i tingbogen. Støkkaptajnen efterlyser Hans Nielsens forklaring på det læs hø, som hans folk har taget til hans hus uretmæssigt efter stævning den 30. juli. Hans Hansen forklarede at Hans Nielsens forklaring ikke fremkom på tinget, skyldtes at stævingen ikke har retmæssigt indført og derfor ikke gyldig. Procedurefejlene synes at have medført at Hans Hansen på Hans Nielsens vegne havde stævnet støkkaptajnen.

Peder Andersen fra Olsker vidnede i retten: Samme dag som høet i slotsvangen blev bortkørt sad Peder Andersen på sin hest i Sandvig. Da kom Henrich Nielsen, der var sammen med Peder Offvesen og Jens Andersen, og sagde at der var blevet stålet noget af hans hø. I det samme kom vognen tilbage fra slotsvangen og Hans Nielsen sluttede sig til dem og spurgte hvorfra de havde taget høet. Hans Nielsen havde erkendt at det ikke var hans hø og bød med det samme sine folk, at vende om og køre tilbage og stkke høet lige netop der, hvor de havde taget et. Men da Henrich Nielsen mente det var hans hø, så kunne han tage det til sig. Peder Andersen bevidner at byfogeden ikke havde beordret nogen at høet kunne føres til Henrich Nielsen hus,

Bærild Clausen angav at vidnesbyrden ikke var tinglyst på 20 skillingspapir og antydede at der var to forskellige vidnesbyrd til fordel for Hans Nielsen. Hans Hansen bad om støkkaptajnen fremstod under ed på næste tingdag, for om muligt at få sagen belyst på rette mode. Dommer Brugmann havde ikke tid eller lejlighed til at ofre mere tid på sagen og bad om den endelige dom kunne afsiges på næste ting.

Pag.82b – 3. september 1694

1. Der blev læst et panteobligation udgivet af Henrich Nielsen i Sandvig til sognepræsten på Christiansø Anders Jensen Aalborg på 100 slettedaler. I pant sætter Henrich Nielsen hans gård og 2 tønder bygjord, som kaldes Svends Jord.

2. Sagen imellem Christopher Hansen og Pouel Aretsen fremstod Henrich Nielsen og gav sit vidnesbyrd: I den tid som den københavnske skipper ved navn Svend Hansen Staubech havde gjort Vrag her under Sandvig i oktober måned 1693 kom Henrich Nielsen og Hans Hansen gående om natten imod daggry fra stranden til Henrich Nielsen hus, hvor skipperen boede. Da de kom der var Poul Aretsen og hans hustru hos skipperen. Da hørte han Henrich Nielsen kvinde græde og bad skipperen at han for guds skyld ville være tålelige mod dem, thi de var fattige folk. Pouel Aretsen lovede skipperen ti slettedaler og 5 tønder havre. Skipperen leverede et brev som Christopher Hansen og Pouel Aretsen havde oprettet imellem dem, hvorfor Christopher Hansen var Pouel Aretsen skyldig i de huse som Christopher Hansen bor i for 18 Sdr. Dette brev skulle være sikkerhed for betaling for fyrrebjælker som Poul Aretsen fik. Der var ingen der huske om der blev leveret et brev for underpant for denne betaling.

Christopher Hansen erkendte at hans udgivne obligation befandt sig i hans hus og blev læst af stokkemændende Knud Michelsen og Bertil Johansen den 31. august. Christopher Hansen vedstod gælden til Pouel Hansen og at sagen kunne optages til doms.

3. Støckkaptajn Haagen Michelsens dreng Hans Diderichsen fremførte sit skriftlige indlæg mod Hans Nielsen i Sandvig om ”stacheløfningen” i Habbedam. Hans Nielsen lovede at svare på næste ting

4. Sagen mellem Hans Nielsen og støkkaptajnen om høsagen. Støkkaptajnen var ikke mødt med første sagen med fuldmægtig. Dommeren afslog Hans Nielsen krav om at kaptajen skulle vidne i retten – dette ville føre sagen i”vidtløftighed”. Hans Nielsen krævede at hans eget skriftlige vidnesudsagn, som han skriftligt leverede retten på 20-24 sk. papir skulle indskrives i tingbogen. Dette skriftlige vidnesbyrd er rettet både mod støkkaptajenen og Henrich Nielsen, som begge havde antastet hans tjenestefolk den 25. juli. Det lyder:

 ”har giort mig med sine Vrangvillige udflugter, ophold og scade, Icke alleminst dermod hold mine Heste oc Vogn, tilligemed et læs høe har indranet til sin Egen Gaard, oc hæfde Mens end og opført mine Hæste til Eder at arrestere som for Tyfveri oc Sagen appelere til sidt som Ejermand, dette ville for Mantinere, ti beskylder Eder, med disse tuende Mænd Knud Michelsen og Hans Errestsen, om Hr. Capit. Haagen Michelsen saa megen Pretention paa mig for mine Hæste som mig med Meere er fra Raavede, eller er om i Self til tjener Eder det fornogen forgribelse, som i Kunde Meene imod Eder at være begaaet, da maa som ieg eftersaadan Eders Meening oc tanke worde tiltalt, schal Jeg til Eders største fornøyelse noch som suare derpaa, Saa som ieg med en god Samvittighed kand sige at ieg aldrig enten self eller ved mine folck haver begaaet noget usømmeligt imod Eder, det mig vidende haver været, oc for resten, da tilbyder ieg til Sagens uddrag at stille Nøjagtig Caution for mine hæste og Vogn, da jeg trænger højeligen til dem i min Høst for mit Korn der med at indbierge. For haaaber jeg efter Lofuens Indhold mig blifve følgagtig saa fremit Hr støch Capit. Mig iche vil suare til huis skade mig der ved kand paa komme herpaa Jeg Hr. Capit. Skrifftlige Suar begierer herpaa antegnet, Datum Sandvig den 30. juli 1694, Hans Nielsen”

Samme dag modtog Hans Nielsen brev med ordlyd:

Vi med Egne Skrefbe Naune til Venlig Giensuar, da er Heste oc Vogn falgaytig ved Cautions Mændene Knud Michelsen oc Hans Arridsen, Huad sagen sig angaar agter ieg ved Lof oc Rette at udføre. Datum HammersHuus ut supra Knud Michelsen, Hans H.A.S Arridsen”

Hans Hansen mener at Henrich Nielsen bør afhøres i sagen, da han er ligeledes er draget til ansvar for hans ulovlige opførsel overfor Hans Nielsen tjenstefolk. Bærild Clausen svarede på Hans Nielsens ”blammerisk er vidt løftige og ubevislige indlæg” og agter ikke at udtale sig nærmere. Dom afsiges på næste ting om 8 dage.

Pag.86a – 10. september 1694

1. Sagen mellem Hans Nielsen og Hans Diderichsen om det hø, som blev frataget Hans Nielsen i Sandvig. Høet stod i Habbedam og som Hans Diderichsen ikke med forsæt havde taget og at han ikke vidste at det tilhørte støkkaptajnen, som bød at høet blev bragt til Hammershus. Hans Diderichsen fader Didrich Nielsen lovede at betale Hans Nielsen for høet, som han havde mistet, således ingen led skade derved. Sagen skal derfor nu være indstillet.

2. Amtmanden forordnede Jørgen Pedersen af Allinge at dømme i sagen mellem støkkaptajnen og Hans Nielsen fra Sandvig. Jørgen Pedersen ønskede ikke denne opgave pgra hans alderdom og svaghed, samt at han ikke var kyndig i loven. Dette ønske blev tilsendt amtmanden.

Pag.86b – 24. september 1694

1. Jens Andersen Stege læste en missive fra Brugman, at sagen mellem støkkaptajnen, Hans Nielsen og Henrich Nielsen er bilagt, da parterne er aftalt og forliget.

2. Skifte og deling efter sal. Mogens Munch i Østerlars meddeltes af Brugman.

Pag.87a – 1. oktober 1694

1. Dom mellem Pouel Aretsen i Rutsker og Christopher Hansen i Sandvig. Christopher Hansen dømmes til at betale de skyldige 18 sdr. inden 18 dage. Herefter skulle obligationen være værdiløs, hvorend den måtte befinde sig. Obligationen som skulle have være truet udleveret til den københavnske skipper, der menes boende hos Hans Hansen, skal være uden værdi.

Pag.87b – 22. oktober 1694

1. Erich Henrichsen lod læse et skøde som han havde udgivet til Michel Sørensen dat. 22. oktober 1694.

Pag. 88a – 29. oktober 1694

1. Hans kgl. Majestæts holtsførster Hans Christensen bekendtgjorde at Hans Hansen i Sandvig havde fæstet Hammershus avl og skov. Han anmodede birkefogeden at vælge 4 velvillige dannemænd til at granske, besigtige og værdisætte skoven . Til dette job valgtes Hans Jensen, Peder Lauridsen, Jørgen Pedersen og Niels Hansen, borgere i Allinge. Samme 4 mænd skulle sammen med holtsførsteren begive sig til slotsskoven først kommende fredag d. 2. november og syne hvilke store træer fandtes og hvilken underskov der findes. Synsforretningen skulle meddeles på næste ting.

2. Henrich Nielsen i Sandvig lod efterlyse en dreng Clemen Sassersen, der var rømt fra tjenesten.

Pag.88b - 5. november 1694

1. Diderich Michelsen fra Aakirkeby, fuldmægtig for Villum Jacobsen i Rønne, stævnede ærig og vellærde mand Henrich Hjort i Rønne til vidnesbyrd at påhøre stævningen af Niels Frost, Rasmus Jensen Kandestøber, Karen sal. Morten Rasmussen alle fra Rønne og Karen Monsdatter tjenende på Almegaard i Knudsker. Henrich Hjort og Niels Frost var tilstede i retten.

Diderich Michelsen søgte vidnesbyrd af kaptajn Anders Lauridsen og Laurids Væver fra Allinge. Henrich Hjort mente at eftersom Anders Lauridsen er søskendebarn med Villum Jacobsens moder kunne han ikke vidne i retten. Hvilket birkefogeden ikke var enig i, da de ikke var så nært beslægtede.

Anders Lauridsen fortalte at han den 27. august 1694 kom ridende til Rønne og mødte Kirsten Villum Jacobsen ud for Jacob Feldbereders plads. Hun spurgte ham om han havde set sal. Jacob Michelsens datter Giertrud Hørres. Hvilket han ikke havde siden i sommers. Kiersten Villums bad ham om at hvis han så hende, skulle han bede hende komme hjem og stå skrifte, da præsten havde efterlyst hende.

Laurids Jensen Væver var ligeledes blevet spurgt af Kiersten Villums, da han den 31. august i Rønne og vævede en dragt hos Villum Jacobsen, om han kendte noget til Villum Jacobsens søster Giertrud. Hvilket han ikke gjorde siden han så hende i gården hos Anders Lauridsen i sommers. Han havde hørt at Kiersten Villums havde spurgt Claus Hansens hustru fra Bodilsker sogn, som svarede at hun havde set hende, men hun var løbet fra stedet. Hun mente at hun måske skulle findes i Nexø.

Henrich Hjort nævnte at da han var beslægtet med hende og at hun jævnligt drog omkring i landet og besøgte godtfolk. Sagen er at hun havde været ”forordnalsk oc gienstridig imod det hellige prediske Embede”.

2. De fire mænd nemlig Hans Jensen, Jørgen Pedersen, Peder Larsen og Hans Jensen, lod læse et skøn over Hammershus skov

Pag.91a – 2. november 1694

1. Synsforretningen over Hammershus skov: Koe Lycken og havre lycken, hvorudi findes 8te gamle afskårne egestubbe og noget småt hasselkrat og små torn, som efter noget tid kan være tjænlige til gærdsel . Højeskoven kaldet – heri findes 8te gamle afstifte egestubbe og ikke andet end smaa krobede hasselkrat. Galgebakken og Sølejerne, deri fandtes intet uden nogle små torn og hasselspire. Kirkegaard bakkerne og Roe Bakken har intet andet end fyrre og ege kvas. Underskrevet 2. november 1694 NHS, Iørgen Pedersen, HIS, PS

Pag.91b – 12. november 1694

1. 4 uvildige dannermænd vælges til at pålægge byskatten. Formand Niels Nielsen skrædder og Jens Nielsen af Allinge og Knud Michelsen og Henrich Nielsen af Sandvig

2. Peder Monsen i Risbye og unge Jens Monsen i Rosendal i Rutsker sogn stævnede Christopher Hansen i Sandvig om 4 fyrre”deeller”, som de havde købt den 2. november 1693, men ikke leveret.

Pag.92a – 26. november 1694

byfogeden var fraværende og i stedet for fungerede vicefoged Hans Nielsen, som var tilforordnet af amtmanden.

Dommeren spurgte 3 gange om der var nogen havde noget at bestille, hvilket ikke var tilfældet, hvorefter retten var hævet.

Pag.92b – 17. december 1694

Igen Jens Andersen Stege som birkefoged.

1. Blev en kvittering udgivet af prousten Poul Ancher til Henrich Nielsen i Sandvig angående nogle arvelodder som pantebogen oplyser.

2.  taksereborgerne lod læse deres forretning i Allinge og Sandvig.

3. Vicebyfogeden Hans Nielsen satte sig i dommersædet og Jens Andersen Stege stævnede Bohne Lauridsen, soldat under Captain Vecster Waalt, som havde begået lejermål med en kvindeperson med navnet Anne Hansdatter. Han bør betale lejermålsbøden eller blive straffet med fængsel efter lovens 6 bog, 13 kapitels 1 artikel. Bohne Lauridsen krævede i retten, at han som soldat skulle være fri for lejermålsbøde efter kgl majestæts resoluton.

Dommen afsagdes straks. Da han ikke tilhørte kongens gevorbne soldater skal han idømmes lejermålsmøde, som skal betales inden 16 dage eller straffes med fængsel.

Pag.93a – 15. januar 1695

Vicebyfoged Hans Nielsen i Sandvig.

Nye stokkemænd blev valgt.

Pag.93b – 25. februar 1695

Jens Andersen Stege som birkefoged.

1. 4  taksereborgere valgtes og skulle inden 8 dage gå i gang med taxeringen.

2. Hartvig Andersen fra Allinge solgte en halvt tønde land bygjord til Laurits Jensen. Jorden lå i Allinge Vang og bygærde, som kaldes Unger Lychen*. Skødet skulle tinglyses på næste ting.

Pag.93b – 4. marts 1695

1. Hartvig Andersen lod læse et skøde på ½ tønde land bygjord til Laurids Nielsen

2. De 4  takseremænd leverede deres forretning på kvartalsskatten for Allinge og Sandvig 1695

3. Hans Nielsen i Sandvig skøder sin broder Henrik Nielsen 5 skæpper af jorden som han havde fået af Peder Arestsen beliggende i Sandvigs Store Vang*. Han takker for god betaling.

Pag.94a – 1. april 1695

Vicebyfoged Hans Nielsen i dommersædet, da birkefogeden ikke var til stede.

1. de 4  taksere borgere leverede deres forretning. Da de fleste borgere var til stede efter tillysning på kirkestævnet at alle skulle møde at høre og svare på taxten. Alle mænd var fornøjede.

Pag.94b – 29. april 1695

[ingen indledning]

Kgl. forordninger blev læst: a. Om mål og vægt, dat 2. marts 95. b Om offentlige herberger og værtshuse, dat 5. marts 95. c. Reglement for undersåtter der trafiqverer på Nord- og Vester- søen, dat 9. marts 95.

Pag.94b – 6. maj 1695

Vicedommer Hans Nielsen i dommersædet

1. Læst og påskrevet obligation og pantebrev på 100 sdr., som Knud Michelsen i Sandvig udgav til Hans Knudsen i Klemensker

Pag.95a – 27. maj 1695

Holdt udi birkefogedens absens af vicebyfogeden Hans Nielsen

Intet at forrette.

Pag.95a – 8. juli 1695

Birkefogeden Jens Andersen Stege.

1. Løst et pantebrev udgivet af Laurits Aretsen i Sandvig til præsten Christen Lind i Rø på 16 sdr. med pant i stykke jord i Sandvig Vang.

2. Med vicebyfogeden Hans Nielsen i dommersædet spurgte birkefogeden Jens Andersen Stege samtlige tilstedeværende borgere i Allinge og Sandvig om nogle lejermålsbøder, slagsmålsbøder eller andet dislige som uretmæssigt ikke er tilgået kongen i året 1694. Borgerskabet svarede nej og byfogeden bad om et uvilligt tingsvidne.

Pag.95b – 15. juli 1695

”For retten kom Lisbeth Henrich Nielsens af Sandvig og beklagede sig, at hendes mand Henrich Nielsen, forgangen tisdag var udi Allinge, oc da som siges, om Natten som var imellem dend 9 oc 10 julli, da Hand ville gaa Hiem til Sandvig, shall Verre paa Veyen i mellem bemeldte Allinge oc Sandvig Myrtt, oc om kommen, hvor for Bierhefaugden til spørger Samtlige tilstede værende Borgerskab af Allinge oc Sandvig, om di noget veed; heller paa huad Maade, Henrich Nielsen kunne verre om kommen, oc ved huad Huus hand sist udi kunde Verre, oc huem som hafe veret i hans Compagni oc drucket med hannam, oc huem som hafr Udfult hannem af samme Huus, oc drucket med Hannam, oc saa huad ord der kand Verre holdet imellem dennem som hafde hos vaaren. Huortil suarde samptlige Borgerskabet, at samme Natt som var imellem den 9 oc 10 juli da var Henrich Nielsen udi Allinge til Niels Hansen og drack med en deel Folck, men icke veed om hand hafde Clameri med nogen i samme Huus, oc sigger de, at Hand udgick fredelig fra samme Huus, oc ville gaa hiem til Sandvig som hand boede,-

Eellers Begieredes Lisabeth Henrich Nielsens saa som hun endelig meener at hendis Mand skal verre Myrt, at hende da Maatte vider faris den deel, som lou oc ret tillader, oc udførre den proses alene paa hendes egen Bekostning for uden hendis Mands paarørende venners hielp.

Efter Lisabeth Henrich Nielsens begiering Blef opmelt, efter schrefne mend efter Louen, som udi denne Sag Hafr at Udforsche oc Udleede Sandhed, saa vit mueligt kand Verre, huem der kunde verre Henrich Nielsens Baanemand, oc Huor Hand kunde Verre af Blefuen, oc saa at for sig tage alle di Viedesbyrd som denne kunde Behøfues i denne Sag, Nemlig, først til formand Hans Svendsen Vester i Rutsker sogn, Laurids Monsen sammesteds, Peder Bentsen i Clemensker sogn oc Hans Monsen sammesteds, Peder Esbersen i Røe Sogn oc Niels Hansen sammesteds, Jens Hansen i Olsker Sogn sal. Diderich Holendersen efterfølger oc Hans Hansen i Ladegaarden, huilcke 8te Mend hafuer at Udforske samme drab, som ofuen schrefuet staar, oc saaledis at giøre derris forretning som di acter at forsuare efter Louen. Tingdag efter otte dage.”

Pag.96b – 22. juli 1695

Den dræbte Henrik Nielsens enke Lisbet (Elisabet) havde valgt og fået tilforordnet Berild Clausen fra Klemensker som lauværge og fuldmægtig i drabssagen.

Enken ankede at de 8 sandemænd ikke var kommet på tinget og Berild Clausen ankede, at sandemændene ikke var indkaldt til at møde på drabsstedet for at igangsætte deres undersøgelser. Birkefogeden sagde, at før disse 8 mænd havde fået stemplet papir, kunne sagen ikke igangsættes. Berild Clausen overlod 10 ark stemplet papir til de 8 mænds brug.

Pag.97b – 29. juli 1695

1. Blev læst et skøde udgivet af Hans Jørgensen i Allinge til Buold Mortensdatter samme sted for et 3 stolperums hus, af dato 29. juli 1695.

Pag.97b- 5. august 1695

Første egentlige retmøde om mordet på Henrik Nielsen og hvor de 8 sandemænd – på nær to - var til stede ved retten.

Birkedommeren Jens Andersen Stege var efter ordre fra viceamtmanden Christian Tuxen fjernet fra dommersædet og erstattet med borger fra Rønne Anders Pedersen.

Sandemændenes formand Hans Svendsen fra Rutsker, bad om fritagelse, da han havde været sandemand i 1685 ved en drabssag ved Nørre Herreds ting og mente at det derfor ikke var lovligt, at han igen skulle dømme. Den beordrede dommer Anders Pedersen kunne ikke tage denne undskyldning seriøst, dels fordi det var længe siden og dels fordi, at sagen ikke længere kunne vente med at blive igangsat.

Den dræbtes enke Lisbet og hendes fuldmægtig havde indstævnet Hans Hansen fra Sandvig, sammen med hans to tjenestedrenge Laurids Jensen og Jørgen, samt hans tjenestepige Buold Hansdatter.

Hans Hansen havde valgt Hans Jensen Bistrup som sin fuldmægtig.

Niels Hansen i Allinge blev afhørt. Det var i hans hus Henrik Nielsen var inden han gik mod Sandvig om natten mellem den 9. og 10. juli., men han havde ikke selv været hjemme. Han kendte ikke noget til uvenskaber mellem Hanrik Nielsen og andre.

Mikkel Sørensen fra Sandvig blev afhørt om hvordan han om morgenen den 10. juli, da han kom ridende fra Sandvig mod Allinge, og ved Strandløkken fandt Henrik Nielsens blodige kæp og blodspor. Omkring middagstid hørte han at Henrik Nielsen var savnet og gik op til Diderich Smed, hvor han tilkaldte byskriveren Peder Ovesen. Laurids Jensen, Peder Ovesen og Mikkel Sørensen tog ud til gerningsstedet og fandt blodspor der førte ned mod stranden. Den fundne kæp (spanskrør) blev fremvist ved retten.

Så blev kaptajn Jørgen Pedersen fra Brogård (Olsker)afhørt. Han havde været sammen med Henrik Nielsen i Niels Hansens hus i Allinge til kl. ca. 10. I huset var foruden ham og Henrik Nielsen: Jørgen Pedersen, Hans Jensen, Peder Pedersen fra Allinge, Ole Jensen fra Cimbrishavn, Johans Jørgensen fra Allinge, Lars (Laurids) Nielsen fra Allinge, Hans Svendsen fra Tornegård i Rutsker, og Tor Pedersen. Der var efter Jørgen Pedersen ingen skænderier og Henrik Nielsen var gået fredeligt hjemad.

Derefter blev byskriveren Peder Ovesen afhørt. Efter de havde beset gerningsstedet gik han til Sandvig, hvor han mødte Henrik Nielsens hustru, som han fortalte om fundet af kæppen. Hun havde derefter spontant sagt, at så var han blevet myrdet, således som han var blevet truet. Sammen med Henrik Nielsens hustru Lisbet gik de til gerningsstedet, hvor der allerede var samlet sig en del tilskurere.

Byskriveren fortalte at han dagen efter den 11. juli i enkens forstue havde mødt Hans Hansens tjenestedreng Laurits Jensen, der sagde at han ikke vidste noget om drabet, men at drabsmanden ikke længere var i landet. Han ville ikke fortælle mere og at man bare kunne sætte ham fast for drabet.

Lars Nielsen, som også var i huset i Allinge om aftenen før Henrik Nielsen blev dræbt, blev udspurt om aftenens forløb. Han havde lovet at følge Henrik Nielsen med hjem til Sandvig, men da Lars Nielsen hustru var kommet efter ham i løbet af aftenen, havde det været for tidligt for Henrik at gå, som han havde sagt til ham, der var meget han endnu gerne ville tale med sine venner om. Lars Nielsen fortalte om Sidsel Jacob Ibsens, der i hans gård havde fortalt om, at hun havde set to karle gå mod Allingen den samme nat som Henrik Nielsen blev dræbt.

Sidsel Jacob Ibsens blev derefter afhørt og fortæller kun, da hun flyttede sin kalv, at hun havde set Hans Hansen gå mod Allinge noget efter at solen var gået ned med en lille grå hund.

Hun havde hørt rygter om, at det var Hans Hansens dreng Laurids Jensen, der dræbte Henrik Nielsen

Berild Clausen spurgte Hans Hansen hvad han gjorde på vejen fra Sandvig til Allinge den aften. Han svarede at han gik imod sin kone, der har i Allinge for at købe boghvedegryn af de skånske søfolk

Knud Mikkelsen fortalte retten om mødet i Lisbet Henrik Nielsens fortsue med de to tjenestedenge Laurids Jensen og fæpogen Jørgen. Jørgen havde på byfogedens befaling været på søen for at finde Henrik Nielsen. Laurids Jensen var kommet ind og Elisabet havde rettet mistanken mod ham, hvilket han benægtede.

Pag.102a – 6. august 1695.

2. tingdag i samme samling startede kl. 8 morgen. By- og Herredsskriveren Hans Poulsen Busck overtog arbejdet, da Ovesen var afhørt i sagen.

Det første vidne var Christopher Hansen, som fortalte om mødet i Lisbets forstue, hvor han mere udførligt fortæller om ordvekslingerne mellem Lisbet og tjenestedrengen Laurids Jensen. Han mente at da tjenestedrengen Laurids Jensen sammen med Jørgen var forsvundet (rømt) fra Hans Hansen i en båd, var Laurids den man kunne istænke for mordet. Båden var i fælledsskab ejet af Hans Hansen og Svend Jensen Torne (Terne)

Ole Lauridsen, der var tjener for Hans Jørgensens enke vidnede om samme møde i Lisbets forstue, som skulle have fundet sted om torsdagen – igen om Laurids Jensen. Lars skulle have tilbudt Ole Lauridsen penge for at aflive Henrik Nielsen, hvilket Ole dog ikke ville bekræfte. Ole Lauridsen fortalte om en episode, hvor Henrik Nielsen skulle have ydmyet Laurids Jensen, ved at kaste æg i hovedet på ham. Ved den lejlighed havde Lars svoret at han ville hævne sig på Henrik Nielsen. Tidligere havde Henrik Nielsen stået Laurids Jensen med en vognkæp, da han med Hans Jørgensens vogn, var kommet ind på Henriks ager.

Anders Lauridsen vidnede på vegne af sin syge kone Lisbet, at hun mellem kl. 10 og 11 havde hørt Henrik Nielsen synge og, efter hun har stået op, også set ham gå på vejen hjem til Sandvig.

Svend Jensen Terne fra Sandvig fortalte at tjenestedrengen Laurids Jensen i efteråret havde tilbudt ham 50 slettedaler for at slå Henrik Nielsen ihjel. Om Svend Jensen fik ½ bådfuld guldstykker ville han ikke gøre det. Tidligt samme morgen som Henrik Nielsen var slået ihjel om natten, var Laurids Jensen ude ved han hus, og ville have ham med ud på havet for at fiske. Han havde allerede været ude på søen og fanget 7 sild.. Hvorfor Laurids Jensen var så tidligt oppe, havde Lars begrundet med, at hans husbond Hans Hansen havde kaldet på ham.

Svend Jensen blev af Berild Clausen spurgt om, hvorfor han ikke havde fortalt om Laurids Jensen pengetilbud. Drengen var så fuld at så megen ”snak og vrøvlenskab”, så han havde ikke taget det alvorligt før efter mordet. Han Havde fortalt det til kaptajn Anders Lauridsen i Allinge og Berild Clausen mandag den 22. juli.

Svend Jensens hustru Kirstine blev også afhøt og hun bekræftede sin mand om at Laurids Jensen havde kaldt på sin mand ved daggry.

Tjenestedrenge Laurids Jensens far, Jens Pedersen Sadelmager fra Rø blev afhørt. Han fortæller at han kom til Hans Hansens hustru om lørdagen (13. juli) efter drabet og bad om hans søn måtte komme hjem om søndagen. Hans Hansens hustru gav ham lov og lod ham samtidigt gøre et ærinde til Peder Andersen. Laurids Jensen bedyrede sin uskyld, men var klar over at han var mistænkt og risikerede at blive arresteret, men han frygtede det ikke. Hans husbond Hans Hansen var i København da han var hjemme of ønskede at han var hjemme. Han skulle til Peder Andersen inden han ville tage tilbage for at passe sit arbejde. Jens Sadelmagers hustru Margrethe Lauridsdatter bekræftede hvad sønnen havde sagt, medens han var hjemme.

Bertil Johansen skomager blev afhørt og fortalte at Oluf Lauridsen (Ole Lauridsen) havde fortalt at Lars Jensen havde tilbudt ham 16 daler for at slå Henrik Nielsen ihjel og desuden hafde Laurids Jensen fortalt Ole Lauridsen at planen var at Henrik Nielsen skulle drikkes fuld hos Hans Nielsen i Allinge og at de ville passe ham op og dræbe ham på vejen hjem til Sandvig.

Dernæst blev Hans Hansen afhørt og ville ikke vide noget at det som Ole Lauridsen havde sagt, men at Oluf Lauridsen var blevet tilbudt en kalv i bestikkelse af Henrik Nielsens hustru, hvis han ville fortælle sin sandhed om hvad der skete i Strandlykken.

Ole Lauridsen (Oluf Lauridsen) blev igen afhørt om hvorfor han ikke havde fortalt hvad han vidste i første omgang. Han sagde, at han ikke ville vide af det og havde derfor fortiet det. Viceamtmanden, der var til stede ved retten, lod derefter Ole Lauridsen sætte i arrest, men ikke i fængsel.

Malene Hartvig Andersdatter, der var 20 år og tjenet hos Henrik Nielsens enke i Sandvig. Hun fortalte, at hun så Hans Hansen i Strandlycken, da hun var der for at malke køerne. Hans Hansen havde talt med en ukendt mand oppe ved vejen, hvorfter de gik mod Allinge.

Hartvig Andersen fortalte at Sidsille Jacob Ibsen, der var i mellem byerne den aften drabet fandt sted og at hun så Hans Hansen med en broget hund.

Enner Aridsen, der var gift med Osele (?) der var søster til Hans Hansens Barta blev spurt om der var stridigheder mellem Hans Hansen og Henrik Nielsen, hvilken hun ikke vidste noget om. Hans hustru Osele vidste aldeles intet om mordet

Ajda Hansdatter fra Allinge fortalte at Hans Hansens pige Bodil Hansdatter havde sagt til hende den dag Hans Hansen fik bragt mad til Rønne af hans kone, at tjenestedrengen skulle roe til Allinge den dag Henrik Nielsen blev dræbt for at hente nogle deller (træplanker).

Bodil Hansdatter, der tjente hos Hans Hansen, fortalte at Hans Hansen var gået over til Hans Nielsen den aften som Henrik Nielsen blev dræbt. En time før solnedgang, den aften som drabet fandt sted, lagde skibet for anker. Og Laurids var deruden for at få skibslejlighed. Bodil fortale at drengene var blevet sendt op i skovløkken den 2. lørdag (27. juli) efter mordet og siden havde hun ikke set dem. Søndag morgen havde Henrik Nielsen enke været og spurt efter drengene, da båd vara båden væk.

Bodil blev spurt hvornår Barta Hans Hansen kom fra Allinge. Hun svarede lidt før solen gik ned. Hun fortalte også at Hans Hansens båd var ude på reden om aftenen før mordet for at aftale skibslejlighed for Hans Hansen den næste morgen.

Bente Lauridsdatter der tjener Tor Jørgensen i Allinge vidner at Maler Hans Jørgensen havde berettet for hende, at Hans Hansens dreng havde fået besked på at ro til Stenløkken for at hente deller (træ) fra Allinge.

Valdborg Iversdatter, der boede i Allinge fortalte i retten om mødet med Jens Sadelmager i gildeshuset, der fik at vide, at hans søn var rømt om natten. Faderen fortalte, at det nok var kloges at rømme og tage de 50 slettedaler med sig, uden at nævne hvor han skulle havde dem fra.

Hans Jespersen i Allinge fortalte at det var ham der havde solgt kæppen til Henrik Nielsen søndagen før mordet. Han havde dagen efter været på mordstedet og havde opskåret tre lertørv med blod på.

Retten sluttede med at indkalde til nyt ting mandag den 12. august.

Pag.107a – 12. august 1695

Ingen anmeldelse til retten ud over mordsagen. Anders Pedersen fra Rønne sad i dommersædet og i retten var viceamtmanden Christian Tuxen. Peder Bendtsen, der var en af de 8 sandemænd var ikke mødt og da han hellre ikke var mødt på sidste ting, skulle han melde sig, ellers ville han ”lide efter loven”.

Ole Lauridsen (Larsen) var det første af Berild Clausens vidne, som blev afhørt i nærværelse af Hans Hansen. Han fortalte at Laurids Jensen havde tilbudt ham 16 daler, hvis han ville være med til at dræbe Henrik Nielsen, når han var fordrukken. Det skulle foregå ved at skyde ham med 2 kugler når han gik udfor kålgården mellem Hans Hansens og Hans Arestsen. Hans opgave skulle være – efter Laurids havde skudt ham – at hjælpe ham op i en båd og sænke ham i havet.

Laurids Jensen fortalte Ole Lauridsen, at han efter mordet var kommet til Siese Hans Jørgensen om at låne en økse, da fortalte Laurids Jensen at han og Svend Jensen Torne var under mistanke at være gerningsmænd til mordet, og Laurids havde fortalt ham, at han ville spørge Torne Svends råd om hvad de skulle gøre. Han ville rømme med en båd inden han blev sat fast. Ole Lauridsen havde konstateret at masten var væk efter rømningen.

Berild Clausen påpegede at Ole Lauridsen havde fortiet en del af historien da han blev afhørt på sidste ting og han anmodede viceamtmanden at Ole Lauridsen skulle forblive i arrest, hvilket Amtmanden besluttede også fordi han nu ledig person og uden bolig, skulle forblive i arresten. Han kunne stævnes for at have vidnet falsk.

Malene Hans Jørgensen fra Allinge fortæller at Agda Niels Bodels havde sagt til hende, at Laurids Jensen skulle have roet til Strandløkken, men i stedet for træ, havde han fået en sten med et tov op i sin båd. I tovet var bundet et menneske, der var surret sammen i en kjole. Han havde af Hans Hansen fået besked på at sejle ud på havet og smide stenen ud.

Agda Niels Bodels fra Allinge fortæller at hun havde historien fra Hans Hansens pige Bodil og at hun havde fortalt det til Malene Hans Jørgensen. Årsagen til at hun ikke før havde fortalt historien på tinget, var at Barta Hans Hansen havde sagt til Agda, at hun skulle tie stille med hvad hun havde hørt.

Hans Jensen Skomager fra Allinge fortalte at han havde hørt fra Svend Jensen Tornes hustru, at det var en skjælm, der havde stukket af med deres båd, men at de havde fået betalt for den halvdel som de ejede. Men hun fortalte ikke af hvem.

Soldat Christen Rasmussen bekræftede Hans Jensen skomagers historie.

Svend Jensen Torne og hustruen Kirstene ville ikke fortælle af hvem de havde fået betaling af.

Hans Jensen, Allingepræsten fortalte at Kirstine Svend Jensen havde sagt til ham om søndagen før prædiken, at han var en af de falske profeter, hvilket han ikke forstod, men ville fortælle om det på retten. Han fortalte også at folk snakkede om at der var uvenskab mellem Hans Hansen og Henrik Nielsen. Opfordret af Hans Hansen, vil han dog ikke fortælle, hvem der havde sagt det, men folk snakkede.

Berild Clausen bad retten om at tilbageholde Svend Jensens kone til hun havde fortalt retten, hvem der havde betalt for båden. Niels Bendsen og Haagen Jacobsen stillede garanti for at hun ville møde i retten når som helst.

Bodil Hansdatter benægtede at hun havde fortalt Agda Niels Bodels og Malene hans Jørgensen historien som ovenfor, men de to kvinder bevidnede at det var sandt og det i forstuen hos Hans Hansen, på den dag hvor Hans Hansen var sat fast i Rønne og hvor hans hustru tog til Rønne med mad til ham.

Hans Jensen fortalte at dagen før drabet var hans bror Ole Jensen kommet fra Simrishavn med en møllesten. Henrik Nielsen kom og var med – sammen nød de et krus øl eller to inden Henrik Nielsen bød dem op i Kirken for at se en ny tavle, der var sat op til minde om hans far Niels Jørgensen. Kirkeværgen Johan Jørgensen gik med. Senere gik de ned til Niels Hansen hus. Hans Jensen gik hjem efter et par timer.

Kirkeværgen Johan Jørgensen vidnede

Pag.113a – 13. august 1695

Retten fortsatte, men Hans Hansens fuldmægtig Hans Jensen Bistrup absenterede i sagen. (Om han trak sig tilbage eller ikke var til stede, er uvist)

Berild Clausen ønskede at Hans Hansens hustru Barta skulle svare på spørgsmål i retten. Hans Hansen sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, da hun lå meget syg. Efter spørgsmål om hvordan han kunne vide det, sagde han at det vidste han fra sine søstre, Lisbet, som havde bragt ham maden i dag, samt Giertrud, der havde været hos ham i går på Slottet. Hans Hansen sagde at hans fudmægtig var i lovligt ærinde for kongen og var derfor ikke til stede. Han bad for at kunne føre sin egen sag.

Karen Espersdatter fra Rø blev afhørt. Hun havde været til stede da Laurids Jensen havde været hjemme hos sine forældre. Hun havde hørt at Laurids Jensen havde sagt, at Henrik Nielsen havde været i live, hvis han ikke havde været et bæst og hade haft avl i slotsvangen og ikke havde rejst til Rønne den dag han blev myrdet.

Berild Clausen bad om at stille Hans Nielsen i Sandvig nogle spørgsmål. Han var ikke tilstede, men det var hans hustru. Hun sendte sin dreng tilbage til Sandvig efter ham.

Karen Diderich Smeds fra Allinge og boede i det sidste hus inden man kom ud af Allinge på vej til Sandvig. Hun havde hørt Henrik Nielsen gå syngende forbi huset den aften som han blev myrdet.. Hendes Mand Diderich Nielsen Smed var syg, og blev bedt om at møde til næste ting.

Niels Bendtsen fortalte at Rasmus Pedersen i Sandvig havde fortalt, at Laurids Jensen havde kommet til ham med en mast.

Jens Sadelmager fortalte at hans søn Laurids havde fået et bøsseløb af ham, som han havde ladet skæfte. Barta Hans Hansen havde fortalt ham, at Laurids havde taget bøsse, tøj og en økse med sig da han rømte.

Hans Hansens pige Bodil Hansdatter fortalte at samme bøsse stadig var i krubhuset. Hun fortæller at i det sidste års tid havde der altid været uvenskab mellem Henrik Nielsen og Hans Hansen og desuden Hans Nielsen i Sandvig ”havde jævnt ondt” på Henrik Nielsen. Hun fortalte hvad fædrengen Jørgen havde fortalt hende om fredagen før de rømte, som han havde fået fortalt af Laurids Jensen: At han var blevet befalet, at ro til Strandløkken, hvor han havde fået en sten i båden med en linie. Hun bekræftede hvad Ajda Niels Bodils og Malene Hans Jørgensen havde vidnet.

Hans hansen spurte både Bodil Hansdatter og Jens Sadelmager om de havde set eller hørt, at han skulle have slået Henrik Nielsen ihjel eller lejet noget er til, hvilket de naturligvis ikke kunne sige ja til.

Berild Clausen spurte Hans Nielsen, som nu var kommet til retten om hvad han lavde den 9. juli: Han havde været i Rønne og da han kom hjem omkring kl. 5, var Hans Hansen, Laurids Nielsen Gomløs og Anders Hansen fra Hasle i hans hus. De havde et interessefællesskab i et redskab, som de sammen havde erhvervet fra et skib. Senere stødte Knud Michelsen til dem – også på grund af deres fælles interesse.

De soillede kort og fik mad før solen ik ned. Hans Hansen havde forladt dem og gået sin hustru i møde, da hun var gået til Allinge for at købe boghvedegryn af skånske søfolk. Lars Gomløs ville blive hos dem om natten. Hans Nielsen var gået op og så til sin rug, men kom straks tilbage.

Berild Clausen spurte Hans Nielsen hvorfor han ikke havde taget sig af Henrik Nielsen kone, nu da hendes mand var blevet dræbt, men tværtimod havde været hende ”saa stidig”. Hans Nielsen ville ikke beskrive hvorfor han havde været uvenner med Henrik Nielsen og forlod retten, samtidigt med at han råbte ”horre” efter Lisbet, Henrik Nielsen hustru, hvilket blev bevidnet af de 8 stokkemænd. Hvad Lisbet havde svaret havde stokkemændene ikke kunnet høre.

Berild Clausen bød samtlige Allinge-Sandvigs borgere at komme til næste tingdag og fortælle, hvad de vidste om sagen. Dommeren indstævnede samtlige vidner – inklusiv Barta Hans Hansen, hvis hun bliver rask - til at møde på næste ting om 8 dage.

Pag.116a – 19. August 1695

Svend Jensen Torne fortalte at Laurids Jensen ikke havde modsagt ham, da for gættede på at det var af Hans Hansen og Hans Nielsen, der ville betale 50 slettedaler for at få Henrik Nieslen slået i hjel. Hans Hansen og hans Nielsen havde altid haft uvenskab med Henrik Nielsen.

Hans Hansens Barta havde kaldt Svend Jensen tornes hustru for en hore og at hun skulle få ”skam og pine”, hvis hun fortalte om de rømte drenge.

Hans Hansens fuldmægtig Hans Jensen Bistrup havde ikke været tilstede ved retten de sidste to gange for at føre hans sag. Derfor beder Hans Hansen nu om en lovkyndig mand.

Bodil Hansdatter, der havde tjent Hans Hansen, bekræftede at hun havde hørt Barta true Svend Jensens tornes hustru, og at hun blev kaldt for en ”hore og taske” og hun ville blevet slået brun og blå, hvis hun fortalte noget.

Bodil fortalte at det hele skyldtes Slotsvangen og at det var Hans Hansen, der havde myrdet Henrik Nielsen med en sortskaftet hollænderkniv, hvilken kniv som den anden tjenestepige ikke kunne finde 3-4 dage før drabet var sket.

Bodil havde beklaget sig til Hans Hansens moder Giese om hvordan de skulle forholde sig efter at Maren Bugge havde fortalt, at Hans Hansen var taget til Knudsker og var blevet arresteret der og at Barta ligeledes var blevet sat fast. Giese havde sagt at de skulle tie stille med hvad de vidste.

Fædrengen Jørgen havde fortalt Bodil at de ville rømme.

Anders Pedersen fra Rønne nedsatte sig som dommer, sammen med byskriveren Hans Poulsen Busk

Berild Clausen spurte Hans Hansen om et brev fra 11. juni til Henrik Nielsen, der var fundet i Hans Hansens hus. Brevet omhandler nogle planker, som Anders Pedersen i Rønne har liggende hos Henrik. Hans Hansen mente ikke at have nogle af Henrik Nielsens breve, andet end et, som Hans Nielsens dreng ikke kunne få afleveret og som Hans Hansen havde tilbage fra Rønne. Berild Clausen mente, at Henrik Nielsens brev havde han på sig, da han blev dræbt og at det var taget af Hans Hansen, da Henrik blev dræbt.

Sidsel Jacob Ibs (Espersen) blev spurt af dommeren om hun havde yderligere af fortælle. Hun berettede, at noget tid efter, at hun var gået i seng, havde hun været udenfor sin dør og hørt 2-3-4 skrig. Hendes hus lå ikke langt fra Strandløkken.

Ole Lauridsen fortæller nu, at drengen Laurids Jensen havde sagt at det var Hans Hansen og Hans Nielsen der havde budt ham 16 slettedaler for at slå Henrik Nielsen ihjel. Ole Lauridsen havde ikke turdet sige dette under sidste afhøring, da han var bange for at blive slået i hjel, hvis han gjorde. Laurids Jensen havde også fortalte Ole, at han skulle rømme og derved pådrage sig mistanken om at det var ham der var morderen, som han ikke var.

Ole Lauridsen havde været i Rønne og talt med Hans Hansen i ”Corps de Guarde” (Hovedvagtens arrest?), hvor Hans Hansen spurt om han var blevet stukket til at vidne i sagen mod ham. Hvilket Ole Lauridsen havde bekræftet. Hans Hansen havde forlagt, at han skulle tie stille. Det samme havde Giese Hans Jørgensen, hans madmoder, og Gertrud Peder Andersen, samt Peder Nielsen i Hasle.

Peder Nielsen fortalte om sin broder Henrik, at nok var han slået ihjel, men han var en skjælm, men derfor var ikke nødvendigt, at han slægtning Hans Hansen skulle bøde for det. Barta Hans Hansen bad ham om at tie stille.

Hans Hansen mente, at det var Berild Clausens opgave at bevise, at drengene ikke skulle have rømt fra landet uden at de også kunne have begået mordet.

Kirsten – Svend Jensens Tornes hustru erkendte at hun havde bedt sin mand om at tie med oplysningerne, da Hans Hansen og hans hustru var strenge folk.

Clemmed Jensen, der nu tjener Hans Hansen fortalte at han natten mellem tirsdag og onsdag havde fået besked af Bartas søster Orsele Ennes at bære en ænkedyne og salt op til Svend Jensens hustru.

Kaptajn i Allinge og Sandvig Anders Larsen refererede at folkesnakken dømmer Hans Hansen til at være morderen og at Laurids Jensen har sænket liget i havet. Denne opfattelse havde følgende mænd også: Niels Hansen, Hans Jensen, Knud Michelsen, Christopher Hansen, Niels Bendsen, Lauris Jensen Væfuer, Michel Sørensen, Jørgen Jørgensen, Hans Jensen Schomager, Pouel Sørensen, Hartvig Andersen, Pouel Hartvig, Rasmus Pedersen, Erich Hendrichsen, Anders Nielsen og Hagen Jacobsen.

Hans Hansen spurte samtlige om de havde set ham begå gerningen eller hørt ham leje nogen til gerningen. Hvilket ingen havde, men at de ikke kunne sige ham fri for at have gjort det.

Erik Henriksen referere at den dræbte Henrik Nielsen var kommet til ham i drømme med en stor hollænderkniv i hjertet og klagede sig til hans venstre øre, for derefter at krybe på knæ og albue ud af hans dør.

Berta Hans Hansen var stadig syg – sagdes det – og var ikke mødt ved retten

Retten indkaldt til næste ting 8 dage.

Pag.120b – 26. august 1695

Stokkemændende og de 8 sandemænd var mødt, samt amtmandens fuldmægtig Jens Pedersen Mikkelborg. Men da den forordnede dommer Anders Pedersen var forulykket ved fald fra sin hest og ikke kunne være tilstede, blev retten udsat til mandagen efter.

Berild Clausen bad om at fangen Hans Hansen blev i en sikker forvaring på Hammershus.

Pag.212a – 2. september 1695

Anders Pedersen var tilbage i dommersædet. De 8 sandemænd var mødt.

Hans Hansen havde for to tingdage siden ønsket en ny fuldmægtig, som kunne føre hans sag, hvilket ikke var sket og ønskede at hans søstermand Knud Mikkelsen fra Sandvig fik lov til at tage til København for at finde en prokurator der kunne forsvare ham i mordsagen. Berild Clausen mente at han selv, der var lovkyndig, kunne fære sin egen sag. Amtmandens repræsentant Christian Tuxen kunne ikke udsætte sagen, men kunne acceptere en lovkyndig fra landet (altså Bornholm). Wefst pedersen fra Olsker kunne Hans Hansen foreslå for fuldmægtig.

Hans Hansen ville have lov til at føre sag mod flere vidnet for falsk vidnesbyrd.

Berild Clausen lod et indføre et stevnebrev, som var fundet i Henrik Nielsens hus, hvor Henrik stevner sin broder Hans Nielsen for vold mod ham og hans hustru. Brevet fortæller om at Hans Nielsen og broderen Per Nielsen under sidste høst havde overfaldt ham, hans kone og hans høstfolk på marken, da de var kommet med mad. Trods det voldelige overfald havde Henrik Nielsen indgået forlig med Hans Nielsen mod det løfte at det aldrig senere skulle ske. Trods løfterne var han igen blev overfaldet -mandagen før - i Hans Nielsens hus. Med ”skændsels ord og med mit livs eftertragtelse og knivdragelse” havde Hans og Per Nielsen, Hans Nielsens hustru og hendes mor overfaldt ham. Han ville nu bringe sagen til landets lov og ret.

Berild Clausen spurte Hans Hansen om han ikke havde skrevet brevet i hans fængsel på Hammershus, hvilket Hans Hansen ikke ville svare på før næste ting og efter han fik bevilget en fuldmægtig som forsvarer.

Dommeren viste derefter Hans Hansen en seddel, som han blev bedt om at vedkende sig. Hans Hansen henviste til sit forrige svar. Berild Clausen brugte sin ret til at få sedlens ord indført i protokollen. Brevet var udformet af sergenten Christian Nielsen, som refererede at han og sine soldater, der passede bevogtningsopgaven på Hammershus, havde den 29. august fundet et af Hans Hansens breve fæstnet med en knappenål i klædet, der var omsvøbt hans beskidte madskål og krus. Brevet var skrevet med pen og opløst rust på et stykke papir. Brevet, der var stilet til Hans Nielsen omhandler, hvad hans kone skulle svare, når hun engang blev afhørt af Berild Clausen om, hvor Hans Nielsen var på mordnatten og at hun skulle nægte Torne Svends kones forklaring, samt ikke fortælle om tjenestedrengenes adfær, da de rømte. Indberetningen var skrevet af sergianten og underskrevet af ham og soldaterne.

Et andet brev var ulæseligt, men et tredje, fundet dagen efter, meddelte at vidnerne Hans Andersen og Niels Pedersen skulle tie stille med deres viden om de rømte drenge, samt at hans hustru skulle få at vide, hvad hun skulle svare mht klæderne og saltet til Svend Torne.

Hans Hansen nægtede at svare på spørgsmål om brevene indtil han fik en fuldmægtig.

Dernæst afhørte Berild Clausen Henrik Nielsen fra Allinge, som var søskendebarn til den arresterede Hans Hansen. På spørgsmålet om han havde korresponderet med Hans Hansen, svarede han at han havde talt med Hans Hansen i Corps du Guarde i Rønne fredags 14 dage siden om at han skulle rejse til København og skaffe ham en procurator, samt at han havde fået et uddrag af forhørene i Hasle hos skriveren til Hans Hansen i Rønne arrest til orientering. At Henrik Nielsen i Allinge havde beskyldt den dræbte Henrik Nielsens hustru for selv at have dræbt sin mand, undskyldte han ved, at han havde været fuld.

Sidsele Ammer blev spurt om hun vidste mere om sagen og forklarede at hun første gang hun vidnede havde fortiet, der hun fortalte anden gang, skyldtes at hun var brevet truet af Anne Marie Hans Nielsen.

Sagen skulle genoptages på tinget om 8 dage.

Pag.126a – 9. september 1695

Giese Hans Jørgensen (Hans Hansens moder) var stevnet for at have sagt ukvemsord til Henrik Nielsens enke Elisabet (Lisbeth)på tinget den 19. august. Giese var ikke mødt, men hendes lauværge kaptajn Jørgen Pedersen fra Olsker lovede at svare for hende på næste ting.

Ligeledes var Hans Nielsen stævnet for at have sagt ukvemsord til Henrik Nielsen enke Elisabet på retsmødet den 13. august. Hans Nielsen var dog ikke mødt.

Dommeren Anders Pedersen fra Rønne overtog dommersædet og Hans Poulsen opgaven som skriver. Dommeren bad om at alle nye vidner skulle præsenteres, således at der til næste ting kunne føres dom i sagen (”at sandemændende kunne føre deres tov”) .

Hans Hansen gjorde krav på en fuldmægtig, således at han kunne føre sine vidner. Vefts Pedersen frabad sig på det bestemteste at være fuldmægtig for Hans Hansen. Han havde aldrig påtaget sig lignende opgaver og mente ikke, som almindelig bondemand, at kunne føre sagen, som Hans Jensen Bistrup havde opgivet. Viceamtmanden havde desuden beordet Laurids Hansen fra Rønne at møde i stedet for Vefts Pedersen. Laurids Hansen mente ikke at kunne føre sagen på det foreliggende grundlag. Det var en indviklet sag og han havde ikke mulighed for at overtage sagen, uden meget undervisning (hjælp?). Desuden var der langt fra Rønne og det ville være umuligt for ham at nå frem og tilbage. Viceamtmanden Tuxen lovede ham udskrifter af sagen og mulighed for at tale med Hans Hansen i hans arrest, dog med at en vagt var til stede. Hans Hansen lovede Laurids Hansen en hest, hvis det kunne bevilges af viceamtmanden.

Berild Clausen afhørte Hans Nielsens tjenestepige Maren Pedersdatter, der vidnende at Hans Hansen og Laurids Gomløs var hos Hans Nielsen, den aften da Henrik Nielsen blev dræbt. Hans Hansen var get en time før aften. Ligeledes havde Hans Hansens hustru Barta været der.

Endvidere blev hun spurt hvor hendes husbond Hans Nielsen var henne. Hun sagde at han var redet bort sammen med sin broder Peder Nielsen og ikke været hjemme siden lørdag 8 dage (31. august) da der blev sat vagt for hans hus.

Den anden tjenestepige Maren Hansdatter blev afhørt og sagde, at hun at hun på mordaftenen var gået til møllen i Allinge og hun havde ikke set Hans Hansen. Og det det næsten var mørkt, var hende hosbond gået i seng.

Berild Clausen efterlyste Hans Hansens svar på spørgsmål fra sidste ting om de breve, der var fundet. Hans Hansen sagde at da han først nu havde fået en fuldmægtig, kunne han ikke svare på spørgsmålet.

Hans Hansen blev spurt om hvem der ejede den skarpladte svenske bøsse, der var fundet i hans hus i den aflåste kammer og som blev fremvist i retten. Hans Hansen, kendte ikke noget til denne bøsse, men han antydede, at Berild Clausen selv havde anbragt den der. Berild Clausen interesserede sig for sagen, dels fordi den kunne have betydning for mordet og at der tidligere var sagt, at en bøsse var bortkommet og at der desuden var fundet 2 skapladte bøsser i kammeret. Hans Hansen lovede at svare på spørgsmålet på næste ting.

Berild Clausen spurte om Hans Hansen ikke ville eftersøge de forsvundne drenge, således at sagen kunne undersøges. Hans Hansen sagde, at intet var mere ønskeligt, men han kunne ikke betale for denne efterlysning, da hans formue var beslaglagt. Men hvis øvrigheden ville tillade ham denne udgift, da var det ham ikke imod.

Hans Hansen ville have retten til at sagsøge Ole Lauridsen og hans forige pige Bodil Hansdatter for at have vidnet falsk. Desuden ville han sagsøge pigen for at have forladt sin tjenesteplads ulovligt, for nu at arbejde for Hans Hartvig.

Hans Hansen bad øvrigheden at hans hustru måtte gå i skoven og marken og hvor hun ellers havde ærinder, således hun kunne passe huset og tjene til ophold for hende selv og de to uforsørgede små børn. Tor Jørgensen og Hans Arestsen vill cautionere for hendes person. Berild Clausen mente at Hans Hansens bo skulle sikres, således at Henrik Nielsens hustru ikke led tab.

Hans Hansen ønskede at vide hvorfor hans hustru var arresteret i sit hus og at vagten vel var sat for ikke at forringe hans gods eller frarøves.

Berild Clausen sagde at der ikke kunne tages stilling til eventuelt caution før han og hans hustru svarede på de stillede spørgsmål.

Dommeren udsatte sagen i 14 dage, hvor han ville høre de sidste vidner, således at de 8 sandemænd kunne afgive deres kendelse (Tov).

Pag.131b – 23. september 1695

2 kongelige forordninger blev oplæst: Om stengærde indretning og om regler trolovelser og vielser.

Tinglysning af et pantebrev på 148 slettedaler udgivet af Hans Nielsen i Sandvig til Hans Svendsen i Rutsker (bemærk det er den senere dømte og henrettede morder og formanden for de udvalgte sandemænd, der skulle dømme i mordsagen!)

Hans Nielsen og Elisabeth Henrik Nielsen stod frem i retten og bekendte, at de var blevet forliget i de æreskrænkende ord som var faldet på et tidligere retsmøde.

Bodil Hansdatter anmeldte sag til næste ting mod Giese sal. Hans Jørgenen vedr. æreskrænkende ord.

Herefter nedsatte den beordrede dommer Ander Pedersen Fyn sig i dommersædet og annoncerede at de 8 sandemænd skulle den dag afgive deres beslutning om sagen mod Hans Hansen.

Hans Hansens fuldmægtig Laurids Hansen beklagede sig over, at han først om lørdagen den 21. september havde fået udskrifter af protokollen og at han derfor ikke tidsmæssigt havde kunnet stævne vidner til sagen. Hvis han ikke får lov til at afhøre vidner i dag på birketinget, samt på herredstinget på fredagen, ville han trække sig ud af retssagen.

De otte sandemænd med Hans Svendsen som formand mente ikke at sagen unødigt kunne være længere end de 10 uger den allerede havde kørt og at de ville påhøre de indkaldte vidner.

Hans Hansen svarede på spørgsmål til de 2 sedler, som var fundet i hans madskåle mv. Hans Hansen erkendte at det var ham der havde skrevet dem. Det var ikke for at påvirke hans hustrus vidneforklaring, men blot hjælpe hende i at huske korrekt, da hun var enfoldig og aldrig tidligere havde vidnet i retten. Så det var kun for ta hjælpe hende i at vidne sandhed, han havde skrevet til Hans Nielsen og bedt ham om at undervise sin hustru. Hvorfor han havde efterlyst oplysninger, var for at få om, hvordan hans kone og børn havde det og fordi støkaptajnen havde forbudt ham at tale med nogen. Hans Hansen anklagede, i samme forsvarstale om brevene, Berild Clausen om at afhøre vidnerne på en så ihærdig måde, at de til sidst vidnede det, som han ønskede. Han anklagede også Berild Clausen for at fremstille en kaldsseddel fra Henrik Nielsen mod sine to brødre, som intet vedrører hans sag. Ved angår den ubestemmelige bøsse, mente Hans Hansen at den kunne være kommet til hans hus efterat han havde været i København. Hans egne bøsser mener han er sagen vedkommende, da han aldrig havde brugt dem og derefter ikke mener at de er værd at tale mere om.

Laurids Hansen begærede på Hans Hansens vegne, at Anders Lauridsen i Allinge og flere andre der havde vidnet at at Hans Hansen kunne være Henrik Nielsens banemand, bør stævnes og med korporlig ed aflægge vidnesbyrd endnu engang.

Mogens Clausen var mødt i retten på sin broder Berilds vegne. Berild Clausen var taget til Skåne. Mogens Clausen stillede flere spørgsmål til de ulovlige breve, men Hans Hansen udlod at svare, blot henviste til sit foregående svar.

Barta Hans Hansen blev spurt om hun vidste noget om den bøsse, der ikke kunne ejerbestemmes. Det viste hun ikke og på ønsket fra Mogens Clausen om at fortælle om sin færden på mordaftenen, fortalte hun, at hun havde mødt sin mand ved Anders Laurids mølle og de derefter var fultes hjem til Sandvig.

Hendes mand var derefter gået ud på vangen og der mødt Hans Nielsen, som han derefter fuldtes med hjem til hans hus. Barta var et stykke tid efter gået op til Hans Nielsen, hvor hun havde mødt sin mand, Lars Gomløs, Hans Nielsen og hans hustru udenfor huset. Derefter var hun gået hjem og i seng. Kort efter havde hendes mand kommet hjem og ligeledes gået i seng.

Barta fortalte at hun igen anelse havde om at tjenestedrengene ville rømme og hun kendte ikke noget til et skrin eller tøj, som de tog med sig. De ejede ikke meget andet end de det dig gik i. Hun nægtede at have givet drengene rejsepenge eller tøj.

Hun blev spurt om hvorfor hun ikke havde efterlyst sine tjenestedrenge ej heller båden. Han fortalet at hun ikke havde vidst det før Henrik Nielsens hustru var kommet og spurt efter dem.

Han kendet intet til at hendes mand og Henrik Nielsen havde ”arvind og trætte” med hinanden, i hvert fald indenhuse, om de havde det andre steder, vidste hun ikke.

Berta blev spurt om hvornår hun havde fået at vide om drabet på Henrik Nielsen. Det var først efter hun var kommet hjem fra Rønne, hvor hun havde været med tøj til sin mand, der var på vej til København. Han havde ikke fået det med da han sejlede fra Sandvig om morgenen.

Hans Hansen blev spurt om det samme. Han svarede at han først fik det at vide, da han var færdig med sit ærinde i København og at han var på en tømmerbåd, der lå på Københavns red. Det var nogle bornholmske søfolk der fortalte ham det.

Han var sejlet med kongens galias Jægeren fra Sandvig, som han havde tinget med om at komme med, men som ikke havde haft tid til at vente på, at hans tøj blev bragt ombord. Han havde kun nået at tage breve med, som skulle afleveres i Rentekammeret i København. Der havde ikke været anden skibslejlighed, så han måtte tage af sted uden tøj.

Hans Hansen nægtede at have talt med Torne Svend om båden, som drengene havde forsvundet i, efter at han kom tilbage fra København. Ej hellere havde han kaldt på sine drenge tidligere end det som man nu gør, når de skal ro ud på søen.

Derefter blev Gundel Hans Jensen i Allinge afhørt af Laurids Hansen på Hans Hansens vegne, som bekræftede at Barta havde været i Hans Jensens hus for at købe boghvdegryn af de skånske søfolk, for derefter at gå til Løsebæk. Hans Hansen spurte Gundel om hun havde alt om Henrik Nielsen, men Sidsele Ammer havde været der og advaret de skånske søfolk at Hans Hansen var set på klipperne mod Allinge. Gundel havde sagt til hende, at det bare var Hans Hansen, der gik sin kone i møde.

Sidsel Rasmus Jørgensen vidnede for Hans Hansen at hun den aften havde solgt materialer til Barta, som skulle bruges til at spinde tråd.

Hans Hansen spurte Karen Didrik Svendsen nærmere til tidspunktet hvornår de havde hørt Henrik Nielsen gå mod Sandvig. Karen måtte indrømme, at det var kun hende der havde hørt det, da hendes mand var fuld og sov.

Hans Andersen i Allinge vidnede at han havde hjulpet Hans Nielsen med at høste. Hans Andersen havde hørt Laurids Jensen og en anden tjenestedreng Niels Pedersen fortælle om Henrik Nielsen skal få evig ulykke. Efter Hans hansen var blevet arresteret, så havde han været i Hans Hansens hus og hørt pigen fortælle at hvis drengene bliver borte, så går det sikkert Hans hansen godt, men hvis de får fat i drengene, så gud trøste Hans Hansen.

Niels Pedersen, der var tjenestedreng hos Hans Nielsen vidnede at Laurids Jensen havde sagt, at Henrik Nielsen skal få evig ulykke, fordi han havde slået ham.

Marie var ikke mødt i retten.

Mogens Clausen bad om at sandemændende gjorde deres votering, medens Hans Hansen øsnkede at få afhørt en række vidner på Nørre herreds ting og Hasle byting inden sagen skulle dømmes.

De 8 sandemænd tænkes og dømmes Hans Hansen til at være Henrik Nielsens banemand, primært fordi Captajn Anders Lauridsen og en række af Allinge og Sandvigs borgerskab ikke kunne sige ham fri for gerningen. Altså dømtes han på indicier.

Hans Hansen bad om at få at vide hvilken skade der var sket på hans gods efter han og hans hustru var blevet arresterede. Og så bad han om udskrift af dagens hændelser.

Tingdag blev fastsat til om 14 dage.

Pag.138s – 28. oktober 1695

Først blev der læst en kongelig forordning dateret den 21. september 95 straffen for hjælpe anholdte for mord eller drab ud af deres fængsel.

Efter amtmandens ordre blev Anders Pedersen Fyn fra Rønne igen indsat som dommer, da sagen mod Hans Nielsen relaterer sig til sagen mod Hans Hansen, der var blevet hjulpet til flugt fra sin arrest på Hammershus. Amtmandens fuldmægtig Jens Pedersen Mikkelborg var tilstede på tinget.

Berild Clausen får indført stævning mod Hans Nielsen og hans hustru for mistanke om medvirken til mord på sin broder Henrik Nielsen. Kaldsmændene var Peder Jensen og Anders Jensen og var forkyndt på hans Nielsens bopæl den 21. oktober

Ifølge begæring af Anne Marie Hans Nielsen mødte Hans Svendsen fra Rutsker i retten som talsmand for Hans Nielsen.

Hans Svendsen bad Berild Clausen om forklaring på, hvorfor Hans Nielsen var blevet arresteret og sat i fængsel. Berild Clausen mente at Hans Nielsen kunne sige sig fri for at være medskyldig i mordet på hans broder Henrik, men at birkefogeden Hans Andersen Stege mod Amtmandens ordre havde forbigået arrestationen af Hans Nielsen, på trods af at flere vidner havde peget på hans medskyld. Birkefogeden var nu på det bestemteste frataget dommersædet.

Hans Svendsen mente at stævningen ikke var lovlig, da der ikke var angivet sag på Hans Nielsen.

Landsprovsten Povl Ancher, Laurids Nielsen Gomløs, Hans Andersen Torup og Hans Svendsen indleverede et kautionsbrev på Hans Nielsen til viceamtmanden. Alle fire garanterede for Hans Nielsen og hans gods med deres liv, ære og gods. De 4 mente at Han var uskyldig arresteret og at der ikke var indgivet sag. Desuden var hans hustru gravid og hans arrestation ville komme ham og hans familie til stor skade. Kautionsbrevet henholdte sig til to lovtekster, de mente var dækkende for deres krav for løsladelse. De fire kautionister var mødt på tinget og stod ved koutionens ord.

Berild Clausen ville ikke godkende kaution på så grusom en hændelse.

De 4 kautionester bad birkedommeren Jens Andersen Stege om at gennemføre sagen. Berild Clausen mente at birkedmmeren var taget af sagen, samt at der forud havde været en landstingsdom mod Hans Nielsen (for medvirken til Hans Hansens flugt)

Hans Svedsen mente af Berild Clausen ikke var blevet godkendt til at føre enkens sag mod Hans Nielsen og for øvrigt burde Berild Clausen stille en lige så god kaution som Hans Nielsen, da han med at føre sagen gør sig skyldig i spot og at han kan komme til at dække for Hans Nielsens skader.

Dommeren gik i betænkning og udsatte sagen i 8 dage.

Pag.141 a – 4. november 1695   

Elisabet Henrik Nielsen lod ved en missive udsætte skiftet efter Hans Hansen i 4 uger. I forhold til den dato, som var fastsat i Landstingsdommen.

Berild Clausen havde været i enkens hus og havde ikke hørt om hendes ønske om udsættelse, som han anklagede birkefogeden at have overtalt enken til at begære. Dette var efter Berild Clausens mening lauværgens og ikke birkefogedens sag. Berild Clausen ville gøre birkefogeden ansvarlig for den ulempe som udsættelsen kan medføre.

De 4 kautionister begærede af dommeren at Hans Nielsen blev sat på fri fod efter loven og ville garantere for Hans Nielsens arrest med deres liv og gods. Birkedommeren og de 8 stokkemænd løslod Hans Nielsen. J. Andersen Stege, skriveren underskev, samt de 8 stokkemænd anbragte deres signaturer under referatet.

Pag.142a - 11. November 1695

Sagen mellem Bodil Hansdatter og Giese Hans Jørgensen er forliget, og Giese Hans Jørgensen betaler evt. omkostninger.

Hans Nielsen sidder fanget i hans hus i Sandvig og hans søskende kom til retten og beklagede sig over at deres bror nu på tredje tingdag uden sag, og hvem der har ladet ham sætte fast. De begærede at nogen trådte frem og udføre en domsag efter landets lov og ret. Birkedommeren fremsagde 3 gange om der var nogen der havde noget at beskylde Hans Nielsen for. Der var ingen, der svarede og søskende bad derefter et tingsvidne på det.

Pag.142b – 18. November 1695

Birkefogeden spurte, om der var nogen der havde noget at forrette - hvilket der ikke var.

Anders Pedersen af Rønne overtog dommersædet.

Hans Nielsen var efter en landsretsdom d. 13. november igen arresteret og indsat i Hammershus. Hans Nielsen ville ikke acceptere den første af Berild Clausens stævnemål fra den 21. oktober. Berild Clausen måtte indkalde Hans Nielsen til tinget om 8 dage.

Hans Nielsen bad øvrigheden om at få en fuldmægtig til at føre hans sag, da han ikke selv var kyndig i lov og ret. Desuden bad han om at få pen og blæk i hans kammer på Hammershus, hvor han nu sad. Hans Hansen ville have byfoged Hans Olsen fra Hasle som fuldmægtig og hvis det ikke kunne lade sig gøre, ville han have birkefogeden Jens Andersen Stege. Dommeren bad om at få hans ønsker skriftlig.

Pag.143b – 25. November 1695

Birkedommerne var syg og ikke tilstede og den beordrede dommer Anders Pedersen Fyn satte sig i dommersædet.

Berild Clausen lod læse et afståelsesbrev på Hans Hansens gård og sædejord i Sandvig udgivet af Barta Catrine til Berild Clausen. Barta kunne ikke klare at føre gården videre, med de forpligtelser der var fastslået i skiftet efter den flygtede Hans Hansen og fordi Rønne kirke havde et pantebrev på 51 slettedaler.

Elisabet Henrik Nielsen mente at hendes prokurator Berild Clausen ikke skulle blande sig i boet efter Hans Hansen, men gøre sine krav gældende hos hende. Endvidere mente hun at de planker, som han havde ført over til Hans Hansens gård ikke tilhørte ham med skipper Svend Staubech.

Berild Clausen fik indført den nye kaldsseddel i protokollen der lyder på medvirken i mord på Henrik Nielsen. Indkaldelsen var blevet oplæst på Hans Nielsens bopæl som loven kræver.

Hans Nielsen havde fået bevilget birkefogeden Jens Andersen som sin fuldmægtig, men da han var svag, havde han skriftligt ønsket at sagen udsættes 8 dag, hvilket Berild Clausen ikke kunne acceptere, da han havde indtævnet vidner i sagen.

Christopher Hansen blev påråbt, men var ikke mødt.

Jørgen Jørgensen af Sandvig vidste ikke mere om mordagen end hvad han havde hørt på birketinget. Han fortalte at Hans Nielsen og Hans Hansen havde ofte været uvenner med Henrik Nielsen, men de havde blevet gode venner igen. Han havde hørt talt om at Hans Nielsen og Per Nielsen havde sloges med Henrik Nielsen under forrige høst.

Haagen Jacobsen fortalte at efter Hans Nielsen var blevet arresteret gik folkesnakken gik på at Hans Nielsen var medskyldig i mordet. Endvidere fortalte Haagen Jacobsen at han og hans kammerat Niels Hansen var blevet opsøgt at Anne Marie Hans Nielsen og blvet tilbudt 8 daler for deres båd, som ellers kun var 4 daler værd. Båden skulle givetvis været udtænkt som båd til de to tjenestedrenge, som kunne flygte i den.

Hans Nielsen spurte Haagen Jacobsen hvorfor han ikke havde fortalt sin historie under sagen mod Hans Hansen, hvortil Haagen sagde, at han var meget bange for hvad Hans Hansen kunne finde på for at straffe ham for sit vidnesudsagn. Haagen Jacobsen sagde desuden, at efter de havde afslået salget, havde hun tigget om salget ellers ville de være forrådt.

Hans Hansen bekræftede Haagen Jacobsens historie om båden.

Bodil Hansdatter, som tidligere havde tjent Hans Hansen i Sandvig fortalte at på mordaftenen var Hans Nielsen hos Hans Hansen og bad Laurids Jensen at følge med. Bodil havde givet Laurids mad før han gik og så ham først igen andendagen, da han kom fra søen med fisk. Hans Hansens yngste dreng havde fortalt hende at på mordnatten da Hans hansen gik mod Allinge, gik Hans Nielsen også mod Allinge, men vesten for ved udgærdet. Bodil fortalte også at de to drenge havde fået frokost hos Hans Nielsen den dag da de flygtede om natten. Bodil Hansdatter fortalte at hun på tinget for 3 uger siden var blevet truet af Hans Hansen fordi hun var gået (fra tjenesten?). Hvilket stokkemændende ikke kunne bekræfte.

Retten blev udsat til næste dags morgen kl. 8

Pag.146b – 26. november 1695

Berild Clausen kom ikke rettidigt til birketingen, hvorfor enken Elisabet måtte føre sagen. Kort tid efter mødte Berild Clausen og begyndte afhøringen af konstabel på Hammershus Niels Jørgensen fra Sandvig.

Niels Jørgensen var gift med Anna Catrine, som var søster til Hans Nielsens hustru Anne Marie. Han svor, at han sammen med Jens Hansen og Hans Nielsen var med til at befri Hans Hansen fra hans fængsel på Hammershus, hvilket Hans Nielsen og Anne Marie havde beordret ham til. Som betaling ville han få et stykke jord i Sandvig Vang, som kaldtes Valborg Torn. Planlægningen af befrielsesaktonen blev aftalet på et møde i Hans Nielsen ølkammer i Sandvig, sammen med Anne Marie, Hans Nielsen, Jens Hansen og Hans Svendsen fra Rutsker.

Efter Hans Hansen var befriet fra sit fangeskab, blev han ført på Hans Nielsens hest til Sandvig.

Peder Michelsen havde vejledt Niels Jørgensen i, hvordan fangen kunne befries. Under mandagens tingmøde (23. september) havde Niels Jørgensen brudt lemmen og brædderne op i rustkammeret. Hans Nielsen havde ikke været med oppen i kammeret, men havde ventet i støkkaptajnens kålhave.

Hans Nielsen forsvarede sig med at man ikke kunne dømme ham på udtalelser fra en anden mand, der var under tiltale i samme sag.

Dernæst vidnede Jens Hansen af olsker, at han sammen med Niels Jørgensen og Hans Nielsen havde befriet Hans Hansen fra sit fængsel på Hammershus. Anne Marie Hans Nielsen havde bedt Jens Hansen om at deltage i befrielsen, hvilket Jens hansen flere gange havde afslået. Peder Michelsen havde bedt Jens Hansen om at følge med til Wefst Pedersen. Her kom Poul Anchers hustru Lene til gården og talte med Peder Michelsen og Hans Nielsen. De talte om at befri Hans Hansen med magt, på vejen fra Hammershus til Hasle Ting. Hans Hansen havde bevidst forlangt at føre vidner på Hasle Ting, for at skabe mulighed for at flygte fra sine vagter. Denne metode ville Jens Hansen ikke deltagei, da det kunne koste menneskeliv.

På tingdagen (før den 23. september) blev han passet op på løngangen af Peder Michelsen og Niels Jørgensen. Peder Michelsen viste dem lemmen og brædderne, hvor man kunne komme igennem til døren til fangens kammer. Selv om Jens Hansen havde undslået sig deltagelse, deltog han alligevel ved et møde hos Hans Svendsen i Rutsker, hvor de planlagte aktionen. Imidlertid blev de alle så fulde, at de måtte opgive planerne og sove rusen ud hos Hans Svendsen. Hans Svendsen havde leveret en tang og en jernbolt til at bryde låsen op med.

Søndagen før tingmødet den 23. september måtte de gøre et forsøg, da de var dagen før den afgørende tingmøde, hvor de forventede at Hans Hansen ville blive dømt af de 8 sandemænd og at de frygtede at Hans Hansen vill blive lagt i jern og at der derfor ville blive umuligt at befri ham. De tre mødtes ud for Hammershus, men da natten var meget lys opgav de. Hans Nielsen tog den klofod og ”hø wefel” med sig hjem til Sandvig.

Om mandagen blev lemmen og brædderne i murens rustkammer opbrudt under retsmødet af Niels Jørgensen med Jens Hansen som tilskuer. Aftenen efter retsmødet og efter folk var gået i seng mødtes de i ølkammeret, hvor de drak på at de i løbet af natten ville befri Hans Hansen. Jens Hansen blev lovet 50 slettedaler, som Hans Svendsen skulle betale, for at hjælpe til.

Om aftenen gav de 3 (Jens Hansen, Hans Nielsen og Niels Jørgensen) sig mod slottet på heste. Nedenfor slottet bandt de deres heste og fra den tørre vold ved Blommetårnet kom de ind i slotsgården. Hans Nielsen blev stående i kålhaven. Jens Hansen og Niels Jørgensen gik op gennem kælderen, lemmen og siden rustkammeret til kammeret, hvor Hans Hansen sad. Døren blev opbrudt ved at ødelægge ”Marnen” (dornen) hvor i låsen sad. Derefter tog de samme vej tilbage, Hans Nielsen tog Hans Hansen op på sin hest og red tilbage til Sandvig, for derefter at fortsætte til Jens Hansens gård i Olsker. Da det var blevet lyst, måtte de vente til den næste aften, hvor Peder Michelsen kom og hentede Hans Hansen.

Medens de ventende på næste aften, spurte Peder Michelsen og Jens Hansen Hans Hansen, hvordan det var lykkedes dem at få livet af ”raske” Henrik Nielsen. Hans Hansen fortalte dem, hvad der skete om natten mellem den 9. og 10. juli: Hans Hansen, hans tjenestedreng Laurids Jensen og Hans Nielsen gik i klipperne og ventede på Henrik Nielsen. Da han ikke dukkede op besluttede de ud på natten at gå mod Allinge for at se om han stadig var der. Da de nåede til den yderste Strand Løkkehjørne mødte de Henrik Nielsen. Hans Hansen slog ham i hovedet med en økse, så han gik i knæ. Da han ville rejse sig op igen, slog Laurids Jensen ham bagfra i hovedet med sin bøsse, så han faldt sammen og rørte sig ikke længere. Derefter tog Hans Nielsen ham i klæderne og sammen med Hans Hansen og drengen slæbte de ham ned til en båd, hvor de bandt et kabel omkring livet på Henrik Nielsen. I kablet bandt de en stor sten. Hans Nielsen og Laurids Jensen roede ud på havet og sænke ham i.

En gang tidligere havde Hans Nielsen og Hans Hansen villet skyde Henrik Nielsen. Begge havde deres bøsser med sig, men da Hans Hansen havde stødt sin bøsse mod jorden, gik den af og kuglen gik gennem hans hår. Dette havde Hans Hansen opfattet som et varsel og opgivet deres forehavende.

Jens Hansen spurte Hans Nielsen om han ikke huskede, at han var til stede mikkelsaften (10. november) da Hans Svendsen gav ham 20 slettedaler. Det huskede Hans Nielsen ikke. Derimod Spurte Hans Nielsen Jens Hansen om han ikke havde ligget i jern efter tilfangetagelsen efter afsløringen af Hans Hansens flugt? Han mente ikke at hans vidneudsagn kunne være gyldigt og at han måske tilmed havde blivet fri for straf for at vidne mod Hans Nielsen?

Derefter sluttede tinget for at blive genoptaget næste ting 8 dage kl. 8.

Pag.151a – 2. december 1695

Ting ved den beordrede dommer Anders Pedersen og skriveren Peder Ovesen.

Berild Clausen læste udrag fra Landsretsdommen 30. oktober mod Hans Hansenog indførte dem i tingbogen.

Førts to vidneudsagn der fortæller om Hans Hansens tjenestedrenges rømning: Et fra Borbygaard i Skåne fra 19. september 1695, hvor Jørgen Pedersen på 14-15 år, fortalte hvordan han, sammen med Laurids Jensen, var rømt fra Bornholm i deres hosbondes båd og Giese Hans Jørgensens mast og sejl. De havde fået proviant i en sæk af Hans Nielsen.

Det andet tingsvidne af magister Krabe i Simrishavn fra den 22. september, der fortæller at de to drenge var ankommet dertil for 6-7 uger tidligere. De var blevet arresteret og ført til generalleutnanten.

Dernæst afhørte Berild Clausen arkelimester Peder Michelsen fra Rønne. Han får at vide af Lene Nielsdatter i Hasle at Hans Hansen var befriet og at han var hos Jens Hansen i Olsker. Her fik han at vide den samme historie af Hans Hansen om hvordan Henrik Nielsen blev dræbt og dermed bekræftede hvad Jens Hansen havde fortalt på forige ting.

Peder Michelsen fortalte at Anne Marie Hans Nielsen to gange havde bedt ham om at hjælpe med at befri Hans Hansen, samt at hun havde bedt Hans Svendsen om at betale ham 10 slettedaler for. Senere havde Hans nielsen lovet Jens Hansen og Peder Michelsen i alt 100 slettedaler for det.

Peder Michelsen fortalte også Hans Nielsen ønskede at Hans Hansen skulle befries inden Berild Clausen kom tilbage fra Skåne.

Første gang det var på tale at befri Hans Hansen var 2-3 uger før den egentlige udfrielse og de lagde råd for aktionen hos Hans Svendsen. Hans Svendsen havde leveret stor stang og en jernbolt. Men Jens Hansen og Peder Michelsen havde opgivet og leverede stang og bolt tilbage til Hans Svendsen.

Søndagen derefter var kom Jens Hansen til Rønne og sagde at det nu hastede at få Hans Hansen befriet. Peder Michelsen kunne dog ikke, da det var midt i høsten. Tirsdagen efter kom Hans Nielsen til Rønne og bad ham om at udføre arbejdet om natten. Derefetr om lørdagen den 21. september kom der bud fra Hans Svendsen at han skulle komme ud til ham om tirsdagen. Hos Hans Svendsen leverede ham en klofod og en tang, som han red op til slottet (ålekistedammen) for at vente på Jens Hansen, som dog ikke mødte. Derfor red han tilbage med uforrettet ærinde.

Hans Nielsen spurte de to Jens Hansen og Peder Michelsen om de havde set ham være med til at myrde sin broder, hvilket de begge jo ikke havde. Jens Hansen fortalte derefter, at da han red tilbage med Hans Hansen fra Slottet, havde Hans Hansen fortalt om mordet uden at Hans Nielsen havde benægtet det.

Kaptajn Anders Laursen blev spurt om hans erfaring om sagen. Hans svarede at Hans Nielsen må være med i mordkomplottet mod Henrik Nielsen. Det samme mente Knud Michelsen, Christopher Henrichsen, Beril Johansen af Sandvig, Hans Jensen, Peder Larsen, Michel Sørrensen oc Hans Jensen Skomager af Allinge.

Pag.154b – 9. december 1695

Den forordnede dommer Anders Pedersen og skriveren Peder Ovesen.

Berild Clausen bad om at afhøre Anne Marie Leopoldidatter, men hun var ikke mødt trods stævningen, da hun endnu lå i barselsseng og havde endnu ikke været i kirken efter sin fødsel.

Hans Nielsen bad om at, hvis der skulle føres rettergang mod hans hustru, skal hun havde en forsvarer.

Berild Clausen fik et brev som blev fundet i Henrik Nielsen indskrevet i protokollen. Brevet er udateret med skrevet af Henrik Nielsen og omfatter et anklageskrift mod Hans og Peder Nielsen. De to brødre havde slået og truet ham og hans hustru da de bragte mad ud på marken til deres høstfolk under den den forige høst. Da de efter forbøn fra Lars Gumløs, præsten og deres søster var mødt for at forliges i deres deres salige fader Niels Jørgensens hus med Hans, og Peder Nielsen samt Hans Nielsens hustru var de blevet mødt med vold og trusler på livet, ja endnu med slag og spark og knivdragelse endnu i præsten og Lars Gumløs overværelse. I brevet nævner Henrik Nielsen at han ville føre æressag med dem.

Endvidere citerede Berild Clausen pg 107-111 i Landstingsdommen mod Hans Hansen fra den 30. oktober om sergent Christen Nielsens fundne breve fra den 29. og 30. august fra Hans Hansen til Hans Nielsen.

Med disse breve mente Berild Clausen at have bevist at Hans Nielsen var interesseret i at få Hans Nielsen ud af sit fængsel og ville have hans Nielsens mening om dette. Hans Nielsen mente det var unødvendigt, da det ikke beviste noget som helst om hans deltagelse i mordet.

Hans Nielsen lod med sine kaldsmænd Rasmus Pedersen og Niels Bendtsen indstævne Elisabet Henrik Nislen og hans lauværge, samt Torne Svend og hustru at fortælle deres sandværdige historie.

Retsmødet blev udsat til næste morgen kl. 9

Pag.157b – 10. december 1695

Berild Clausen fremlagde et afsnit af Landstingsdommen mod Hans Hansen, som tjente til oplysning i sagen mod Hans Nielsen (Pag 70), nemlig afhøringen af Hans Hansens tjenestepige Bodil Hansdatter om bøssen i krobhuset og om hvordan Hans Nielsen i alle tider havde været uvenner med Henrik Nielsen (pag. 72-76)

Berild Clausen spurte Hans Nielsen om hans færden den 9. juli. Hans Nielsen svarede at han havde været i Rønne og var kommet hjem kl. 5, Da han kom var Hans Hansen, Laurids Nielsen Gummeløs og Anders Hansen fra Hasle i huset. De hentede Knud Michelsen, da han havde samme ærinde som de andre, nemlig et redskab som var på samme skib på vej til dem. De begyndte at spille kort og fik mad inden solen gik ned. Derefter gik Hans Hansen sin vej for at gå sin hustru i møde, som havde været i Allinge for at købe boghvedegryn af de skånske søfolk.. Hans Nielsen havde gået en tur op på vangen og kom lidt efter tilbage, da havde han mødt Laurids Nielsen gomløse, Anders hansen, Hans Hansens kone og hans egen kone udenfor huset. Det var ved at brive mørkt og de gik ind i huset for at gå i seng.

Berild Clausen spurte Hans Nielsen hvorfor han ikke havde hjulpet Henrik Nielsen i den svære situation hun var i, men i stedet havde kaldt hende for en hore på retsmødet. Hans Nielsen havde intet at beskylde retten for, skønt han havde ladet et ord falde til Lisbet Henrik Nielsen.

Fra pag. 81 i landretsdommen citeredes Ole Lauridsens vidne om at han havde blevt tilbudt 16 slettedaler for at slå Henrik Nielsen i hjel og at han ikke havde turdet sige sandheden under de første afhøringen på grund af trusler. Endvidere at han havde fortalt at Hans Hansens tejenstefolk var blevet betalt af Hans Hansen og Hans Nielsen for at rømme.

Endvidere blev pag. 86 og 87 med afhøringen af Svend Jensen Torne refereret, hvor han af Laurids Jensen bliver budt 50 slettedaler for at hjælpe med at slå Henrik Nielsen i hjel. I vidneudsagnet fortalte han endvidere hvordan hans hustru var blevet truet til at tie stille ellers ville hun bleve slået brun og blå. Hans Hustru havde derefter bedt sin mand om ikke at fortælle at han vidste om Hans Hansen og Hans nielsens forehavende.

Berild Clausen mente at Hans Nielsen var med ved mordet på sin broder og skulle dømmes til at miste sit liv. Hans Nielsen mente ikke at han det var bevist, at han var morder, men beskyldningene mod ham bygger på ham mod ham.

Hans Nielsen spurte sin tjenestepige Maren Pedersdatter om han ikke lå i sin seng, den aften som Henrik Nielsen blev dræbt. Hvilket hun bekræftede. Desuden blev hun spurt om de rømte tjenestedreng fik mad i huset før de rømte. Tjenestepige sagde, at hun ikke havde set drengene ej heller at de fik en sæk med sig, da der blev holdt regnskab hermed.

Berild Clausen spurte tjenestepige om hun sov i stuen, således hun var sikker på at Hans Nielsen lå i sin seng. Dette kunne pigen ikke bekræfte, da hun lå i pigekammeret og sov.

Hans Nielsen førte derefter sin anden tjenestepige Marie Hansdatter om det samme. Men da pigen lå i samme seng i pigekammeret som Maren kunne hun ikke være sikker på at Hans Nielsen lå i sin seng.

Dommeren bad om at Hans Nielsen og hans hustru Anne Marie på næste ting skulle føre alle oplysninger de kunne til næste ting 8 dage.

Pag.162a – d. 23. december 1695

Det planlagte ting mandag den 16. december måtte aflyses på grund af sne og dårligt vejr.

Hans Nielsen bad om at få oplæst et vidneudsagn fra Hasle byting d. 13. november, hvor Cortirmester Laurids Jensen ændrede sit udsagn om, at Niels Jørgensen sad sammen med skriveren Per Ovesen og drak brændevin i hans hus, sammen med andre godtfolk. Hans Nielsen mening var at så usikkerhed om Niels Jørgensens vidneudsagn vedr. hvor han var på forskellige tider og slet ikke hvis han sad i fængsel og selv var anklaget.

Hans Nielsen mente at han havde bevist, at han var hjemme i sit eget hus, da Henrik Nielsen blev slået ihjel. Berild Clausen havde kun sandsynliggjort, at han ikke var der, men ikke bevist, at han var væk.

Hans Nielsen kommer med en længere forsvarstale om, at han havde haft urimelige forhold. Berild Clausen havde fået underkendt hans sikkerhedsstillelse og sat ham i fængsel, til trods for, at han aldrig havde gjort noget mod øvrigheden hverken med ord eller gerninger. Hans Nielsen anklagede Berild Clausen, at have tinget med indsatte i fængsel om at vidne mod Hans Nielsen. Hans Nielsen har måtte høre på disse vidner og ikke kunnet forsvare sig, men måtte opholde sig i et uhømsk fængsel, således at han ikke selv ved hvad han tænker og siger. Han beskylder Berild Clausen at føre hævntogt mod ham og hans hustru for at berige sig selv og det selv om han sidder på landets bedste vornedgård Bjørnegård i Klemensker.

Hans Nielsen siger at han havde bedt om at få de to tjenestedrenge sat fast for mordet på Henrik Nielsen, men at Enken ville ikke, hvilket kan forklares ved at de jo intet gods havde, som de kunne berige sig med. I stedet angreb de en ærlig mands næring med rettergang. Nu var han blevet forliget med enken, som er indført i tingbogen, og han mener nu, at han bliver forfulgt af Berild Clausen.

Berild Clausen vil ikke forsvare sig mod Hans Nielsens beskyldninger, men henholder sig til at han er blevet beordret af øvrigheden til at være anklager og enkens fuldmægtig.

Berild Clausen afviser påstanden om at han havde tvunget vidner til at vidne mod Hans Nielsen. Hans Nielsen svarede, at så vidt han kunne se ud af tingbogen, var Ole Larsen, Bodil Hansdatter og Torne Svend Jensen sat i fængsel efter første afhøring og at han ikke selv har kunnet komme til at afhøre dem på samme måde som Berild Clausen. Endvidere mente Hans Nielsen, at vidnet som Ole Larsen, som var løsgænger, ikke var til at få fat på, uden at have en fuldmægtigt, der kunne føre ens ret. Berild Clausen kunne derimod opsøge vidner i husene og forhøre dem og frygte at de bliver arresterede, hvis ikke de fortæller, hvad der ønskes af dem.

Hans Nielsen ønskede at stævne Ole Laursen og Kirstine Svend Jensen for falsk vidnesbyrd, hvilket skete ved hjælp at byfogeden Jens Andersens begæring af 17. august 95. Endvidere ønskede Hans Nielsen at få sergent Christen Nielsen afhørt med en mistanke om at sedlerne ikke var skrevet af Hans Hansen med af Berild Clausen. Endelig søgte Hans Nielsen atter om at blive fri for fængsel med kaution og borgen.

Berild Clausen frafald og svare på Hans Nielsens anklager, som han mente blot var udflugter og at sagen var så fuldkommen, at det ikke kunne komme på tage at nogen stille kaution for ham. Han og enken ønskede at der nu skulle falde dom i sagen.

Dommeren konstaterede at der nu var gået 6 uger siden kald og varsel og ville ikke tillade, at der skete nye vidneafhøringer, og his parterne ikke havde yderligere at forelægge, ville han og de 8te stokkemænd dømme.

Anne Maria Hans Nielsens indlæg i retten blev fremlagt og påskrevet.

Dommen er klar mht. Hans Nielsen og Anne Maries skyld i befrielsen af morderen Hans Hansen. De to er den primære årsag til Hans Hansen kunne flygte fra sit fængsel og derved undrage sig den fortjente straf. Landsdommeren havde den 13. november arresteret Hans Nielsen til denne sag var belevet undersøgt grundigt, hvilket Berild Clausen på enken vegne ført adskillige vidner.

Haagen Jacobsen af Sandvig og hans kammerets vidnesbyrd om, at Anne Marie havde forsøgt at købe deres båd for at tjenestedrengene kunne rømme i den, var et bevis på, at det var en bevidst handling for at kaste skylden på de to drenge, for derved at Hans Hansen og Hans Nielsen kunne forblive umistænkte.

Afhøringen af Hans Hansens tjenestepige Bodil Hansdatter vidnede at Hans Nielsen hentede Laurids Jensen på mordnatten og at drengen Jørgen havde sagt fortalt at Hans Nielsen var med Hans Hansen og Laurids Jensen på mordstedet. Endvidere synes det klart, ved den anden piges vidneudsagn, at de to drenge havde spist hos Hans Nielsen, den dag de rømte.

Konstabel Niels Jørgensens og Jens Hansens vidneudsagn om Hans Hansens flugt beviser at Hans Nielsen var hovedmanden i flugtplanerne, samt har deltaget aktivt i den. Anne Maries del i flugten synes også klart bevist i disse to vidners forklaringer.

Jens Hansen og arkelimesteren Peder Michelsens vidneudsagn om Hans Hansens beretning om mordets udførelse, hvor Hans Nielsen var en aktiv part heri. Det synes også evist, at der havde været tidligere mordplaner, samt at der var blevet lovet adskillige pengesummer til folk for at hjælpe med mordet.

Henrik Nielsens brev til Hans Nielsen (en kaldsseddel) som blev fundet i hans hus efter mordet, er et bevis på at der var store stridigheder imellem dem, og at Hans Nielsen havde truet ham på livet.

I vurderingen fremgår det at hans Nielsens vidner ikke har værdi, da ingen kunne sige ham fri for at kunne have deltaget i mordet.

De to medvirkende ved udfrielsen af fangen Hans Hansen tages som trolige vidner og da Hans Hansen havde berettet om mordet i Hans Nielsens påhør uden at han havde taget afstand fra forklaringen, bekræfter ydermere Hans Nielsens skyld i sin egen broders drab.

Dommeren kunne ikke bifalde Hans Nielsens forklaringer og kunne ikke anderledes dømme Hans Nielsen som være Henrik Nielsen stimand efter lovens 6 bog 9 kapitel og 12 artikel. Hans boslod tilfalder kongen og resten til den dræbtes arvinger efter at gælden er fratrukket.

Hans Nielsens hustru Anne Marie er medskyldig i de to drenges rømning, samt at have taget aktiv del i morderens Hans Hansens flugt fra fængslet. Hun dømmes til anbringelse i spindehuset på livstid, samt at miste sin boslod til kongen efter alt gæld er fradraget.

Pag.169a – 3. februar 1696

Hans Jensen Bistrup overtager hvervet som dommer i Hasle byting, Nørreherreds ting og Hammershus birketing efter ordre fra viceamtmanden Christian Tuxen, dat. 17. januar 1696. Skriver Peder Ofuesen og stockemændene Henrich Nielsen, Poul Sørensen, Johan Jørgensen i stedet for Jacob Madsen, Michel Sørensen, Jørgen Jørgensen, Evert Aretsen, Niels Hansen, Rasmus Persen.

Laurids Nielsen Gummeløs af Hasle indstævnede Jørgen Jørgensen i Sandvig til næste ting.

Laurids Gummeløs spurgte Jørgen Jørgensen i Sandvig om han havde hørt Suend Ternø love en lille lax for at han måtte bruge Hans Nielsens båd og garn.

Laurids Gummeløs bad på Hans Nielsns vegne (somm sidder i Rønne Arrest) at få udskrift af dommen over Hans Hansen.

Der valgtes 4 taxatorer: Tor Jørgensen fra Allinge som formand, Peder Larsen af Sandvig, Hans Aredsen, Christopher Hansen

Pag. 1701 – 20. april 1696

Jacob Lorrensen birkefoged og Peder Ovesen skriver. Stokkemændene: Anders Laurids for Michel Sørensen, Poul Sørrensen, Jacob Madsen, Mons Christensen af Allinge. Jørgen Jørgensen, Evert Aretsen, Niels Hansen, Rasmus Pedersen af Sandvig.

Kgl forordning 4. og 21. januar oplæstes – ellers intet af ordne.

Pag.170a - 27. april 1696

Jacob Lorendsen, skriver Peder Ofuesen. Stokkemænd: Af Allinge: Michel Sørensen, Poul Sørensen, Jacob Madsen, Mons Nielsen for sin broder Henrich Nielsen. Af Sandvig Jørgen Jørgensen, Evert Aritsen, Niels Hansen, Rasmus Pedersen,

Peder Nielsen borger af Hasle på sin broder Hans Nielsens vegne stævnede Lisbet Henrik Nielsen og hendes prokurator Berild Clausen i Sandvig til at påhøre et vidnesbyrd fra Jørgen Jørgensen om at forskellige forhold under birketingets afhøringer i forbindelse med anklagerne og domsafsigelse.

Om Svend Ternø havde fisket med Henrik Nielsens båd og hans vidneafhøringer var præget af hadet til Hans Nielsen.

Om der var sat vagt på fiskerbådene på stranden i Sandvig efter drengenes forsvinden den 27. juli og under Hans Hansens flugt fra Hammershus.

Om det ikke var rigtigt, at Hans Nielsen og de andre søskende – nemlig Peder Nielsen, Leene Hr. Poul Anchers og Laurids Nielsen Gummeløs paa sin hustrus Anne Dortes vegne havde tilbudt at føre sag på birketinget med ønsket om at finde Henrik Nielsens banemand. Da Peder Nielsen havde sagt dette i retten sagde enken, der var tilstede på birketinget: ”Gud bedre mig, Jeg haver taget Eder alt for meget i Raad”

Peder Nielsen stillede forrige års stokkemænd spørgsmål om at der var afgivet lovligt ed af de afhørte vidner:

Om ikke Sidsele Jacob Ibs på Birketinget skulle have grædt og svoret at hun intet viste om Hans Nielsen.

Om hvem der opbevarede birketingbogen.

Tydeligt fornærmet var sættedommeren Anders Pedersen Fyn kommet til tinget for at forsvare sig mod beskyldningerne om at birketinget ikke havde gjort deres arbejde ordentligt nok. Han forsvarede stokkemændene og at det ikke lignede noget at stille deres arbejde i dårligt lys.

Citat: ”Anders Pedersen kom frem for retten og angaf at som hand udi et breuf for sin Egen Person var hidkommen til Byen, og hand imod forhaabning fornam, at der blifue ført vidnesbuird imod ham der foregich ham her indfor Retten, og derfor beklaget sig mod formening at hand her til burdt haft kald og varsel, saa suntes hannem og, det icke at kunde passere, at de 8te med doms mænd som til Hammershus Birketing, hafue med været at dømme imellem afgagne Henrick Nielsens encke, og Hans Nielsen nu blifuer examineret og tilspurt ligesom videre bag paa deres egen dom, efter som de ere Simpel, og eenfoldige, dog Sandrue Mænd som latterlig ved slige vitløftige Spørgsmaal fra deres gode veed og Sandhed imod deres egen Dom. Maaske maate forleedes, huilket Dommeren tienslig fremdelis, og till spurte sætte dommeren nu her for Retten bmt. 8te meddombsmænd, om de icke endnu tillige med hannem vedstaaed dend dom som de hafyer gifuet imellem Hans Nielsen og Henrick Nielsens Encke, hvor til de andre med doms mænd eendregtelig suarede Ja, at den samme dom som de og hafuer forseglet i allemaade vedstaar som de og til Landstinget giort have.”

Hans Nielsen sad i arresten i Rønne og var på vej til København, da dommen skulle prøves ved højesteret. Stokkemændende var indkaldt som vidner og Berild Clausen skulle høres i sagen.

Pag. 172b – 4. maj 1696

Jacob Lorentsen birkedommer og Peder Ofuesen som skriver. Stokkemænd Af Allinge: Anders Laursen i stedet for Michel Sørensen, Poul Sørensen, Johan Jørgensen for Jacob Madsen, Henrick Nielsen. Af Sandvig: Laurids Kempe for Jørgen Jørgensen, Ernst Eretsen, Niels Hansen, Rasmus Pedersen.

Provt Poul Ancher var på tinget og lod læse og påskrive en panteobligation udsted af viceamtmand Christian Tuxen og amtskriver Hans Henrick Shor.

Pag. 172b – 11. maj 1696

Lisbet sal. Henrik Nielsen og hendes lauværge Berild Clausen havde indstævnet Hans Nielsen og Anna Marie for at modbevise, at der ikke var sket fejl i stævning af Hans Nielsen i mordsagen. Hans Nielsen og Anne Marie havde anket landstingssagen til højesteret, netop med argumentet om, at de ikke havde fået en retfærdig dom. Deres anke var, at indstævningen ikke var retsgyldigt, da de ikke havde fået præciseret hvad anklagen gik ud på.

Hans Nielsen kunne ikke møde i retten, da han var sendt til København. Anne Marie, der sad i arrest, men var til stede i retten, afslog sig med at svare, da hun ikke havde en værge, der kunne svare for hende. Berild Clausen mente, at hendes mands bror Per Nielsen fra Hasle havde bemyndigelse til at svare på hans Nielsen og hendes vegne.

Hele sagen drejer sig om formalia og da indstævningen til dagen sting ikke var blevet stævnet på korrekt stemplet papir, afviste birkedommeren sagen. (Er transskriberet)

Pag. 174b – 27. Juli 1696

Birketinget kunne ikke afholdes, da stokkemændene ikke var mødt (Måske fordi det er dagen før Hans Nielsens henrettelse?).

Anders Pedersen Fyn, Byfoged i Svaneke og skriveren var mødt, samt Anne Catrine Leopoldi – altså Hans Nielsens svigermor) som var stævnet til at vidne om, hvad der var af værdier i hendes og hendes afdøde mands bo inden Hans Nielsen blev gift med datteren.

Pag. 174b – 3. august 1696

Jacob Lorentsen birkefoged og Peder Ofuesen skriver.

1. Fuldmægtig Gregers Christensen mødte i retten på Anne Catrine sal. Leopoldus vegne og stævnede Elisabet sal. Henrik Nielsen og hendes lauværge Berild Clausen. Hensigten med stævningen var at bevise, hvad de ejede inden den nu henrettede Hans Nielsen blev gift med Leopoldus datter Anne Marie. Hans Nielsen bo var blevet opgjort og fordelt mellem kongen og Elisabet sal. Henrik Nielsen og hensigten var at påvise fejl i skiftet, således at både kongen og Enken Elisabet blev snydt.

”Gregers Christensen fuldmegtig paa Anne Catrine sal. Leopoldus vegne angaf at det ey var fuldmegtigens Gregers Christensens tanke formedel Vidnedsbyrdene, at hindre huad Kongens Bord kand til komme, ey heller Enckens Lisabet Henrick Nielsen fordring som hende efter høyste Rettens dom kand tilkomme, men vil den fattige Encke Ane Catrine Leopoldus til sin Ret forhielpe ved Rettens Midler, paa det at hendis Midler saa vit det kand verre, maatte vidis, Hans Nielsens gods foruden, oc der for efter paaskrefne vidnesbyrd er tingsvidne begieredis.”

Følgende blev indkaldt til afhøring: Knud Michelsen, Niels Hansen, Rasmus Pedersen, Per Rasmussen, Pouel Hermand Joensen alle af Sandvig. Niels Hansen, Jørgen Persen, Niels Jensen, Diderich Smid af Allinge,- Samtlige vidnede om Leopoldus gods inden hans datter blev gift med Hans Nielsen.

Leopoldus boede med sin kone og 2 døtre i Sandvig og havde et stuehus, tværgående køkken og haveplads. Hans dyrkede lidt jord og havde får og svin. Samtidig oplystes at de havde kro ved Hammershus. Leopoldus beholdt huset efter han blev overført med garnisonen til Christiansø (1684). På et tidspunkt bliver han syg med han beholder sergentgagen et ½ års tid. Da han døde var datteren Anne Marie gift med Hans Nielsen. Det var Hans Nielsen, der betalte hans begravelse i Allinge kirke. Ingen af vidnerne kunne fortælle hvem der betalte deres skatter.

Vidnerne kunne fortælle at Leopoldus gods var blevet registreret i forbindelse med (Otto) Mauritsens sag. (Han var statsfange på Hammershus fra 1678, var i live i 1682, et enkelt sted menes, at han døde i 1689, hvilket vist er forkert!)

Knud Michelsen fortalte at Anne Catrine sal. Leopoldus rejste til Lübeck i april maj 1695 og skulle have 60 af de 160 sdr. som Hans Nielsen skyldte hende, med på rejsen, men at datteren Anne Maria ikke kunne betale hende.

Kroen var drevet af Anne Catrine Leopoldus og hendes datter Anne Marie

2. Anne Catrine Niels Jørgensen af Sandvig stævnede Elisabeth Henrik Nielsen. Sagen omhandlede et stykke jord i Piberlycken, som Niels Jørgensen skulle have købt af Hans Nielsen, men som han ikke havde fået skødet på. Han havde givet 20 sdr. som han havde fået af sin svigermoder Anne Catrine Leopoldus. Jorden var nu overgået til Elisabeth Henrik Nielsen og Anne Catrine forsøgte nu at få det tilbage. Niels Jørgensens bo var blevet opgjort i forbindelse med hans forbrydelse og Berild Clausen påpegede, at det burde have været registreret ved dette skifte. Niels Jørgensen skulle have 2 stykker jord, en i Piberlycken og Valborg Torn.

Fol. 179a – 10. august 1696

Ingen ”frehenterede” da dommeren spurgte om der var nogen der havde noget at forrette.

Fol. 179a – 24. august 1696

Jacob Lorensen birkedommer og Peder Ofuesen skriver.

2 kgl. forordninger blev oplæst:

23. maj 96 om afsatte præster ikke måtte forrette tjenester på landet eller i København.

9. juni 96 om rettens betjentes arbejde vedr. kongens rettigheder.

Diderick Nielsen Smid oplæste og påskrive en skrivelse til Amtsskriveren vedr. Hans Henriksens udgivne obligation på 32 Rdl. Med pant i Piberlycken dateret 15. juli 96.

Laurids Nielsen Gummeløse af Hasle stævnede Lisbet sal. Henrik Nielsen om sin hustru arvepart efter Niels Jørgensen på gård og jord i Sandvig Vang

Pag. 179b – 30. august 1696

Anders Pedersen fra Svaneke på skipper Suend Staubech, Københavns vegne stevnede Elisabet sal. Henrik Nielsens vegne for nogle planker og deeller som han havde indlagt hos hende og som hun nægtede at udlevere, da hun mente at Skipperen skyldte hende penge.

Desuden havde Anders Pedersen 38 tylter planker indlagt hos hende og som var leveret af Skipperen. Hvis der manglede nogle skulle hun betale 12 rdl. Tylter, hvilket landstinget tidligere havde dømt i en sag mellem Skipperen Suend Staubech og Peder Monsen i Risbye, og Jens Mansen i Aarsdale.

Lisabet var også stevnet til at betale den gæld som hun skylder skipperen Svend Staubeck, nemlig for 2 jernkakkelovne til værdi af 21 sdl, samt én kakkelovn som skulle stå i hendes stue, et stort parti brendeveed til er værdi af 16 rdl, 6 store stillids bjælker for a 2 sld. Er 12 sld. Hun skulle også have beholdt hans køkkentøj værdi 5 sdl..

Alt sammen var kvitteret af Henrik Nielsen i skipperens bog, som var blevet væk under en stranding ved Præstø. Dernæst skylder hun for 2200 ege nafler (navler!) af en værdi 100 for 1 rdl, hvilket var 22 Rdl.

Elisabet svarede selv, da hendes lauværge Berild Clausen ikke kunne være til stede. Hun ville ikke frigive træet før hun fik betalt 30 rdl. Som hun mente Skipperen skyldte hende. Endvidere ville hun kræve 1 rigsort for hver dag og nat som skipperen havde boet i hendes gård. Endvidere mente enken at Anders Pedersen ikke kunne bevise at skipperen havde indlagt så mange tylter, som påstået..

Enken vedgik at hun havde handlet med skipperen og at hun skyldte ham noget, men at det måtte vente til hendes lavværge kunne møde i retten på næste ting. Dette blev indført ved forslag af Mogens Clausen.

Mht de planker som Anders Pedersen havde opmagasineret hos hende, mente Anders Pedersen at enken havde solgt 1½ tylt til holtsførsten Hans Christensen, 6 stykker til Hans Hansen på Hollegård i Olsker, 5 stykker til Mons Madsen i Lynggården. Mogens Clausen svarede på enkens vegne, at Anders Pedersen måtte bevise denne påstand, hvilket han lovede til næste ting.

Anders Pedersen fra Svaneke og Ole Nielsen fra Rønne gjorde krav på 17 sld. efter Henrik Nielsens skiftet. Som pant havde Elisabet giver et stykke jord kaldet Arest Vang i Sandvig. Hvis Anders Pedersen ikke fik sine penge ville han sælge sin part af vangen. Enken Elisabet ville ikke have at han solgte og at der havde gået 9 måneder skyldtes at høsten var meget dårlig. Hun ville give ham penge til næste ting.

Laurids Nielsen Gummeløs fra Hasle stævnede Lisbet sal Henrik Nielsen. Da Berild Clausen ikke var til stede, lod enken Mogens Clausen svare for hende. Laurids Gummeløs fordrede penge ud af den gård hun bor i og den tilliggende jord. Da børnenes værger (det må være Henrik og Elisabets børns værger) var tilstede gav dommeren Gummeløse lov til at føre sagen uanset Berild Clausen ikke var til stede. Det var uafsluttede afregninger efter arkelimester Niels Jørgensen, der døde i 1693. Hartvig Villumsen fra Allinge vidnede, at han havde hørt at Henrik Nielsen havde sagt i sin stue, at han havde udredet alt til Hans Nielsen, en del til provsten og Per Nielsen, men at han manglede Gummeløses del. Mogens Clausen mente at Gummeløse skulle bevise dette med ”død mands hånd og Segl”

Knud Michelsen vidnede at han i april måned 1695 havde været sammen med Henrik Nielsen og Hans Nielsen hos sal. Hans Jørgensen. De delte en halv tønde øl. Henrik og Hans kom i klammeri, så Hans gik hjem. Senere kom Hans Hansen ind til dem i huset og Henrik havde sagt til Hans Hansen at han og hans broder i morgen skulle ”Vise kugler” – det må betyde duellere. Henrik havde sagt ”det kand verre ligge gaat, blife ieg død, da har min quinde inted merre at betalle efter min død end 100 Rdl – di 100 rdl til Hr. Anders paa Christiansø, oc di 50 sdl til min svoger Laurs Gummeløs”

Knud Michelsen fortalte også at Henrik Nielsen altid beklagede sig når skatterne skulle betales, fordi han skyldte sin svoger så meget.

(Herfra er teksten transskriberet)

Knud Michelsen fortalte at Henrik Nielsens moder Margrete sal. Niels Jørgensen flyttede til Lars Gumløs i Hasle da hun blev gammel. Hun havde midler – måske 500 rdl., men han vidste ikke hvor hendes midler blev af, fordi han netop var i København sammen med Henrik Nielsen og Lisabet, da hun flyttede til Hasle.

Skriveren Peder Ovesen blev forhørt. Han havde været sammen med Lars Gomløs og Henrik Nielsen fastelavn i 1695 i Hasle og at da havde Henrik sagt at han skyldte 57 sdr. og at han betalte renter og et afdrag så han skyldte 50 sdr.

Anders Hansen fra Hasle havde kørt for Lisbet Henrik Nielsen 3 dage efter mordet på hendes mand, da havde hun erkendt at hun skyldte 57 sdr., hvilket hun nu benægtede var rigtigt, og hvis hun havde sagt det, var det fordi hun var konfus efter mordet på hendes mand.

Lene Poul Ancher fremlagde en tre sider skriftlig erklæring, som Lisbet ikke ville tage for at sandhedsvidne, da hun efter Hans Nielsen var blevet henrettet gjorde alt for at ramme hende økonomisk.

Pag. 183a – 19. september 1696

[Transskriberet]

Jens Hansen fra Allinge læste et pantebrev udsted af præsten i Rø Christen Lind på 40 sdr.

På vegne af skipper Svend Hansen Staubæk mødte byfogeden fra Svaneke Anders Pedersen Fyn, samt Mogens Clausen på Lisbet Henrik Nielsens vegne og berettede for birketinget at de var blevet forligede i sagen om de 38 tylter brædder, som der nu kun er 36 af tilbage. Mogens Clausen ville betale for de manglende brædder, samt at de resterende brædder som tilhørte skipperen, skulle opmagasineres hos Jens Hansen i Allinge. Enken skulle betale 2 rdl for opbevaring af brædderne i 9 måneder.

Lisbet sal. Henrik Nielsen at hun ikke kunne betale de 13 sdr. til Anders Pedersen for et stykke jord i Sandvig.

Lars Gomløs forsøgte at få svar på den gæld, som han mente Lisbet skylde ham. Berild Clausen nægtede at svare.

Hans Svendsen fra 2. sl. i Rutsker berettede at Henrik Nielsen gæld til Lars Gomløs var mundtligt blevet transporteret til ham. Altså skyldte Lisbet nu Hans Svendsen de 50 sdr. Berild Clausen sagde, at efter 1 år var denne aftale uden magt.

Poul Ancher stævnede Lisbet sal. Henrik Nielsen for et specielt regnskab udfærdiget i skiftet efter Henrik Nielsens død.

Fol. 184b – 28. september 1696

[transskriberet]

Jacob Madsen i Allinge lod læse en obligation udgivet til præsten i Rø Chresten Lind på 24 sdr. med pant i Kokkeløkken på i alt 8 spr. bygjord og 3 td land havrejord.

Poul Ancher fik indført et regnskab fra skiftet efter Henrik Nielsen, som viste at Lisbet sal. Henrik Nielsen skyldte ham penge. Knud Michelsen førte sagen for Poul Ancher. Berild Clausen mente at indstævning var ulovlig, men når den korrekte stævning blev givet, ville han komme med et modkrav på Poul Ancher og andre. Dommeren krævede af parterne, at de til næste ting ville fremlægge et skriftligt krav på retsgyldigt papir.

Birkefogeden advarede borgerskabet i Allinge og Sandvig at de inden 14 dage skulle ”ringe” deres svin, hvis ikke skulle ”tingbudene en huer udi sin Bye hafuer om, at udquevere oc huilken som befindis uringede, naar inquitistionen skeer skal vere Confisquerede oc til it tegn bag ørene at afskieris, huilket tingbudene hafuer at forrette, oc hos dem at forvare oc mig der om strax ufortøfued til kiende gifue”.

Pag. 185b - 19. oktober 1696

Laurids Nielsen Gomløs i Hasle lod læse et indlæg ang. hans hustru Anne Dorthe Nielsdatters arvepart efter hendes sal. Fader Niels Jørgensen.

Præsten Poul Ancher bad dommeren at kræve Lisbet sal. Henrik Nielsen til at møde i retten og svare på deres mellemværende. Han var stævnet for retten, men hun havde svaret: ”at hun var icke bequem der til, til med sagde hun at hun hafde sin lav Verge som suarede for hende, oc til med sagde at Provsten var hende skyldig oc hun icke hannem! Erverdige Hr. Prousten begierer endnu som til forn, at hun i egen Person til nest hollende Birketing i egen person møder, oc da endten ved gaa eller fra gaa hans pretention”

Pag. 185b – 2. november 1696

Berild Clausen fremlagde i retten Elisabet sal. Henrich Nielsens indlæg "suar og paastand" imod Lars Gummeløs i Hasle, som blev læst oc påskrevet.

Lisabeth Sal. Henrich Nielsen var kommet til retten og ville svare landsprovsten på hans krav, men hun mente, at det var ham der skyldte hende penge, hvilket hun ville gøre krav på til næste ting. Provsten var mødt og ville have sit mellemværende med hende afgjort, men dommeren havde glemt det påskrevne special-regnskab dat. den 28. september, så sagen kunne ikke føres før næste ting.

Pag. 186a – 9. november 1696

[transskriberet]

Landprovsten Poul Ancher ønskede svar fra enken Lisbet sal. Henrik Nielsen om hun ikke var vidende om, at hun skyldte ham pantepenge til i alt 9 sdr. Hvilket Lisbet benægtede. I stedet krævede hun efter et specialregnskab 94 sdr. 2 mk, samt krævede hendes mands arvepart efter sin moder Margrete sal. Niels Jørgensen på i alt 195 rdr. 3 mk og 2 ¼ skilling. Hendes fordringer ville hun ville bevise på næste ting.

Provsten fremlagde et tingsvidne fra 2. oktober 1696 fra Hasle Byting på festensøl og udgifter til Lisbet og Henrik Nielsens bryllup.

Skifteskriveren Henrik Brugmand nedsatte sig som sættedommer efter ordre fra viceamtmanden Chr. Tuxen. Birkefogeden Jacob Lorentsen var part i den følgende sag. De indkaldte vidner gav en kollektiv ed, hvorefter de blev afhørt en efter en:

Christopher Hansen, som var en af de 4 vurderingsmænd, fortalte at da birkefogeden Jacob Lorentsen forrettede skiftet efter Hans Nielsen, krævede Lisbet og hendes lauværge Berild Clausen, at intet måtte fjernes før der var faldet højesteretsdom. Han kunne ikke huske, at birkedommeren havde fået noget traktement af Anne Marie og var blevet ”betalt” ved at blive tildelt en jernkakkelovn. Birkedommeren fik Christopher Hansen til at fortælle, at han ikke var tilstede da skifteforretningen blev oplæst og at han ej hellere var tilstede, da boet blev delt. Endvidere kunne han heller ikke huske, at der blev læst et skrift, som berettede Hans Nielsen til at udtage midler, således, at han kunne føre sin sag både til hjemtinget og til landstinget.

Knud Michelsen fortalte ”dend tid at skifteforretningen blef klargiort, da kallede Byefougden vurderingsmendene til sig tillige med di vedkommende, oc opleste skifteforretningen at en huer kunde høre huad dennem var blefuen tillagt, oc strax gaf dennem lodsedel paa sletpapir eftersom stempled papir var icke tilstede. Da imod stod Berild Clausen oc ey ville nøyes det udleeg som hand paa Elisabet Henrich Nielsens vegne hafr bekommet, oc forbød at ingen skulle tage noget gods bort før end onsdag aften kom, da ville hand forskafe landstingsstefning, oc huis det icke skede da kunde huer tage sit. Da tilspurde enhuer Byefougden, om di maatte tage det dennem var tillagt efter Sedelen, huor til hand suarede Ja.

Birkefougden tilspurte Vidned om hand viste at forklare om der var nogen creditor som nød nogens udleeg, vedtagen disse tuende kongl. befallinger som før er ommelt, saa oc kongl. Mayst Amptskrifuer for sin fordring paa kongl. Mayst. Vegne, saavel som Rettens betiente deris Sallarium. Vidnet suarede at skifteforretningen det noch som udviiser huem der hafr faaed udleeg.

Berild Clausen tilspurte Knud Michelsen som er Byens Leytnant om hannem icke var vitterligt, huem der ophefuede Vagten som stod for Anne Maria Hans Nielsens boe oc gods oc paa huad tid den blef ophefued. Vidned hertill suarede om hans Capitain gaf dem ordre at di icke skulle staa der lenger siden dan dag at skifted var endt er ham ganske ubevist, men blef ophefued samme dag skiftted hafde endt.”

Berild Clausen mente, at indholdet i de to låste kister ikke var blevet medtaget i vurderingen. Anne Marie mente ikke tilhørte boet, men hendes moder. Inden hun blev gift med Hans Nielsen, havde hendes forældre et fuldt bo, med hus og gård. Nøglen til de to kister ville Anne Marie ikke udlevere under skiftet, så den ene kiste blev brækket op ved hjælp at en økse.

Berild Clausen fortalte, at landsdommerens dom af 30. september 96 beordrede alt gods fra Hans Nielsens bo, der var andre tilhørende, skulle være fjernet inden den 19. oktober, hvorefter det resterende ville blive bortauktioneret. Provsten havde hentet sit tilgodehavende allerede den 5. oktober. Berild Clausens kaldsmænd forsøgte at få dommeren til at udstede forbud mod Provsten, men dommeren havde krævet 2 mark for attesten, hvilket Berild Clausen mente var ulovligt. Birkedommeren henviste til forordninger fra 1691 og 1684.

Pag. 189a – 16. november 1696

[transskriberet]

Dommen mellem Poul Ancher og Lisbet Mogens Clausen blev indført i tingbogen. Ole Pedersen fra Hasle begærede en afskrift af dommen på vegne af Poul Hansen. Mons og Berild Clausen ankede dommen til landsretten.

Hans Jensen fra Allinge lod læse en obligation til præsten i Rø Christian Lind på 24 rdr med pant i Hyldeslet og havrejord ved Vangeleddet.

Birkedommeren Lorentsen udbød forpagtningen af maltaccisen for Allinge og Sandvig. Tilbud skulle afleveres på amtsgården i Rønne inden 8 dage.

Pag. 190a – 11. januar 1697

4 taxatorer: Fra Allinge, Hartvig Andersen og Hans Jespersen. Fra Sandvig: Niels Bentsen og Jens Hansen. Opgaven var at ligne og udregne hvad kgl. skat borgerskabet skulle betale.

For årets 1697 valgtes følgende 8 stokkemænd:

Fra Allinge: Mons Nielsen, Anders Nielsen, Hans Jørgensen, Anders Hartvig og Hans Jensen Skomager

Fra Sandvig: Svend Jensen, Bertil Johansen, Christopher Henrichsen.

For maltaccisen valgte Chr. Tuxen borgere til at beskrive borgerskabets stand, næring og brug til at påligne accisen. Det var Tor Jørgensen, Peder Larsen og Erick Hendrichsen fra Allinge og Hans Arridsen, Christopher Hansen og Peder Jensen fra Sandvig. De fik 8 dage til arbejdet.

Pag. 190a – 1. febr. 1697

Kgl. Patent af dato 13 oktober 1696 at indstævninger til højesteret skulle ske inden den 11. marts 97.

Pag. 190a – 29. marts 1697

Oplæsning af Stege by, Møn og Bogøs indbyggeres privilegier af dato 8. december 1696.

Do af kgl forordning om militærets personale, af dato 29. december 1696

Mikkel Sørensen lod læse en obligation udgivet til præsten Christen Lind i Rø på 34 sdr.

Pag. 190b – 21. Juni 1697

Beordret dommer: Sander Andersen som skal dømme i sager vedr. amtskriveren Hans Henrichsen Schor.

Skriver Peder Ovesen. Samme stokkemænd, men Niels Bentsen for Anders Hartvig i Sandvig, Svend Jensen er ikke nævnt.

Kongl mayst. Amtskriver Hans Henrich Schor ved sin tjener Hans Hjort beviste med kaldsmændene Niels Bentsen og Christopher Henrichsen af Sandvig, at Mogens Clausen skyldte amtskriveren i alt 17 sdr. som var transporteret til hans sal. formand.

Endvidere blev Berild Clausen stævnet for en gæld på 34 rdr 4 mk 6 sk. som han skyldte for 10 vd. Gård i Klemensker, samt en dom han fik i højesteret den 5. maj 1694 12 rdr 4 mk 4 sk. Berild Clausen mente at han uretmæssigt var blevet frataget korn. Inddrivelsen af det skyldige beløb skulle være sket ved hjælp af soldaterne.

Jacob Lorentsen, som nu er byfoged i Nexø og Søndre Herreds herredsfoged bad om tingsvidne på, at han ikke havde forment kongens hans bøder etc.

Pag. 191b – 12. Juli 1697.

Beordret dommer Sander Andersen i Hasle

Eskild Nielsen læste sin udnævnelse til birkefoged dat. 8. juni 1697

Amtskriverens fuldmægtig Hans Hjort meddelte at der var indgået et forlig mellem amtsskriveren og Mogens Clausen, således det ikke skulle gives dom.

Vedr. kravet til Berild Clausen på 35 rdr. som han ikke ville vedkende sig og han var heller ikke skyldig i kornet, som han mente amtskriveren selv havde taget betaling for, ved at sende de røde soldater ud og konfiskere det. Han vedkendte sig ikke højesterets dom, da han ikke havde fået en udskrift af dommen. Berild Clausen ville bevise sine rettigheder ved næste ting.

Laurids Gommeløs af Hasle lod tinglyse et forbud til Mogens Clausen om at sælge sal. Niels Jørgensens gård og jord før der var faldet dom i Landstinget, således at han kan få frigivet sin hustrus arv, der står i gården.

Hans Andersen af Egerslycke huuset lod læse et købebrev på et stykke jord på 1 td. Land bygjord kaldet Eggeslycken, udgivet af amtskriveren

Pag. 192b – 26. juli 1697

Birkefoged Eskild Nielsen, skriver Peder Ovesen.

Stokkemænd: Mons Nielsen, Anders Nielsen, Laurids Vefuer for Hans Jørgensen, Niels Hansen for Hans Skomager af Allinge. Bertil Johansen, Christopher Møller, Suend Jensen af Sandvig

Den beordrede dommer Sander Andersen i sagen mellem amtsskriveren og Berild Clausen. Hans Hjort angav Berild Clausens gæld for den 10. vornedegård i Klemensker:

For 1693: Jordebogsrestancer: 4 sdr., smør 1 mk 10 sk, en oxe at holde 4 rdr, En natgiesteri 4 rdr, LB oc Spindepenge 10 sk, ægte og knegtepenge 2 rdr 1 mk 6 sk er for samme år 10 rdr 3 mk 10 sk. Han havde betalt via Peder Michelsen 4 td. Biug så han rester for det år i alt 7 rdr 1 mk 10 sk.

For 1694 nogenlunde det samme. Han havde betalt via Laurits Jensen på Marevad således at han kun skyldte 7 rdr 4 mk 4 sk.

For 1695 skyldte han også jordebogpenge.

Alt i alt for de tre år 34 rdr 4 mk 6 sk.

Berild Clausen ville forklare sig på næste ting.

Pag. 192b – 9. august 1697

Knud Michelsen blev udnævnt som vicebyfoged.

Niels Nielsen paa Bredsensgaard i Olsker indstævnede stykkaptajnen Haagen Michelsen for 3 sdr 4 mk for høstarbejde. Stykkaptajnen var ikke mødt og sagen udsat til næste ting.

Sagen mellem amtskriveren og Berild Clausen: Foruden at skylde jordebogsafgift, rester han i flg. højesteretsdommen 3. november 1694 for kornet til Bolleris og Fougde-engen som var givet ham. Berild Clausen kunne præsentere adskillige kvitteringer og kunne påvise at Peder Michelsen på Duebjerg havde konfiskeret korn og ført det til Ladegården uden at amtskriveren havde registreret det.

Det er en ret indviklet sag, som jeg ikke har kunnet udrede nøjagtigt, men amtskriveren måtte erkende, at Berild Clausen ikke var skyldig i hele beløbet, men at der manglede beviser på en del.

Hans Hjort krævede at der blev udsted dom i sagen på næste ting.

Pag. 194b – 23 august 1697.

Pag. 194b – 6. september 1697

Haagen Michelsen var heller ikke denne dag kommet til retten for at svare på Niels Nielsen krav. Derfor pålagde retten at Haagen Michelsen skulle betale pengene tillige med sagens omkostninger.

Mogens Clausen erkendte overfor retten at han havde solgt og afhendet 1 stolperum hus med have og plads, hvor Pernille Hermands havde boet, til Olle Øbersen.

Olle Øbersen stod frem i retten og vidnede sit borgerskabsløfte om at ville være kongen ”med lif oc gods huld oc Troe, oc suare Byens skatter oc paaleeger sampt Vagt oc tou, udi alle Maader”

Der blev afsagt dom mellem Amtskriveren og Berild Clausen. Det skyldige beløb efter højesteretsdommen den 5. maj 1694 på 50 rdr 10 sk. skal betales på amtsstuen inden 14 dage fra draget det som Berild Clausen kan vise kvittering for. Han skal også betale processens omkostninger. Hvis ikke ville der blive taget udlæg i hans bo.

Pag. 195a – 11. oktober 1697

Intet for retten kom-

Pag. 195b – 8. november 1697

[Transskiberet]

Mogens Clausen førte sag for Lars Hansen, der var barnefødt i Sandvig og nu i kongens tjeneste i København. Lars Hansen krævede en kapital på 12 sdr. og renters rente i 17 år, En kapital som Enert Aretsen havde haft i værgemål. Enerts Aretsen vedstod sig værgemålet, og at kapitalen stod i et stykke jord som kaldtes Syende kildestøkket. Dette stykke jord tilbød han Lars Hansen, men renters rente ville han ikke medgå, da han havde sørget for Lars Hansens klæder, mad og skolegang. Han opremsede hvor meget han havde betalt. Mogens Clausen kunne ikke acceptere udgifterne, hvis der ikke fandtes kvitteringer herfor.

Pag. 196a – 22. november 1697

Mogens Clausen førte sin principal Lars Hansens sag mod Enert Aretsen, der på forige ting havde undslået sig for at betale rente af den kapital som han havde forvaltet. Mogens Clausen mente, at Lars Hansen havde arbejdet for Enert Aretsen, da han var i hans brød. Enert Aretsen mente ikke, at han arbejdede for ham andet end at binde maskegarn. Mogens Clausen spurte om Enert havde udfærdiget regnskab, hvilket han ikke havde. I lang tid havde han spurt til ham om han var levende eller død.

Pantet i jordstykket som oprindelig var 12 sdr. værd blev nu vurderet til 9 på grund af faldende jordværdi. Mogens Clausen indgik forlig med Enert Aretsen mod at Mogens Clausen modtog jordstykket for 9 sdr. til sin principal.

Pag. 196b – 20. december 1697

Vicebyfogeden Knud Michelsen i dommersædet da Eskil Nielsen var i lovlig forretning på hans Mayst.s vegne.

Oplæst kgl forbud mod eksport af alle slags korn af Danmark dat. 2. november 1697

Pag. 197a – 17. januar 1698

Kgl. Patent på hvordan stervbo skal behandles, dat 19. august 1697.

Kgl. forordning om grove morderes straf, dat 16 oktober 1697

Kgl. patent om fremmede studenter, dat. 23. Nov. 1697

De 4 taxatorer blev for året: Berild Clausen og Anders Jensen af Sandvig og Jens Nielsen og Mons Nielsen fra Allinge

Til stokkemænd valgtes:

Fra Allinge: Hans Jensen, Per Larsen, Hartvig Andersen, Hans Jespersen og Hans Andersen.

Fra Sandvig: Niels Bentsen, Peder Hansen og Christopher Hansen.

Pag. 197a – 31. januar 1698

Løuen Gifuersen lod læse et skødebref vedr. 2½ td land havrejord der lev kaldt Hestens Høj, som Mons Christensen som boede i Allinge, og som nu var i kongens tjeneste i København. Mons Christensen havde givet Jacob Madsen i Allinge fuldmagt til at handle på sin vegne, når Løuen Giffuersen havde skaffet stempled papir.

Pag. 197b – 7. februar 1698

En del af borgerskabet påhørte taxatorernes ligning af skatterne. Ingen klagede..

Et skøde på et stykke havrejord som kaldes Hestens høj på 2½ td havrejord givet af Louen Gifuersen i i Løsebech udgivet til Hans Andersen i Egerslycke Huset, dat. 7. febr. 1698

Pag. 197b – 28. februar 1698

Mogens Clausen i Sandvig fremstod og stævnede Anne Marie Hans Nielsen i Sandvig, hendes moder Anne Catrine Leopoldi, samt Niels Jørgensen, Anne Marias søstermand. Angående de tvistigheder der var mellem dem og Mogens Clausen.

Mogens Clausen påstod at Anne Marie og hendes moder bevist ikke havde fået en lauværge, således at de ikke kunne svare på spørgsmål. I stedet mente Mogens Clausen at Niels Jørgensen var kyndig nok til at svare på deres vegne. Niels Jørgensens svarede at han skulle stævnes til sit hjemting, som var krigsretten og ikke Birketinget.

Mogens Clausen fremførte sin påstand, at det stykke jord, som kaldes Valborg Torn, havde han fået for at hjælpe Hans Hansen med at flygte fra Hammershus. Niels Jørgensen agtede ikke at svare på det spørgsmål, men henviste til krigsprotokollen. Og han mente at kongen havde givet tilgivelse. Medens Mogens Clausen mente at Niels Jørgensen måtte publicere noget frihedsbrev derpå og at Mogens Clausen ville have at landstingsdommen skulle oplæses på tinget, hvor Niels Jørgensen fortæller om Valborg Torn. Niels Jørgensen fortalte at han louligt havde betalt for jordstykket efter dommen.

Niels Jørgensens frihedsbrev var hos kommandanten, hvor Mogens Clausen kunne læse det.

Svend Jensen af Sandvig vidnede at Hans Nielsen og Anne Marie siden de kom i ægteskab brugte borgerlig næring som andre i byen, og de betalte al borgerlig skat og tynge, men derimod vidste han ikke om Anne Marias sal. Fader eller hendes moder som var sammen om en bolig betalte skatter. Angående Niels Jørgensen fortalte Svend Jensen at hele Bornholm led stor fortræd ved Hans Hansens flugt. Niels Jørgensen spurte Svend Jensen om han mente at det var hans skyld. Hvilket vidnet ikke ville svare på.

Mogens Clausen spurte om han viste hvad Anne Maria nu havde for næring og idræt. Det viste han ikke, da han ikke mere købte noget hos hende.

Et nyt vidne, nemlig Peder Hansen fortalte at han kendte Leopoldus og hans hustru og hans 2 døtre da de boede i Sandvig. Da brugte de ingen borgerlig næring og havde ingen synlige midler. Men om de havde ”i kister oc Skrine” vidste han ikke. Siden flyttede de til Slotskroen, og der drev de kro. Imidlertid var Anne Maria og hendes søster hos deres forældre og drev kroen sammen. Anne Maria ”stod for handlingen og brugte den”. Imidlertid kom han (Leopoldus) af kongens tjeneste igen, siden blev Anne Maria gift i Sandvig med Hans Nielsen og siden drev de borgerlig næring sammen.

(herfra transskriberet)

Mogens Clausen mente at Anne Marie havde den bedste næring i de to byer ved hjælp af kro, brødbagning og andet.

Anne Marie fortalte at hendes far havde et sabelmageri, når han var fri af kongens vagt. Anne Marie fortalte at hun måtte drive næring for at kunne klare sig med to små børn og en gammel moder. Mogens Clausen bad hende fortælle, hvem der havde givet hende penge og hvem der havde betalt hendes skat. Anne Marie ville gøre rede for det, hvis det var nødvendigt. Hun synes at have tæft for de juridiske spidsfindigheder og undlod at bringe sig selv i unødvendig problemstillinger. Mogens Clausen ville have hende til at sige, at hun drev næring for egne midler, som således kunne være unddraget skiftet efter sin henrettede mand og derved have snydt både kongen og enken Lisbet sal. Henrik Nielsen.

Hagen Jacobsen fortalte at Nicolaj Leopoldus var sergent da han og hans familie kom til Sandvig. Først boede de i Niels Bentsens hus, inden de flyttede til slotskroen. Det var Anne Marie der opvartede soldaterne og andre både dag og nat og det var hende der drev kroen. Han vidste ikke om det var hende eller hendes far der siden købte huset i Sandvig, hvor hun endnu bor. Hun klædte sig standsmæssigt, som en rigtig officersdatter.

Niels Jørgensen mente ikke at Mogens Clausen kunne kræve de to stykker jord, som tilhørte ham. Mogens Clausen mente at det ene Valborg torn, var tillagt Niels Jørgensen som betaling for at hjælpe forbryderen Hans Hansen ud af sit fangenskab på Hammershus. Niels Jørgensen henholdte sig til kongens benådning og resolution (Pardons bref). Hvilket brev Mogens Clausen aldrig havde set.

De andre vidner bekræftede Haagen Jacobsens vidneudsagn.

Pag. 200b – 14. marts 1698

[transskriberet]

Anne Marie Hans Nielsen havde stævnet Mogens Clausen i tvistighederne mellem ham og Anne Catrine sal. Leopoldus og hende selv. Mogens Clausen havde den 1. marts sat med ud af huset. Mogens Clausen havde kørt et læs bohave op i huset mod hendes vilje. Anne Marie havde skaffet sig en højesteretsstævning mod Mogens Clausen.

Knud Michelsen havde været vidne til at Mogens Clausen den 2. marts havde flyttet et læs til Hans Nielsens hus og forlagt at Anne Marie ryddede huset og flyttede.

Mogens Clausen opremsede de ting og varer som blev tillagt Anne Marie til tæring og underhold efter skiftet efter Hans Nielsen. Anne Marie mente, at huset og en del indbo tilhørte hendes moder.

Anne Marie forhørte de 4 vurderingsmænd til skiftet efter hendes mand (Hans Jensen, Laurids Jensen af Allinge, Christopher Hansen og Niels Bentsen af Sandvig) om hun havde beholdt mere end der var bevilget hende efter skiftet.

Mogens Clausen stillede spørgsmål til forskelligt, som han mente ikke var blevet vurderet, bl.a. en kuffert med linklæder og dug, som stod hos landsprovsten i Hasle. Han antyder, at landsprovsten havde medbragt Anne Maries personlige ejendele, således at de undgik registreringen.

Anne Marie nævnte at Niels Nielsen på Bredsensgaard og Niels Bentsen i Sandvig tidligere havde tilbudt kaution for hendes moders hus og gods. Tillige ville Hans Jensen og Hans Jespersen nu lægge kaution for huset, der var vurderet for 68 sdr. og godset indtil højesterettens afgørelse i sagen. Mogens Clausen mente ikke at deres kaution var god nok, men ville forlange at rede penge skulle erlægges, før han ville acceptere tilbuddet.

Dagen slutter således:

”Ellers begierede Mogens Clausen af Anne Maria at hun oc hendis Moder oc suogerskab, ville en gang lade dem bequeme til forening oc roelighed, oc lade Mogens Clausen oc hans hustru en gang nyde fred, fordi mangfoldige di os paa førde treter oc proceser som sig dennem daglie imod os ofuer udi saa retferdige sag som dommer oc dannemend hafr kiendt, saa vel som kongens høyeste ret at min hustru hafde en retferdig sag oc Hans Nielsen oc blef kient af med sit lif for min sal. formands drab oc hans der udi mishandlinger, til med blef min hustru tilkiendt af Hans Nielsens boe omkostningen 300 rdr om huilken omkostning Anne Maria afgangne Hans Nielsen oc hendis Moder, suogerskab oc anhag, imod strider at høyeste rettens dom icke maa fyldistgiøres.

Anne Maria her til suarede, at hun oc hendis Moder oc hendis vedkommende gierne ville hafue fred, om di den maatte nyde, for Mons Clausen oc hans hustru, Men nodis til at suare noget lidet som hun forstaar fordi at Mons Clausen oc hans hustru dennem daglig ofuershielder med truen oc banden som hand icke kand medens god samvittighed kand benegte. Anne Maria begierte at Mogens Clausen udtag af den skiftedom som han annamede godset efter,

Mogens Clausen suarede til Anne Marias shieldt snach at som det icke bestaar i Sandhed, agter hand unødvendig at suare”

Anne Marie beder Mogens Clausen at lade hendes moder i fred indtil højesteretten har gjort sin dom.

Pag. 203a – 4. april 1698

Kgl forordning om mål og vægt

Niels Nielsen fra Bredsensgaard i Olsker (Bridsensgård – 9. slg) stævnede Mogens Clausen i Sandvig ang. tvist mellem dem om det udlæg som blev tillagt ham af prokurator ved højesteret. Bertil Biørnsen og Niels Nielsen foreslog at Mogens Clausen kunne betale med 30 rdr. eller den halve part af den øde Sjælegaard i Olsker i 1, 2 eller flere år. Sjælegaard var i den henrettede Hans Nielsens avl og tilhørte nu Mogens Clausen og hans hustru Elisabeth sal. Henrich Nielsen. [Det er ikke helt klart hvad meningen er med denne transaktion, men det er noget med, at Enken efter Henrik Nielsen skulle betale højesteretsprokuratoren i sagsomkostning. Dette skulle Niels Nielsen betale mod pant i Sjælegard og i en bøsse (værdi 2 rdr). Mogens Clausen nægtede at indløse sit pant, da han ikke vidste om Niels Nielsen havde holdt aftalen med at betale prokuratoren]

Pag. 204b – 16. maj 1698

Mogens Clausen bekendte at han havde solgt et stykke kløvgangjord i Hallelykken til Hans Jespersen i Allinge for 10 sdr.

Anders Jensen i Sandvig bekendtgjorde, sammen med sine medarvinger Anders Jacobsens hustru og Karen og Margrete Jensdatter, som er i Simrishamn, at have modtaget arvelodden efter Enert Aretsen afdøde hustru Kierstine Bendtsdatter efter skiftebrevet den 4. marts 1695.

Pag. 205a – 30. maj 1698

Kgl privilegiebrev til mandskab fra heste- og fodregimenterne til at bosætte sig i kongens riger, dat 23. april 1698

Mogens Andersen fra Rø læste et pantebrev udsted af Hartvig Willumsen i Allinge på 26 sdr.

Pag. 205a – 11. juli 1698

[transskriberet]

Mogens Clausen havde fået viceamtmanden Christian Tuxen til at udskifte birkedommeren med en sættedommer i sagen mellem ham og Laurids Gummeløs i Hasle. Laurids Jensen (Væver?) i Allinge. Laurids Gummeløs nægte at være blevet indkaldt louligt, da der manglede stedsangivelse i stævningen. Men dette afviste sættedommeren, da han var jo fremmødt i retten og vidste udmærket hvad det drejede sig om.

Hartvig Andersen i Allinge bevidnede, at han sidste sommer (Da Mogens Clausen var i højesteret) havde hørt fra Hans Jensen og hvad der skete den aften i Allinge, da Henrik Nielsen blev dræbt. Henrik Nielsen var kommet ind i huset og fremvist kvittering på, at han nu ikke skyldte sine søskende noget. Han havde været i Hasle og betalt sin gæld til Laurits Gummeløs – både på hans fader og hans moders side. Hans Jensen bevidnede sin historie og fortalte tillige, at hans bror Oluf Jensen i Simrishamn havde sagt til Henrik Nielsen, at han skulle tage vare på papirerne hvorefter han havde stukket dem ned i sin taske. Hans Jensens hustru Gundel bekræftede historien og Hans Jensens bror i Simrishamn havde skrevet en erklæring der bekræftede historien og sat sit segl og sit navn med tre bogstaver OIS under.

Mogens Clausen havde ved disse vidner forsøgt, at så tvivl om Laurids Gummeløs fordringer.

Laurids Gommeløs nægtede at godkende disse vidner. Oluf Jensen skriftlige erklæring var ikke udstedt på tinge og var skrevet på slet papir og derfor ikke retsgyldigt

Laurids Gummeløs henstillede til dommeren at ikke at tage disse vidnesbyrd for gode varer, men at hans retsgyldige krav stadig stod ved magt.

Pag. 207a – 22. august 1698

Intet for retten kom.

Pag. 207a – 5. september 1698

[transskriberet]

Laurids Hansen mødte på Lisbet Bohnes vegne for at kræve Mogens Clausen for et udestående på 12 sdr. der blev registreret i boet efter Henrich Nielsen. Der blev registreret udlæg i 2 køer og 2 svin samt en kobbergryde. Beløbet er stadig ikke betalt og der blev krævet 1 sdr. pr. år i leje.

Efter ordre fra Amtmanden nedsatte Hans Clausen fra Hasle sig i dommersædet for at udstede tingsvidner i sagen mellem Laurids Gomløs og Mogens Clausen.

Mogens Clausen gjorde opmærksom på at det ikke kunne lade sig gøre at udtage tingsvidner på folks udtalelser, som er år gamle. Den beordrede dommer kunne ikke undslå sig afhøringerne, da han jo var beordret hertil af viceamtmanden.

Først udtalte Laurids Nielsen fra Allinge, at Henrik Nielsen havde i Hartvig Willumsens stue, at han skyldte Lars Gummeløs penge. Hvor meget vidste han ikke.

Dernæst blev Diderich Smed i Allinge afhørt af Lars Gummeløs om han så nogle kvitteringer den aften hvor Henrich Nielsen blev slået ihjel, Hvilken han ikke erindrede, men han huskede at Henrik Nielsen tog en landsdommerstævning op af tasken. En stævning mod Hans Hansen i Sandvig.

Jens Nielsen af Allinge vidnede at Henrich Nielsen skyldte Lars Gummeløs 57 Rdr.

Pag. 208b – 19. september 1698

Laurids Hansen krævede på Elisabet sal. Claus Bohnes vegne, at Mogens Clausen fremlagde skiftebrevet efter Henrich Nielsen, hvor det fremgik hvad boet skyldte hende. Laurids Hansen krævede at Mogens Clausen tillige skulle betale for de omkostninger, som han pådrog sig ved ustandselig at skulle komme til retten på Hammershus. Der var igen problemer med begæringer udsted på ”slet” papir og ikke det lovpligtige stempelpapir, hvilket bevirkede, at sagen igen blev udsat til næste ting.

Berild Clausen i Sandvig efterlyste en bådstage der sad på en ny granstage, som blev lagt ved vagten i lørdags efter middag ved de 2 svenske skibsvrag, som søndag den 18. september bortkom.

Pag. 209a – 3. oktober 1698

Restancer i maltaccisen fra 4 borgere i Allinge søges indkrævet.

Laurids Hansen fremlægger sit indlæg på vegne Elisabeth sal. Claus Bohne og kræver at dommeren afsagde sin dom

Pag. 209b – 17. oktober 1698

De 6 borgere erkendte sin resterende maltaccisse.

Knud Michelsen af Sandvig erkendte at han havde overtaget sin svoger Poul Larsen den arvepart som hans kvinde Kirsten Michelsdatter tilfaldt efter hendes salige forældre på i alt 11 sdr. 3 mk. 11 sk. Værgen var Knud Michelsens svoger Anders Nielsen som kvitterede.

Dom blev afsagt i sagen mellem Elisabet sal Claus Bohne og Mogens Clausen. Mogens Clausen skulle betale det skyldige beløb og sagens omkostninger inden 12 dage, men han slipper for leje af køerne. Elisabet sal. Bohne havde købmandsforretning i Rønne og solgte bl.a. sko.

Pag. 210a – 7. november 1698

En lille stykke bygjord i Sandvig Vang, som var tillagt amtmanden efter skiftet efter Henrik Nielsen blev udbudt til salg. Mogens Clausen meldte sig som køber.

28. november 1698

Pag. 210a – 28. november 1698

Kgl. patent om datoer for højesterets samlinger i 1699 oplæstes.

Pag. 210b – 12. december 1698

intet

Pag. 210b – 9. januar 1699

4 nye taxatorer. Formand Johan Jørgensen og Jacob Madsen fra Allinge. Christopher Hansen og Jørgen Jørgensen fra Sandvig

De 4 taxatorer samt Hans Jespersen og Michel Sørensen skal tillige ligne maltaccisen på i alt 8 rdr. På borgerne i Allinge og Sandvig for perioden 1. juli 98 til 1 juli 1699.

Det ilanddrevne svenske skibsvrag blev udbudt til salg, da man frygtede at vandet ville skylde værdierne væk, således at amtmanden fik mindre ud af det. Captain Anders Lauridsen bød som den eneste 18 sdr. for vraget. Det blev accepteret.

Pag. 211a – 23. januar 1699

De 4 taxatorers ligning blev fremlagt og accepteret af borgerskabet.

Berild Clausen læser en af amtmanden Christian Tuxen udgivet fuldmagt dateret 10. januar 1699 om at være Elisabet sal. Claus Bohnes fuldmægtig i alle hendes sager på Bornholm.

Berild Clausen stævnede Niels Hansen i Allinge for rente af kapital på 100 sdr. som Elisabeth sal. Claus Bohne udlånt fra 1692. Niels Hansen erkendte sig skyldig og lovede at aftale betaling med Elisabeth Claus Bohne inden næste ting.

Birkedommeren forlangte om nogen af borgerne ulovligt havde opbragt jernstænger eller andet på stranden, skulle de melde det. Ellers ville de blive straffet.

Pag. 211b – 6. februar 1699

Stokkemændende var: Thor Jørgensen, Knud Nielsen, Jørgen Rasmussen, Peder Hyldebrand og Laurids Nielsen af Allinge. Niels Jørgensen, Haagen Jacobsen og Hans Aretsen fra Sandvig.

De 6 mænd forelagde Maltaccisen på i alt 8 rdr. for de to byer. Hvilket blev accepteret af de tilstedeværende.

Niels Hansen var på tinget og oplyste, at han var syg og kunne ikke holde sit løfte om en aftale med Elisabeth Claus Bohne, men lovede det inden næste ting. Berild Clausen var tilfreds med dette løfte.

Pag. 212a – 20. februar 1699

Niels Hansen fra Allinge fremstod i retten og angav at havde indgået et forlig med Elisabeth sal. Claus Bohne i Rønne. Hendes fuldmægtig havde dog ikke hørt om forliget og ikke set skriftlige beviser og mente derfor at han skulle opretholde stævningen inden det var sket.

Niels Nielsen fra Løsebech oplæste en kontrakt mellem ham og hans børn, underskrevet i Løsebech den 18. febr. 1699.

Niels Hansen fra Allinge lod læse en obligation og pantebrev som han havde udgivet til præsten i Rø Christen Lind på i alt 40 sdr. med pant i et stk bygjord i Allinge byvang – 4 td. Land kaldtes Kradselycken.

Knud Michelsen overtog dommersædet således at birkefogeden kunne udstede et tingsvidne på at han ingen sagefaldsbøder manglede at afregne til kongen.

Pag. 212b – 13. marts 1699

Intet.

Pag. 213a – 27. marts 1699

Oplæsning af kgl forbud mod kornvares udførsel, samt taxt på rug, byg og havre dat. 15. nov. 1698.

Do om Manufakturer i Danmark og Norge, dat 24. jan. 1699.

Johan Knudsen fra Sandvig overdrog 4 td. Havrejord og en hest til Arets Shou iflg. Et skiftebrev.

Pag. 213a – 17. april 1699

 Inten for retten.

Pag. 213a – 15. maj 1699

byfogeden Eskild Nielsen fra Hasle bekendte at han havde solgt 2 stykker jord i Sandvig Vang: 1 td land i Piberlycken og 2 sp.land kaldet lille Valdborg Torn, til Knud Michelsen i Sandvig for 42 sdr.

Pag. 213b – 5. juni 1699

Forkyndt kgl Majst. Reglement og anordning om sørgedragt og hvad slags klæder der skal bæres. Dat. 15. april 1699, samt forordning om hvem der skal/må bære disse klæder. Dat. 22 april 1699.

Pag. 213 b – 3. Juli 1699

Laurits Jensen Væver, der nu bor i Olsker og angav at han havde solgt og skødet et stykke jord i Sandvig Vang kaldet Vester Lycke op til udgærdet på 12 td. Til unge karl Christopher Henrichsen Møller i Sandvig for kontant betaling i gangbar mønt på 10 sdr. Jorden havde han fået af hans myndling og brodersøn som var i Tyskland, som han havde i arv efter sin sal. Fader Jens Olsen som boede og døde i Olsker . (se skiftet efter Laurits Jensen Væver i 1717 – 24 sl. Vævergård i Olsker)

Pag. 214a – 24 juli 1699

Intet at forrette

Pag. 214b – 21. august 1699

Intet at forrette

Pag. 214b – 18. september 1699

Kgl. forordning om den nye salmebogs indførelse og hvad der skal betales for hver salmebog, dat. 21. juli 1699

Anordning om ringen med klokkerne ihukommelse kong Christian den femte og forbud på spil og leg i og udenfor kirkerne. Dat 26. aug. 1699

Anordning om sørgeklæder dat. 26. aug. 1699

Pag. 214b – 9. oktober 1699

Henrich Christensen i Allinge lod læse en skriftlig kontrakt mellem ham og hans moder Kierstine Henrichsdatter dat. 2. oktober. Bekræftet af hans svoger Hans Andersen i Egerslychehuset på sin hustru Dorete Erichsdatters vegne

Hans Andersen i Egerslychehuset bekendte at han på sin hustrus vegne havde fået 10 sdr af sin svoger Henrich Erichsen i Allinge efter hendis sal. Fader Erich Henrichsen og sin moder når hun ved døden afgår.

Pag. 214b – 23. oktober 1699

Birkefogeden rykkede de 4 mænd, der havde til opgave at påligne maltaccisen (Niels Hansen, Mons Nielsen, Berild Clausen og Enert Aretsen). Ingen var tilstede ved retten og birkefogeden krævede at de skulle aflevere deres forretning til næste ting.

Johan Knudsen i Sandvig lod læse et skøde udgivet af Diderich Nielsen Smid i Allinge på et ”Lees Enges liggende i Sandvig Vang synderst i Pillerlychen”

Pag. 215b – 20. November 1699

Oplæst kgl. forordning om stemplet papir

Patent af dat. 11. oktober om højesterets afholdelse d. 14. marts 1700

Kgl forbud om brændevinsbrænding på Hvede og rug, men kun af byg og malt

De 4 mænd havde afleveret deres ligning på maltskatten.

Johan Knudsen i Sandvig erklærede, at han var for højt sat i maltaccisen, da han ikke havde brygget eller brændt. De fire mænd sagde, at de bare havde brugt sidste års ligning og at de ikke var vidende om, at der var sket ændringer for ham og de bad ham om at fortælle, hvem der så skulle betale mere. Johan Knudsen påpegede at adskillig i Allinge havde meget næring i øl og brændevinssalg.

Pag. 216s – 4. december 1699

Steen Engelbretsen fra Rutsker kom på sin broders vegne og stævnede Enert Aretsen i Sandvig for gæld.

Pag. 216b – 18. december 1699

Oplæst missive fra Rentekammeret til amtmand Reedt den 7 nov 1699 angående en bogtrykkerforseelse i seneste tryk af 10. oktober 1699 (Trykfejl?)

Enert Engelbretsen fra Rutsker fremstod i retten og krævede sin løn i 2 år som tjenestekarl hos Enert Aretsen i Sandvig. Enert Aretsen var ikke mødt, men hans kone Orsle Jacobsdatter betalte strax på retten 5 mark til ham og lovede de resterende 2 sdr 8 sk. til kyndelmisse.

Pag. 216b – 8. januar 1700

Oplæsning af forordningen om de nye almanakker som nu skal bruges. Dat. 28. november 1699

4 nye taxatorer til kgl. skatter og contributioner blev udnævnt: Mogens Clausen for formand, Rasmus Pedersen af Sandvig, Hartvig Villumsen og Peder Lauridsen af Allinge

De 8 stokkemænd: Af Allinge: Henrich Nielsen Skomager, Jacob Madsen, Michel Sørensen og Hans Rasmussen. Af Sandvig: Johan Knudsen, Enert Aretsen, Anders Jensen og Svend Jensen.

Pag. 217a – 22. Januar 1700

3 taxatorer mødte (den 4 Rasmus Pedersen var syg) og meldte at de ikke havde nået at ligne skatterne, men de lovede det til næste ting.

Pag. 217b – 29. Januar 1700

Vicebyfoged Knud Michelsen

Oplæste en befaling fra Amtmanden Woldemar Reedts at Knud Michelsen skulle virke som birkedommer ved Eskild Nielsens lovlige forfald.

De 4 taxatorer angav den første jordebogs og byskatten, den anden kvartals skat. Ingen modsagde denne ligning

Pag. 218a – 1. marts 1700

Hans Andersen i Egerslychehuset lod læse en kvittering og afkald til hans svoger Henrich Erichsen i Allinge.

Knud Michelsen i Sandvig lod læse et afkald som hans søster Kierstine Michelsdatter havde udgivet på sin mand Pouel Rasmussens vegne angående en arvepart som var tilfaldet hende efter sine sal. Forældre som boede og døde i Allinge.

Birkefogeden Eskild Nielsen udstedte et tingsvidne om at han ikke skyldte kongen for sagefaldsbøder på nær de 12 sdr. som de 2 svenske vrag havde indbragt ved salget til kaptajn Anders Lauridsen

Pag. 218b – 8. marts 1700

[transskriberet]

I dommersædet Anders Pedersen, Byfoged i Svaneke, i dommersædet i sagen mellem amtmanden og Berild Clausen. Birkefoged Eskild Nielsen repræsenterede amtmandens interesser. Berild Clausen havde talt imod en kgl forordning (23. nov. 1699) om Kop-, Heste- og Stude-Skats-Penges Paabud i Steden for Udskrivning, samt Rentepenges- og Huusleies_Skat i Dmk, som var blevet oplæst på Bornholms landsting den 17. januar 1700.

Berild Clausen klagede i første omgang over at Anders Pedersen Fyn blev sættedommer i sagen mod ham, da de var uvenner og at han var uvildig i at dømme i sagen. Han fortalte om tidligere konflikter og kontroverser med Anders Pedersen Fyn i stuen hos Knud Michelsen i Sandvig for nogle år siden, samt episoder før jul, da han førte sag for Mads Beck i Gudhjem til Østre Herredsting. Berild Clausen ville søge om en upartisk dommer i sin sag. Dommeren afviste Berild Clausens forsøg på at afspore sagen og bad Amtmandens forordnede sagsøger, Birkefogeden Eskild Nielsen at føre sagen mod Berild Clausen.

Berild Clausen var blevet anklaget for majestætsfornærmelse, ved at opsætte sig imod kongens befalinger på landstinget og burde nu dømmes efter forordningen 6-4-13, der lyder ”Befindis nogen at opsette sig, eller at raade andre til at opsette sig imod Kongens befalinger, eller Forordninger, naar de paa Tinge eller andensteds forkyndis, have forbrut Ære, Lif oc Gods”

Pag. 221b 22. marts 1700

[transskriberet]

Der blev læst kgl. forordning om moderation i taksten på den nye salmebog.

I sagen mod Berild Clausen forklaredes årsagen til anklagen. Berild Clausen havde nægtet at vedstå lovligheden af forordningen af 23. november 1699, som påbød kop-. Heste og studeskat på Bornholmerne. Han havde ment at den ikke var lovlig og at sådan en lov kunne man købe for 2 eller 4 sk. i København.

Berild Clausen nægtede at forstå anklagen, da han jo ikke var uvillig mod sin konge, men nærmest betragtede sig som den mest tro undersåt . Om fornødent ville han føre vidner på sin mening om sagen. Dommeren ønskede at Berild Clausen med det samme navngav sin vidner eller fremsagde andet, der kunne tjene til hans sag. Dommeren ville afsige sin dom om 14 dage.

Pag. 223b – 5. april 1700

Kgl. forbud til sine undersåtter om at handle med deres skibe på fremmede steder.

Jørgen Hansen og Johan Knudsen fra Sandvig bad om at få 4 villige dannermænd til at løse en tvist imellem dem om ”rem og grob” mellem Skovlycken og Myrelycken. Dvs hvem diget og grøften mellem deres besiddelser tilhører. 4 mand valgtes.

[herfra transskriberet]

Berild Clausen forklarede skriftligt, at hans handlinger på landstinget. Han mente at den kgl. forordning ikke var forsynet med kgl. segl og at den ikke var forkyndt på alle ting og prædikestole som sædvanligt. Han vedgik ikke sin udtalelse på landstinget, som den var refereret i landstingsprotokollen. Anklageren modsagde hans forsvar ved at påpege Berild Clausens dristige udtalelser i så mange menneskers påhør. Hans opførsel kunne ikke andet at opfattes som ”creminalis Mayestætis”, når han høre på landstinget oplæse ”Vi Frederich d. fierde” . Endvidere havde Berild Clausen udtalt sig på undersåtternes vegne, uden at have samptlige Landes Indbyggere samtykke, ”ganske imod louen og icke saadan hans tancker om modsigelse af viste, men hand suarede af selfraadighed, ligesom oprørisk hafr ladet dette i Landstingsbogen indføre for uden mange andre ord, Hand forretten Mundtlig skal hafue brugt, maaske for at søge leylighed at de af Almuen paa Landstinget tillstedeverende skulle følge hans eksempel, oc ligge saa imodsagt den kongl. forordning, eller oc giort oprør oc opreysning imod Landsdommeren, efter huad ordre hand samme forordning, opleste burde, huilken Berild Clausen for seelse gørt imod Kongen af hans forsettelig vis giorde pretention imod den kongl. forordning, oc der nest forseelse imod landssaatterne, i det at hand tør giøre saadant uden fuldmagt udi deris Nafn grand gifligere af Processen kand erfare”.

Anders Pedersen Fyn dømte Berild Clausen til arbejde på Bremerholm på livstid og betale 10 rdr. for sagens omkostninger og rejser og hans boeslod fortabelse til kongen – ” Andre liggesindede opsetslige oc de medvidere omgaae til afskye”

Pag. 225b – 19. April 1700

Intet for retten.

Pag.226a – 3. maj 1700

Knud Michelsen nedsatte sig i dommersædet. Waldborig Gifuersensdatter fra Løsebech indstævnes vedr. lejermål som hun skulle have begået med Anders Hartvig i Allinge, som var fader til hendes barn, og som burde lide lejermaalsbøde på 12 lod sølv eller 6 rdr penge. Hvis hun ikke kunne betale da at blive straffet på kroppen. Eskild Nielsen havde indstævnet Anders Hartvig og at blive dømt lejermålsbøde på 24 lod søv eller 12 rdr. Penge da Anders Hartvig er gift. Og hvis han ikke kan betale skal han lide straf på kroppen og betale omkostningerne. Anders Hartvig nægtede at være fader til Valdborgs barn. Han skulle føre vidnesbyrd til næste ting.

Pag. 226b – 17. maj 1700

Kongl. forordning oplæstes at det nu igen var tilladt at handle på fremmede steder med deres skibe, dateret 10. april 1700.

Anders Hartvig fremlagde et skriftligt indlæg om, at han ikke var barnefader til Waldborgs barn, men han kunne ikke nægte at han havde haft legemlig omgang med Valborg. Derfor kunne dommeren ikke andet end føre sagen til doms (altså han blev dømt som barnefader).

Pag. 227b – 24. maj 1700

Intet at forrette andet end Anders Hartvig og Valborg Gifuersdatter blev indført (?)

14. juni 1700

Pag. 227b – 14. juni 1700

Kgl. forordning om landeværn, dat 8. maj 1700.

Ellers intet at forrette.

Pag. 227b – 12. juli 1700

Kirkeværgen Hans Sivertsen af Rønne indstævnede Berild Clausen i Sandvig for rente af Rønne kirkes jord 6 sdr samt af den kapital som indestod i Berild Clausens gård 2 sdr 2 mk 4 sk. i alt 8 sdr 2 mk 4 sk.

Berild Clausen var ikke tilstede eller havde gjort sit lovlige forfald. Sagen blev optaget til doms.

pag. 228a – 26. juli 1700

Kirkeværgen Hans Sivertsen var mødt for at kræve sin rente af Berild Clausen, og han krævede at han kunne udlove jorden til anden side, hvis der ikke blev betalt. Berild Clausen var ikke mødt, derfor blev Berild Clausen umiddelbart dømt til at betale de forfaldne renter og sagens omkostninger inden 15 dage eller lide efter loven. Og hvis han ikke betaler har kirken ret til at bortfæste jorden til anden side.

Pag. 228b – 25 august 1700

Intet at for rette

Pag. 228b – 13. september 1700

Intet at forrette

Pag. 228b – 4. oktober 1700

Johan Knudsen i Sandvig fremlagde et skøde udsted af Laurids Gummeløs på 8 skp. bygjord kaldt Valdborg Torn, samt 1½ les engjord i Sandvig Vang.

Johan Knudsen fremlagde tillige et skøde på Piberlycken i Sandvig Vang udgivet af Diderick Nielsen Smid i Allinge.

Pag. 229a – 18. oktober 1700

Anders Jensen i Sandvig havde lånt 20 sdr. af Michel Sørensen for 2 år siden mod at han kunne bruge jorden, der kaldtes Lang Ageren. Nu havde han betalt pengene tilbage og fået jordstykket retur og alt var i bedste orden.

Pag. 229a – 8. november 1700

Kaptajn Anders Lauridsen i Allinge læste et til ham udsted skøde af Enert Aretsen i Sandvig på et engstykke der kaldtes Hus Enge i Sandvig Vang

Pag. 229b – 6. december 1700

Oplæst kgl patentation på højesteret d. 12 oktober 1701

Forordning om forbud paa Skienk og Gave at give og tage, den 23 oktober 1700 og samme dato: Fr. om Vocation til Prædike-Embedet, samt Forordning om nye Stempler til det stemplede Papiir

Pag. 229b – 20. december 1700

Michel Sørensen af Allinge lod læse et skøde og købebrev udgivet af Henrich Nielsen på jord i Allinge Vang som kaldes Seyer Aggeren

Pag. 229b – 10. januar 1701

4 Taxatorer blev valgt: Thor Jørgensen og Anders Nielsen af Allinge og Niels Jørgensen og Niels Hansen af Sandvig.

Stokkemænd valgtes for året 1701, nemlig Johan Jørgensen, Henrich Erichsen, Hans Lauritsen Smid, Pouel Hartvig af Allinge

Mogens Clausen, Jørgen Hansen, Bertil Johansen og Olle Lauridsen Sterck af Sandvig.

De skal møde på tinget, "saa fremt de icke vil strafes efter kongl. allernaadigste forordning, for huer gang de Retten forsømmer".

Pag. 230a – 24. januar 1701

Peder Andersen fra Rø fremkom i retten og lod læse et skøde udgivet af amtsskriveren Hans Henrich Skaar, ”lydende paa velfornemme mand Niels Lauridsen boende i København på i alt 30 sdr. udgivet d. 14. august 1698. Forn. Peder Andersen skal nyde den jord i store Vang i Sandvig Vang beliggende oc oc forn. Niels Lauridsen paa Hans Hansens skifte for 30 sdr er tillagt blefuet”

Peder Andersen fra Rø stævnede Mogens Clausen i Sandvig og krævede at 4 mand skulle rebe det stykke som han havde overtaget, således at det var helt klart hvor skellet mellem jordene var. Tidligere havde jorden tilhørt Hans Hansen. Mogens Clausen mente at stævnemålet var ulovligt, således at synet ikke kunne foretages. Hvilket ikke han fik medhold i

[herfra transskriberet]

Mogens Clausen stævnede Niels Hansen i Allinge på sin søstermand Poul Sørensen, hans bror Michel Sørensen og søstermand Jens Nielsen, samt Hans Lauridsen Smeds vegne. Sagen drejede sig om et stykke jord kaldet Sabeljorden i Allinge, som Poul og Michel Sørensens fader Søren Høeg havde pantsat til den tidligere birkedommer Mons Pedersen for 22 sdr. da han døde i 1665. Jorden var i 1643 købt for 50 sdr..

Mogens Clausen ville have svar fra Niels Hansen og hans dattermand kaptajn Hans Bistrup i Vestermarie til næste ting.

Sagen var, at der var usikkerhed mht. et gammelt værgemål for Søren Høegs børn. Var det Niels Hansen eller en anden? Det har betydning for det sluttede skifte efter Niels Hansens hustru.

Pag. 231b – 31. januar 1701

[transskribet]

Hans Bistrup kom i retten på sin hustru (Ellen Nielsdatter) vegne samt hans hustrus fader Niels Hansen i Allinge. Sagen var adskildelse af værgemålet til Søren Høegs børn, der nu var midaldrende, men som havde en del af deres arv stående i jord.

En anden mulig værge var Erich Henrichsen, som man enedes om at indkalde til vidnesbyrd

Pag. 232b – 14. februar 1701

De 4 taxatorer gav deres ligning af contributionen og byskatten

Kaptajn Anders Lauridsen læste en panteobligation udgivet af Hartvig Willumsen i Allinge lydende på 40 sdr

De fire mænd havde rebet jordende mellem Mogens Clausen og Peder Andersen fra Rø. Peder Andersen forbød Mogens Clausen at befatte efter denne dag. Hvilket Mogens Clausen ikke kunne acceptere, da han havde sået jorden med rug og mente at han havde ret til at høste udbyttet.

[Næste afsnit transskriberet]

Mogens Clausen fremlagde originalt pantebrev efter Jep Ibsen fra 25/2 1667 på Sabeljorden, som var udgivet til Mons Pedersen på 28 sdr.. Dommeren forlangte, at der til næste ting skulle træffes en afgørelse. 

Hans Sivertsen af Rønne stevnede Berild Clausen for manglende betaling af renter (8 sdr. 2 mk 4 sk) af den kapital (51 sdr. 2 mk) som Rønnekirke havde i hans gård i Sandvig. Berild Clausen mente at det først var ved Valborg tider han skulle betale og ikke pr. 1 januar. Hvilken han mente Hans Sivertsens formand som kirkeværge (Willum Andersen) havde praktiseret. Nu ville han se det originale obligation.

Pag. 233b – 28. februar 1701

”Blef allerunderdanigt lest oc forkyndet kongl. Mayst. Aller naadigste Bref oc pardon for Berild Clausen i Sandvig for at blifue strafet for medelst sin forseelse med arbeyd i Jern paa Bremerholm efter di ofuer hannem er gangne Domb formelding. Dateret Kiøbenhafns Slot d. 7. december Ao 1700.-”

Henrich og Mons Nielsen lod læse et fæstebref udgivet af Hans Sivertsen i Rønne på Simonslycke og den anden del som Rønne Kirke havde af Hans Hansen gård i Sandvig.

Mogens Clausen fremkom med et skriftligt indlæg på sine svogrers vegne (Michel og Poul Sørensen, Jens Nielsen og Hans Svends (?) alle af Allinge) vedr tvisten om Sabellycken. Han fremlagde et skiftebrev efter sal. Hans Høg, dat 19. maj 1671 og et skiftebrev efter sal. Jep.. (?) Jep Ibsen d. 20. november 1669. Han fremlagde også et dokument dat. Allinge 22. november 1676. Samt en kontrakt imellem sal. Valborig hendes efterladte Mand Hans Høg med flere, dateret 7. juni 1664.

Niels Hansen var repræsenteret ved sin svoger Hans Bistrup som indlagde en attest, der var udgivet af Peder Monsen, Jens Monsen, Laurids Svendsen, Laurids Hansen alle af Rutsker og Klemensker sogn., dat. 24 febr. 1701.

Endvidere lod Niels Hansen indlægge et skriftligt indlæg.

Mogens Clausen kommenterede Hans Bistrups attest, som skulle udgive sig på vegne af sal. Mand Mons Pedersens arvinger og svarede også på Niels Hansens indlæg som han mente var ulovlig. Birkedommeren ville indføre udtog i Birketingbogen og optage dem til doms.

Kaptajn Morten Bonne af Hasle fremlagde en obligation på 58 sdr. udgivet af Henrich Erichsen.

Knud Michelsen fremkom på kirkeværgen Hans Sivertsen fra Rønne kirke angående lejen af Rønne Kirkens jord og rente af den kapital som står i Berild Clausens gård. Knud Michelsen påpegede at Berild Clausen selv skulle bevise at betalingsfristen ikke var ved nytår med på et andet tidspunkt.

Berild Clausen skulle til næste ting fremlægge beviser og derefter ville der gives en dom

Pag. 235b – 14. marts 1701

Knud Michelsen mødte på kirkeværgen fra Rønne kirke Hans Sivertsen og læste et pantebrev udgivet af Hans Hansen på 51 rd 2 mk 4 sk fra den 29. ferbuar 1693, hvor lejen skulle betalee hver den 29. februar. Berild Clausen påpegede at pantebrevet ikke var blevet tinglyst efter skiftet efter Hans Hansen og derfor mener han sig fri for at betale.

Dom afsagdes på sagen mellem sal. Søren Høgs arvinger og sal. Mons Pedersens arvinger. Sabelløcke på 4 td havrejord blev vurderet til 32 sdr. mod skiftebrevets værdiangivelse på 28 sdr. Dommeren mente ikke at sagen kunne ændre at på at Niels Hansen kunne fratages ejendomsrettigheden til Sabellycken, da arvingerne, der har været myndige, kunne have gjort krav på jorden i 23 år, men at de skulle kompenseres for renten af værdiforøgelsen siden 1678, hvilket var 3 sdr. 12 sk.

[Dommen fylder 2 sider og opremser hele sagens forløb – ikke transskriberet!]

Pag. 237a – 4. april 1701

Læst forordning om passersedler ved toldstederne, dat Kbh 31. december 1700

Kgl. forordning om bondegården skal ”udredes” før skiftet afholdes, 15. januar 1701

Berild Clausen havde fået Landstingsdom på at skulle beholde den avlsjord, som Rønne Kirke havde udlejet til anden side, mod at han betalte Rønne kirke hvad de havde krav på. Årsagen til at sagen atter blev optaget på Hammershus birketing var, at jorden var oppløjet, trods Berild Clausen havde nedlagt forbud. De to brødre Henrich og Mons Nielsen, der havde fået fæstebrev fra kirken på jorden, ville fortsat dyrke den. Berild Clausen fastholdt sit krav indtil landstingets dom blev underkendt.

Birkefogeden udbad sig et tingsvidne på at han ikke havde skyldige sagefaldsbøder i året 1701, på nær det som en fisker Anders Hartvig i Allinge, der havde begået lejermål med Valdborg Gifuersdatter i Løsebech. Han havde, fordi han var gift, mistet sin boeslod. Dette blev accepteret og birkedommeren fik sit tingsvidne.

Pag. 238b – 11. april 1701

Peder Andersen i Rø havde stævnet Mogens Clausen for jorden i Sandvig Vang kaldt Store Vang. Knud Michelsen på vegne af Peder Andersen fastholdt at det var hans jord, men ikke desto mindre havde Mogens Clausen ladet den pløje og taget i brug siden skiftet efter Hans Hansen i 1695 og at den nu var sået til med rug. Peder Andersen henholdte sig til amtsskriverens udstedte skøde. Peder Andersen, som var søstermand til Hans Hansen, mente at jorden tilhørte ham, og han havde fået den som betaling for gæld til skipper Niels Lauridsen.

Birkefogeden krævede at de 4 taxatorer (Niels Hansen og Mons Nielsen fra Allinge, Berild Clausen og Enert Aretsen fra Sandvig), at aflevere ligningen af maltaccisen for 1700 og 1701. Der var kun indleveret maltligning for 1699.

Dom: Hans Sifuersen af Rønne krævede at Berild Clausen betalte rente og leje af indestående kapital og for jorden i lat 8 sdr 2 mk 4 sk. Gælden stammer fra et pantebrev udstedt af Hans hansen den 29. febr. 1691. Jorden havde Berild Clausen haft i brug. Berild Clausen blev dømt til at betale inden 15 dage. Sagsomkostningerne derimod falder på kirken, da den ikke havde krævet Berild clausen for lejen før indstævningen. Men hvis Berild Clausen ikke betalte inden tidssfristen skulle han tillige betale omkostningerne.

Pag. 240b – 18. april 1701

Peder Andersen fra Rø lod ved hjælp af sin hustru Giertrud Peder Andersen fremlægge en lodsedel fra 28 November 1695 og et skøde fra 22. januar 1701. Mogens Clausen bad om beviser for at morderen Hans Hansen skyldte skipperen Niels Lauridsen penge, som altså blev leveret ved hjælp af jordstykket. Hans Hansens boeslod tilfaldt kongen efter dommen den 30. oktober og det skal udredes hvem jorden gik til.

Pag. 241a – 2. maj 1701

[transskriberet]

Sag mellem Mogens Clausen og Peder Andersen fra Rø. Svogeren Knud Michelsen mødte på Peder Andersens vegne. Mogens Clausens påstand var, at Anders Pedersen Fyn havde udsteds 2 forskellige skiftebreve efter Hans Hansen (den flygtede morder til Henrik Nielsen). Peder Andersen mente at have et lovligt skødebrev på jorden og han havde derfor forbudt Mogens Clausen, at avle på jordstykket. Birkefogeden optog sagen til doms.

Hans Hjort på Amtsskriveren og ridefogden Schorr vegne stævnede konstabel Jørn Jørgensen for misligholdelse af slotsavlingen, som han havde fæstet. Konstabel Niels Jørgensen havde haft halvdelen af jorden i avl i årene 1699 og 1700. Han havde gødet jorden og dyrket den. Niels Jørgensen måtte indrømme, at han ikke havde. Jørn Jørgensen havde haft slotsavlingen i fæste siden 1699, men havde ikke fået fæstebrev på det.

Jørn Jørgensen havde solgt hø til borgere i Allinge og Sandvig.

De 4 mænd fremlage ligningen af maltaccisen fra 1. juli 1700 til årsdagen.

Pag. 243a – 9. maj 1701

Der blev afsagt dom imellem Mogens Clausen og Peder Andersen i Rø, som blev indført (ingen doms beskrivelse i tingbogen)

Pag. 243a – 23. maj 1701

Oplæst forordning om forfaldne kirker der er jus patronatus og deres reparation, samt om ornamenter og om indberetning herom. 2. april 1701.

Forordning om kontrakter og obligationers transport på slet papir og om stempelpapir efter papirforordningen, København den 12. april 1701.

Henrich og Mons Nielsen af Allinge stævnede Berild Clausen om det jord, som de har festebrev på og som de havde oppløjet.

Berild Clausen mente at han var stævnet ukorrekt, da det skete ”langt efter middagen pinseaften, og der paa begierer Dommerens kiendelse. Bierkedommeren kiender dette stefnemaal som ved Ed er afhielmed at verre loulig og at staa ved magt.”

Sagen kunne ikke afsluttes, da Henrich og Mons Nielsen havde fæstebrev på jorden udsted af kirkeværgen i Rønne, men Berild Clausen havde landstingsdom på at have rettighederne til jorden, som han havde sået med havre, byg og ærter. Sagen udsattes til næste ting.

Pag. 244s – 30. maj 1701

Forordning om at man ikke måtte huse bortrømte ryttere og soldater, dat 19. febr. 1701

Berild Clausen læste landsdommerens dom at han havde retten til jorden, som han nu havde betalt leje og rente for til Rønne Kirke.

Knud Michelsen fremkom på vegne af captajn Hans Jensen Bistrup, der havde louligt forfald og som havde stævnet Berild Clausen i Sandvig med et skiftebrev efter Hans Hansen dateret 27 og 28 november 1695. Berild Clausen var ikke tilstede. Poul Hartvig og Henrich Erichsen skulle sørge for at Berild Clausen mødte på næste ting.

Niels Hansen fra Allinge lod læse et afkald, som blev givet af Michel Sørensen, Pouel Sørensen, Jens Nielsen og Hans Lauridsen Smid. Hans Lauridsen Smid underskrev på sine egne og sine svogres vegne.

Pag. 244b – 13. Juni 1701

Leutnant Knud Michelsen lod læse et skøde og købebrev udgivet af birkefogeden Eskild Nielsen.

Kaptajn Anders Lauritsen fra Allinge lod læse et skøde udgivet af Tor Jørgensen på 2 td land bygjord og 1 td. Land havrejord kaldet Brinchen for 50 sdr.

Kaptajn Anders Lauritsen lod læse et skøde udgivet af Hartvig Andersen i Allinge på 3½ td. Kaldet Langelycken og 3 skpr. Land bygjord i Grønnelycken for 46 sdr.

Berild Clausen lod læse et indlæg dat. 13. juni 1701. Henrich og Mons Nielsen var mødt og begærede dom.

Birkefogedens dom var at Landsdommerens bedømmelse skal stå ved magt og da han havde betalt Rønne kirke den leje, som var så stor som nogen ville betale, så skulle han beholde avlen på jorden. Henrich og Mons Nielsen måtte søge erstatning hos Rønne kirke for den lejeaftale, de havde fået af kirken og som ikke kunne stå ved magt.

Pag. 245b – 20. juni 1701

Amtskriveren og ridefogden Hans Henrichsen mødte med sin fuldmægtig Hans Hiort. Stævnet var konstabel Joen Jørgensen i Sandvig til at høre og svare om hans aul på Hammershus Slot. Endvidere var Hans Jespersen, Jacob Madsen, Hans Jørgensen alle af Allinge, samt Knud Michelsen og Haagen Jacobsen af Sandvig.

Hans Jespersen vidnede at han og Jacob Madsen for 3 år siden lejede 3½ skpr. Land bygjord af Slotsvangen af Joen Jørgensen. De havde sået byg som de høstede grøden af til Allinge. Hvilket blev bekræftet af Jacob Madsen som ydermere fortalte at han for 1699 og 1700 havde haft samme jordstykke og høstet afgrøden til Allinge.

Hans Jørgensen vidnede at det år som stykkaptajn Haagen Michelsen døde, da købte han af en dreng, som tjente på slottet, en lille stak korn som dog mest bestod af græs, som stod på ageren. Drengen havde fået kornet som løn. Samme år fik Hans Jørgensen et læs hø i Habedam, som Joen Jørgensen fik betaling for.

Knud Michelsen havde sået en skpr. Byg i 1699 i Keyllycken (?) i slotsvange og et læs Enges (?) samme år og det samme næste år. Jorden havde han til leje af Joen Jørgensen.

Haagen Jacobsen vidnede at han i 1699 og 1700 havde 1 skpr.byg Jord til leje i stotsvangen af Joen Jørgensen. I 1700 havde han tillige et andet stykke bygjord til leje af Niels Jørgensen, som han havde ”om fishet giødnet” og tilsået. Høsten var ført til Sandvig. Ydermere havde Haagen Goos fået et parti grøftehø fra Habedams engen.

Hans Hjort udbad sig tingsvidne på disse vidnesmål og mente, at Joen Jørgensen havde ulovligt udført afgrøde til Allinge og Sandvig og derfor skulle have sit fæstebrev forbrudt, samt at Joen Jørgensen skulle betale dommens omkostninger. Joen Jørgensen blev stævnet til næste ting.

Pag. 247a – 27. juni 1701

Præsten Christen Lind fra Rø fremlagde et pantebrev på 60 sdr udgivet til ham af Christian Henrichsen i Allinge dateret 27/6 1701.

Christian Henrichsen lod læse et skøde på en gård i Allinge, som Mons Nielsen havde solgt ham,

Jacob Madsen i Allinge vedstod et skøde på den gård som han boede i og med den tilliggende jord, som han havde solgt til Mons Nielsen - dateret 27/6 1701

Joen Jørgensen lod læste et skriftligt indlæg af dato 27. juni 1701. Hans Hjort var ikke tilstede, så sagen måtte udsættes til næste tiing.

[herfra transskriberet]

Vefts Pedersen fra Olsker var på amtmandens ordre gået i rette for Henrich og Mons Nielsen i Allinge om den tidlige omtalte Rønne Kirkes Siversløkke (i Allinge vang), som de havde pløjet, men som Berild Clausen havde sået. På vegne af kirkeværgen Hans Sivertsen havde Berild Clausen fået at vide, i hans stue, om mandagen efter påske i 1700, at han ikke måtte avle jorden. Berild Clausen fik kaldsmændene til at indrømmet, at det kun var til hans kone Sidsel, de havde sagt det til.

Knud Michelsen fortalte at den søndre del syd for højen af Siversløkken havde ligget udyrket sinde hans svigerfader Hans Jørgensen døde fro ca 8 år siden. Knud Michelsen havde sammen med Tor Jørgensen, Hans Jørgensen og Mikkel Jørgensen vurderet at Henrich og Mons Nielsen havde pløjet 13 td og Berild Clausen 3 td. De vidnede at jorden var meget slem at pløje, da der var krogetjørn og andre rødder i jorden.

Rasmus Pedersen af Sandvig vidnede at jorden havde ligget udyrket i 10-11 år undtagen den lille del som Berild Clausen havde dyrket siden 1696. Man mente at Hans Jørgensens havrejord var på 13 td.

Vefst Pedersen oplyste at Rønne Kirke 2 gange havde lyst auktion over Siversløkken på kirkestævnet. Knud Pedersen meddelte at det var rigtigt, men kirkeværgen var ikke mødt på auktionen, som således ikke blev gennemført.

Vefts Pedersen spurte om Berild Clausen havde tiltaget sig lejligheden til at tilså Siversløkken. Berild Clausen svarede at han ikke agtede at forholde sig til spørgsmålet, da han havde både betalt skat og haft det i fæste. Han havde sået rug og ærter.

Berild Clausen havde sået på den jord som Hans Jespersen i Allinge havde pløjet for Mons og Henrik Nielsen. Senere havde han handlet med Berild Clausen og sået på jorden.

Pag. 251a – 11. Juli 1701

[transskriberet]

Birkefogeden læste amtmandens missive om at Tolden på Bornholm skulle bortauktioneres til den højestbydende mod nøjagtig kaution i amtmandens gård i Rønne den 18. juli

Pol Hartvig af Allinge lod læse et skødebrev udgivet af hans fader Hartvig Willumsen på den gård som Villum Hartvig havde beboet for 80 sdr.

Birkefogeden angav amtskriveren og ridefogden Hans Henrik Shoors missive om at 3 udvalgte mænd skulle syne og bese det løse tømmer på Hammershus og vurdere hvad man kunne bruge det til. De tre mænd blev Mons Nielsen, Jens Nielsen og Hartvig Andersen fra Allinge.

Joen Jørgensen fremlagde et skriftlig indlæg om Hammershus avl. Alt vedrørende sagen mellem ham og Amtskriveren. Amtskriveren undskylde at han ikke kunne svare på indlægget i dag, men at det ville han gøre til næste ting og derved lade det gå til doms.

Hans Siversen fra Rønne kirke fremlagde en obligation vedr. hans sag mod Berild Clausen.

Pag. 251b – 25. juli 1701

Kgl Mayst. Amtskrifuers fuldmegtig Hans Hiort fremlagde et skriftlig indlæg mod Joen Jørgensen Constabel af Sandvig. Birkedommerne erklærede at dommen kun kunne afsiges.

Mons Nielsen og Jens Nielsen af Allinge gav deres og Hartvig Andersens vurdering af tømmeret på Hammershus uden at komme nærmere ind på hvad de havde vurderet.

Pag. 252a – 8. august 1701

Dom mellem Amtskriveren og Joen Jørgensen blev afsagt vedr. Hammershus avl. Dommer skal indføres senere i tingbogen.

Peder Hansen i Sandvig stævnede Enert Aretsen. Peder Hansen var kommanderet af vicebyfogeden Knud Michelsen til at indkræve bøder for misligholdte gærder. Forleden søndag 8te dage efter prædiken skulle alle i Sandvig besigtige gærderne sådan som Byens vedtægt siger. 2 gærde som tilførte Enert Aretsen var brøstfældige og Peder Nielsen blev af vicefogden sendt til Enert Aretsen for at pante ham for 4 skilling den 31. juli. [herfra transskriberet]

Her refereredes synsforretningen og episoden hos Enert Aretsen og hvordan det nær havde endt i korporligt slagsmål, inden hans hustru Ursele greb ind og forhindrede det. Det var Usele der udtog tingsvidne og lovede at forklare sig til næste ting.

Lisbet Larsdatter, som er Henrik Nielsens enke og nu gift med Mogens Clausen, skrev til kongen, at hun ”Medens at jeg er ofuer og søger paa Eder kongl. Maystets Rentekommer, om nogen Restancer efterladelse. Imidlertid ofuerfaldes jeg fattig Quinde med Dom I min fraverelse, af det onde Selskab som slog min Mand i hiel, og daglig end nu forfølgning, de er nu bestaaende ud inden det nu verende Byefoged boende i Hasle, hafuer dømt mig fra min Jord som jeg hidtil haft i brug, efter der paa hafuende Lodsedel siden skiftet holtes efter Hans Hansens Ao 1695”…. Brevet er skrevet i København den 31. maj.

Hun fik kongelig oprejsning, som også er indført i protokollen. Hun fik fri proces til forsøge at omstøde den dom, som Eskild Nielsen havde dømt. Hendes rival Peder Andersen fik den jord, som hun dyrkede og havde fået tildelt ved skiftet efter Hans Hansen i 1695. Sagen var forældet efter loven, men det dispenserede kongen for og for at spare hende for penge, blev det hende tilladt at skrive på slet papir. Hun skulle dog stille kaution om hun skulle tabe sagen.

Berild Clausen, som tidligere har ført Lisbet (nu Mogens Clausen) sag, meldte sig til at føre denne sag for hende. Modparten, som er Peder Andersen fra Rø skulle repræsenteres af amtsskriverens fuldmægtig Hans Hjort og Vefst Pedersen fra Olsker, efter ordre på 24 sk. papir fra Amtmanden. Dommeren blev Anders Pedersen Fyn fra Svaneke.

Modparten mente, at det var Lisbets mand Mogens Clausen, der burde føre hendes sag, da han var lovkyndig nok. Stokkemændene meddelte, at de ikke ville at ”hun self vil føre sagen som og bruger sig meget her for retten om Sagen, Ja med bulder saa ingen kand høre til for Retten, der paa begierer dom”. De måtte acceptere at dommeren valgte Berild Clausen, da han oprindelig havde ført enkens sag. Berild Clausen stævnede birkeskriveren Peder Ovesen, Anders Jensen, Christopher Hansen og Niels Hansen af Sandvig. Endvidere indkaldte han Mogens Clausen (ikke hans bror), men hans navnebror, der var Hans Hansens lauværge, da skiftet blev holdt i 1695. Jens Nielsen fra Allinge blev også indkaldt til at fortælle om både Hans Hansens og den dræbte Henrik Nielsens skifte. Endvidere stævnedes Knud Michelsen og Berta Hans Hansen af Sandvig. Endvidere indkaldtes Henrik Nielsens 2 børns formyndere, som var Per Jørgensen af Allinge og Jørgen Jørgensen og Mogens Clausen af Sandvig.

Modparten Peder Andersen fra Rø og hans fuldmægtige Vefst Pedersen påpegede at Lisbet Larsdatter havde fået kongl. tilladelse til at føre sagen på slet papir, trods at hun havde været gift med Mogens Clausen i 5 år og var ”rige, meget vel beholdne Folck, Ja, de som er af dend beste midel i Sandvig” Derfor mente de, at sagens omkostninger skulle beregnes, hvis det skulle vise sig, at Lisbet skulle tabe sagen og derved dømmes til at betale sagens omkostninger.

Berild Clausen havde følgende kautionsmænd: Niels Nielsen boende på Vallensgård i Nyker og Poul Sørensen i Allinge, Hans Clausen fra Nyker. Endvidere stillede Mogens Clausen sin bygjord i Store Vang som sikkerhed i sagen. De 4 mand sværgede at de ville ”En for alle og alle for en” kautionere for sagens omkostninger, til hjemmetinget, landstinget og til højesteret, hvis det skulle vise sig, at sagen tabtes.

Enken efter Henrik Nielsen bliver i sagen konsekvent kaldt for Lisbet Larsdatter, selv hun efter tidens sædvane burde kaldes Lisbet Mogens Clausen.

Hans Hjort vedstod sagens tvistemål, nemlig det skøde og købebrev som Amtsskriveren havde udsted til Peder Andersen i Rø den 22. januar 1701, samt den lodseddel, som skifteforvalteren Anders Pedersen Fyn havde udstedt af skiftet den 14. august 1696. Hans Hjort spurte Lisbet Larsdatter om hun ikke huskede, at amtsskriveren havde fået en rødskielmet Hest for 9 slettedaler efter skiftet blev holdt efter Hans Hansen. Mogens Clausen husker at amtskriveren fik hesten, men ikke hvorfor han fik den.

Barta Hans Hansen var til stede i retten og hun huskede ”at samme hest var i boet til Lisbet Larsdatter afgangne Henrich Nielsen, eftersom dend blef ført fra Barta Hans Hansen og kom til Lisbet Henrich Nielsens boe, og sammetid hafde Mogens Clausens venskab med Lisebet Larsdatter.” Efter Berild Clausen spurte Barta hvor hun viste det fra. Dertil svarede hun: ”Mogens Clausen logerede til forn. Lisebet Larsdatter naar han kom til Sandvig oc det vidste alle folck i Sandvig.

I retten blev fremlagt en af Hans Hansen underskrevet obligation på 40 rdr. dateret 11. juni 1694 udgivet til skipper Niels Larsen i København, samt en kvittering på 24 sdr. udstedt af Anders Michelsen Kleinsmed i København dat 24. juni 1695. Disse dokumenter blev læst op og påskrevet. Berild Clausen vil ikke acceptere ægtheden af ovennævnte dokumenter, ”efterdi Hans Hansen nu berettes at skal sig opholde udi Hamborg saa hand kand gifue saa mange obligationer som hand vil oc sette der udi huad Summa og Datum hannem løster”

Før dommen den 9. maj 1701 havde dømt jordstykket til Peder Andersen i Rø, havde Mogens Clausen tilsået jorden og mente sig derfor berettiget til at høste stykket. Peder Andersen fik dog birkedommerens ord for at det var hans sæd, så længe dommen den 9. maj ikke var underkendt.

De originale skiftebreve efter Hans Hansen og Henrik Nielsen skulle sammenlignes med de skiftekoncepter som Anders Pedersen Fyn havde.

I konceptet efter Hans Hansens skifter fra 27. og 28 november 1695 ”findes indført med rene bogstafure og rene Zifertal, den post anlangende Niels Larsens fordring i Kiøbenhafn til lagt, og til hannem afsadt Egers Lycken 4 skpl. Bygjord a 2 td land haure jord, som Hans Andersen boede i ommelte Sandvig sig hafuer tilforhandlet og bygt paa 20 skp. store Vang som er 2 td land og 3 skp byg jord, der af annammes, hertil 30 mark – 1 rødstiemlet hest for 9 mark hos Hans Jensen Bistrup i Vestermarker sogn, 12 r 2 mk 9 sk og af det constabel Niels Jørgensen er skyldig til boet – 3 sdr 2 mk 4 sk, er 50 Rixdaller”

Lisbet Henrik Nielsen havde fordret og fået tilkendt i alt 225 sdr. i sagsomkostninger i Hans Hansens bo. Anders Pedersen mente at enken havde fået hvad der tilkom hende. Hvis ikke burde hun her fremlægge sine krav. an bad om at hun ville fremlægge det originale skiftebrev, som så kunne konfereres med koncepterne. Berild Clausen påstod, at der der forskel på originalerne og de fremlagte Koncepter.

Han afhørte skriveren Peder Ovesen, der huskede, at han udskrev lodsedler til henh. Lisbet Henrik Nielsen på 54 sdr. og Peder Andersen på 26 sdl. Og at ingen andre end Lisbet havde fået del i Store Vang. Peder Ovesen fortalte at under alle hans udskrifter findes hans egenhændige underskrift og segl, hvis det skulle være gyldigt.

I en lodseddel fra den 11. december 95 som Berild Clausen fremviste i retten, kunne læses, at Lisbet overtog store Vang af værdi 24 sdr

Skriveren Peder Ovesen bekræftede at det var hans hånd og segl – bekræftet af vurderingsmændene.

Her følger en længere indviklet udredning af hvem der skriver koncepterne, originalerne og indførsel i skiftebogen. Skiftebogen kunne ikke fremvises, da den var udlånt til landstinget. Endvidere nævnes at ”auditørens søn” havde skrevet en af kopierne – eller afvritningerne som de kaldtes.

Retten holdt på til sen aften.

Pag. 262b – 9. august 1701.

Retsagen forsatte om morgenen kl. 7.

(transskriberet)

Sagen fortsætter med at afsøge hvilke værdier Mogens Clausen rådede over, selv om det egentlig var sagen uvedkommende. Lisbet Larsdatter ejede hovedparten af 10 sg. Sjælegård i Olsker, hvilken gård Lisbet var i København for at få afslag i skatterne for. Skriveren Peder Ovesen fortalte, at der blev høstet på gårdens jord, men vidste ikke hvor meget Lisbet ejede eller hvor meget udbytte den gav. Skifteskriveren meddelte at Mogens Clausen havde 9-10 td. Jord i Sandvig Vang. Peder Ovesen vidste at Mogens Clausen havde gæld til Præsten Anders på Christiansø på i alt 100 sdr. Og hvor meget Mogens Clausen ejede af Vallesgård i Nyker vidste han heller ikke, da han aldrig havde været med til at vurdere Mogens Clausens gods.

Berild Clausen spurte Peder Ovesen om han ikke var bekendt med at Mogens Clausen havde stor gæld som han ikke kunne betale.

Stokkemændene meddelte at Mogens Clausens stedbørn ejede det meste af den gård i Sandvig som de bor i, men de vidste ikke hvor meget jord de dyrkede, hvad dyreholdet var værd og ej heller hvor meget indboet der var. De vidste at 1 fjerdepart af Sjællegård ejedes af Jens Nielsen i Allinge.

En af stokkemændene fortalte at Mogens Clausen skulle levere 2 læs hø og 2 galte til Præsten Anders på Christiansø som rente for de skyldige 100 sdr., men at Mogens Clausen ikke endnu havde leveret det på Christiansø.

Anders Jensen, som var en af de 4 vurderingsmænd på skiftet efter Hans Hansen, fortalte hvordan fordelingen af jorden i vangen var mellem Lisbet og Peder Andersen i Rø, men han kunne ikke fortælle Berild Clausen om, hvordan dette skriftligt blev nedfældet, da han hverken kunne læse eller skrive. To andre vurderingsmænd bekræftede Anders Jensens forklaring. Den 4 vurderingsmand var Knud Michelsen bekræftede at der blev skrevet tre lodsedler. Den ene om den første aften var Niels Larsens indført i Store Vang for 30 sdr., dagen efter Peder Andersen for 24 sdr. og Lisbet Henrik Nielsen for resten. Der er uenighed om at lodsedlerne blev skrevet efter originalen eller konceptet.

Mogens Clausen var Barta Hans Hansens lauværge (efter Christian Tuxens ordre i 1695) og han var således også tilstede under registreringen og udskrivningen af originale skiftebrev og de udskrevne lodsedler. Han blev afhørt om hvad han kunne huske. Mogens Clausen mente, at Anders Pedersen den sidste aften d. 28. november havde skifte konceptet på bordet foran sig og dikterede hvad Peder Ovesen skulle skrive i lodsedlerne. Den sidste aften skrev de to: En til Lisbet sal Henrich Nielsen og en til skipper Niels Larsen.

Herefter følger 3 sider der er tæt på ulæseligt, men man nåede ikke nærmere afklaring af hvad præcist der skete på skiftet efter Hans Hansen.

Herefter på pag. 268b er indført de tre vurderingsmænds synforretning på Hammershus den 14. juli 1701. Staldlængen på 7 stolperum stod uden vægge og tag og det brugbare træ var 7 bjælker, fodbjælker stolper, løsholter og lejder. Endvidre fandt de løst tømmer i blommetårnet, i bryggerset, på maltegården og en bjælke i gården.. Vurderingsmændene var Mons Nielsen tømmermand, Jens Nielsen og Hartvig Andersen

Pag. 269a – domsafsigelse 8. august 1701

Amtsskriveren Hans Henrik Shoor havde indstevnet constabel Joen Jørgensen, der havde fæstet Hammershus vang, fordi han havde udlejet en del af sin avl til anden side. Trods hans skriftlige indlæg om, at han havde arbejdet gratis for slottet, ville birkedommeren ikke frikende ham. I flg loven 3 bog 13 afsnit 1 og 2 kapitel blev han fradømt sit fæste. Han fik ikke bøde.

Pag. 269b – 15. august 1701

Der var indgået forlig mellem Enert Aretsen og Peder Hansen i den tvist imellem dem.

Pag. 269b – 5.september 1701

Intet at forrette.

Anders Pedersen byfoged i Svaneke indstævnede Lisbet Larsdatter og hendes mand Mogens Clausen, samt Lisbets fuldmægtig for at høre om Mogens Clausens midler, næring, brug og bohave. Endvidere var stævnet Jens Nielsen af Allinge. Endvidere stævnede Anders Pedersen de ældste og bedste dannemænd fra birket kunne sige om

1. Anders Pedersen, dengang borger og bosat i Rønne, havde forvaltete dommene mod Hans Hansen og Hans Nielsen og ydet Lisbet sal. Henrik Nielsen den bedste assistance i mordsagen som loven kræver.

2. [ulæselig, da øverste linier på side 270b til dels er borte (se senere!]

3. eftersøgningen af Hans Hansen.

4. at udforske og

5 at støtte Mons og Berild Clausen, der begge var meget drevne udi retsager

6. at han støtte med undersøgelser mm i højesteret.

7. om ikke både Mogens Clausen og Berild Clausen var i deres huse, da Lisbet var i København for at søge eftergivelse for nogle restancer på den 10 gård Sjellegård i Olsker. En 4.part af Sjellegaard havde Jens Nielsen i Allinge mod at betale halv landgilde og præste- og degneskat efter en overenskomst med Henrik Nielsen.

.....

Endvidere ønskede Anders Pedersen at stævne de 8 mænd, der dømte Hans Hansen til tinget den 12. september.

Pag. 272a – 12. september 1701

Kaptajn Hans Jensen Bistrup fra Vestermarie sogn og Johan Jørgensen af Allinge havde stævnet deres hustrus fader Niels Hansen af Allinge om skiftekontrakten af 1. august 1701. Endvidere blev stævnet kaptajn Anders Laursen og Hans Jensen i Allinge. Uenigheden skyldtes det første punkt i kontrakten (skiftet efter hans hustru) hvor faderen aftaler skifte med sine døtre. Årsagen til at Hans Jensen Bistrup og Johan Jørgensen stævner Niels Hansen var at han ville gifte sig igen. Sagen skulle forhandles på næste ting om der kunne ske et lovligt skifte mellem ham og hans døtre.

Vefts Pedersen fra Olsker, der efter tilladelse fra amtmanden gik i rette for Peder Andersen i Rø imod Mogens Clausen i Sandvig. Han havde med kaldsmænd stævnet Lisbet Lauridsdatter og hendes mand Mogens Clausen - Anledningen var at Peder Andersen ved dom fik tilkendt et stykke jord, som Mogens Clausen dyrkede. I stævningen ønskes Lisbets forklaring ”om det onde Selskab Lisebet Larsdatter er angreben af”

(herfra transskriberet)

Vefst Pedersen bad de otte mænd (stokkemændene= Niels Hansen, Jørgen Pedersen, Peder Lauridsen, Hartvig Andersen af Allinge og Niels Bentsen, Svend Jensen, Christopher Henrichsen, og Enert Aretsen af Sandvig) om de har noget at udsætte på Peder Andersen og Gertrud Hansdatter, hendes fader, moder og pårørende.

Vefts Pedersen ville have Mogens Clausen svar på om han havde høstet afgrøder på jorden efter at dommen var faldet. Mogens Clausen refererede sig til Lisbets supplik af 31. maj og kongens resolution fra 14. juni, som han mente var til hans fordel og at han retsmæssigt kunne høste den afgrøde, som han selv havde sået. Mogens Clausen vedstod at han havde høstet på den omtalte Store Vang, men at det kun var hans egen sæd.

Niels Hansen i Allinge blev spurt om Hans Jørgensens ærlighed i de 30 år som han havde været byfoged i Allinge og Sandvig og om hans brødre Niels, Thor, Peder og Jørgen ikke var ”forshichet den erligen og Vell, Christeligt, som det vell einer og anstaar”. Niels Hansen sagde, at han kunne huske 60 år tilbage i tiden og i den tid har han ikke hørt noget ufordelagtigt om familien. De øvrige stokkemænd bekræftede Niels Hansens vidneudsagn.

Berild Clausen ville ikke lægge så meget sandhed i Stokkemændenes vidneudsag, da en del af dem er besvogret med Giertrud Peder Andersen, samt at Berild Clausen kunne bevise, at Gertrud havde forsynet sin bror Hans Hansen med oplysninger, da han sad som fange på Hammershus. Stokkemændene vedstod deres vidneudsagn. Endvidere spurgte Berild Clausen om ikke at birkefoged Eskild Nielsen nu var gift med Leene, som var søster til den henrettede Hans Nielsen. Birkefogeden forlangte nu at Lisbet Larsdatter eller Mogens Clausen ville klage over hans embedsforretning, ville han føre sag herom i hans værneting.

Vefst Pedersen mente at det var en sag om rettigheden om et stykke jord og ikke et spørgsmål om drabssagen fra 1695, men han udbad sig en forklaring på Lisbets udsagn i hendes brev til kongen om det onde selskab, som tilforn i dag er produceret og indleueret”. Berild Clausen mente ikke at dette kunne indvikle hende i en ny retssag.

Vefst Pedersen forlangte at Lisbet og Mogens Clausen ville fremsætte beviser på at Peder Andersen og hans hustru Gertrud havde med råd og dåd ved at deltagende i det begåede mord på Henrik Nielsen.

Endvidere begærede Vefst Pedersen ”beviser at hun Lisabet Larsdatter er saa høy bedrøfuet quinde paa Boringholm som hendis klagemaal for om formelder og at hun er saa fattig, og icke nefner sin mand Mogens Clausens Nafn som hafuer veret i egteskab samen i en 5 aar”

Berild Clausen svarede at Lisbet havde måttet føre mange retssager for at få sin ret og at det var en hård belastning for hende, at hendes mand Henrik Nielsen blev dræbt. At hun havde brugt sin faders navn, kunne jo nok være bekendt og desuden havde Mogens Clausen ikke været med hende i København.

Peder Andersen spurte Mogens Clausen om han ikke havde givet ham leje af jorden indtil 1701. Berild Clausen svarede, at det havde han ikke hørt og kunne derfor ikke svare. Mogens Clausen havde forladt retten- efter Berild Clausens mening fordi det var blevet sent aften. Peder Andersen mente at han var gået fordi han ikke ønskede at svare på det spørgsmål.

Herefter fremlagde de bedste og ældste dannemænd deres rapport på de spørgsmål, som Anders Pedersen havde besvaret på sidste tingdag. De havde svaret på alle spørgsmål på nær et, nemlig om Sjællegårds avl og om berettigelse til at bede om fritagelse af landgilde. De 8 mænd mente at det var op til Olskers vurderingsmænd, at dømme om den var så forarmet, at der kunne søges om fritagelse helt eller delvist. Formanden for de 8 mænd Kaptajn Anders Lauridsen sagde at for 10 år siden havde hans fader ejendommen i brug og da blev betalt fuld landgilde, men at der siden hen ikke var blevet gødet. Peder Hansen, som var Mogens Clausens førstemand, vidnede at der var høstet mindst 20 td rug sidste år

Pag. 277a – erklæring fra 5. september 1701

Efterson Vi ottemend d. 5. september Anno 1701 inden Bierketinget ere opmelte, at vi skal giøre forklaring huad Middel Lisabet Lauridsdatter i Sandvig, med sin mand Mogens Clausen kand hafue, saa vell an deris, sampt Berild Clausens, qualliteter hafuer som dend fortvivlende og kræfvelse videre i sig self formelder og indeholder, til dens fuldbyrdelse, følger vores Sandferdige beretning der om saaledis.

1. dend første post vi kunde icke andet, men maa tilstaa Anders Pedersen dette, at hand icke i de mordsager, først dend proces med Hans Hansens som undkom, oc siden dend anden proces mod Hans Nielsen, hafde mange Reiser fra Rønne her hid til Slottet huor tinget holtis, og siden nogle gange til Sandvig, at udtage Midler til fangen Hans Nielsen underholdning og sags udførelse, End og saa giorde Lisabet Henrich Nielsen loulig og billig assistence i Sagerne som af Høyeste Rettens dom befunden er, Saa er og for os bevist at hand med sin Arm i et Baand hafue maa set ladet sig age her hid til Slottet og Sandvig, og hafde sin hustru med sig og en dreng for at hielpe sig til Rette og opagte samme skade,

2. Dend anden Post huor ledes og huor lenge Lisabet Hendrich Nielsens sad enke efter sin mands død, da er Manden Henrich Nielsen i hielslagen imellem d. 9 oc 10 Juli 1695, og hos følgende Magister Søfren Skades kundskab og attest som lyder saaledes: Ao 1696 d. 11. September blef Mogens Clausen ungkarl trolofuet med Lisabet afgangne Hendrich Nielsens i Sandvig. Onsdagen som var bededag d. 24. Novemb. blef Mogens Clausen med Lisabet Hendrich Nielsen sammenviide som var Aar 1696. Fredagen d. 11. Sept 1696 blef Mogens Clausens og Lisabet Lauridsdaatters lille pige barn døbt udi Allinge Kierke kaldes Elsebe Chatrine, dette at verre et rigtig udtog af Allinge Kierches tegnebog Test. Søfren Skade, og ellers ved vi og andre, at siden Berild Clausen Reiste til Bleging, som skede for at søge efter dend undvigte Hans Hansens dreng, var broderen Mogens Clausen af og til i Lisabet Henrich Nielsens huus, huor og imidlertid førte hindes sag, Indtil at festens øllet skeede.

3. Dend tredje Post, Vi ere iche bevist, at Lisabet Hendrich Nielsens, eller nogen paa hendis Vegne, hafuer serdelis giort [pag. 277b øverste linie ulæsbare]…dend udbrudte, og bort rømte Hans Hansen… end andre af folckene paa landet, men at Berild Clausen ..at igien hente dend bort rømte Hans Hansens dreng, som … anden hafue formelding, der fore blef hand aparte betalt …., paa Hans Hansens skifte med 45 Sdr. som for os er bevist ligesaavel er det huer mand bevist, at her holtes streng Vagt ved stranden oc paa Landet, og afløstes Mand fra Mand, ligesom udi ufredstider og dend uden nogen betalling i ringeste maader.

4. Fierde post. Ti hafuer icke hont af Lisabet sal. Henrich Nielsens, hafuer paa Anchet, at hius hafuer faaet sin fornøyelse paa Hans Hansens skifte førend nu af dend afdøde sal. Henrich Nielsens skiftebref, der beklager hun sig, at hun er Sagen mangell 230 sdr som Mogens Clausen for os med sal. Hendrich Nielsens skiftebref beviste og fick udlæg af Hans Hansens boe for 225 sdr. 1 mk.

5. Den femte post, Er os noch bevist, at Berild Clausen lader sig bruge udi Sagen, naar det af ham begieres, mens Mogens Clausen iche saa meget.

6. Den Siette post, Anlangende Mogens Clausen, og Lisabet Larsdatter nue haffende Midler, da for at blifue ved vores Sandhed som vi suores voris Ed paa, kunde Vi intet bekrefte, end at hun med sin Mand Jo sidder I et boe I en med de beste gaarde udi Sandvig, huor hans Kongl. Majst. Højloflig Ihukemmelse, Kong Christian dend 5te da hand in Maji Ao 1687 var herpaa landet, allernaadigts behagede at logere, de hafuer og 9 td. Land Byg Jord i Sandvig Byes Vang, de hafuer og udi deris boe med Kleder og Raabber, og andre huusgeraad som de kand hielpe dem med, end og saa hafuer de en deell af Heste og Kiøer, og andet smaat Queg af Faar og Suin, og er iallemaader i deris Boe som de hielper dem og nerer dennem af deris aufl og fiskeri, de eier ogsaa Siellegaarden d. 10 I tallet udi Olskersogn, undtagen 20 sdr. som Jens Nielsen udi Allinge skal hafue derudi bestaaende, huor til di og self drifuer aarlig de 3 Parter, af samme gaards aufling, og Jens Nielsen dend 4 part deraf,-

Mogens Clausen er saa eiermand for en fri vaarnede gaard beliggende udi Nycher sogn kalds Vallegaard, huilken hand af sin sal. Fader udi hans lefuende lifue skal hafue kiøbt, Men om hand sine Søskende og med arfuinger der af til fulde hafuer udløst, eller nogen Creditor der udi kand hafue nogle Penge bestaaende, veed vi icke, Mens belangende Mogens Clausen og hans Hustrues gield, da formeener vi icke, at hand skal verre Presten Hr. Anders Jensen paa Chrisians Øe 100 sdr. af sin formand Henrich Nielsen gield skyldig, og der foruden … goes til tvende Hendrich Nielsens Børn huer 54 sdr 4 mk. Noch foruden Amptskrifuerens fordring, huilket at Mogens Clausen [pag. 278a – hjørne mangler] self beretter at skal vere ofuer 100 rdr………….

For vidtlftig gield efter hans egen beretning, og mindre….

Klarer huor megen hand til en huer skyldig, som for os …. Gifuet,

7 dend Syfuende post, Baade Mogens Clausen, og Berild Clausen var tilstede paa Landet, hiemme i Sandvig, da Lisebet Larsdatter nu sidste gang, udi afvigte Mai og Juni maaneder 1701 var i Kiøbenhafn for resten refererer os till forregaaende 5.post.

8te dend aattende post huis sig Siellegaarden angaaer efter det sam Vi seer der af aarligen høstes, da synnes os at Mogens Clausen icke kand hafre aarsage til at begiere afslag ringere end paa halfue skat,

Datum Allinge d. 12. September 1701.

Anders Lauridsen, Hans HIS Jensen, Hans Jespersen, Henrich Nielsen, Haagen HIJ Jacobsen, Rasmus RPS Pedersen.

Lest inden Hammers Huuses Birketing d. 12. September Anno 1701.

Testeroe

E. Nielsen, Hans Pouelsen

Pag. 278a – 19. september 1701.

Forordning om at bønderne er pligtige at føde præsternes tiende kafe, 23. juli 1701.

Hans Jensen Bistrup og Johan Jørgensen indstævnede Jacob Madsen og Jacob Jespersen af Allinge til at vidne i den kontrakt, der var indgået mellem deres hustrufader Niels Hansen og dem. Sagen var et skifte efter Niels Hansens afdøde hustru Karen Hansdatter dat. 1. august, som tillagde ham en broderlod. Niels Hansen tilbød at frasige sig sin broderlod i et nyt skifte. Dommen skulle afsiges på næste ting, [da hjørnerne på pag. 278b og 279a er beskadiget, er det ikke helt klart hvordan det slutter, men sagen var, at Hans Nielsen ønskede at gifte sig igen, og at 2 af de 4 døtre (eller deres mænd) ikke synes at skiftet var acceptabelt, da han havde fået tilkendt mere end han efter loven var berettiget til.

Pag. 279a – 26. september 1701

Albert Hartuig på Vellingsgaard i Nyker fremlagde hans kongl majestæts forfader Frederik d. 3’s brev til Bornholms indbyggeres troskab ao 1658 allernådigste meddelte privilegier, huilket nuværende konge Frederik d. 4 efter Albert Hartvigs på samtlige undersåtteres vegne, paa Boringholms hans aller underdanigst givne ansøgning ,1 alle [pag. 279b begge hjørner ødelagte] … og paashrefuen og en rigtig didecering …. Der af till Borgerskaber i byerne… vig, blefuer erlagt ….

Johan Jørgensen og capt. Hans Bistrup fremlagde deris indlæg, dat. 26. september 1701, hvilket blev læst og påskrevet. Sagen optages til dom om 14 dage.

Pag. 279b – 10. oktober 1701

Dom afsagt mellem Kaptajn Hans Bistrup og Johan Jørgensen på den ene side og Niels Hansen af Allinge på den anden. Dommer er ikke afskrevet i tingbogen.

Pag 279b – 30. oktober 1701

Kgl. forordning om fallitter fra 17 maj 1690 som blev genudsendt den 10. september 1701.

Ellers intet for retten.

Pag. 279b – 21. november 1701

Forordning 22 oktober 1701

Valdemar Reeds skriftlige Missive af dato 19. oktober ang. gamle heste og hopper som ikke er tjenlige till….her fra landet til Tyskland maa….. .

(tingbogens sidste sider er meget beskadiget, men så meget som muligt er transskriberet)

Ordre fra Amtmanden til birkefogeden om at håndlangerne ved artilleriet til nytår skal have nye uniformer. Den bestod af: Brun vadmelskjole med grønt opslag og en trekantet sort hat, hvor den ene side er bukket op og fæstnet med en knap.

Rasmus Pedersen stævnede Gieske Hans Jørgensen for at hende hund havde bidt et af hans får i hjel. H