Indledende bemærkninger:

Jeg har bestræbt mig for at få alle sager med, men som tidligere nævnt, er det forskelligt, hvad der fanger min interesse. Nogle sager er kort omtalt, andre er grundigere beskrevet. Visse historierne vil ofte fremgå noget fragmentariske. Direkte citater er markerede med " ".

Sager strækker sig oftest over flere tingdage.

Så vidt muligt er alle personnavne medtaget, dog ikke stævningsmændenes. Hvert tingsmøde starter med navnene på birkefogeden, skriveren og stokkemændene, som ikke er indskrevet i referatet. Her henvises til oversigten. Bemærk at navne ofte skrives forskelligt - samme persons navn kan skrives forskelligt selv i samme linje.

13. marts 2009 Jesper Vang Hansen

(afsluttet 7/7 2009)

De originale sider fra tingbøgerne er affotograferede. Indholdsfortegnelse og link til kilder findes her.

David Dich og Niels Larsen (Bech) havde indgået forlig hos Niels Jørgensen i Sandvig den 8. april i tre vidners nærværelse, vedr. det slagsmål som var sket fastelavns mandag. Poul Hartvig ville ikke vedstå sin part i sagen og ville føre vidner til næste ting.

Den beordrede dommer Niels Hansen af Sandvig nedsatte sig i dommersædet. Mogens Clausen havde på Kgl. majestæts vegne stævnet Martin Poulsen, Albert Dich, Hans Jørgensen og hans søster Valborg Jens Nielsen til at vidne i sagen om klammeriet fastelavns mandag begået mod Jørgen Jørgensen i Albert Dichs hus i Allinge. Peder Serbi fra Vang var også stævnet i slagsmålet mellem Jørgen Jørgensen, Holger Johansen og Peder Hansen. Martin Poulsen vidnede, at Holger Johansen tog fat på Jørgen Jørgensen og slog ham i gulvet. Jørgen Jørgensen havde fået sin kårde fratagen, men ingen havde set om han havde truet med den. Der var adskillige folk i stuen, som alle var blevet beskænket. Hvad der egentlig sket fremgår ikke nøjagtigt. Birkedommerens ærinde var at føre sag på slagsmål, som kunne takseres til bøder. Sagen skulle genoptages på næste ting.

Birkeskriveren havde på kirkestævnet anmodet bymændene om at betale for den nye tingbog, som tidligere var bekostet af byen, men nu var indkøbt af skriveren. Bymændene ønskede ikke godvilligt at refundere skriverens udgift.

Sagen mellem Hartvig Willumsens enke Kirstine og de to stykker jord, som Jørgen Rasmussen havde i pant, kunne ikke føres, før hun havde stævnet sin egen søn Poul Hartvig til tinget. Han havde indløst pantet og mente sig berettiget, til at modtage jorden.

Poul Hartvig havde stævnet Niels Larsen Bech i sagen om slagsmålet i David Dichs stue fastelavnsmandag. Jens Nielsens hustru Valborg Sørensdatter, David Dich og hans steddatter Lene Hansdatter. Ingen havde set Poul Hartvig slå Niels Larsen, hverken i stuen eller i forstuen. Stokkemændene bevidnede at Niels Larsen Beck havde kaldt Poul Hartvigs hustru Kirstine Hansdatter for en rakkertyv.

David Dich havde ikke set om Poul Hartvig havde slået Niels Beck, hverken i stuen eller forstuen. Niels Beck havde ikke taget de to tænder med, som han skulle have fået slået ud om aftenen. Poul Hartvigs hustru Kirstine sagde, at hvis hun vidste, at Niels Beck skulle have fået slået sine tænder løse, så ville hun have taget en klud med salt til at "bro" tænderne med.

Niels Beck havde også stævnet vidner i sagen, nemlig Rasmus Larsen og hans hustru af Allinge, der havde hørt historien fra Peder Trølsen(?) som lærer skomagerhåndværk hos en mand ved navn Karnelsen i Rø sogn. Poul Hartvig nægtede, at der skulle føres vidner på selve slagsmålet, da de havde indgået forlig. Birkedommeren mente, at der var ført lovligt stævning og sagen kunne genoptages til næste ting den 17. juni.

Dommersædet blev overtaget af Niels Hansen, således at birkedommeren kunne føre sag mod Holger Johansen og Peder Hansen om klammeri på selv samme fastelavnsmandag med Jørgen Jørgensen fra Olsker. Birkedommeren havde indkaldt den velædle og gudfrygtige matrone Valborg Løjtnant Jens Nielsen, der var Albert Dicks søster, men som ikke kunne vidne andet end at hun havde tilbudt Jørgen Jørgensens at køre ham hjem, da han var drukken. Jørgen Jørgensen kunne ikke finde sin kårde, som Hans Jørgensen havde taget fra ham. Jørgen Jørgensen kaldte Hans Jørgensen for "HUNTZ FOT". Holger Jørgensen stødte derefter Jørgen omkuld på gulvet. Han kom på benene og blev hjulpet ud på gaden og op på sin hest. Albert Dick fortalte, at han havde arbejdet sent og da han kom ind i sin stuen var der "en stor del folk" da det var fastelavnsmandag. Albert Dick havde taget kården fra Jørgen, da han frygtede, at han kunne gøre skade på folk, fordi han var drukken. Holger Johansen og Peder Hansen ville føre vidner til næste ting.

Birkedommeren ville have tingsvidner på at ingen sagefaldsbøder var faldet som kunne tilfalde kongen, på nær Hans Larsen Stærk og hans hustrus mulkt på 4 rdr. for at tage en klemenskerbondes 2 svin i forvaring. Hans Navn var Ole Christensen boende på Nørre Kirkebogård. En voldssag begået af Samuel Johansen på en ung mand var blevet underkendt på landstinget den 17. april 1715, men at Mogens Clausen ville føre sagen videre til højesteret

Niels Beck tilrettelage et skriftligt indlæg. Poul Hartvig oplæste tillige et skriftligt indlæg i sagen. David Dick og hans hustru var ikke mødt, da de mente, at der var indgået forlig og at det ikke var nødvendigt med yderligere afhøringer af dem. Begge parter refererede sig til lovene og Niels Larsen Beck mente, at han havde ret til at føre sagen, da han selv havde kautioneret for omkostningerne og havde indkaldt til genoptagelse af sagen trods det tidligere forlig. Sagen skulle genoptages til næste ting.

Poul Hartvig og hans moder Kirstine Hartvig Villumsen i sagen om de to stykker jord, som var pantsat til Jørgen Rasmussen. Moder og søn førte sag mod hinanden om hvem der havde retten til jorden, men det viste sig at Jørgen Rasmussen havde fået købstilbud på jorden medens Hartvig Villumsen levede. Dommerne optog sagen til doms.

Byfoged Jens Nielsen fra Hasle overtog dommersædet for at dømme i sagen mellem birkefogeden og Hans Larsen Stærk om de to svin. To vidner Bente Sandersens (?) og Peder Madsens steddatter så Karen Hans Larsen ved Slots Højskov med to sortbæltede svin løbe efter sig en søndag eftermiddag kl. 3. Bente fik svinene til at standse, men Karen kaldte dem til sig. De to birkevidner Lorens Petersen og Svend Jensen havde afhørt Elseby Bertils nogle dage før hun rejste til København. Elseby havde været hos Karen Hans Larsen stærk om mandagen og set et af svinene var bunden med et stykke reb bag forstuedøren og at hun havde købt svinet for 1½ mark, hvilket Elseby mente var et godt køb. Hans Larsen stærk mente ikke, at Elsebys vidne kunne bruges, da hun var Mogens Clausens broderdatter. Karen Bastians fortalte, at hun også fik at vide at Hans Larsens Stærks hustru havde købt svinene for 1½ mark.

Rasmus Pedersen havde fulgt Ole Christensen ned til Hans Larsens Stærks hus og han kunne berette, at Hans Larsen straks havde ville give svinene til Ole Christensen, men at Hans Larsen Stærks kone sagde, at det var hendes mening at gå til Klemenskers kirkestævne søndagen efter for at anmelde de to bortløbne svin, samt at hun ville forlange penge derfor. Svinene blev ført til naboen Bertil Johansen.

Birkefogeden havde erklæret, at Kongen skulle have penge for forliget. Karen Hans Larsen satte sin lin-væv i pant hos birkefogeden af en værdi 4 rdr. indtil han betalte kongen mulkt på 3 rdr., hvilket han endnu ikke havde gjort. Nu skulle han betale 4 rdr, samt alle tilløbne omkostninger i alt 8 rdr. Det ligner en afstraffelsessag, og et eksempel, som han siger "til andre slig til afsky". Hans Larsen Stærks fuldmægtig Lars Nielsen fra Hasle klagede over denne mulkt, da Hans Larsen jo ikke var en tyveknægt, men en borger der ønskede en retfærdig retssag. Mogens Clausen svarede, at der slet ingen sag var, da han allerede havde dømt i det forlig, der var indgået mellem parterne, således at kongens ret blev imødekommet. For øvrigt spurgte Mogens Clausen Niels Hansen om han var vidende og havde tilladt hans hustru Else at skrive for Hans Larsen og hans kone. Niels Hansen svarede, at det måtte være hans hustru tilladt at skrive for ethvert mennesker, hvis man ønskede at føre sag på tinget. Mogens Clausen mente, at Niels Hansen havde forset sig i kongens retmæssige krav. Mogens Clausen mente, at have ret til at disse klagebrev skulle tilstilles ham og ikke sendes til København eller til Bornholms egen øvrighed. Det var et angreb på hans eget navn og rygte. For øvrigt mente birkefogeden at Hans Larsen Stærk kunne betale, da han var selvejer af både hus- og haveplads, og fri byjord i Vangen med kreaturer. Hans Larsen Stærk mente at ville føre sagen, med tingsvidner.

Niels Larsen Beck fik læst et skriftligt indlæg mod Poul Hartvig og David Dick og deres hustruer. David Dick lod også et skriftligt indlæg læse imod Niels Larsen Beck.

På kirkestævnet dagen før var følgende personer bedt om at møde på tinget og forklare hvorfor de ikke var mødt med deres vogn den 24. og 25. juni for at gøre ægter til kong. majestæts tjeneste. Disse var fra Sandvig: Niels Jørgensen, Jørgen Hansen, Mads Hartvig, Peder Larsen og fra Allinge: Mads Michelsen, Jørgen Johansen, Peder Hansen, David Dick, Albert Dick, Rasmus Larsen, Søren Michelsen og Holger Johansen.

Opgaven var at age med hestevogn fra Sene til vandpladsen i Løsebæk. Mads Michelsen var på søen og kom først hjem to dage efter ægterne. Albert Dick var på Vagt da indkaldelsen kom. De øvrige var ikke mødt på tinget for at give forklaring.

Dom afsagt mellem Kirstine Hartvig Villumsen og Jørgen Rasmussen og Poul Hartvig. Lorens Petersen udbad sig dommen skriftligt på vegne af enken Kirstine, såvel som Poul Hartvig, da den skulle appelleres til landstinget. Dommeren ville ikke kendes ved at jorden blev solgt til Jørgen Rasmussen, da der ikke var oprettet lovligt skøde på jorden, han ville heller ikke vedstå at jorden kunne overgå til Poul Hartvig. [Sagen er ganske svær at læse og forstå]

Jørgen Christensen læste et købe og skøde på Buggehuset, som han havde solgt til Niels Olsen i Olsker. Huset og den tilstående rugsæd, som var indhøstet, blev købt for 30 sdr.

Søren Michelsen af Sandvig var kommet tilbage fra København og bad om at sagen mellem ham og Ole Larsen Stærk skulle ageres. Sagen er anmeldt den 17. juni og omfatter 2 sildegarn og en laks. Ole Larsen Stærk og Hans Hartvig svarede at sildegarnene var blevet borte i "guds vejr og vind". De vil ikke nægte Søren Michelsen den part af laksen, når han havde betalt bådsleje i 15 uger. Søren Michelsen mente, at de havde sat hans sildegarn i søen uden hans vilje, da han var "rejst fra Landet oc var paa Christian Ø". Søren Michelsen måtte til næste ting føre vidner i sagen.

Dom blev afsagt mellem "afgangen" Niels Larsen Beck i Olsker og Poul Hartvig og David Dick. Poul Hartvig bad om udskrift af dommen således han kunde anke til landstinget. Det var ikke bevist om Niels Beck havde pådraget sig alle skader i stuen hos David Dick, men at det havde været ulovligt, at Poul Hartvig have slået Niels Becks hoved ned i bordet. Hans skader synes ikke at have været så slemme, da han dagen efter havde med til at skyde til måls. Poul Hartvig blev han dømt til at betale sagens omkostninger til den afdøde Niels Becks fader Lars Nielsen.

Kirstine Hartvigs lod læse et skøde udgivet til Jørgen Rasmussen på de to stykker jord (Bøgestyken og Olufsbache) for i alt 42 sdr 2 mk.

Peder Hyldebrand af Allinge læste et pantebrev på et lån af Kay Andersen af Olsker på 30 sdr.

Hans Hartvig lod læse et pantebrev til Rasmus Larsen for et lån på 40 sdr.

Hans Hartvig fortalte Søren Michelsen, at han ikke kunne nægte at de var partnere og at han havde bedt ham om at sætte garn medens Søren Michelsen var på Christiansø. De havde også laksesakse og andre redskaber sammen. Søren Michelsen erkendte at han var makker med hans Hartvig og Ole Larsen og at de kunne bruge hans redskaber. Sildegarnene var dog ikke sat i havet med hans 9-garns kabeltov, men de havde brugt et tov fremstillet med græsrødder og et gammelt stengetov. Sagen skulle fortsætte på næste ting.

Hans Hartvig og Ole Larsen fremlagde sit skriftlige indlæg om sagen om de to sildegarn. Søren Michelsen bebudede, at han på næste ting også ville svare skriftligt.

På amtskriver Shoors vegne mødte kaptajn Niels Nielsens på tinget for at føre kontravidner mod Hans Vefstsen på den 13. gård i Rutsker i den sag han havde ført på Nørre herredsting om den fælles udmark, som han havde indgrøftet i den vester udmark i Rutsker.

Følgende var indkaldt fra Rutsker: Joen Pedersen (gård nr. 6), Peder Andersen (7), Niels Andersen (8), Peder Øbersen (9), Anders Larsen (10+11), Martin Davidsen (12), Jørgen Larsen (14), Peder Christensen (15), Svend Engelbretssen. Fra Olsker: sandemand Lars Høeg (5), Esber Pedersen (6), Claus Jensen (7), fendrich Jørgen Giødrich. Endvidere er indkaldt vidner fra Olsker: Anders Larsen, Mogens Olsen, Anders Hansen, Lars Nielsen, Peder Aretsen, Truued Hansen, Albert Henrichsen, Peder Pedersen, Veidech Hagensen fra Rutsker. Desuden fra Rutsker Sandemand Hans Svensen, Ole Clausen, Anders Larsen, Lars Rasmussen og Peder Monsen. Rutskerboerne skulle besvare spørgsmål om udmarken på den søndre side, der strækker sig fra Rutsker udmark til nord til Slotslyngen.

Fra Allinge var indkaldt Knud Nielsen, Hans Jørgensen, Lauring Gifuersen som skulle vidne om den vestre og den fælles udmark.

Fra Sandvig indkaldtes konstabel Niels Jørgensen og Jørgen Hansen, Christopher Hansen, Rasmus Pedersen, Niels Bentsen, Anders Jensen, Hans Aretsen. Fra Allinge: Kaptajn Anders Larsen, løjtnant Jens Nielsen, Hendrich Peder Larsen, Hans Jensen. Thor Jørgensen, Hartvig Andersen, Mogens Nielsen, Michel Sørensen, Anders Nielsen, Peder Hansen, konstabel og kirkeværge Rasmus Larsen, Peder Hansen, Albert Dick, Jacob Madsen, Hansen Andersen, Mads Michelsen, Christen Pedersen, Hans Larsen

Hans Nielsen fra Habbedam udtalte sig på bøndernes vegne, at de mente, at indstævningen ikke kunne være lovlig, dels fordi de mente, at dette ske ske ved deres hjemting og dels fordi indkaldelsen var sket på slet papir. Birkedommeren afviste, da de var indkaldt af Niels Nielsen, som fuldmægtig for kommandant Reedts vegne og dermed var det kongens sag, der skulle føres. Kaptajn Niels Nielsen mente, at byens kæmnere skulle forklare hvorledes den såkaldte Vester Udmark kunne betragtes som fælles kløvgang såvel for borgere og bønder.

Kæmneren Søren Michelsen fra Sandvig mente, at borgerne i Allinge og Sandvig havde nydt rettighederne til kløvgang og brændsel fra arilds tid i den såkaldte Vester Udmark, som nu er sagens kerne. Han mente at beviset for ejerskabet findes i Byens bog, hvor man kan se, at borgerne havde betalt 6 mark og 10 skilling i skat for byens vang og jord i Vestermark. Hans Andersen, Jacab Madsen og flere andre havde indgærdet jord fra den fælles vang. Kæmneren mente, at det skulle levere jorden tilbage, hvis de ikke kunne bevise at de havde vundet hævd på det ved mindst 20 års brug.

Tingbogen for 21. november 1684 blev afskrevet, Afsnittet omfattede regnskab for byskatten 1682 og 83 fremlagt af byfogeden Hans Jørgensen. I alt 63 daler 15 skilling. Heraf til amtskriver Dechner 16 rigsdaler i stedet for udgifter til den færge som gik mellem Bornholm og Skåne. Dernæst foruden 6 mark og 10 skilling, som kaldes for rumpeskat, for Vester udmark beløb sig for 2 år til 34 rigsdaler 20 skilling, byfogden har bekostet en bybog for 5 mark, samt på byens vegne tre mark og andre 3 mark, desuden havde byfogeden på byens vegne ladet vælge en bytrommeslager ved navn Jens Nielsen. Regnskabet var underskrevet af Niels Jørgensen i Sandvig, Niels Hansen og Hartvig Villumsen af Allinge på samtlige borgeres vegne.

Hartvig Villumsen og Lars Nielsen tillige med andre berørte mænd ville ikke acceptere kæmnerens påstand om at føre jorden tilbage til fællesskabet, da det ikke vedkom sagen. Fællesskabet omkring Hammeren, som strækker sig fra nord til Sandvig, støder op til Allinge og i syd mod Olskers bønderjorde. I sagen, mente de, kunne der ikke dømmes, da ingen vidste bedre. Kaptajn Niels Nielsen kunne ikke acceptere dette uvisse bestemmelser, da han førte kongens sag.

"Hans Vefstsen formeener ud af denne Sag som hans kongl. Mayst. Ambtshrifuer hr. Hans Hendrich Shaar hos antaget en Captain Nafnlig Niels Nielsen som har ofr. de kongl. Mayst. herretsbønder at commandre for mener enu Hans Vefstsen at stride imod hans kongl. Mayst. lou at den som har en bestelning bør iche der imod at hafue nogen anden bestelning paa det at den fattige bonde som shatter og shylder til Hans Kongl Mayst. aller naadigst oc for moder i denne sag at Hans kongl, Maysts lou enu iche er ofrtraadt ved saa mange fattige bønder shal vere Indstefnet her til birchetinget saa formoder Hans Veftssen at om saa var hand hafde afr:trodt udig een eller anden maade eller forgrebet sig saavel som hans mednaboer, oc i det øfrige saa er Louens ord at bruge paa den rette maade oc iche at bruge saadan mener først at tage 8te mend op siden synsmand bagefter at stefne vidnesbyrd til et fremmet ting oc til spørgsmaal. Denne Capt. Niels Nielsen som er fuldmegtig imod de fattige stachels bønder, serlig imod Hans Vefstsen, som er en ung mand oc hafr. antaget for nød oc trang den 13 gaard i Rødsher sogn som sin broder Lars Vefstsen er ret eyermand oc huusbonde fores saalenge som af forn. 13 gaar kand af redesshat til hans kongl. mayst, mens som min broder Lars Vefstsen det aar 1710 lagde sin rugsed der til bem. 13 gaar herfore hand nu 1711 blef commanderet ind til Christiansø for en soldat oc forreviste en karl i Kongens tjeneste der ind for forre der blef huerchen oppøjet eller saaet nogen vaarsæd samme aar oc var samme commandering om paasketider oc blef der ligendes til S. Hans dags tider der efter alligevel maatte hand betalle alle hans Kongl. Contributioner til huert sted som elles naadigst var oc blef paabødet af den 13 gaar i Rødskersogn her for hand blef beshadiget at hand iche self kunde der ofr. forrestaa samme gaar formedelst hans korn oc hafre blef belingendes paa loftet som shulle veret saaet det foraar, huorforre hand maatte afr.gifue til mig Hans Vefstsen, oc nu at jeg forn. Hans Vefstsen ved mine omkringliggende boende naboer som er dem slet intet imod eller til hinder en ringe deel gaald mark som liger reet ud for den 13. gaar oc er samme gaards rette fortoug som skal oc bør shattes oc shyldes forres til hans Kongl. Mayst. allernaadigst oc formoder at det er iche Hans Kongl. Mayst. vllie at fattige bønder paa hans kongl. Mayst. land shal saa trebuleres ved adskellige Retters oc forhindre deres auling oc arbeide oc begieres her paa hans kongl Mayst. Birchefogets kiendelse oc dom om des shulds saa handles imod hans kongl. Mayst. bønder, oc i det Øfrige formener Hans Veftssen, at de som har vidnet tilforn inden Nørre Herrets ting oc paa aasteden om de iche burde oc at vere her Indstefnet førend nogen atest eller vidnesbyrd blifr. for hørt efter louens pag. 108 - 12 art."

Niels Nielsen ville ikke svare på Hans Veftsens indlæg, da dagen snart var gået og at alt ville blive oplyst under sagens gang. Den første som kaptajnen afhørte var Anders Larsen fra Olsker, der fortalte at han i 8te eller 10 og 40 år havde ført sit kvæg uhindret til græsning på Vestermark. Han havde ingen viden om, at det var fælles eller kongens mark eller om det nogensinde havde været inddelt i lodder med sten eller stabler. Lars Nielsen mente, at jorden nord for gærdet tilhørte slottet, det syd for kaldtes bondens mark. Anders Larsen havde kun viden om at han uhindret kunne føre sit kvæg til Vestermark.

Mons Olsen på Hollegården (gårdnr. 12 i Olsker) fortalte at han i 17 år uhindret kunne føre sit kvæg til Vestermarken. Niels Niielsen fik dommerens tilsagn om at tre af bønderne: sandemand Lars Nielsen fra Habbedam, Hans Veftsen og hans fader Vefst Petersen alene måtte stille spørgsmål til vidnerne, da det ellers ville enden i "bulder og tumult og der med forvilde vidnesbyrdene". Dommeren ville dog have ret til at lade andre stille spørgsmål, hvis han så en mening med det. Hans Vefsten påstod at Mons Olsen havde sat gærde til Tegn Udmark, som strakte sig fra Sandvig, Allinge, langs stranden forbi Rø sogn ned til Helligdommen. Han mente, at denne mark længe havde været delt mellem bønderne. Mons Olsen sagde, at han ikke havde lagt jord til sin gård i Østre udmark, men at han godt vidste at bønder syd for ham havde gjort det, samt at en udbygger ved navn Hans Hansen som bor i Per Aages hus har indlagt en lille del til kålhave.

Niels Nielsen (der åbenbart boede syd for Mons Olsen) aldrig havde lagt noget til sin gård og at han aldrig havde været med til at dele noget jord med de andre bønder.

Lars Nielsen vidnede at for ca. 40 år siden (da hans fader [Niels Hansen] havde boet på Habbedam i 6 år [=1675])) blev der udført kvæg på Vestermark. Han var ikke bevidst om markskel, men at hans salige fader og hans formand havde tilegnet sig sit fortorv, hvor han rev brændsel. Han vidste, at der var nogle udbyggere, der ligeledes hentede brændsel uden at spørge nogen.

Peder Aretsen vidnede at for 38 år siden [1677] drev hans forældre i Sandvig deres kvæg ud på vestermarken og at de huggede fri brændsel. Sandvigborgerne brugte dog mest Egeslykken til sommerkvæget. Nord for Vestermarken lå Slotsmarken - han brugte ikke navnet Bondemarken i sit første vidnesbyrd, men efter opfordring fra Hans Vefstsen kunne han bevidne, at Vestermarken også kaldtes for bondemarken. Men han holdt fast i, at det var fælles for både Allinge og Sandvigs borgere såvel som bønderne i sognet.

Anders Hansen huskede 40 år tilbage, hvor hans forældre førte øg og kvæg ud på Vestermarken uhindret. Han mente, at hans forældre for 60 år siden gjorde det samme - undertiden gennem Habbedamsleddet eller Haldegårdsledet eller Brogårdsleddet. Allinges borgere brugte altid Brogårdsleddet til deres kvæg, når de skulle på sommergræsning i Vestermarken. Han havde skåret tørv og revet brænde på udmarken efter tilladelse fra Lars Nielsen, men han vidste ikke om Lars Nielsen havde myndighed til at give lov hertil. han fortalte at bønderne havde tilegnet sig deres fortorv af vestermarken. Hans Veftsen ville have Anders Hansen til at vidne om at jorden nord for steengærdet tilhørte slottet og sønden for var bøndernes fortorv. Anders Hansen mente, at marken både syd og nord for gærden havde været fælles i gennem de sidste 40 år.

Frennet Hansen vidnede, at Vestermark i 30 år var fælles græsning både for byfolkene og bønderne, men at bønderne havde opdelt marken mellem sig til brændselshugst og tørveskæring. Hans Veftsen bemærkede at Frennet Hansen boede i det hus, som tidligere var uenighed om tilhørte den 5.. eller den 7 gård. Frennet Hansen erkendte, at det var ønsket nedrevet, men at han havde kørt for Lars Tydsk på den 6. gård, men han havde købt huset af Søren Gifuersen og at han havde fri brænde ud for sit udgærde.

Niels Jørgensen huskede, da han var hjemme hos sine forældre på Brogård, at der var uhindret adgang til grænsning på Vestermark, beliggende vest og sydvest for Brogård både for bønderne og borgerne.

De øvrige borgere i byerne vedstod deres attest på, at Vestermark er fællesmark, hvilket Hans Vefstsen ikke ville acceptere, som han sagde, der havde fælles interesse og stod i ledtog med hinanden.

Jørgen Gjødicksen på Brogaard havde haft 8te mænd til at bevise, hvad der var indmark og udmark til gården. Der var indgrøftet en strimmel løkke, som der var sat et hus på. Peder Larsen vidnede, at da han var på besøg hos sin farbror Peder Nielsen for ca. 43 år siden [1672] boede der en mand ved navn Andris Magrefue i Buggehuset, som havde revet 4 læs ene og som Brogaards ejer Peder Nielsen havde beslaglagt, da det skete på gårdens fortorv, netop der hvor den nuværende ejer Gjødichsen havde givet Enner Engelbrethsen lov til at bo og indgrøfte.

Bønderne fra Rutsker med sandemand Hans Svendsen vidnede og vedstod deres skriftlige indlæg fra 9. oktober 1715 som skal indføres i sagen.

Niels Nielsen udsagde på amtsskriverens vegne, at det nu var klart bevist, at vestermark var fælles for bønder og borgere, såvel som fiskerlejer og hosboende husmænd.

Bønderne i Rutsker og Olsker sogn mente, at de havde rettighederne til udmarken såfremt at de betalte skatter af jorden og at de kunne bede kongen om dispensation, hvis noget stred mod loven. Enkelte udbyggere havde bygget på udmarksjorden efter tilladelse fra lodsejer, hvilket var et problem, hvis det blev tildømt som fælles mark.

Parterne udbad sig tingsvidner på rettens vidnesbyrd.

Fuldmægtig Peter Thisen af Svaneke mødte på vegne af Laus Andersen og hans hustru. Lars Andersen blev fremstillet i retten med jern om begge ben. To beboere i Olsker havde for fuldmægtigen stævnet følgende personer til kontravidne i sagen på Nørre Herredsting vedrørende den dræbte Niels Beck, der var fundet død på den 16. gård: det var Lars Nielsen og hans hustru fra Bækkegård med deres fuldmægtig Lorens Petersen, Lars Øbersen, Jørgen Kielsen, Ole Hoby, Peder Jensen, Per Didrichsen, Per Andersen, Hans Esbersen, Lars Bødker, Mons Persen af Løsebeck, Jørgen Christensen af Rutsker. Adskillige andre var stævnet til at vidne. Fangen Lars Andersen skulle have været løst af sine jern, men på grund af en krigsretsdom, var folkene optaget af at to dømte skulle løbe spidsrod ved Myregården (?). Derfor var det andre der måtte følge fangen til birketinget og de var ikke i stand til at løse fangen for sine jern.

Svend Olsen fortalte "at den gang han havde vagt ofr. Karen Lauers som var den 23. october, da kom Laurs elste datter om morgenen med en hest oc mad til sin moder i Vagthuset ved Tegn oc som at pigen kom ind ad døren leverte Moderen sit speede barn til hende som hun satte sig med paa Moderens sengeleje, oc som kom til hende, oc ungefær er paa tiende aar gaml." Svend Olsen hørte moderen og datterens samtale, som omtalte Lorents Petersens hårdhændede afhøringsmetoder, og andre historier hvor det blev påstået, at vidner var blevet bestukket, til at vidne falsk i sagen mod den anklagede i mordet, der var sket den 28. juli.

Niels Beck havde taget hans faders bøsse og ville skyde ænder ved stranden. Det var der de havde fundet ham død.

Gotfred Nielsen fra Rø vidnede, at han Boel Lars Nielsen havde fortalt ham, da de 8te mænd var på Beckegården for at se liget af hendes søn, at mordsagen ikke var blevet til noget, hvis ikke Lorens Petersen og Jens Pedersen havde overbevist dem om, at sagen burde føres. Jens Pedersen forsvarede sig med, at han aldrig ville fremtvinge en sag, mod Boel og Lars Nielsens datter (Karen) og dattermand (Lars Andersen).

Lars Øbersen og Jens Andersen fortalte, at Karen Lars Andersen havde fortalt, at hendes morbror Peder Diderichsen havde vidnet falsk i sagen på Nørre herredsting den 18. oktober. Lorens Petersen påpegede, at Jens Andersen var morbroder til Lars Andersen.

Ole Hoby vidnede at han havde været på Beckegården den søndag morgen omkring kl. 9 den 28 juli. Han havde set Niels Beck lå på en kiste i hans forældres stue og røg tobak. Karen Laurs Andersen sagde, at hendes broder Niels ikke havde været i hendes og Lars Andersens hus den søndag for at købe brændevin og tobak. Niels Beck var sandsynligvis fordrukken og da han ikke dukkede op om mandagen efter sin andejagttur, var de begyndt at lede efter ham i marken, hvor de først om tirsdagen fandt ham ved stranden.

Flere vidnesbyrd omtalte episoder i Tejn vagtstue, hvor Karen Lars Andersen var arresteret, som skulle modbevise fjendskabet til den dræbte. Vidner fortalte, at Niels Beck til sommergildet havde bedyret, at han godt nok var uenig med sin søster og svoger, men der var ingen fjendskab mellem dem. Vidnerne var ikke blevet afhørt på Nørre Herredsting om dette.

Oluf Jacobsens datter, der var Svend Olsens hustru vidnede for Karen Laurs Andersen.

Jens Andersen på 17. gård i Rø, samt Goetfried Nielsen på 2. vornedegård i Rø tilbød at kautionere for Karen Laurs Andersen indtil dommen skulle for landstinget, således at hun kunne passe sine 4 små umyndige børn. Hendes fader Lars Nielsen tillod kautionen således at hun kunne gå frit hjem til sit hus.

Lars Andersen, der var tilstede i bolt og jern om begge ben, beklagede sig over at begge hans ben var fordærvede, samt at hans krop var opsvulden, svag og skrøbelig. Hans fængsel i vagthuset ved Helligpeder. Han bad om birkedommeren tilså hans sår og om han kunne blive flyttet til et andet sted, nu da vidnerne beviste hans uskyld. Hans fuldmægtig Peter Thiesen mente, at man burde se på voldssagen begået mod Niels Beck fastelavns mandag og gennemse alle forførerne på birketinget, hvor det sidste skete den 22. juli., hvor Enleke David Dicks havde sagt "Hvad Niels Beck icke hafde faaet det shulde hand faae"

Der var skiftet efter Lars Andersen og Peter Thiesen ankede over måden, det var blev gjort på. Ingen af børnene havde Lorens Petersen taget hensyn til.

Birkefogeden, de 8te stokkemænd, Lars Nielsen og Lorens Petersen tilså fangens Lars Andersens sår på benene, som skyldtes de jern han havde omkring begge ben. Kødet var opsvulmet.

Holtsførsten Hans Christensen bør på kongens vegne, at birkefogeden ville vælge 8 forstandige mænd, der skulle besigtige Hammershus skove og skovparter og se hvilke slags træer den består af, samt tilse om der er hugget gærdsel eller andet igennem sommeren som det er forbudt ifølge skovforordningen. Birkefogeden valgte de 8 stokkemænd til opgaven og forretningen var annonceret på kirkestævnet dagen før. Formanden Jens Nielsen af Allinge lovede at femkomme med en skriftlig beskrivelse til indføring i protokollen og at der ville blive taget tingsvidne til holtsførsten.

Hans Hartvig og Ole Larsen svarede på Søren Michelsens skriftlige beskrivelse omhandlende det forsvundne sildegarn, som de skulle have forlist ved deres fiskeri. Søren Michelsen lå syg og der var blevet bedt for ham både før og efter prædikenen dagen før, så birkefogeden mente ikke at han kunne tillade sig at tage sagen til doms. Hvis Søren Michelsen kom sig efter sin svære sygdom, skulle han have mulighed for at svare på de to anklagedes forsvar. Hvis han døde [det gjorde han] skulle hans hustru eller arvinger tage stilling til sagen.

David Hansen Dich af Allinge, Tor Larsen, Fallentin Hansen og Jørgen Jørgensen af Sandvig tilbød at gøre borgerskabs-ed efter at birkefogedens tillysning og påmindelse, sådan som lovens 3. bog og 3. kapitel siger. David Dich tilbød kun en halv rigsdaler "Birkefogeden meldede at hand der med icke er for nøyet self fordig at David Dich nu i nogle aar har veret gift i Allinge oc bruger en stor næring oc i det der i byen saa som aufling, fiskeri, handling, Røgeri, saa oc smede hantverck som hand daglig indkrefuer penge forre, alle disse idretters brug hosforre bichefogden formeener David Hansen Dich kunde tilkomme med rette hans brug oc næring saa oc efter Kongl. May. allernaadigste Lou og Politieforordning noget efter hans store Midel oc Næring nembl. 10 rdr. Oc herpaa begiere David Hansen Dichs suar." David Dich ville svare til næste ting. Fallentin Hansen undskyldte sig at han ikke ville give hverken to eller en rdr, men tilbød 2 mark, hvilket birkefogden ikke ville nøjes med, da det var for ringe. De 4 personer og andre, som ikke havde taget borgerskab skulle møde til næste ting, og hvis de ikke ville tage borgerskab, skulle de dømmes til at betale 40 lod sølv.

Jørgen Hansen og Bertil Johansen fra Sandvig kom i retten og meddelte, at de var kommet til fuld enighed efter at Bertil Johansen i drukkenskab var kommet til at sige nogle usømmelige ord til Jørgen Hansen den 4. november. Bertil Johansen skulle give 10 rdr. til Allinge kirke og betale for rettens salarium.

Søren Michelsen døde og hans enke Margrete Kristinas lauværge Jørgen Hansen frafaldt sagen mod at Hans Hartvig og Ole Larsen Stærk skulle betale hver 1 sdr. til reparation af sildegarnene.

David Dich, Tor Larsen og Jørgen Jørgensen aflagde deres borgerskabsed.

Som nye kæmnere valgtes Jørgen Hansen i Sandvig og Jacob Madsen fra Allinge.

Som taksatorer: Leutnant Jens Nielsen og Peder Hansen ved Kirken og fra Sandvig Christopher Hansen og Niels Jørgensen. De skulle taxere borgernes næring og brug, både kvartalsskat og malt accissen og efter lovens pag. 439 1 artikel tilhold til den geistlige øvrighed nemlig hæderlige mand Christopher Møllers præstetiende.

Til stokkemænd valgtes fra Allinge: Michel Sørensen, Hans Rasmussen, Mads Michelsen og Hans Svensen. Fra Sandvig: Hans Aretsen, Anders Jensen, Peder Jacobsen og Bertil Johansen.

Sættedommeren Niels Hansen af Sandvig overtog dommersædet, således birkefogeden Mons Hansen således han kunne få tingsvidne på afregning ag lejermålsbøder, slagsmålsbøder, optingninger eller andre mulkter. Endnu havde Hans Larsen Stærk og hans hustru Karen ikke betalt de to bøder i 1714 og 15 i sagen med Ole Christensen fra Klemensker.

På kirkestævnet, dagen før tinget, blev der tillyst at man kunne tage borgerskab. Da der ingen meldte sig stævnede birkefogeden Fallentin Hansen til at lide dom efter lovens pag. 428 1 artikel og bøde 40 lod sølv, da han havde ernæret sig med købmandskab og sejlads til København.

Fallentin hansen af Sandvig bad om at måtte bruge en lille bakke som lå vest for hans ladelænge ved afdøde Johans Knudsens gård. Dette blev ham tilladt mod at betale afgift, som Taksatorerne bestemte.

Birkefogeden meddelte, at ingen "shvat kroer" måtte finde nærmere end to mile fra købstader, med mindre de købte deres øl, brændevin og tobak i den nærmeste købstad. Og hvis disse varer blev indført til byerne skulle der betales accise.

Følgende mødte på tinget for at aflægge sin borgerskabed: Af Sandvig Fallentin Hansen, Christen Hermansen, Peder Jacobsen, Jens Lassen. Fra Allinge Hans Andersen, Hans Rasmussen, Hans Svensen, Vellem Hartvig, Peder Johansen, Hartvig Johansen.

Knud Nielsen i Løsebæk ønskede at lægge sit stengærde om således at hyldeslettet som han havde betalt borgerskabet for blev indhegnet, samt også omfattede Skrædderløkken. Hvilket blev ham tilladt.

Birkefogden spurgte Hans Aretsen, om han havde opsagt Stærke Hans (Larsen) og hans hustru fra det hus og kålhave de boede i. Hans Aretsen sagde, at de skulle flytte inden påske, hvis de ikke betalte deres gæld til birkefogden, for de to svin som de havde taget fra bonden i Klemensker. Hans Larsen kone havde sagt, at de ikke ville betale en eneste skilling og at de ikke kunne blive udsat i det hus, de havde købt for 14 daler.

Mogens Pedersen oplæste et skøde til Augustinus Henrichsen på det hus, som han boede i, med kålhave og løkke, for i alt 32 sdr. Løjtnant Jens Nielsen mente, at dette køb skulle prøves i retten, da Morten Poulsen tidligere har fået købebrev på huset af Mogens Pedersen og betalt 6 daler i forskud.

Henrich Henrichsen Falk fra Sandvig og Peder Monsen fra Allinge begærede at tage borgerskab.

Birkefogden anmeldte, at han agtede at rejse til København ved første lejlighed og at sættedommeren Niels Hansen skulle varetage begge hans bestallinger for ham, medens han var væk. Medens Niels Hansen var vel inde i birkedommerembedet, var han ukendt i fiscalopgaven, derfor valgte han Rasmus Larsen fra Allinge at varetage fiscal embedet, skifteforretninger, sager med gærde og hegn efter politiforordningen. Hvis Niels Hansen ikke selv vilde påtage sig opgaven mod at betale den halve "quantum", skulle Rasmus Larsen tage opgaven.

Ting med sættebirkedommeren Niels Hansen og birkeskriveren Lars Andersen.

Hans Jørgensen lod læse et købe og skøde på et stykke bygjord, Bechageren kaldet, samt et "bechhold" med opvokset skovbuske, til sin søn Hartvig Hansen for 60 sdr.

Sættedommeren Niels Hansen.

Holtsførsten Hans Christensen var tilstede og bad birkeretten om vælge uvillige dannemænd til at foretage besigtigelse af Hammershus skove og skovparter for den ilde medfart som var sket i den forløbne vinter siden den sidste skønsforretning. De 8te mænd (formand Knud Nielsen af Allinge, Michel Hansen, Jacob Madsen, Hans Aretsen og af Sandvig: Jørgen Thomesen, Svend Jensen, Bastian Michelsen og Mads Nielsen) skulle samme dag kl. 1 begive sig op og se, hvad der var blevet hugget af hassel, torn eller andet uden tilladelse. Inden næste ting skulle en skriftlig rapport, der skal forsegles og afleveres.

Sættedommer Niels Hansen.

De otte skønsmænd læste deres rapport over slottets skove.

Birkefoged Mogens Clausen var tilbage. Ingen sag for retten.

Sættedommeren Niels Hansen overtog dommersædet, således birkefogeden som premium-fiscal over Bornholm kunne forhøre Peder Jensen i Rutsker på Borre i sag om et ølkar, som var blevet stjålet fra Christopher Møller natten mellem den 13. og 14. juni. Peder Jensen forklarede, at han var på vagt den nat ølkaret blev stjålet. Han kunne ikke forklare, hvordan ølkaret endte i hans dam. Christopher Møller eller nogen i hans hus havde set karet blevet stjålet, så han kunne ikke bevise, at det var Peder Jensen der var tyven. Holger Bistrup, Jens Vefstsen fra Rutsker og Jørgen Christensen af Allinge og Rasmus Pedersen af Sandvig vidnede. Jørgen Christensen og Jens Vefstsen fik fortalt af Peder Jensen at karet i dammen havde han fået af Peder Ibsen og at han havde ladet det stå i dammen for at det skulle udvide sig. Overfor Christopher Møller, der var kommet til hans hus, nægtede Peder Jensen, at han skulle have et kar. Med vidner havde Christopher Møller gået ud i dammen og væltet stenen ud af karet for at slæbe det i land. Straks havde Christopher Møller genkendt sit kar. Holger Bistrup var kommet ridende til Borredammen, som lå syd for Peder Jensens gård og så, at der lå et kar i dammen med en sten i. Han bekræftede, at Peder Jensen havde sagt, at han havde fået det af Peder Jepsen. Jens Vefstsen bekræftede historien. Rasmus Persen og hans datter Bente Sander havde set Peder Jensen stå ved Christopher Møllers kålhave og set på karet dagen før det blev stjålet. Christopher Møller skulle lade det vurdere af to mænd og derefter ville han få tilladelse til at føre karret tilbage.

Stokkemand Peder Pedersen blev afløst Peder Hansen, da man mente, at Peder Pedersen var blevet opbragt af svenskerne.

Peder Jensen fra Rutsker nægtede at have stjålet bryggerkaret, da han den nat havde handlangervagt i vagthuset ved Sæne, samt at karret blev fundet langt fra hans gård, hvor mange mennesker færdedes. Sander Svensen vidnede, at Christopher Møller hustru havde spurgt ham om han havde lånt det, da det den foregående nat var væk. Hvilket han benægtede.

Konstabel Peder Hansen af Allinge og hans hustru Osila Augustinusdatter havde havde i nød lånt 60 sdr i rede kontante sølvmønt af Rasmus Larsen og hans hustru Anna Christiansdatter. Peder Hansen havde lånt pengene bla. for at kunne indløse deres iboende hus, der ejedes af Henrich Nielsens børn. Jordstykker der var pantsat og sat i underpant blev fastsat.

Niels Hansen i Sandvig fremlage et pantebrev på 30 sdr. til Kay Ancher i Hasle med pant i 2 td. bygjord i Kokkeløkken.

Konstabel Peder Hansen stævnede Anders Hansen i Olsker for en brændevinpande, der var fundet efter en ransagning. Peder Hansen hustru Sicile Augustinusdatter havde pantsat brændevinspanden for 18 sdr. til Anders Hansen uden sin mands vilje og accept. Han havde været bortrejst i kongens tjeneste. Da Anders Hansen ikke kendte til loven, bad dommeren ham om at skaffe sig en lovkyndig til at føre sin sag.

Rasmus Jensen af Olsker stævnede Poul Hartvig af Allinge for at skylde ham 19 sdr. 2 mk+ 2 sdr. 14 sk, samt endnu 2 sdr. 14 sk. efter et skifte efter Rasmus Jensen sal. hustru. Poul Hartvig og hans hustru var ikke hjemme da de blev stævnet og de ville han vente til næste ting med at svare.

Peder Hansen og Anders Hansen fremstod og erklærede at de var blevet enige om sagen ang. Brændevinspanden.

Mogens Clausen fremstod som fiscal og birkefoged og ville føre sag mod Peder Hansen ved kirken og hans hustru Cecilie Augustinusdatter for "den store uforligelighed de hafuer tilsammens i deres egteskab andre egtefolck i Meningheder til ont Exempel oc Meningheder til forergelse". Desuden skulle parret svare på spørgsmål om brændevinspande, som nu er i forvaring hos kaptajn Niels Nielsen i Olsker. Brændevinspanden var skjult i skiftet efter sal. Henrik Nielsen, der var Peder Hansens hustrus tidligere mand. Som vidner i sagen om brændevinspanden og Peder Hansens forhold imod sin hustru, var indkaldt følgende: Knud Nielsen i Løsebæk, Hans Frederichsen og hans hustru Johanne Pedersdatter, Augustinus Hendrichsen, Ander Nielsen Skomager, Mogens Nielsens Gundel sal, Jørgen Pedersdatter alle boende i Løsebæk og Allinge.

Peder Hansen hustru havde indgivet et skriftligt svar på sagen, som blev oplæst og påskrevet.

Jens Madsen fortalte, at han ved mortensdags-tider havde set Peder Hansen slå sin hustru i gården med noget han havde i hænderne. Hustruen var løbet uf af gårdens låge mod øst til kirken, hvor solskiven står.

Jens Lassen fortalte, at han havde set Peder Hansens hustru stå og græde uden for sin gård og brugte munden mod sin mand, der stod inde på gården.

Peder Hansens hustru Sissel Augustinusdatter havde klaget til Knud Nielsen over sin mand at han "havde slaget hende under hendes øren oc kiørt hende af sit hus oc slaget dørene i for hende. Knud Nielsen kunne også fortælle, at for 3 år siden havde han set hende ligge i sin seng, fordi hun var blevet slået af sin mand. Hun havde et blodigt hul på armen. Knud Hansen og hendes søn Augustinus Hendrichsen anmeldte volden til birkefogeden den 9. december, de mente, at manden ikke sørgede for mad og varme. Birkefogeden, Knud Nielsen og Augustinus Hendrichsen besigtigede hjemmet: "de fandt intet føde uden en liden pose med meel som kunde være tre eller fire potter meel udi, oc en liden kiedell som der var tre eller fire skier fulde meelgrød udi, brød fantis der intet videre end som 4re smaa skibsbrød, brende fantes intet uden en ruldeshagel som der hafde veret ild i, oc tuende torne oc en hifuetorn, som hun hafde hjembaaret, torf fantis intet" Knud Nielsen vidnede at Sidsel (Sicele) havde levet et godt ægteskab med sin forrige mand Hendrich Nielsen, som var Knud Nielsens broder. De to brødre Augustinus og Hans Hendrichsen vidste intet om brændevinspanden, men at deres moder Sicele ofte var kommet til dem og klaget over at hendes mand (deres stedfader) havde slået hende.

Johanne Pedersdatter vidne om adskillige optrin hos Peder Hansen, samt hun refererede Peder Hanens søster Gundel sal. Jørgen Pedersen, der beklagede sig over at hun hørte så meget om broderen på gaden. Hun kaldte hans hus for "keltringehuset", og hun havde ønsket at Peder Hansen skulle slå sin hustru ihjel. Johanne fortalte også at Peder Hansen flere gange havde lukke hustruen ude.

Anders Nielsen havde givet Cecilie tørv for "ønch shyld".

Gundel sal. Jørgen Pedersen var ikke mødt til afhøring. Birkedommeren nedlagde forbud mod, at hus og gods ikke måtte handles eller bortføres. Peder Hansens anklage fra den 7. december blev erklæret for ugyldig.

Til Stokkemænd valgtes: Fra Allinge: Samuel Johansen, Jørgen Johansen, Poul Hartvig og Peder Hansen ved stranden. Fra Sandvig: Bastian Michelsen., Mogens Hansen, Hans Larsen Stærk og Fallentin Hansen

Jørgen Hansen af Sandvig fremlagde et købebrev på 1 td. bygjord som han havde købt af Karen Hans Hartvig.

Niels Larsen fra Rø læste et pantebrev udgivet af Poul Hartvig i Allinge på 60 sdr. med pant i hans gård.

Poul Hartvig gjorde ophævelse på et krav på 9 sdr., som han skyldte Rasmus Jensen. Sagen omhandlede rugmel, øl og brændevin som de for to år siden havde gjort regnskab for.

Mogens Clausen, der også er skifteforvalter i birket, beviste at brændevinpanden, som ikke var blevet vurderet i skiftet efter Henrich Nielsen, skulle vurderes således at det kunne bestemmes, hvordan enken, efter Henrich Nielsn Cisele Augustinsdatter og hendes børn, kunne indløse arven. Brændevinspanden vejede 2 lispund 2 skålpund foruden piber og hat blev vurderet til 19 sdr. Hans Henrichsen indløste brændevinspanden.

Birkedommeren overgav dommersædet til Niels Hansen, således han kunne afhøre Peder Hansens søster Gundel, som heller ikke på dette ting var mødt. Endvidere skulle Peder Hansen redegøre for pantsætningen af hustruens bodel for 60 sdr.

Peder Monsen fortalte, at han for 2 år siden havde set Peder Hansen slå sin hustru og at han havde gået ind og afværget, at han havde slået sin hustru fordærvet.

Peder Hansen lod læse et skriftligt indlæg mod sin kones beskyldninger. Han lod også læse en attest, som mange byfolk havde underskrevet, samt en skudsmålsattest som sognepræsten Christopher Møller havde udgivet.

Birkefogden indskærpede, at tilhørerne i tingstuen ikke måtte kommentere den igangværende sag, med mindre de bliver spurgt. De indstævnede skal have fred til at svare på tiltale uden "latter og bulder" Tilhørerne skulle vise respekt i ord og gerninger for retten. Endvidere pålagdes det, at stokkemændende ikke måtte forlade retten uden birkedommerens tilladelse.

Taksatorerne fremlagde deres takseringer.

Rasmus Jensen fra Lærkegård i Olsker havde stævnet Poul Hartvig for de penge han skyldte ham. Gældsforpligtelsen skyldes noget jord som Poul Hartvig havde arvet efter sin fader Hartvig Villumsen, der var pantsat til Rasmus Jensen. Jørgen Rasmussen havde kautioneret for Poul Hartvig. Sagen fortsætter på næste ting.

Sognepræstens attest på lejermålsager i 1716 blev indskrevet i tingbogen: Kierstine Gifuersdatter var besovet af en matros ved flåden Lars Olsen og hendes barn var blevet døbt i kirken. Hun tjener nu som amme hos Carl Olsen i Rønne. Endvidere angav birkefogden, at medens han var i København var forrettet et skifte efter den undvigede Hans Hartvig den 23. april 1716. Hans boslod blev opgjort til 5 sdr. 3 mk, som blev tilbageholdt til birkefogeden indtil han vidste, hvem den tilfaldt. Birkefogeden ville forsøge at finde den besovende kvinde, der var flyttet fra menigheden inden han var kommet tilbage fra København, for at dømme hende lejermålsbøde eller til spindehuset. Birkefogeden fik et uvilligt tingsvidne på at birkefogeden havde angivet alle visse og uvisse bøder.

Sagen om det "uskikkelige" ægteskab mellem Peder Hansen og hans hustru Cicele Augustnusdatter. Gundel sal. Jørgen Pedersen var endelig mødt og fortalte at hun aldrig havde set sin broder Peder Hansen havde slået sin hustru "og ej heller set at Peder Hansens hustru nogen tid har set bødet sin mand hug, oc ey heller hørt at Peder Hansens hustru har skieldet sin mand eller sigtet ham for enten for horrerig eller troldom". Birkedommeren ville ikke anerkende en skilsmissebegæring fra 7. december 1716, da det var imod loven (pag. 523 - 9 art.), men i stedet henstillede han til ægtefolkene at de blev forliget. Birkedommeren belærte de to tilstedeværende ægtefolk, at "tilsammen holde dug oc dish, søger deres egte sæde oc sæng oc den ene iche borthandler noget af deres midell uden den andens censur oc villie".

Peder Hansen havde søgt generalmajoren Reedts om at få en fuldmægtig i sagen med brændevinspanden, hvis det skulle vise sig, at der skulle ske en retssag. Peder Hansen havde fået bevilget Lorens Pedersen som sin fuldmægtig svare for ham. Birkedommeren betragtede Lorens Petersens aktive deltagelse i sagen ville anspore til yderligere uenighed imellem ægtefolkene, hvilket han kunne dømmes efter loven. Birkefogeden opfordrede ægtefolkene at blive forliget "huilket Cicelle Augustinssatter her for retten vilde indgaa efter birkefogdens begiering at forliges vel med sin mand om saa frembt hand vil lade blifue den byeløben oc tage spegen fra dørrn at hun kunde gaa i sine huse for hun vilde oc hand at lefue med hende som en mand hør oc bør."

Lorens Petersen forsvarede sig overfor birkefogedens påstand om at han skulle handle mod loven, men tværtimod ville påstå, at birkefogeden havde ført vidnesbyrd til fordel for Peder Hansens hustru og dermed have tilført mere uenighed mellem ægtefolkene end nødvendigt. Lorens Petersen ville forklare om disse handlinger "paa sine behørlige steder naar det af hannem begieres". Birkefogeden beskyldte Lorens Petersen at have forfattet og skrevet en attest for Peder Hansen, der stred imod to andre attester, som viste at Peder Hansen forleden sommer skulle være angrebet af "urolige tanker".

Lorens Petersen ville føres vidnesbyrd i sagen og forsvarede sig mod birkefogeden "som er en Loukyndig mand som forstaar louen langt anderledes end som sigtede er". Loven er tilsigtet en løgners anklager, hvilket birkefogeden aldrig kunne anklage Lorens Petersen for. Birkefogeden Mogens Clausen mente at Lorens Petersens uberettiget havde angrebet hans opgave, som kongen havde beskikket ham som øvrighedsperson.

Den beordrede dommer Niels Hansen ville lade sagen gå sin gang mod at der blev betalt stævningspenge. Birkefogeden nægtede at han skulle betale, da det var kongens sag han som fuldmægtig førte, hvilket den beordrede dommer, ville acceptere. Når det blev bevist "som kongens sag". skulle han få pengene tilbage ubeskåret. Birkefogeden stævnede 40 vidner i sagen og betalte på stedet de to stævningsmænd 2 mark i klingende mønt.

Natten var ved at falde på og sagen måtte udskydes til næste ting og vidnerne var mødt unødigt op. Birkefogeden måtte erkende, at vidnerne skulle have erstatning for to dage, selvom de som vidner i kongens sager ikke var berettiget til erstatning. Stævningsmændene krævede 1 sdr. for besværet, hvilket den beordrede dommer ikke kunne tillade trods at de havde været 40 forskellige steder.

Flere af de indkaldte vidner havde været underskrivere på attesterne og der udspandt sig en diskussion om hvordan sagen kunne fortsætte, hvilke kopier der skulle udstedes og hvem originalerne måtte tilhøre. Det var langt ud på natten og muligheden var at fortsætte sagen dagen efter kl. 8. Den beordrede dommer måtte bede birkedommeren at fremlægge alle dokumenter, således at alle kunne være orienteret om hvilke grundlag at sagen kunne komme videre på.

Sagen fortsatte trods det sene tidspunkt

Poul Sørensen i Allinge vidnede at han i 33 år havde være nabo til Cicele Augustinusdatter og at hun altid havde hun opført sig som et ærligt dannerkvinde, og med sin forrige mand "aulede got godts oc iche fornamb andet end forlites venlig oc vell, oc iche alleniste lagde gaarden op af ny, mens oc saa var med at lade bygge et shiberom, nembl. en shude med andet smaat farretøy, som en vrager (?) paa fiskerbaade". Lorens Petersen mente ikke at Poul Sørensen kunne bruges som vidne, da han for det første er i familie med Mogens Clausen, samt at han er så døv at man må lægge munden for hans øre, hvis han skulle høre enten loven ed eller andet. Mogens Clausen nægtede at anerkende, at Poul Sørensen ikke kunne bruges som vidne, da han var tunghør, i så fald skulle man kunne sige det samme om Lorens Petersen "er snart at sige saa som et Monstrum udig saa maader at det lader sig ansee lige som hand kunde vere sterblind efterdig hand legger Øyene saa nær til nogen hand skal læse eller schrifue". "Lorens Petersen er til suarede oc forundres meget stærk ofr denne Mogens Clausens utidige indførsel oc shamfulde forrebringelse i det han, Biechefogden, her for retten bruger megen stor vanartighed i det hand vel oc siger at Lorens Petersen skulde vere sterblind, dog seer hand , baade læse oc shrifue baade netter oc dag huor og naar shud vere oc noch seer saa gaat med to Øyne som Mogens Clausen med 4re . Oc er iche andet Clausens forrebringelse end at kongens ret mere til vansiir end till respect".

Hans Larsen vidste intet om Peder Hansens og hans hustrus forhold, men han huskede, at da hun var gift med Henrich Nielsen, sagde Henrich til ham, at "han maatte mange gange gaa ad byen oc tage sig en pot øll oc en pibe tobach fordig hand fich iche redelighed hiemme med øll oc mad".

Hans Jensen skomager og Peder Hansen ved stranden kendte intet til "uforligelighed" mellem Peder Hansen og hans hustru.

Peder Hansen med hans fuldmægtig Lorens Petersen havde stævnet birkefogeden Mogens Clausen "for errørige oc u-bequenheds ord" på sidste birketingsmøde den 18. januar.

Det var blevet midnat, men sagen var så omfangsrig mht. vidner at den fortsatte.

Søren Michelsen og Per Jacobsen berettede, at han havde hørt fra birkefogeden, at den der havde skrevet Peder Hansens skriftlige indlæg i denne sag, var en "spemulle oc en spotmulle". Birkefogeden skulle have rejst sig op fra bordenden og kaldt skriveren eller den der havde konciperet brevet var en skjelm, hontsfot. Det samme sagde Mads Michelsen og de tidligere stokkemænd (Anders Jensen, Hans Aretsen) samt Albert og David Dich. Birkefogeden havde dog ikke angivet navn.

Lorens Petersen fremlagde en attest fra arkelimesteren Lars Jørgensen af Rønne og som mente, at det måtte være ham Mogens Clausen sigtede til.

"Natten er næsten forløben oc det igien lider haart imod dagen". Birkefogeden indkaldte til ting om 8 dage.

Poul Hartvig havde stævnet Rasmus Jensen fra Olsker og Jørgen Rasmussen af Allinge om de penge/jord som tidligere var ført sag om. Birkedommeren kunne ikke acceptere, at der blev ført kontravidner til en sag, som endnu ikke var afsluttet.

Sættedommeren overtog dommersædet i ægteskabssagen. Lorens Petersen ville renses for birkedommerens beskyldning om at have skrevet Peder Hansens skriftlige indlæg, som viste sig at være arkelimesteren Lars Jørgensens konception.

Birkefogeden gav sit skriftlige indlæg på 1 rigsortspapir i sagen, hvor han er blevet indstævnet i ægteskabssagen. Birkefogeden bad om at få udskrift af skilsmissebegæringen fra den 7 december 1716, som var underskrevet af Peder Hansen, hans hustru Cicele Augustinsdatter, Augustin Henrichsen, Hans Henrichsen, Mogens Nielsen, Knud Nielsen. Birkefogeden ville havde brevet indskrevet i tingbogen, da det strid mod lovens pag. 523 9 artikel. Birkefogeden mente, at både Peder Nielsen og hans hustru burde stå åbenbar skrifte for deres uskikkelighed i deres ægteskab.

Lorens Petersen hentydede at birkefogeden "langvarende prolongering og udflugter" havde til formål at alt skulle bedømmes efter lov og ret. Denne sag havde intet med skilsmissebrevet at gøre. Birkefogeden synes, at alle vidnesbyrd hørte sammen og appellerede til sættedommeren at tage en beslutning. Sættedommeren afviste Mogens Clausens ønske at inddrage skilsmissebegæringen i sagen.

Mogens Nielsen vidnede i sagen mellem Rasmus Jensen og Poul Hartvig, og fortalte, at han for mere end et år siden havde hørt at Jørgen Rasmussen skulle betale de 16 sdr. for Poul Hartvig. [sagen er vanskelig at gennemskue, da det drejer sig om hvem der skulle have lov til at overtage jord - og hvem der havde lovet hvad]

Lauværge Mads Nielsen af Sandvig lod læse et skøde, der vidnde om at Peder Pedersen af Sandvig havde købt en skæppe land bygjord og et td havrejord af den afdøde Karen Hans Hartvig i hendes levende live.

Sættedommeren Niels Hansen af Sandvig nedsatte sig i dommersædet for at betjene i sagen mellem birkefogeden Mogens Clausen og Peder Hansen af Allinge. Lorens Petersen fremlagde et skriftligt indlæg på sin principal Peder Hansens vegne. Birkefogeden bad sig en kopi af skriftet. Han nægtede, at han havde ført "skælden og smelden" mod nogen. Birkefogeden undskyldte sig med, at da tinget blev holdt i hans egen stue, havde han måske sagt nogle ord til sine børn eller hustru, men at de ikke var rettet mod nogen navngivne personer.

Lorens Petersen påpegede at birkedommeren ikke kunne bestride sit embede nu når han var sagsøgt, førend at han blev frikendt for beskyldningern (Lovens pag 48 2 artikel). Birkedommeren ville ikke fravige sit embede, med mindre at han blev suspenderet af kongen.

Poul Hartvig lod læse et skriftligt indlæg i hans sag mod Rasmus Jensen og Jørgen Rasmussen. Udskrifter af pantebogen og skifteprotokollen fremlagdes og sagen optoges til doms.

Sættedommeren Niels Hansen overtog dommersædet i sagen mellem birkefogeden og konstabel Peder Hansen. Birkefogeden oplæste sit skriftlige indlæg, som Lorens Petersen ikke andet en "udflugter oc forrevendinger sig der med ikund at besøche for de grofue errørige sheldord som Mogens Clausen begik den 18. Januari sist afvigte her inden bircheretten paa den som hafde shrefuet oc conceperet det indleg for constabel Peder Hansen" "shielde den for spemulle, shielm, hontsfor oc spottemulle". Endvidere havde birkefogeden skamfuldt truet ærlige folk med bøder og kagstrygning. Lorens Petersen påpegede at sagen nu var gået over 9 uger, trods at loven siger at der kun må gå 6 uger inden domfældelse.

Dommerne optog sagen til doms.

Dommen er indskrevet i tingbogen: Sættedommeren Niels Hansen og de 8te stokkemænd dømte Birkefogeden Mogens Clausen som løgner og dømte ham efter lovens pag. 1001 7 artikel at betale 3 mark og desuden 3 gange 40 lod søvl. Hvis han ikke kunne betale, da skulle han slås til kagen og bære sten af byen. Desuden skulle han betale til Peder Hansen sagens omkostninger med 4 rdr inden 15 dage. Dommen underskrevet af Niels Hansen og 7 stokkemænd.

Birketinget blev afholdt af den beordrede dommer Niels Hansen af Sandvig.

Dom blev afsagt mellem Rasmus Jensen af Olsker og Poul Hartvig af Allinge.

Lorens Petersen og Mogens Clausen fremstod i retten og erklærede sig forligte i den sag som Lorens Petersen havde indstævnet.

Ole Larsen af Sandvig udbad sig 4 mand, der kunne efterse en plads i Sandvig, hvor han kunne opsætte sig et hus, således også vurdere hvor meget han skulle betale for pladsen. De 4 mænd blev Ander Jensen, Mads Hartvig, Rasmus Pedersen og Svend Jensen, der også skulle sætte hus og kålhave i skat både til kongen og kirken.

Christian Henrichsen på 19. år erkendte at have modtaget sit patrimoniun af sin faderbroder Knud Nielsen af Løsebæk efter sin salige fader Henrich Nielsen. Så som Christian Henrichsen i nogle år havde været udrejst til fremmede steder og han agtede at rejse bort igen, ville han bede birkedommeren og skriveren varetage hans part i en brændevinspande, som nu "ageres til landsretten". Samme Christian Henrichsen vedstod at have solgt et stykke jord for 14 sdr. til Peder Monsen

Dom i sagen mellem Rasmus Jensen og Poul Hartvig (pag. 062a). Sættedommeren kunne ikke dømme fuldstændigt i sagen, da de fleste akter og dokumenter er ulovlige, men han turde tog dømme, at Jørgen Rasmussen skyldte Rasmus Jensen 16 sdr, mod at Poul Hartvig skaffede fuldkommen skøde til Jørgen Rasmussen på jorden, som i forvejen stod i pant til Jørgen Rasmussen, som ligeledes burde have kompensation. Slutresultatet blev at Jørgen Rasmussen skulle betale 6 og Poul Hartvig 10 sdr. Sagens omkostninger skulle parterne deles om, da de begge havde skyld i forviklingerne.

Ved den beordrede birkefoged Niels Hansen.

Generalmajor Valdemar Reeds skrivelse oplæstes om de gamle autoriserede sedlers indløsning, samt hvorvidt det tillades at skære tørv og hugge lyng i almindingen.

Lorens Petersen mødte på tolder Topps vegne og pålagde borgerskabet at angive hvad der var bjerget af kongens fartøj, en galiot ved navn "Sankt Johannes", der strandede mellem mikkelsdag og mortensdag 1716. Jørgen Hansen af Sandvig vedstod at han og hans bjærgningsmænd Niels Jørgensen, Mads Hartvig, Mads Nielsen, Christopher Møller, Hans Aretsen, Anders Jensen Ole Larsen, Jørgen Tomesen og Christopher Hansen alle fra Sandvig, havde bjerget redskab med sejl, vandt, 2 ankre og tov, samt 12 eller 12½ faune brænde, som blev opmålt efter faunemålet, der var opsat under nationalvagten. Siden blev det flyttet fra nationalvagten og borgerskabsvagten og ført til Christiansø i båd ført af Knud Nielsen og Mads Michelsen. Resten blev under opsyn af amtskriveren Jens Gummesen indført i Jørgen hansens hus under lås og tæppe. den strandede skipper opbevarede selv nøglen til det strandede gods. Godset var derefter fjernet på vogne fra Olsker, der var tilsagt til at køre ægter, med opsyn af amtskriveren og skipperen samt hans folk.

Henrich Henrichsen i Sandvig lod læse et pantebrev, som viser at han skyldte Hans Hansen i Rutsker præstegård 60 sdr. I pant sattes Kildeløkken i Sandvig Vang.

Henrich Henrichsen måtte undskylde for nogle ord han havde sigt til sættedommeren Niels Hansen. Det var sket i fast og ubetænksomhed.

Anne Cathrine Niels Jørgensen var ikke mødt, så sagen måtte udsættes til næste ting.

Byskriveren fra Rønne Anders Brun overtog dommersædet efter ordre fra generalmajorens ordre for at føre sag som Mogens Clausen havde ønsket at føre mod sættedommeren Niels Hansen. Mogens Clausen havde stævnet Peder Hansen og hans hustru Cisele Augustinusdatter i Allinge, samt den beordrede sættedommer Niels Hansen og hans kone Else Poulsdatter, samt sognepræsten Christopher Møller, samt supplikanten sammesteds Andris Jacobsen. Sagen var ægteparret Peder Hansen og hustrus "uforligelighed". Lorens Petersen mødte på konstabel Peder Hansens vegne efter tilladelse fra generalmajoren, hvilket Mogens Clausen ikke mente var gyldig. Lorens Petersen havde været fuldmægtig for Peder Hansen både ved Capitelretten i Rønne og repræsenteret ham i landstinget, så han mente derfor at kunne fortsætte som Peder Hansens fuldmægtig.

Hvad der ikke var lykkedes tidligere blev Peder Hansens ansøgning til Generalmajoren afskrevet i tingbogen om at få en fuldmægtig til at føre sin sag. Tilladelsen var påskrevet på birketinget, Rønne kirketing og landstinget.

To vidner (Rasmus Larsen fra Allinge og Jørgen Hansen fra Sandvig)var indstævnet for at berette, hvad der skete mellem de to ægtefolk i kirken den 13. december 1716. Desuden ønskedes at efterse skiftet efter Lorens Petersens sal hustru Margrete, som blev afholdt af birkefoged Mogens Clausen og underkendt af sættedommeren Niels Hansen. Endvidere var Mogens Clausens hustru Lisbet Larsdatter, samt birkefogedens to små sønner Michel Monsen og Claus Monsen.

Rasmus Larsen i Allinge vidnede at Mogens Clausen i kirken bad sognepræsten om at tage Peder Hansen og hans kone i forhør, hvilket skete i nærvær af ham og Jørgen Hansen. Jørgen Hansen og Rasmus Larsen kunne ikke huske nøjagtigt det som birkefogeden havde hørt, nemlig "hørte at Peder Hansens hustru Sicile Augustinusdatter tilbød sig gierne at lefue i schihelighed med hendes mand oc frem ragte hænder der paa, her saa Per Hansen suarede Ney at han intet hafde med sin kone at forliges om endog de begge tuistede sammen oc klagede paa hin anden oc mesten hustruen paa manden fordig hand iche vilde blifue hiemme huerken nat eller dag, ey heller shaffe hende noget til lifsophold, ild oc brande, men bortsatte hendes gods som hun aatte da hand kom i egteshab med hende saa at hun iche nød sit eget gods til sit legems ophold, iche heller i lang tid hafr søgt seng eller sæde med hende ey heller spiset ved bor hos hende men slaget oc trebuleret hende".

De to vidner mente heller ikke at kunne huske at Peder Hansen hele sommeren havde gjort sig "disperat formedelst hand sagde sig iche at kunde forliges med sin kone"

Rasmus Larsen havde fået Sabeljorden i pant for lån til Peder Hansen på 60 sdr. medens Mogens Clausen var i København hele sommeren 1716.

Anders Nielsen af Allinge mente, at kunne huske ordene i kirken og at Peder Hansen havde frasagt et forlig. Stoltsubstitut Anders Jacobsen (der ikke tilhørte menigheden, men boede på Olsker degnegård) vidnede det samme som Anders Nielsen. Peder Hyldebrand var ikke i kirken dag dag, men havde hørt om deres uenighed om sommeren 1716 på krohuse og mange steder i byen.

Lisbet Larsdatter (Mogens Clausens hustru) kunne ikke vidne i retten, så som at ægteskabssagen nu er til konsistorium-retten. Mogens Clausen mente, at i ære og drabssagen måtte sågar hustruer og børn afhøres. denne sag skulle betragtes som en æressag.

Retten som holdtes i Jørgen Hansens hus i Sandvig blev afbrudt, da dagen var ved at slutte og fordi der ikke var lys. Sagen skulle fortsættes næste dag kl. 9.

I tingbogen blev Mogens Clausen stævning indskrevet (pag 070a+bog 071a)

Sagen fortsatte med Lisbet Larsdatters vidnesmål. Sidste sommer havde hun set Peder Hansen ligge i en seng hos Niels Jørgensen og var "gallen". Præsten Christopher Møller trøstede ham i hans svaghed. Hun havde sagt enten er du gal eller også gør du dig gal. Forlig dig med din hustru som andre ægtefolk gør. Præsten mente, at Peder Hansen var desperat, hvilket Lisbet ikke mente, da hun havde set ham i gaden samme dag. Folk havde sagt, at han ville springe i Hans Areetsens brønd. Endvidere fortalte Lisbet, at Sættedommeren Niels Hansen havde sagt, at Peder Hansen levede som en "tørch oc hedning" med sin hustru, hvilket ikke blev modsagt af Lorens Petersen. Disse ord blev ikke nedskrevet i tingbogen.

Lorens Petersen mente, at det var Mogens Clausens skyld at sagen blev startet og havde påført Peder Hansen urimelige udgifter, således at han nu er forarmet. Sagen, der startede med en brændevinspande, kunne have været klaret med et forlig, men blev af Mogens Clausen ført videre som en sag om uenighed i ægteskabet.

Peder Hansens eget forsvar i sagen blev indført, således også hans hustru, som sagde: "Dag komme oc dag gaar, aar komme oc aar gaaer, alt saa shall hun lifue hen lige som hun ingen Mand hafde til nogen hielp enten til klæde, føde eller ildebrand, mens hand speger dørene til for hende hafuer oc udsat jor for 60 sdr. som hende var tilfalden efter hendes sal. mands død oc der af hafde hun aldrig seet eller nødt nogen mark eller skilling. Hun var langt mindre vidende den tid den blef pantsat, oc kom som omvundet er bortshaffeds hendes mand en koe ocsaa mod hendes villie bort en aftenstund her af hun oc ingen verdi eller anpart nødt hafr ey heller haft den siden til nogen Malchning"

Mogens Clausen spurte hende om hvordan hun havde levet med sin mand efter at konsistoriedommen nu i foråret i Rønne Kirke. Hun svarede at hendes mand Peder Hansen "har speget dørrene til for hende, spiser iche hiemme hos hende, søger iche seng eller sæde med hende, oc hafuer borttaget hest oc vogn oc plouredskaber, saa oc borttaget om natten fra hende af sengen en dyne oc benchedyne af benchen bar det paa loftet oc siden har hun seet benchedynen hos Peder Hansens søster. Den løcke uden for gaarden tencher hun oc at vere bortsat efter som Albert Dich hende den self forbød at hun intet motte befatte sig med den uden hun vilde betale hannem 9 sdr.., derpaa i alt sagde Vidnet at vilde aflegge hendes eed"

Stævningsmændene Christopher Hansen (gift med Berild Clausens datter) og Henrich Henrichsen (Mogens Clausens stedsøn) fortalte om hvordan de havde set Sicele sidde og græde og at hun havde fortalt at hendes mand havde lukket hende inde i sit hus, samt at de var bevidst om Peder Hansens formodede ønske om at kaste sig i brønden i sommers. Lorens Petersen ville ikke godtage deres vidnesbyrd, da de var i nær slægtskab med Mogens Clausen. Endvidere mente Lorens Petersen, at birkedommeren havde gjort ondt værre ved at føre sag mod Peder Hansen, først ved birketinget, som måtte gå videre til landstinget og så i ægteskabssagen. Lorens Petersen mente, at Peder Hansen nu ville leve i rolighed, men nu igen skulle føre sag mod Mogens Clausen. Alle sager har ført til at Peder Hansen måtte sælge jord for at klare udgifterne.

Mogens Clausen menta, at det var Niels Hansens hustru Else Poulsdatter havde skrevet og "conceperet" hans skriftlige brev til landsretten. Niels Hansen svarede, at han havde dikteret brevet til sin hustru. Mogens Clausen ville påvise, at det var Niels Hansens hustru, der havde skrevet for Peder Hansen og ikke arkelimesteren i Rønne, og derved havde Niels Hansens været part i sagsmålet.

Den beordrede dommer tillod Mogens Clausen at føre sine to drenge som vidner. Michel Monsen (15 år) havde selv skrevet sit indlæg, som han ville læse op. Det fik han ikke lov til, men i stedet fortalte han, at de to drenge havde siddet i tingstuen ved kakkelovnen og havde skrevet en historie, hvori de havde skrevet spee og spottemule, hvilket Mogens Clausen havde læst højt og derfor vist dem døren. Den anden dreng Claus på 13 år bekræftede historien. Den skrevne historie blev fremlagt i retten. Mogens Clausen fik de to dages referater som tingsvidne.

Lars Andersen fra Egeløkken læste et pantebrev udstedt til Lars Hansen for et lån på 32 sdsr sølvmønt.

Mogens Clausen læste et købe og skødebrev udgivet til Rasmus Larsen i Allinge for et stykke jord som han havde solgt til ham. Jorden på 6 skp. land (gammelt mål) lå i Sandvig byvang for 55 sdr.

Niels Jørgensen ville svare på sin hustru Anne Cathrines vegne i sagen som Lorens Petersen havde stævnet hende for. Lorens Petersen synes, at det var underligt, at Anne Cathrine ikke selv ville lade sig exserminere i kongens ret, hvilket Niels Jørgensen undskyldte sig med, at hun ikke var lovkyndig. Sagen føres til næste ting.

Anders Brun nedsatte sig i dommersædet i sagen mellem Niels Hansen og Mogens Clausen ang. penge som Mogens Clausen skyldte Niels Hansen. Niels Hansen førte vidnerne Lorens Petersen, Niels Jørgensen, Hans Aretsen og Sander Svensen. Niels Jørgensen huskede at han den 22. november 1714 var kommet ind til Niels Hansen, hvor Mogens Clausen, Hans Aretsen og Christopher Hansen var kommet for at gøre regnskab. Mogens Clausen skyldte Niels Hansen 40 sdr og renter 6 sdr.. Mogens Clausen undrede sig over vidnets skråsikkerhed med hensyn efter så lang tid. De øvrige vidner bekræftede Niels Jørgensens forklaring. Mogens Clausen ville ikke acceptere dette, da det var en større sag hvor bla. skiftet efter kaptajn Anders Larsens hustru skulle modregnes. Sagen kunne skyldes, at Mogens Clausen havde angivet Niels Hansen for tolderen Topp, efter at Niels hansen havde købt nogle tylter brædder på strømmen af en lybsk skipper,

Lorens Petersen havde set at Mogens Clausen betale Niels Hansen 20 sdr. i 1715, Hvilket Mogens Clausen erkendte, men at han iøvrigt ikke skyldte Niels Hansen mere. Han ville til næste ting fremkomme med et kontraregnskab.

Amtmandens skrivelse om ombytning og veksling af gamle sedler til nye. Sidste frit ville være til nytår 1718.

Sættedommeren efterlyste Anne Cathrine eller en der vill svare for hende, men ingen gav sig til kende. Lorens Petersen var heler ikke tilstede, men havde lovligt forfald.

Sættedommeren Anders Brun overtog dommersædet i sagen mellem Niels Hansen og Mogens Clausen. Mogens Clausen havde indstævnet Lorens Petersen og Niels Hansen til kontraregnskab. Mogens Clausens regnskab omfattede poster som vedrører hans embedsførsel sågar poster der stammede fra hans formand birkefoged Torsen. Og det skyldige beløb stammede åbenbart helt fra hans forgængers tid. Endvidere var skiftet efter Lorens Petersens sal. hustru et af stridspunkterne, samt skiftet efter kaptajn Anders Larsens hustru.

Mogens Clausen ville ikke slutte sagen, da han havde stævnet til en, to eller tre tingsamlinger og desuden lå et enkelt af hans vidner syg, som han ville indkalde til vidnesbyrd på næste ting.

Beordrede birkefoged Niels Hansen.

Lorens Petersen som var indkaldt som sagsøger i sagen mod Anna Cathrine, men ikke mødt. Dommeren konstaterede at sagsøgeren Lorens Petersen ikke var mødt på 2 på hinanden tingdag, derfor skulle Anna Cathrine være fri for hans tiltale, og hvis sag skulle føres måtte der påny stævnes til tinget.

Hammershus Birketing blev holdt af den beordrede birkefoged Anders Brun af Rønne.

Mogens Clausen havde fundet en kvittering som var "forlagt som fant i en gl. huuspostil, huilken quittering er af datto 13 Marti 1715, som Clausen af Niels Hansen bekom daa de giorde siste gang Regnskab". Derfor mente Mogens Clausen sig fri for beskyldningen. Niels Hansen gjorde ed på, at Mogens Clausen skyldte ham penge, da kvitteringen netop viste at han havde betalt 20 og altså manglede de sidste 20 sdr.

Sættedommeren afgav sin dom, som beskriver sagsforløbet på 3½ side. Dommeren dømte Mogens Clausen til at betale Niels Hansen 20 sdr., samt 2 sdr i rente, samt sagens omkostninger med 10 mark danske inden 15 dage.

Birkedommeren Mogens Clausen var tilbage som dommer.

Som årets kæmnere valgtes Løfring Gifuersen af Allinge og Niels Jørgensen af Sandvig.

Som Taksatorer valgtes fra Allinge Holger Johansen og Knud Nielsen og fra Sandvig Rasmus Pedersen og Niels Bentsen.

Som stokkemænd valgtes fra Allinge: Holger Pedersen, Hartvig Andersen, Albert Hansen Dich og Hans Larsen Smed og fra Sandvig Lorens Petersen, Jørgen Jørgensen, Ole Larsen Stærk og Hans Andersen i Egeløkken.

Peder Hansen i Allinge vedstod et pantebrev på 40 sdr. som han havde lånt af Lars Andersen. Birkefogeden ville observere pantebrevet til næste ting da Peder Hansen lå i sag med sin hustru.

Peder Hansen pantebrev var ikke accepteret af hans hustru, men da hun ikke havde stævnet sin ægtemand for det, så måtte birkefogeden bedømme det for gyldigt, men at hustruen havde en måned til at anke afgørelsen.

Anders Olsen, som var født i Simbrishamn i Skåne og Hans Nielsen født i Sandvig tog borgerskab. Hans Nielsen var allerede indskrevet som "handlanger" på Sandvig Post og Anders Olsen blev nytegnet på borgerskabsrullen ved Allinge og Sandvig. Begge boede i Sandvig.

Niels Hansen overtog dommersædet, således at birkedommeren kunne få et uvildigt tingsvidne om rigtig afregning af sagefaldsbøder. Præsten attesterede at der ingen lejermål var begået i 1717.

Byfoged af Rønne og herredsfoged af Vester Herred Svend Giendtzmer, som oplæste en skriftlig ordre fra amtmanden om den strandede lybske skipper Bernt Verns, ydermere læstes fenrik Jørgen Giødichs memorial. Skipperen og fenrikken mødte personligt og vedstod forliget, "saa at den mistanche skipperen till faendrichen har haft tillige med at randsagningen shulde vere u-louf. er aldelis død oc magtesløs.."

Taksatorerne oplæste byens ligning.

Birkefogeden efterlyste nogle sager som var stjålet fra ham: En kalket hud fra hans kalktønde, 2 jernnagler, 2 møgbrædder en egeplanke, et langt skibshage, et prøch (?) som blev taget af hans stue af hans bord, "som skede alt siden skibesagen kom". Desuden havde han mistet 6 får og lam lidt før jul.

Den strandede skipper Berent Viens efterlyste to kjoler - en brun og en gulagtig, en ny sort hue og nogle par "pløses bogser". Han tilbød 1/3-del bjergeløn, hvis de godvilligt blev afleveret ellers ville han sagsøge vedkommende, der havde tilranet sig klæderne.

Tor Jørgensen havde solgt et stykke jord af nordre Grummeløkke til Lars Andersen. Endvidere havde Tor Jørgensen solgt et andet stykke af samme løkke til Jørgen Johansen i Allinge for 192 sdr. Samme løkkes skovdel var solgt til Samuel Johansen i Allinge. Den søndre del af Grummeløkken blev solgt til Holger Johansen for 144 sdr. Pantebrevene og skøderne blev læst og påskrevet.

Svend Svendsen af Sandvig læste et købebrev udgivet af sal. Hendrich Pedersens enke Anna Olsdatter, der beviser, at enken havde solgt sit iboende hus for 288 sdr.

Jacob Ibsen fra København havde solgt "Lille løchen" på 3 skæpper land bygjord til Hans Larsens Smid for 13 sdr.

Den forulykkede skipper Bernt Vines kom i retten. Han var strandet med skibet "Enigheden" den 19 december 1717 om natten omkring kl. 10 i stor storm og snefald. Han udbad sig tingsvidne på beretning fra hans styrmand og det øvrige mandskab. Tingsvidnet, som er afskrevet, blev skrevet den 31. december 1717 om morgenen, da det var mulighed for at folkene kunne rejse hjem til Lübeck. Attesten viste at alle købmandsvarer blev bjerget og at de havde modtaget stor hjælp fra borgerne i Allinge og Sandvig, således at de alle otte havde reddet sit liv. Skipperen Berent Vienes var blevet på Øen og den 4. april blev han yderligere bedt om at forklare strandingen.

"Vinden paa bem. tid var Nordost til norden oc mod aften førend at hand strandede om natten hafde hand Christiansø to mille SSW for sig, oc hans kaars var NW - 8te glas, oc 1½ glas hafde hand sin kaars WNW og dog om Natten kl. omtrent 10 slet strandede hand tet hos Sandvig ved den Nords ud paa Bornholm, oc det fra sin rette kaars 2 kabellengder oc var paa samme tid en schrechelig stor storm, oc tych snefald, oc formener at samme tid strømmen hannem forsatte"

Birkedommeren bad Rasmus Larsen og Henrich Henrichsen Falch, samt Lorens Petersen og Anders Jensen fortælle hvad der skete da de skibbrudne folk afgav forklaring om skibsvragets beskaffenhed. Birkedommeren spurte samtlige tilstedeværende hvordan vejrliget var da skibet strandede ved Sandvig. Alle svarede at vinden var NO til Nord, stor storm, frost og tyk snefald. Skibet var kommet to kabellængder ud af kurs. Dette udsagn understøttede skipperens forklaring.

For retten fremkom Mon. Jørgen Soltersdorff fra Lübeck og fremviste fuldmagt og andre dokumenter "angaaende det u-løchede skib som strandede for Sandvig Enigheden kaldet oc vilde hafue cito ført vidnesbyrd imod Jørgen Hansen i Sandvig angaaende nogen arnsteen som shulde vere seet i hans huus eftersom at tvende tyske folch nembl. en mand oc en kone Nebl. mandens naufn Johan Kasten Gabriell oc konens nafn Lisebet Gabriels. Dommeren meldede at endog ey er gaaet loul. stefnemaal til Jørgen Hansen mens saa som bm. tyske folck ved ey huilchen time der kand gaa herfra eftersom de liger paa Reysen til Lÿbech oc bm. Jørgen Hansen ligger syg paa sin seng mens saasom at Jørgens Hansens hustru Annis Hansedatter er her paa tinget tilstede oc væll kand vere videndes om enten leersteene hafr. veret udig deres huus eller ey, her saa Annis Jørgen Hansens nu her for retten suarede at huerchen hun eller hendes mand var vidende at nogen arnesteen var kommen i deres hus som kunde det skibevrag vere tilhørende, undtegendes at hendes børn kunde udig stranden finde nogle smaa stocher arnesten i strolighed som erter, bønner eller nøder, oc formoder ey nogen vidnesbyrd maa førres paa hendes mand uden foregaaende kald oc varsel. - Dommeren tilspurde disse tuende bem. tyske folch huad dem kand vere bevidendes om den arnsteen om Jørgen Hansen, eller hans hustru hafde dem udig henderne, shiftning, hand eller hende - her til at Johan Gabriel oc hans hustru Lisebet Gabriel suarede først Manden, saaledes at hand saae en smaal lieden sech med leresteen udig , mens konen nembl. Lisebet Gabriels suarede, at hun saae en liden sech med arnsteen saa oc en sech oc med arnesteen som var noget større, som stode i it Cammer till Jørgen Hansen som ey var laasfast, mens folck gich der ind oc ud huem som vilde, mens ey saae huerken Jørgen Hansen eller hans hustru vore hos bem. arnsteen, huilket var om natten at bem. vidne saae den leresteen, mens om morgenen var bem. seche med arnsten borte, mens stod igien it hattefoder med nogens arnstene udig, udig samme u-laasfaste huus. Videre var ey bem. tyske folch videndes om bem. arnsteen. Dommeren meldede at saasom Jørgen Hansen ey er loulig stefnet her for ey kand tages eed af disse bem. tuende tyske personer, mens henvises at bem. fuldmegtig gifr. Jørgen hansen loul. stefnemaal for odg at at vidnesbyrdene kand loul. af parterne oc dommeren kand blifue examinerede. Hertil suarede fuldmegtigen, at hand vill herom gifue loulig stefnemaal til i dag 8te dage"

Hans Hansen fra Olsker kom på egne og sin svoger Jørgen Hansen fra Sandvigs vegne, samt Giertruds sal. Peder Andersen fra Rø, vegne. De fremlagde en landstingsdom fra 20. november 1709, der dømte dem til at være værge for en del børnegods efter deres sal. moder, som deres broder Hans Hansens børn - [Hans Hansen blev dømt for mordet på Henrik Nielsen i 1695, hvorefter han flygtede] Hans Hansen havde skrevet en fuldmagt, dateret 1. september 1717 i Hamburg - som overlod alle arvelodder til sine søskende og hans svogre på Bornholm. Hans Hansens breve var desuden underskrevet af hans dattermand Claus Shatt også boende i Hamburg.

Henrich Henrichsen Falch fremlagde et skøde, der viser at han af sin stedfader Mogens Clausen havde købt to stykker jord for 40 sdr. (Sønnekildestykket og Jespers kilde.)

Niels Bentsen af Sandvig opbød de af sine døtres matrimonium efter deres moder efter skifte fra 28. august 1702, hver på 6 sdr. 3 mk 8 sk. De to døtres navne var Margreta Lisebet og Dorte Lisebet.

For retten mødte monsiør Jørgen Soltersdorff fra Lübech havde lovligt stævnet Jørgen Hansen til retten om de arnstene som skulle stamme fra den strandede lybske skib. Jørgen Hansen havde skriftligt undskyld at han var så syg, at han ikke turde komme på tinget. Derfor sendte birkedommeren 3 stokkemænd Mads Jacobsen, Ole Larsen og Lorens Petersen, der sammen med skipperen Berent Vienes og Jørgen Voltersdorff fra Lybæk drog til Jørgen Hansens hus med lovbogen. Jørgen Hansen kendte intet til avnstenene og tilbød at gøre sin ed. Jørgen Soltensdorff ville også have hustruens ed, men det havde Jørgen hansen nægtet, da hun ikke var stævnet. Tilbage til birketinget, hvor birkedommeren pålagde hustruen at svare og gøre sin ed. Hele følget går atter tilbage til Jørgen Hansens, men Jørgen Hansen nægtede, at gøre sin, sin hustrus eller sine børns ed på noget der ikke vedkom dem. Fuldmægtigen tøvede ikke at indstævne dem igen.

Jørgen Giødich fra Brogård var ligeledes indstævnet af Jørgen Soltesdorff fra Lybæk om hans tvistigheder om fjerene med skipperen Berent Wiens. Sandemand Lauridts Nielsen af Hammedam i Olsker mødte på fænrikkens vegne. Jørgen Soltesdorff ville ikke godkende Lauridt Nielsen som sagfører til Giødichs, da han ville blive indstævnet til samme sag. Jørgen Giødich blev pålagt at møde personligt om 14 dage.

Birkedommeren ønskede at få forelagt sal. Giese Hans Jørgensens skiftebrev, således at han kunne tage stilling hvad Hans Hansens børn i Hamburg var blevet tillagt efter sin fadermoder.

Kaptajn Niels Nielsen fremlagde en fuldmagt fra amtmand Reedts om nogen havde mellemværende med amtmanden skulle det angives til kaptajnen.

Niels Bentsen opbød sine 2 døtres arvelodder til overtagelse mod renter.

Birkedommeren bad om alle skriftlige beviser på arvelodderne efter Giese Hans Jørgensen, således at han kunne give dom til næste ting.

Jørgen Wolterdorff fra Lybæk havde stævnet Jørgen Hansen og hans hustru om de forsvundne Arnsten. Porens Petersen mødte på Jørgen Hansen og hustrus vegne og oplyste at Jørgen Hansen var så svag, at han ikke kunne møde. Jørgen Woltersdorff ville have at Jørgen Hansen skulle gøre sin ed, hvis ikke måtte han føre sag. Dommeren oplyste at stævningen skulle føres på dansk og ikke tysk, da kongens lov krævede at sagen skulle føres på dansk. Atter gik to stokkemænd til Jørgen Hansen, men han ville ikke give sin ed. Birkefogeden udsatte sagen i 8te dage og forlangte at Jørgen Hansen mødte på tinget. Dommeren ville ikke nægte Jørgen Woltendorff at føre en gæsteret, men at der skulle stævnes nok en gang.

Dommeren efterlyste Jørgen Gjødichsen om det forlig han havde gjort med skipperen, men han var ikke mødt. Anders Brun, der havde ført sagen mellem skipperen og Gjødichsen var i vildrede om hvem der har myndigheden i Allinge Sandvig. Loven sagde, at det var borgmester og råd, der skulle føre sagen, men da det ikke var en borgmester, så måtte det være amtmanden, der havde myndigheden, hvilket birkedommeren ikke accepterede. Birkedommeren tillod, at den tyske fuldmægtig kunne føre vidner og at der kunne afsiges kendelser. Jørgen Voltendorff havde indkaldt to vidner, og ved hjælp at to stævningsmænd Ole Larsen og Jørgen Jørgensen fra Sandvig blev stævnet Lars Nielsen i Habedam om at vidne i det forlig vedr. fjerene mellem skipperen og fænrik Jørgen Gjødichsen. Endvidere blev følgende vidner indkaldt: Niels Hansen fra Sandvig, Lisebet Larsdatter, Anna Cathrine sal Niels Jørgensen og skipperen Berent Vienes

Kaptajn Gregers Christensen mente sig berettiget til at føre sagen på amtmandens vegne, men birkefogeden afviste, da han var kongens repræsentant og i hans bestalning skulle han drage omsorg for kongens lov. Gregers Christensen opnåede kun at få amtmandens ordre læst op og påskrevet. Skipperen blev ikke godkendt som vidne, da han ikke kunne vidne i sin egen sag.

Anders Brun, der svarede på Jørgen Gjødichsens vegne, mente at han ikke var stævnet lovligt, hvilket Mogens Clausen afviste, da han allerede havde indgivet skriftlig svar og at han havde sendt en fuldmægtig. Endvidere skulle den lybske skipper snart sejle med en galliot, som lå udfor Sandvig. Kun Lisebet Larsdatter var mødt af de indkaldte vidner. Hun vidnede ligesom skipperen, at da forliget blev aftalt i Niels Jørgensens hus skulle Jørgen Gjødichsen skulle føre fjerene tilbage enten til birkedommerens eller til Niels Jørgens hus og skipperen skulle betale ransagningsomkostningerne. Grødichsen bad i forliget om, at forliget ikke skulle indføres i tingbogen. Fjerene blev ikke afleveret som aftalt.

Birkefogeden indkaldte til ting 8te dage og hvem der ikke mødte som retteligt var indstævnet, skulle bøde 10 lod sølv til sagsøgeren og til kongen.

Lorens Petersen på Niels Bentsens vegne og opbød sine to døtres arvelod for tredje gang og da ingen ville modtage arvedelen, dømte dommeren, at Niels Bentsen skulle slippe for at betale renter.

Dom blev afsagt angående arvelodderne som Hans Hansen børn af Hamborg havde arvet efter Giese Hans Jørgensen. Hans Hansen fra Olsker fik udskrift af dommen.

Sag mellem Jørgen Gjødichsen og skipperen Viens fra Lybæk. Anders Bruun fra Rønne var fuldmægtig for Gjødichsen og Jes Rask fra Rønne læste en fuldmagt fra Jørgen Voltendorf fra Lybæk, samt en fuldmagt fra borgmester og råd fra Lübeck, som var "translateret" og på stemplet papir. Lars Nielsen Habedam fremstillede forliget som var indgået hos Niels Jørgensen den 24. januar. Fjerene skulle være blevet leveret tilbage til birkedommeren efter forliget, men der var tvivl om dette hændelsesforløb, ønskede Jes Rask at afhøre Anne Cathrine Niels Jørgensen. Hun var ikke i retten og Jes Rask ønskede at 2 stokkemænd skulle tage hen til Anne Cathrine med lovbogen. Anne Cathrine havde ikke hørte, at Gjødichsen havde lovet at bringe fjerene tilbage til enten Niels Jørgensen eller til birkefogeden.

Jes Rasch havde aftalt med Voltersdorff, at så snart de to vidner var afhørt skulle han bede om dom, hvor tillige hans udgifter til rejser var en del af sagens omkostninger. Han havde brugt 30rdr. til fortæring og rejser, hvilken sum som den tabende part skulle dømmes til at betale

Jes Rasch og birkefogeden mente, at Jørgen Hansen og hans hustru Annis ikke havde gjort sin korporlige ed, om at de ikke vidste noget om de forsvundne arnstene, hvilket de til næste ting skulle gøre på tinget. Jørgen Hansen lå stadig syg og var repræsenteret af Lorens Petersen, der påstod at de allerede havde aflagt ed overfor to stokkemænd, samt Voltendorff i deres eget hjem. I følge kongens lov skulle de hver bøde 10 lod sølv, hvis de ikke mødte på næste ting.

Anders Brun, som var Gjødichsens fuldmægtig, samt Gregers Christensen ønskede at stævne Berent Vienes igen. Men haqn skulle have været stævnet inden han rejste fra øen. Hvis han skulle stævnes nu, skulle det være i sit nuværende opholdssted og det måtte ske med 6 ugers varsel, da han opholdt sig i udlandet. Der var stadig usikkerhed om hvem der havde myndighed til at dømme i sagen. Birkedommeren var kun villig til at forlade sit dommersæde, hvis det blev stævnet i en ny sag.

(pag. 106b)Derefter dommen på Hans Hansens børns arvelodder. Den flygtede Hans Hansen (1695) havde sendt to dokumenter fra sit opholdssted i Hamborg. Det enen dokument var skrevet på 1 rdr. papir og udsted af notarius i Hamborg, der fortæller, at Hans Hansen og hans svigersøn Claus Shat havde overladt alle arvelodder som Hans Hansens børn havde arvet efter Giese Hans Jørgensen i 1709 til Hans Hansens søskende på Bornholm. Det andet dokument fra 14. marts 1714 fortalte om Hans Hansens sandsynligvis var omkommet på en rejse fra Norge til Karnariske øer. Birkedommeren godkendte dokumenterne og tillod at Hans Hansens 3 søskende kunne nyde arvelodderne. (Jørgen Hansen i Sandvig, Giertrud sal. Peder Andersen i Rø, og Lisbet Hansdatter, der var gift med Hans Hansen på Hullegård i Olsker).

Fallentin Hansen havde solgt et hus og plads i Sandvig til sin svoger Jep Nielsen for 50 sdr. Samtidigt fremlagde Fallentin Hansen et skødebrev på Niels Jørgensens 13 stolperum hus med tilhørende plads for 68 sdr. klingende mønt. Birkefogeden ville dog havde dette salg i "betænkning", da der endnu ikke var holdt skifte efter Niels Jørgensen. Niels Jørgensen døde i hans kæmnerbestalling og derfor havde penge, der skulle afregnes, samt at hans ejendomme kunne beløbe sig op til 500 sdr..

På de lybskes vegne, spurgte Jes Rasch, Jørgen Hansen og hans hustru om de ville gøre ed på, at de ikke havde kendskab til de forsvundne avnstene. Jørgen Hansen var mødt på tinget, medens hans hustru nu lå syg og svag. Hustruen skulle møde til næste ting.

Sagen om fjerene gik til domsafsigelse, men Jes Rasch udbad sig tingsvidne på alt, hvad der var sket i sagen.

Ole Larsen af Sandvig ønskede alle tilstedeværende bymænds accept på, at han måtte lægge en stenløkke. Hvilket blev bevilget af bymændene og birkefogeden.

Jens Rasch havde bedt to stokkemænd at følge ham til Annis Jørgen Hansen, som stadig var syg, således at hun kunne aflægge sin ed på, at hun intet kendskab havde til arnstene. De to stokkemænd modtag 8 sk. for opgaven hver. Birkedommeren mente ikke at han kunne føre dom på sagen, da de havde givet deres ed på, og såsom at deres hus ofte var besøgt af fremmede folk der gik ind og ud af huset dag og nat [de drev en slags hotel].

Fallentin Hansens køb af sal. Niels Jørgensens gård kunne ikke konfirmeres af birkedommeren, da han havde været syg, således at skiftet endnu ikke var sluttet.

Dommen mellem Jørgen Voltersdorff fra Lybæk og Jørgen Hansen i Sandvig.

Sidsele Peder Hansen af Allinge klagede til retten over at hendes mand havde pantsat deres hus og deres kakkelovn uden hendes lov og udbad sig et attest på hendes anmeldelse. Birkedommeren refererede at havde boet i birket 23-24 år og kunne derfor huske, at Sidsele Augustinusdatter havde levet i et godt ægteskab med sin første mand Henrich Nielsen og "opklechet skichelie børn tilsammens", hvilket bekræftedes af stokkemændene. Birkedommeren måtte bede hende om at stævne sin mand, hvis hun ville have dom i sagen, men da "bm. quinde ligger nu paa sin reyse oc vil til Kiøbenhafn, at giøre allerunderdanigste ansøgning oc ville rette sig efter hans kongl. Mayst. allernaadigste reselution" ville birkedommeren give hende et tingsvidne på rette papir.

(pa. 111a) Dom i sagen mellem Jørgen Woltersdorff fra Lybæk og Jørgen Hansen om de forsvundne arnstene, som stammer fra et foulykket lybsk skib. Birkedommeren kunne ikke dømme i sagen, da intet var bevist, så omkostningerne kunne heller ikke tildømmes.

Gregers Christensen fremviste amtmand von Bippens anordning at han skulle være sættedommer i sag mellem birkedommeren Mogens Clausen og fenrik Jørgen Giødichsen af Brogård. Mogens Clausen var stævnet til hans værgeting, som er Hammershus birketings ret. Sagen handlede om Mogens Clausen såvel som hans hustrus utilbørlige ord i Mogens Clausens hus. Til vidner var indkaldt Margrete Jens Larsen, Hans Køller begge fra Sandvig og Jørgen Hansen af Allinge. Der stod skrevet noget på den bjælke om fenrik Giødichsen, i det kammer hvor den lybske skipper Berent Wiens havde lejet og logeret fra han strandede til den 27. april, da han rejste. Mogens Clausen kendte ikke til, hvad der stod skrevet. Samme kammer havde den tyske fuldmægtige Jørgen Woltendorff logeret indtil der kom en båd fra Lybæk, der førte godset bort. Nogle få dage derefter kom "vores nuhafuende guvanør bregader commandant oc amtmand højædle hr. Johan Hindrichsen von Bippen på samme kammer tillige med ædle oc hr oberst lytnant Ambtshof fra fæstningen Hammershus" det var disse to, der havde set og læst skriften på bjælken hos birkefogeden, den skrift som han nu blev beskyldt for at have skrevet. Han mente, at ingen i hans hus kunne have skrevet det, da ingen kunne skrive "saa schikkelige" bogstaver. Og det var skrevet på tysk, men birkefogeden mente heller ikke, at det kunne være skipper Berent Wiens. Om det var den tyske fuldmægtigede, der havde skrevet det, kunne han ikke udtale sig om. Anders Brun, som førte Giødichsen sag, ville have Mogens Clausen hustru til at vidne, da skriften på bjælken var fremvist til flere folk i Sandvig og at der gik 14 dage mellem skipperen rejste og den nye amtmand ankom. Mogens Clausen fortalte at kammeret blev brugt af mange honnette folk.

Anders Brun fremstillede vidnet hr. Israell Æcomand, som ønskede logement hos Mogens Clausen den 17. maj. Han fik kammeret, der kaldtes "Nye Stue". Om morgenen havde han set Jørgen Giødichsens navn på bjælken skrevet med store latinske bogstaver på tysk, som oversat betød at Jørgen Giødichsen er en fjertyv. Dernæst blev Margrete Jens Larsen afhørt som fortalte, at hun for omtrent 3 uger siden havde set skriften og fået Mogens Clausens hustru til at læse det for hende. Hun mente, at det skulle tørres ud, da det var da synd for den ærlige mand. Dette ønskede Mogens Clausen ikke, da brigaderen havde skrevet det i sin tavle (?). Jørgen Hansen bekræftede, at han havde set det for 14 dage siden. Lorens Petersen så det dagen efter von Bippen var taget til Rønne. Mogens Clausen havde sagt, at han lige havde set det og at det var et skamskrift. Hans Køller havde for 14 dage siden fået fremvist skriften af Henrich Henrichsen.

Mogens Clausen svarede på alle spørgsmål fra Anders Brun, som til næste ting ville føre skriftligt indlæg i sagen.

Købebrevet af 9 maj (Niels Jørgensens gård) lod på 68 sdr, hvilket var 8 sdr. mere end skiftets vurdering. Skiftet blev rettet således det stemte overens med købebrevet.

Kaptajn Gregers Christensen overtog dommersædet i sagen mellem fænrik Jørgen Giødichsen og birkedommeren Mogens Clausen. Anders Brun læste et skriftligt indlæg på vegne af Jørgen Giødichsen, Et indlæg som bragte Mogens Clausen i affekt, således at han straks ville stævne Giødichsen til ting om 14 dage, i de ulovlige udsagn han havde givet i sit skriftlige indlæg, der åbenbart igen inddrog fjersagen. Mogens Clausen havde intet kendskab til skriften. han kunne slet ikke selv havde skrevet det, da skipperen havde nøglen til kammeret, hvor der desuden var opbevaret meget af det gods, som stammede fra det forliste skib Enigheden.

Ingen sagen, så den beordrede dommer kaptajn Gregers Christensen overtog dommersædet. Byskriveren Anders Brun fremlagde et skriftligt indlæg på vegne af Jørgen Giødichsen.

Mogens Clausen tituleres nu som "Kongl Mayestæts byefoged i Hasle, herritsfoged ved Nørre Herred og birkefoged til Hammershus bircher Allinge oc Sandvig, saa hr. cancelliraads general fickal ofr. Danmarch oc Norge høyædle oc velbd monsieur Troels Smittes fuldmægtig paa Bornholm hr. Mogens Clausen Torn" som tilsvarede Anders Bruns uforskammede og utilbørlige indlæg ført af dato 18. juni og dernæst den 4. juli. Mogens Clausen sagde at han var "udygtig" ved at gå i rette med disse gloser af spot og spe på en kongelig embedsmand. Giødichsen var bedt om at møde personlig i retten, hvilket han også havde været, men hurtigt havde forladt igen. Mogens Clausen mente, at han selv måtte stå til regnskab for sine udtalelser og svare for de forsvundne fjer.

Mogens Clausen førte vidner der sagde, at skipperen havde nøglen til kammeret og at han altid tog nøglen op af lommen, når han låste sig ind og ligeledes låste, når han gik ud.

Den beordrede dommer bad Stokkemændene om at sige, hvad Anders Brun havde sagt efter Mogens Clausens spørgsmål til ham. Stokkemændene svarede: "Sallemon siger Mand skall iche suare en dorre till sin talle, mens huem hand meente der med ved de iche"

Birkefogeden efterlyste efterfølgende fra Allinge og Sandvig som ikke havde taget borgerskab: Jep Nielsen, Hans Jensen, Peder Michelsen, Anders Haagensen, Michel Monsen, Anders Moensen, Morten Poulsen, Jens Andersen, Mogens Bendixsen, Jens Hansen, Hans Hansen, Lars Boesen. De skulle møde til næste ting.

Birkefogeden læste to kopier af love, der var kommet fra Bornholms Amtstue om slagsmålsbøder, samt lejermålsbøder.

Sættedommeren Niels Hansen var indkaldt til at besvare spørgsmål om den periode, som han betjente retten, men han var ikke kommet på tinge. Sagen drejede sig om nogle bøder, som han skulle have dømt. Rentekammeret havde fordret rente af amtskriveren. Niels Hansen var ikke mødt for at forklare.

Kaptajn Gregers Christensen overtog dommersædet. Fenrik Jørgen Giødichsen fra Brogård var selv tilstede. Sættedommeren refererede sagen, som havde medført "adshiellige cuestioner siden den tid hafr. der udig induichlet" sagsforløb. Sagen blev gennemgået og særligt Giødichsens fuldmægtig Anders Bruns anklageskrifter og hans måde, at håndtere sagen på, førte at Giødichsen påførte sig selv en æressag, mente Mogens Clausen, stik imod sagens egentlige indhold, der sigter Mogens Clausen for at have skrevet æreskrænkende ord om fenrikken. Endvidere beskrives, at der var mange "mend oc quindfolch" i tingstuen, som havde kommet med tilråb, som burde været "pryglet til dørren", da stokkemændene umuligt kunne høre hvem der sagde hvad til hinanden. Sættedommeren ville herefter føre sagen til doms.

Birkefogeden lod en fuldmagt skrevet på ½ rdr stempelpapir til hans stedsøn Henrich Henrichsen Falch, således at han kunne fungere som fuldmægtig i alle birkefogedens forretninger.

Der var kun mødt to af den indkaldte beboere for at tage borgerskabsed, nemlig Jep Nielsen af Sandvig og Jens Andersen af Allinge.

Dommen mellem Jørgen Giødichsen og birkefoged Mogens Clausen angående det skamskrift som stod på en bjælke i birkefogedens gård i et kammer som lejedes ud til fine folk. Gregers Christensen mente ikke, at hverken Giødichsen eller hans fuldmægtig kunne dømmes for falsk sagsmål og forkert håndtering af sagen, men at Mogens Clausen havde angrebet sagsøgeren urimeligt. Mogens Clausen blev dømt til at betale 4 rdr til Rønne hospital, samt at betale sagsomkostninger på i alt 2 rdr. inden 15 dage. Mogens Clausen kunne ikke dømmes til at have været årsagen til skamskriften i hans kammer, men at han kunne have aftørret bogstaverne og ikke have vist det frem for folk.

Ole Hansen tog sit borgerskab og fremviste sit pas og afskedsbrev fra Christiansø, hvor han havde været soldat under garnisonen.

Rasmus Larsen fra Allinge fremlagde de 8 synsmænds rapport for Hammershus skove og skovparter. Skovene består af småt hassel, småt torn og elletræ ikke større end en vognkæp. Af skove i privat brug findes hos Jacob Madsen i Kokkeløkken, Jørgen Hansen i Sandvig og Hans Aretsen. Alle har små risege, småt elle og asketræer. I Allinge byvang var der nogle bække med lidt elletræer og små risege. Det synes ikke at have være hugget i det sidste år.

Læst patent på højesterets tingmøders afholdelse i 1719.

Birkefogeden meldte at de der endnu ikke havde tage borgerskab risikerede at bøde 3 lod sølv, hvis de brugte byens næring imod loven og politiforordningen. Følgende stod frem og ønskede borgerskab Anders Haagensen, Jens Hansen, Svend Svendsen, Anders Monsen.

Birkedommeren takkede stokkemændende, Taksatorer og kæmnernes arbejde det forløbne år.

Som nye Taksatorer valgtes formand Rasmus Larsen og Michel Hansen fra Allinge og Mads Jacobsen og Peder Hansen fra Sandvig. Til kæmnere valgtes Hans Andersen fra Allinge og Anders Jensen fra Sandvig.

Til årets stokkemænd valgtes fra Allinge: David Dich, Peder Monsen, Anders Nielsen, Peder Johansen og fra Sandvig Peder Michelsen, Svend Svendsen, Bertil Johansen og Hans Køller

Sættedommeren Niels Hansen satte sig i dommersædet, således birkedommeren kunne få attest på, at der i året 1718 ingen sagefaldsbøder mm, som tilfald kongen. Præstens attest angav 2 lejermålsbøder: Cathrine Jensdatter, som i 1717 tjente Lars Andersen i Allinge, nu var i Rønne, Hun havde født barnet i Hasle og Karen Erichsdatter Bugge, dengang tjente hun hos birkefogeden. Hun havde angivet en ukendt bådsmand i kongens skibe som barnefader. Birkefogeden ønske at efterforske de ukendte børnefædre, således de kunne blive straffet.

Kaptajn Gregors Christensen læste amtmand Johan Henrich von Bippens ordre at Niels Hansen af Sandvig skulle betjene retten som dommer i en sag mellem Poul Terkelsen, konduktør ved kongens fortifikations etat i København og birkedommeren Mogens Clausen. Kaptajn Gregers Christensen skulle føre sagen for Poul Terckelsens vegne. Sagen var, at Mogens Clausen havde inddrevet 70 sdr. 6 sk. for Poul Terkelsen og hans søskende i en arvesag mod Poul Terkelsens farbror Lars Pedersen i Fåreby i Aaker sogn den 12. november 1716. Kapitalen stod hos ham på rente, men ikke som Mons Monsen påstod med renters rente og at værgepengene gik lige op med . Mogens Clausen havde krævet 20 sdr. i omkostninger. Mogens Clausen mente, at han ikke skulle tage kapitalen i brug, men den skulle være til rådighed, så snart Poul Terkelsen kom til Bornholm. De 70 sdr. var ikke fuld inddrevet, men kun den kapital, som Mogens Clausen mente havde brugt til sagens omkostninger. Han tilbød Gregors Christensen at overtage sagen, da han nu var Poul Terkelsens fuldmægtig. Landsdommeren i Svaneke havde skrevet til Mogens Clausen, umiddelbart før jul, om at indkræve beløbet. Mogens Clausen havde underrettet landsdommeren om sagen og der var planer om at oversende 100 tønder havre, men vejr og vind havde forhindret gallioten at levere havre til Poul Terkelsen i København. Mogens Clausen havde betalt degnen i Aaker Søren Jensen på Poul Terkelsens vegne den betaling han skulle have for at være vitterlighedsvidne, som for øvrigt Gregers Christensen også havde været.

Taksatorerne fremlagde deres ligning for året 1719.

Sættedommeren Niels Hansen overtog dommersædet. Gregers Christensen spurgte om Mogens Clausen ville betale de penge som han havde inddrevet efter Pouls Terkelsen og hans 2 søstre i den arv som de havde til gode hos deres farbror Lars Pedersen, Anders Poulsen og faster Hedvig Lars Pedersen, som begge (?) boede og døde i Aaker sogn. Kapitalen på 70 sdr. (56 sdr i klingende mønt og 14 sdr. i autoriserede sedler) blev optalt på tinget. Pengene kunne nu udbetales, hvis Gregers Christensen ville betale Mogens Clausen for udgifterne eller om Gregers ville kautionere for beløbet. Gregersen mente ikke, at kunne acceptere dette tilbud, da han ikke havde fuldmagt til at gøre det og dels fordi han mente, at Mogens Clausen i følge en skrivelse fra 1715 fra cancelliråd Scavenius, skulle gå i rette, således at Poul Terkelsens skulle holdes skadesløs. Endvidere ville Poul Terkilsen ikke modtage autoriserede sedler.

Henrich Henrichsen Falch havde stævnet Jens Hansen af Sandvig angående grove skældsord mod Henrich i Jens Hansens hus. Desuden var Jens Hansens broder Hans Hansen i Allinge. Henrich Henrichsen Falch ville ikke føre sagen før til næste ting, da hans vidner ikke var mødte. Jens Hansen mente ikke, at birkedommeren kunne dømme i sin stedbarns sag, hvilket birkedommeren blev fornærmet over, da han var kongeligt udnævnt. Om Jens Hansen mente det særligt alvorligt kunne han stævne birkedommeren til tinget.

Margreta Jørgens datter fra Sandvig havde indstævnet sin mand Jens Andersen Brunberg på hans bopæl, hvor han sidst boede om hvad årsag han havde rejst fra landet. Sognepræsten havde indleveret en attest, som skulle indføres i sagen. 8 dannemænd udtalte sig samstemmende, at Margreta Jørgensdatter er født i Sandvig af Svenske forældre og havde levet et et ærligt og smuk dannerkvinde både før og efter hun kom i ægteskab med Jens Andersen Brunberg. Vidnerne sagde endvidere af Jens Andersen var forsvundet umiddelbart efter høsten i 1713 - altså 6 år siden. Han havde forladt hende uden hendes vilje og viden. I deres ægteskab "spolerede han bort hendes jord og midler" som hun havde arvet efter sin fader Jørgen Jørgensen. Ingen af vidnerne vidste hvor han befandt sig. Efter 3 gange lysning blev Jens Andersen dømt til at have forbrudt og forset sit ægteskab. Ved konsistorie-ret ville hun ved skilsmisse adskilt og igen udi ægteskab kunne indtræde.

Lars Boesen af Allinge fik bevilget borgerskab

Henrich Henrichsen Falch og Jens Hansen begge fra Sandvig mødte i retten og forkyndte, at de havde indgået forlig i sidste tings tvistighed.

Sættedommeren Niels Hansen nedsatte sig i dommersædet i sagen mellem Mogens Clausen og kaptajn Gregers Christensen som fuldmægtig for Poul Terkelsen fra København. Mogens Clausen fremlagde et skriftlige indlæg fra 15. december 1714, der forklarede Poul Terkelsen og hans to søskendes arvekrav efter sal. Anders Poulsen vedr. 13. og 14. gård i Aaker sogn, som stammede fra 8 stokkemænds åstedsforretning og herredsfoged Morten Henrichsen Rash. En anden memorial, som Poul Terkelsens værge Lars Pedersen i Fåreby havde udgivet den 19. oktober 1716. Mogens Clausen fremlagde også en kopi til 4 sdr 2 mk i klingende mønt, som han havde bekostet, af sal. Anders Terkelsens skiftebrev fra 8. marts 1713.

Mogens Clausen ville overdrage kapitalen til Gregers Christensen, mod at fradrage Mogens Clausens udgifter. Gregers Christensen og Mogens Clausen begærede sagen til doms.

Gregers Christensen stævnede derefter Mogens Clausen for forfaldne husindkomster for året 1717 til 12. august 1718 fra Hasle og Nørre herred. Gregers Christensen havde assisteret som by og herredsfoged i ovennævnte periode og derfor ville han nyde 2 tredjedele af alle visse indkomster. Han mente, at først da Mogens Clausen fik det kongelige brev på embederne den 12/8 skulle han have den halve del og efter at udnævnelsen blev offentliggjort den 9/9 1718 kunne Mogens Clausen nyde det hele. Mogens Clausen mente, at når Gregers Christensen kunne bevise, at han havde haft udgifter på Hasle byting og Nørreherreds ting, skulle han huske at han blev betalt af Mogens Clausens bonde Jens Maanssen på 28. gård i Rutsker med 10 skålpund smør og to læs halm.

I steder for birkeskriveren Lars Andersen fungerede hans broder Hans Andersen.

Michel Sørensen af Allinge fremlagde et pantebrev hvor Peder Jacobsen havde pantsat et stykke jord (bygjord kaldet Røølychen g et stykke jord i Bollesnø..?() begge beliggende i Sandvig vang samt i huset, hvor Peder Jacobsen boede, til Michel Sørensen for 43 sdr. 3 mk 2 sk. med årlig rente på 5%.

Mogens Nielsen og Peder Mogensen af Allinge havde stævnet Poul Hartvig af Allinge for at vedstå et forlig mellem Mogens Nielsen, Peder Mogensen og Poul Hartvig om et stykke jord kaldet Hartvigsløkken. Poul Hartvig var ikke mødt på tinget. Kontrakten blev oplæst og vedstået af de to vitterligsvidner. Poul Hartvig havde lejet de to mænd jorden i Allinge byvang i 6 år. Poul Hartvig havde forbudt de to mænd (far og søn) at dyrke jorden. Dommeren lyste Poul Hartvigs forbud for død og magtesløs, og efterlyste parternes vidnesbyrd på tinget den 17. april.

Mads Jacobsen fra Sandvig stævnede Anna Cathrine Jens Hansen af Sandvig for ærekrænkende ("ubequeme") ord i Anna Cathrines egen stue mod Mads Jacobsen fredag for 8te dage siden. Som vidner var indkaldt konstabel Peder Larsen og Jens Hansens tjenestepige Gertrud, samt Jens Hansen. Konstablen og tjenestepige var ikke mødt. Jens Hansen meddelte, at Anna Cathrine og Mads Jacobsen var kommet i venlig forlig.

Birkefogeden bød at borgerne skulle ringe deres svin.

Dom afsagt mellem Birkefogeden Mogens Clausen og Poul Terkelsen i København. Mogens Clausen udbad sig dommens beskrivelse, således at han kunne appellere til landstinget. Kaptajn Gregers Christensen udbad også dommen skriftligt.

Kaptajn Gregers Christensen havde fået amtmandens ordre fra 13. december 1717 til at betjene Nørre Herred. derfor mente han, at han skulle nyde afgifterne indtil den nye Herredsfoged tiltrådte. Nærmere vidner i sagen til næste ting.

Sættedommeren Niels Hansens dom i sagen mellem Birkedommeren og er Poul Terkelsen afskrevet i tingbogen. Handlingsforløbet er beskrevet på 4 sider, og dommen lyder, at da Mogens Clausen allerede den 12. november 1716 havde modtaget de omtalte 70 sdr. og at han burde have haft adskillige lejligheder til at levere pengene til Terkelsen i København, så burde han betale renter af pengene indtil 1. september 1717, samt igen fra 1. september til den 6. februar 1719. Clausen skulle desuden betale processen med 3 rigsdaler. Mht. Mogens Clausen forlagte 20 rdr. i omkostninger måtte han selv søge inddraget hos Poul Terkelsen.

skriver Hans Andersen.

Kgl. forordning om at uld ikke måtte udføres af riget, samt at kgl. supplikker skulle føres på stemplet papir.

Hans Andersen var skriver i stedet for sin broder Lars som var syg.

Skipper Jens Petersen fra Rønne ville have vidnesbyrd på at hans jagt, kaldet Sankt Johannes på 8te lester, der havde ligget for anker udfor Sankt Salomons, i mellem 24. og 25. oktober 1718 kl. 11, var forulykket i stærk storm. Jens Petersen ejede den halve part og den anden halvdel ejede rederen Sylvester fra København. Ladningen var salt flæst og tobak. Skibet var sprunget læk og de reddede sig i land i en skibsbåd, der gik på klipperne. Skib og ladning blev ødelagt. Skipperen og hans folk reddede reddede livet. Skipperen fremstillede vidnet bådsmanden Hans Mørch, der vidnede at båden var ankret i sikker afstand og dybde, med hensigt at gå til Rønne. Omkring kl. 11 om aftenen blæste det op med stærk vestenvind. Skibet blev slået i stykker og besætningen var i fare. Efter de havde reddet sig i land kom til Jørgen Hansens hus, som var det første på deres vej mod Sandvig. En tredje mand om bord, var Hans Olsen, som var syg og nu opholdt sig i Rønne. Jørgen Hansen vidnede, at skibsfolkene var kommet til ham mellem kl. 11 og 12 ganske våde og udmattede. Mads Jacobsen og Lorens Petersen vidnede det samme som Jørgen Hansen. De vidnede at det var sunket på 14 favne vand.

Skriver Hans Andersen.

Kongelig forordning om vekslekursen mellem specier og kroner til Kurant.

Sættedommeren Niels Hansen kunne ikke betjene retten da han var syg, således at sagen mellem Gregers Christensen og Byfogeden Mogens Clausen ikke kunne føres.

Skriver Hans Andersen

Dom i sagen mellem Mogens Nielsen, Peder Mogensen og Poul Hartvig.

Sættedommeren Niels Hansen var stadig for syg til at betjene retten i sagen mellem Gregers Christensen og birkefogeden. Den anden beordrede dommer David Hansen Dich blev sat ind i sagen og forsynet med materiale, således at han kunne overtage sagen.

Som beordret dommer nedsatte David Hansen Dich sig i dommersædet, således at Birkefogeden Mogens Clausen kunne stævne Bould Rasmusdatter for lejermål begået i Rønne i 1714. Hun havde stået "kirkens disciplin" i Rønne kirke med havde fået døbt sit barn i Allinge kirke. Hun var ikke mødt. Endvidere stævnede birkefogeden Bente Michelsdatter for lejermål med en soldat på Christiansø. Løjtnant Jens Nielsen fremlagde en kvittering for Bente Michelsdatter, der viste at hun nu var gift med soldaten Mogens Bøge. Kvitteringen var udgivet af kommandanten Isach Halbrech på Christiansø, som viste at lejermålet var betalt med 6 rdr. og at der intet yderligere manglede.

Mogens Clausen havde stævnet Hans Larsen Stærk og hans kone om de to svin, som i 1715 var fundet i deres hus og som de havde fået bøde på 4 rdr. for, men ej betalt. Hans Larsen Stærk var ikke mødt på tinget.

Birkefogeden havde stævnet Samuel Johansen af Allinge for bøder 2 gange 6 lod sølv. Samuel Johansen fremførte, at han var blevet frifundet i landstinget, en dom han dog ikke havde fået kopi af.

Birkedommeren havde stævnet Kirstine Gifuersdatter for lejermålsbøder i 1716, som hun ikke havde betalt. Hun var ikke tilstede og det oplystes, at hun var flyttet fra menigheden, hvorhen vidste ingen. Dommeren dømte, at hun skulle betale, hvis hun blev pågrebet og at alle der mødte hende skulle være pligtig til at anmelde hende.

Birkedommeren stævnede Katrine Jensdatter for lejermål begået 1718. Katrine havde boet hos Lars Andersen, der kunne oplyse, at hun var rejst fra landet. Birkefogeden oplyste, at hun burde betale 6 rdrs bøde eller føres til spindehuset.

Claus Nielsen fra Hasle mødte på sin hustrufaders vegne kaptajn Gregers Christensen i sagen mod birkedommeren. David Hansen Dich nægtede at dømme i sagen, da der af amtmandens ordre ikke havde været nævnt, at han skulle dømme i denne sag.

Herefter er dommen mellem Poul Hartvig og Mogens Nielsen samt Peder Mogensen indskrevet. Poul Hartvig blev dømt til at holde den indgåede kontrakt, således at Mogens Nielsen og Peder Mogensen kunne drive jorden i 6 år mod afgift til panthaveren.

Niels Hansen var blevet rask og ville nu fortsættes sit arbejde som sættedommer i de sager som han var beordret til, men ikke de nye sager som David Hansen Dich havde påbegyndt. David Hansen Dich ville ikke færdiggøre de sager, som han havde påtaget sig på sidste ting, hvilket birkedommeren ikke accepterede. Først når han fik amtmandens tilladelse til at overlade sagerne til Niels Hansen, kunne han fritages.

Niels Hansen nedsatte sig i dommersædet for at dømme i sagen mellem birkefogeden og Gregers Christensen. Claus Nielsen fra Hasle kom på vegne af Gregers Christensen og fremlagde en liste over 28 gårde i Rutsker sogn. Gårdene jordskyld og kvartalsskat, som hver kvartal er på 1 sdr. 1 mk 11 sk. Mogens Clausen mente, at Gregers Christensen skulle have betalt som sættedommer i de sager han havde udført og ikke andre i den periode efter den forrige herredsfogeds død i 1717. Han mente, at Gregers Christensen tvært imod skyldte ham penge. Mogens Clausen ville se regnskaber for de forretninger, som Gregers havde udført og at ville forlange halvparten af indtægterne, da han havde kongens brev på embedet.

Med Niels Hansen som sættedommer fortsatte sagen mellem Birkefogeden og Mogens Clausen. Claus Nielsen gjorde undskyldning for at han ikke kunne møde på grund af sygdom.

Den anden sættedommer David Hansen Dich overtog dommersædet og efterlyste Kirstine Gifuersdatter og Cathrine Jensdatter. Ingen var mødt, men Mogens Clausen indprentede dem at møde til næste ting og angive hvem der var barnefaderen.

Boul Rasmusdatters lejermålsbøde var betalt af hendes fader Rasmus Bertelsen den 15. maj og sagen blev derfor ophævet.

Hans Larsen Stærks fremlagde amtmand von Bippens frihedsbrev for at betale de skyldige 4 rdr. og birkefogeden lod denne dom falde.

Samuel Johansen blev bedt om at fremlægge bevis fra landstinget.

Stokkemand Peder Johansen var død, birkefogeden pålagde Peder Hansen Hyldebrand fra Løsebæk at være stokkemand i stedet for den afdøde.

David Hansen Dich nedsatte sig for at dømme i kongens sager. Samuel Johansen mødte først midt i sagen og fremlagde landstingsdommen, der viste at han var blevet frikendt i 1715 af landsdommer Ancher Møller.

Kirstine Gifuersdatter og Katrine Jensdatter var ikke mødt.

Den anden sættedommer Niels Hansen nedsatte sig i dommersædet. Gregers Christensen fremviste udskrift af Hasle Byting og Nørre Herreds tingbog på de sager som han havde ført, hvilket han fordrede løn, rejser, kost og tæring.

Skriveren Lars Andersen tilbage efter sin sygdom.

Læst skøde på Pibeløkken, som Peder Michelsen af Sandvig havde solgt til Lars Andersen af Allinge for 47 sdr.

David Hansen Dich havde ført regnskab over de 6 kongelige sagsmål og som sådan kunne han frasige sig sit midlertidige sættedommerarbejde.

Niels Hansen overtog dommersædet. Mogens Clausen svarede på Gregers Christensens påstande fra sidste ting. Han mente ikke, at Gregers skulle nyde noget af skatten eller af kornskipperne i Nørre Herred. Han mente at Gregers Christensen skulle pålægges mult for at have rest sagen mod Mogens Clausen og hans bestalling.

Herefter kongesagernes domme og tingsattester:

1. Isach Halleberg fra Christiansø om Bente Michelsdatters lejrmålsbøde.

2. Dom. Kirstine Gifuersdatters lejermål med en matros på flåden Lars Olsen dømmes til at betale 12 lod sølv, som er 6 rdr inden 14 dage, hvis ikke sendes hun til spindehuset at arbejde inden bøderne var betalt.

3. Dom. Cathrine Jensdatter for begået lejermål i 1718 med en ukendt sømand i flåden. Hun dømmes samme dom som ovennævnte Kirstine. Det henstilledes til kongens ret om disse to kvinder også skulle betale mandens bøder.

4. Dom. Hans Larsen Stærks kongelige oprejsning, at han slap for at betale de 4 rdr.

5. Dom. Samuel Johansen slagsmålsbøders attest fra Landstinget at han blev frikendt for 3 gange 12 lods sølv-bøden.

6. Boel Rasmusdatters kvittering for 6 rdr. bøde for hendes lejermålsbøde.

Kgl. forordning om silde-fustagers størrelse og forklaringer blev læst.

Anders Nielsen af Allinge havde indstævnet Samuel Johansen af Allinge for ærekrænkede (ærrørige) ord, som han havde brugt i Jørgen Rasmussens gård i Allinge. Som vidner var indkaldt Jørgen Jørgensen af Sandvig, Rasmus Bertelsen, Jørgen Rasmussen og hans hustru Elne Larsdatter, Anna Mads Michelsen og hendes tjenestepige Kirstine Sørensdatter. Imidlertid var parterne blev forenede og Samuel Johansen vedgik at ordene var sket i "heftighed oc hand sig iche der om kunde erindre". De vidste kun alt godt om hinanden. Samuel ville betale 1 sdr. til sagens omkostninger.

Sagen om Allinge Jagten fortsatte. Rasmus Larsen ville nu have 115 sdr for sin part af båden og så ville alle redskaber følge med. Han mente desuden, at Holger Johansen burde betale omkostningerne, fordi, hvis han havde overholdt aftalen, ville Rasmus Larsen have undgået kald og varsel i sagen. Jens Nielsen og Anders Nielsen "beskikkelsesmændene" vidnede om den indgåede aftale som var Rasmus Larsen initiativ. Holger Johansen ville svare skriftligt til næste ting.

Hans Jensen Snedker i Sandvig, som i 1718 noget før påske kom i ægteskab med en snedkerenker Barbro sal. Christopher Hansen, ønskede borgerskab, hvilket blev bevilget, da han selv havde hus og købstadsjord, og at han drev håndværk og anden næring og havde betalt skat og anden borgerlig "tynge".

Mogens Nielsen af Allinge havde stævnet Poul Sørensen og hans søn Ludvig Poulsen om Poul Sørensens "ære-skielderi", den 30. juli da Mogens Nielsen gik til alters, samt Ludvig Poulsen ukristelighed og skelden og smelden både mod Mogens Nielsen og hans børn og andre. Da de stod i retten var parterne kommet til venlig forening. Årsagen var Ludvig Poulsen "som ikke var saa vittig som sig burde". Poul Sørensen lovede at hans søn ikke derefter skulle fornærme folk, så vidt det var muligt. Ludvig Poulsen skulle ikke færdes i byvangen med fævogtning.

Rasmus Larsen og Holger Johansen fremstod i retten og erkendte sig enige om jagten. Holger skulle give Rasmus 100 sdr. for sin part i båden - inklusive redskaberne.

Amtmand von Bippens ordre og forbud fra 10. august 1719 om at ingen byg, rug eller havre, samt mel, havregryn samt malt måtte udføres på grund af den stærke tørke gennem hele sommeren.

Niels Hansen afsagde dom i sagen mellem Birkefogeden Mogens Clausen Torn og Gregers Christensen fra Aaker. Birkefogeden udbad kopi af dommen, således at han kunne anke dommen til underkendelse.

Dommen: Eftersom det var bevislig at Gregers Christensen havde betjent Hasle byting i 12 ting og Nørre herred i 37 tingdage og afholdt alle former for sager i et helt år. Dommeren dømte Mogens Clausen at betale Gregers Christensen 20 rdr. for sit arbejde, samt smør og hø fra gården (herredsgården 28. gård i Rutsker), skat skulle gå til nørre herreds ting foged. Clausen skulle også betale rettens omkostninger i alt 4 sdr.

Jørgen Nielsen af Allinge havde stævnet Jens Nielsen af Allinge da han ville have "redelighed og regnskab" for sin hustrus patrimonium. Da den ene kaldsmand Peder Monsen ikke var mødt turde dommeren ikke at antage stævningen som korrekt.

Fallentin Hansen fra Sandvig kom på vegne af sin broder Poul Hansen af Rønne og læste et skøde som siger at Poul Hansen havde solgt et stykke jord kaldet Giædeløkken og et stykke jord i Bollesnabeager for 34 sdr.

Holtsførsten Hans Christensen bad om, at birketinget valgte 8te forstandige mænd som kunne syne Hammershus skove og skovparter, samt selvejernes skove i birket. Målet er at få beskrevet træerne og hvordan de holdes "udi fremvækst", samt at se hvad der kunne være hugget siden sidste skovsyn. De 8te mænd blev formand Jens Hansen (formand), Fallentin Hansen, Peder Pedersen, Jens Larsen, Mads Jacobsen og Ole Larsen alle fra Sandvig, samt Peder Monsen og Anders Nielsen af Allinge.

Skipper Jens Nielsen af Allinge førte to vidnesbyrd Holger Johansen af Allinge og konstabel Peder Hansen af Sandvig, der vidnede at Christian Henrichsen Winberg "opper skipper" i kongens tjeneste på orlogskibet Prins Christian var blevet gift med Jens Nielsens datter Anniche Jensdatter. Sammen havde de avlet en søn ved navn Hans Christiansen Wiinberg, der nu var 18 år gammel og som nu boede hos sin moders forældre, altså skipper Jens Nielsen. Den unge mand Hans Christian var med sin fader på orlogskibet Prins Christian i 1718. Den 27 september døde hans fader, som han førte op til sin morfar Jens Nielsen, der den 5. oktober lod sin dattermand begrave i Allinge Kirke på en søgnedag for 14 rdr. Anniche Jensdatter var også død og Hans Christiansen Wiinberg er således eneste arving efter sine forældre.

De 8te "besigtelse Mend" læste deres forretning, som var sket den 30. oktober.

Skipper jens Nielsen læste en attest fra sognepræsten der viste at skipper Christian Henrichsen Wiinberg, som døde på orlogskibet Prins Christian blev begravet i Allinge kirke den 5. oktober 1718. Jens Nielsen udbad sig et tingsvidne, således at hans dattersøn Hans Christian Wiinberg kunne søge kongen om han havde noget til gode efter hans faders tjeneste.

Mads Hartvig af Sandvig ønskede et sandværdigt skudsmål for hans broder Hans Hartvig af borgerskabet i Allinge og Sandvig, medens Hans Hartvig boede i Sandvig. Han fik tilladelse til at føre 8 vidner derpå. Rasmus Larsen vidnede at Hans Hartvig boede, medens han var ungkarl i Sandvig, indtil han blev gift for omkring 12 år siden. Han havde været en ærlig, redelig og skikkelig mand. Rasmus Larsen der havde været hans nabo, kunne ikke sige noget ufordelagtig om ham; han betalte sine skatter, holdt vagt, han var fisker og brugte søen som næring, såvel som anden næring. Men hvad han senere havde lavet, efter at han var flyttet, vidste vidnet ikke. Det samme vidnede leutnant Jens Nielsen, Mads Jacobsen, Ole Larsen, Peder Pedersen, Michel Jensen, Mads Pedersen og Lorens Petersen.

Peder Larsen fra Sandvig fik borgerskab efter han var kommet i ægteskab med en enke Margrete Jørgensdatter.

Højesterettens patent på afholdelse af højesteretssager i 1720.

Amtmand von Bippens missive angående våbenstilstand i 6 måneder fra den 8. november 1719, således at alle skildvagter på alle kyster fik fri. Endvidere at ingen sæde-varer måtte føres bort fra landet.

Hans Jensen Skomager i Allinge havde solgt et stykke "haveplads" ved hans hus for 2 sdr. Skødet blev læst.

Til kæmnere valgtes Hans Andersen af Allinge og Anders Jensen af Sandvig. Som taksereborgere valgtes formand Rasmus Larsen og Michel Hansen af Allinge og Mads Jacobsen og Jens Hansen af Sandvig. De skulle ligne og likvidere Grundskatten, kvartalskatten og maltaccisen.

Som stokkemænd valgtes Jens Nielsen i stedet for David Dich, Jørgen Hansen i stedet for Peder Monsen, Morten Poulsen i stedet for Peder Hyldebrand og Peder Larsen i stedet for Anders Nielsen. Fra Sandvig valgtes Jep Nielsen i stedet for Bertil Johansen, Michel Jensen i stdet for Svend Svendsen, Anders Hagensen i stedet for Peder Michelsen, Jørgen Bødker den ældre i stedet for Hans Køller.

Mogens Hansen af Sandvig og Hans Hansen fra Allinge ønskede og fik borgerskab

De fire taksereborgere fremlagde deres taksering uden protester.

Henrich Henrichsen Falch mødte som fuldmægtig for Christen Piil og havde stævnet Sander Svendsen for dagsværkspenge til 1 mk 14 sk.

Hans Larsen Smed i Allinge opbød for første af tre gange arvelodden efter sin myndling Anna Maria Sørensdatter, som hun havde arvet en broderlod på 65 sld 12 sk.efter sin sal. moder Karne Michs Sørenssen i Allinge. Hvis ingen efter tre tinglysninger ville påtage sig at overtage arveloddet, med forpligtelser, kunne Hans Larsen slippe for at betale rente for den beskikkede kapital.

Hans Hansen fra Allinge lod læste et pantebrev på 90 sdr. Som sikkerhed var sat tre tønder land jord i Allinge byvang.

Henrich Henrichsen Falch præsenterede en landstingsdom fra 16. september 1716, der giver Allinge og Sandvig borgerskab ret til at bruge udmarken, der er kaldt Vestermarken, der ligger syd for slottets mark og som strækker sig til Allinge, Olsker Kirke og Rutsker kirkes gærde. Udmarken skulle være fælles til brændsel og græsning både for borgerskabet, Olsker og Rutskers kirkebønder og vangeboerne. Det blev tilladt at denne dom blev indført i tingbogen.

Herefter blev dommen indskrevet. Sagen blev rejst efter at Hans Vefstsen fra Rutsker havde indgrøftet et stykke af den fælles udmark og lagt under sin egen gård. Denne handling blev underkendt, da det bevistes fra gamle synsrapporter fra 1679 og 1681.

Læst kongelig forordning om gangbar mønt, samt om at told og accise, stemplet papir og post skulle betales i sølvmønter.

Læst kgl mandat om tyves afstraffelse. Om Kammerrets-forordningen.

Hans Andersen af Allinge læste et skøde, der fortalte, at han havde købt gården, hvor sL. Poul Sørensen boede, med plads og kålhave for 70 sld. Hans Andersen havde købt gården af Margrete sal. Poul Sørensen, Anders Nielsen og Morten Poulsen af Allinge.

Peder Michelsen af Sandvig læste en kontrakt vedr. Anna Maria Sørensdatters arvelod, som Hans Smed opbød for anden og tredje gang. Da ingen var interesserede, slap Hans Smed for at forrente arvedelen.

Med Niels Hansen som sættedommer, lod birkefogeden tage tingsvidne på alle sagefaldsbøder, der i løbet af de sidste år var forfaldet. Sognepræstens attest blev oplæst og påskrevet. Der var kun sket et lejermål i 1719, nemlig Elne Jørgensdatter, som havde udlagt Anders Olsen Colberg, der står under håndlangerne. Elne var mødt i retten og sagde, at barnefaderen var Anders Olsen Skaaning, der nu skrev sig med navnet Colberg, og som boede hos Niels Bentsen i Sandvig. Anders Olsen stod i borgerskabskompagniet under Kaptajn Anders Larsen. Elne Jørgensdatter sagde at det uægte barn var avlet i 1719, men født i 1720, som nu var 18 uger gammelt. Elne fortalte at Anders Olsen Skaaning havde lovet hende ægteskab og hun mente derfor, at han skulle betale hendes bøde. Sagen blev optaget til doms. Anders Olsen blev stævnet til næste retsmøde, og det skulle undersøges om han havde opsagt sit borgerskabsed, hvilket ikke stemte overens med, at han hørte til borgerskabskompagniet.

De gamle stokkemænd fra 1719 vidnede, at der ingen andre lejermålsbøder var.

Anders Olsen Skaaning Colberg gjorde sin ed på at han ikke var fader til Elne Jørgensdatters barn og at han aldrig havde haft legemlig omgang med Elne. Elne var tilstede i retten og havde sit barn på armen. Sagen blev optaget til doms.

Kgl åbent brev om forbud mod at udføre sæd af landet blev læst og påskrevet.

Konstabel Peder Hansen fra Sandvig havde stævnet Sidsele Augustinusdatter af Allinge, som var Peder Hansens hustru. Hun var draget af landet for længe siden uden sin mands vidende og samtykke. Hun blev stævnet på det sted hun sidst havde opholdt sig. Ingen vidste noget om hende. Peder Hansen havde indkaldt 8 vidner: Niels Hansen, Jørgen Rasmussen, hans Andersen, Peder Pedersen, Peder Jacobsen, Rasmus Pedersen, Jørgen Jørgensen og Ole Larsen. Rasmus Pedersen af Sandvig fortalte at hun var rejst for tre år siden uden sin mands vidende, og medens han var i kongens tjeneste på Sandvig post. Rasmus Pedersen havde ført et kristeligt, ærligt og står sig vel med andre. Hun havde taget følgende med sig: En jernkakkelovn, bor, sengeklæder og sengested, adskillige boskabsvarer "gandske udpløndrede oc henruinerede alt huis i boet var, oc skede om Nattetider". Et vidne mente, at det var hendes søn Niels Henrichsen, der havde hjulpet hende. Ingen af vidnerne havde hørt at Peder Hansen havde givet nogle årsager til hustruen var flyttet. Peder Hansen fik sit tingsvidne.

Niels Hansen var beordret af amtmanden von Bippen til at betjene birketinget i en sag mellem Peder Aretsen fra Olsker og birkedommeren Mogens Clausen. Johan Holst af Rønne mødte på Peder Aredsens vegne og havde stævnet Mogens Clausen vedrørende to tolter brædder, som han havde taget fra Aredsen, der havde købt dem på "strømmen" ud for Sandvig. Mogens Clausen forsvarede sig med, at Aredsen ikke havde fået tilladelse fra tolderen til at købe. Han havde taget brædderne i forvaring indtil tolderen havde givet sin skriftlige tilladelse. Endvidere havde birkedommeren beskyldt Aredsen for at indføre tobak uden tilladelse.

Holst afhørte vidnet Peder Pedersen, der fortalte, at han havde fået ordre af Birkefogeden til at tage ud på strømmen og bringe Peder Aredsen og hans brædder i land. Han fortalte også at birkefogeden havde taget tobakken op af Aredsens taske. Peder Pedersen sagde, at brædderne blev liggende ved Sandvig badehavn. Båden som roede brædderne i land kom fra Tejn.

Svend Svendsen vidnede, at det var birkefogedens befaling, at han skulle hjælpe med at konfiskere brædderne. Endvidere fortalte han, at de vejede tobakken til 2½ skålpund inden Aredsen fik den tilbage. Birkefogedens søn Michel Monsen var tilstede med "kårde og kjol" og var den der spurte til brædderne.

Michel Monsen fortalte, at hans fader havde bedt ham om at tage ud på søen for at se, hvad der skete ved den båd, der lå ud for Sandvig. Han så,at Peder Aredsen roede båden og da han benægtede, at han havde tolderens tilladelse til at handle, forlangte han, at han skulle ro ind til Sandvig. De folk han havde med sig i sin båd, tvang båden, der ellers havde kurs syd på, ind til Sandvig havn. Michel Johansen bekræftede Michel Monsens forklaring.

Margrete Poul Sørensens lavværge Henrich Henrichsen Falch stævnede med kaldsmændene Michel Monsen og Michels Jensen fra Sandvig, Jørgen Giødichsen og Lars Jensen i Olsker angående det overfaldt kort før jul, som de havde begået på nu afdøde Poul Sørensen både med ord og gerninger. Lars Nielsen var mødt på vegne af fændrik Jørgen Giødichsen og Lars Jensen og bad om at sættedommeren Niels Hansen skulle føre sagen, hvilket birkefogeden nægtede. Fuldmægtigen Lars Nielsen undrede sig over, at Henrich Henrichsen Falch ikke førte sagen til Nørre Herred, men til Hammershus birketing. Falch svarede, at han, medens Poul Sørensen levede, havde fået amtmandens ordre til at gå i retten i hans hjemting, som var birketinget.

Hans Hansen fra Sandvig vidnede, at han havde mødt Poul Sørensen med en vogn med noget brændsel ved Giødichsens udmark. Poul Sørensen var blevet beskyldt for at have fældet brændsel med økse og jerntyv. Hans Hansen havde set brændslet på udmarken, men vidste ikke, hvem der havde revet og fældet det. Hans Hansen fortalte, at han ikke havde lagt mærke til hvad slag brændsel der lå på vognen, blot at Poul Sørensen sad på en af det trækkende øg (hest) foran vognen.

Morten Poulsen - Poul Sørensens søn fra Allinge fortalte, at hans fader var blevet trukket ned fra sin øg og væltet omkuld af Lars Jensen. Han sparkede Poul Sørensen i siden med sine træsko, så slemt, at han ikke siden var kommet sig over det. Sønnen vidnede, at da han døde, var han hævet på det venstre lår og på armen, selv om at han først døde kort før påske. Falch spurgte fuldmægtigen om han havde hørt at hans to principaler havde tilbud Morten Poulsen en hestesadel og bressel samt penge, hvis han skriftligt ville frafalde sagen. Morten Poulsen ønskede ikke at svare på Falchs spørgsmål om hvem der ville bestikke ham.

Anders Nielsen fra Allinge var kommet op til Poul Sørensen da han var kommet tilbage med sine heste og vogn. Poul Sørensen havde fortalt, at han var blevet overfaldet af Giødichsen og Blaaholdts bonden Lars Jensen. Lars Jensen havde revet ham ned fra hesten sparket ham og havde revet brændslet fra vognen. Anders Nielsen vidnede, at han havde holdt sin hånd over venstre lår som var hævet og smertede. Poul Sørensen havde fortalt ham, at han mente, at han havde brækket to ribben.

Mogens Michelsen fra Allinge fortalte at Poul Sørensen havde fortalt, at han var blevet sparket med træsko af Lars Jensen. Michel Sørensen fra Allinge, der var Poul Sørensens broder, fortalte at Poul var aldrig blevet helbredt efter de stød og slag, som han havde fået ved overfaldet. Jørgen Rasmussen fra Allinge vidnede det samme og kunne fortælle at Poul Sørensen havde sagt, at han mente, det ville blive hans død. Hans Larsen Smed fra Allinge havde hørt historien fra Poul Sørensen, men igen havde bedt ham om at skønne slagene på hans krop.

Fuldmægtigen Lars Nielsen mente at ingen af vidnerne havde fortalt om egen oplevelser, men havde refereret hvad Poul Sørensen havde fortalt dem.

Lars Nielsen mødte på sine principalers vegne (Jørgen Giødichsen og Lars Jensen i Olsker) Han forlangte, at Mogens Clausen skulle vige dommersædet til fordel for sættedommeren Niels Hansen, da Poul Sørensens enke var hans søster. Birkedommeren ville ikke vige pladsen, tværtimod gik han mere aktivt ind i sagen, ved at påpege, at sagen var en voldssag og ikke omhandlede tyveri. Det var ikke bevist, at Poul Sørensen havde hugget brændslet selv eller havde stjålet det fra Giødichsens og Lars Jensens udmark (fortorv). Lars Nielsen stævnede Poul Sørensens enke for sin mands tyveri af brændsel på Brogårds udmarksjorde. Som vidne på tyveriet blev bl.a. stævnet Jens Nielsen og hans hustru Valborg Sørensdatter fra Allinge. Henrich Henrichsen Falch mente, at hvis der var sket noget tyveri skulle de have anmeldt krav på skiftet efter Poul Sørensen. Han bad om at få efterset skiftebrevet fra den 6. maj og dette var gjort. Falch mente, at det var ulovligt at føre vidnesbyrd mod enken. Dommeren tillod sagens afhøringen, og vidnesbyrdene blev separerede (dvs. at vidnerne ikke kunne høre hvad de andre sagde i retten.)

Jens Nielsen fra Allinge var i marken da Poul Sørensen kom kørende sydfra med ene og birkeris, samt at Poul Sørensen ikke var slået så hårdt, da han lige efter jul tærskede, samt at han kørte efter brændsel når han manglede "gich ud oc ind i sin gaard oc schødte sine gierninger" mange dage efter jul. Hverken Jens Nielsen og hans hustru Valborg havde set, at Poul Sørensen, der var sammen med sin søn Ludvig, havde hugget brænde på Brogaards udmark. Falch mente ikke, at Jens Nielsen og Valborg kunne bruges som vidner, da de to altid havde været uvenner med Poul Sørensens.

Jens Nielsen oplyste, at han kun havde 3 gl. får og "naar Gud vil gifue der af afgrøde, saa erbyder Jens Nielsen sig gerne udgifue Præsten it lam huert andet aar, oc icke vil hafue ringeste tuister med sin Sielsørger". Han plejede at betale med et lam hvert andet år, indtil 1714, da han havde 16 stykker. Han aflagde ed på, at han ikke havde flere end 3. Anders Nielsen vidnede, at han havde 5 gl. får og tre lam. Peder Larsen vidnede, at han havde 7 gl. får og 2 lam. Michel Sørensen havde 6 gl. får og 2 lam og havde de sidste gang givet præsten et lam, men Lorents Petersen havde opskrevet, at han skyldte for 1714 og 1716. Lorens Petersen efterlyste de øvrige skyldnere af tingelam: Hans Larsen, Ole Hansen, Mons Andersen, Bertil Johansen og Hans Aredsen. Ingen var tilstede på tinget på nær Ole Hansen, der angav at han havde 7 stykker, men ikke var opkrævet af Præsten.

Lorens Petersen stævnede 3 allingeboer: Niels Bentsen, Peder Hansen og Michel Hansen for at skylde præsten tingelammet. Peder Hansen mente, at han havde betalt sidste år, Michel Hansen havde kun 3 gl får, som han årligt lejede af Poul Hartvig for 3 mk stykket. Han havde fået 3 lam. Niels Bentsen havde tilhandlet 4 får af sin datter, men han var ikke opkrævet af præsten. Lorens Krag (Petersen?) spurgte Svend Jensen og Rasmus Pedersen, som var kommet til tinget, at de havde givet Hr. Jacob og Mester Søren tiendelam. De to svarede, at de mindes 40 år tilbage i tiden, at de der havde lam hvert andet år gav præsten et lam i tiende. Anders Poulsen fra Olsker havde udtalt, at han for 59 år side tjente på præstegården i Olsker, hvor han se præsten modtage "tingelam".

Holstførsten Hans Christensen bad om 8te forstandige dannermænd fra Allinge og Sandvig til syn af Hammershus tilliggende skove og skovparter.

Formanden for de 8te forstandige mænd Holger Johansen fremlagde mændenes syn af Hammershus skove og skovtilliggender.

Lorens Petersen udbad sig indlæg i stævningen mod skyldnere af tingelam. Hans Larsen fortalte at han havde været hos præsten og tilbudt ham penge for tingelam for 1718, men præsten havde nægtet at modtage dem, da han afventede dom i sagen. Følgende restancer opremsedes: Hans Larsen Smed 4 lam, Peder Larsen 4 lam, Ole Hansen 4, Anders Nielsen 4, Jens Nielsen 4, Peder Larsen 4, Mogens Bendixsen 2, Michel Sørensen 3, Bastian Michelsen 4, Niels Bentsen 4, Michel Hansen 2, Peder Hansen 2, Hans Aredsens enke 2, bertil Johansen 2. Til oplysning fremvistes et bestallingsbrev fra biskop Christian Worm fra 17 marts 1713 til Christopher Møller, som viste, at han skulle nyde de goder som hans formand havde nydt. Altså mente Lorens Petersen, at præsten skulle have et lam hvert andet år af de borgere som havde får uanset om de havde mange eller få. Sagen blev optaget til doms.

Sagen mellem fenrik Jørgen Giødichsen og Jens Nielsen og Poul Sørensen var blevet anket til landstinget og skulle således vurderes om der yerligere skulle føres vidnesbyrd for Hammershus ting.

Henrich Falch fra Sandvig læste et skøde på bygjord, som han havde købt af Mogens Clausen beliggende i Pilleløkken på 6 skp. og 3 skp land bygjord i Murehullet for i alt 100 sdr.

Skipper Hindrich Horn og Claus Horn fra Trelleborg i Skåne mødte på tinget og berettede at de natten mellem den 2. og 3. december 1720 var strandet med deres båd ved Hammeren.

Fallentin Hansen og Jep Nielsen fortalte at de to mænd var kommet op til dem om natten og fortalte at de var strandet. De var gået fra Stralsund den 2. december om morgenen på vej til Ystad. Om natten rejste sig en stærk stor Nord nordvest med stærk regn. Båden var fyldt med vand, som de havde besvær med at lænset. de gik imod klipperne. Skibet blev slået til vrag og kastet op på klipperne. Ladningen som var forsvundet bestod af en del tobak, gulerødder og brændeved. Deres skrin var slået i stykker og deres pas var borte. Beretningen blev bekræftet af Niels Hansen, Henrich Henrichsen, Mads Hartvig, Jens Hansen, Jørgen Hansen og Peder Hansen alle fra Sandvig. De to søfolk vidnede at de havde intet at udsætte på hjælpen, de havde modtaget. Søfolkene fik deres tingsvidne.

Læst kongelig forordning dat. 25. november 1720 om at ingen måtte indtage eller indhegne noget af udmarksjordene på Bornholm.

Læst kongelig forordning dat. 25. november 1720 om ingen må understå sig i at oprive det på sandet voksende morregres.

Kgl. forordning om ophævelse af forbud for handelen som indførtes under pesten, dat. København 25. november 1720.

Dom i sagen mod adskillige bymænds manglende betaling af tingelam til sognepræsten. Præstens fuldmægtig Lorens Petersen udbad sig dommen skriftligt.

Til årets kæmnere valgtes Mads Jørgensen af Allinge i stedet for Hans Andersen, der havde været kæmner i to år. Efter ønske fratrådte Jens Hansen som kæmner for Sandvig og i hans sted valgtes Jørgen Hansen.

Som Taksatorer valgtes formand Albert Dich og Poul Hartvig fra Allinge og fra Sandvig valgtes Peder Jacobsen og Christopher Møller.

Som årets stokkemænd valgtes fra Allinge: Hans Hansen, Ole Hansen fisker, Anders Monsen og Mogens Bendixsen. Fra Sandvig: Peder Larsen, Peder Hansen, Niels Bentsen og Tor Larsen

DOM efter sognepræstens stævning af 11 borgere, der manglede at betale ham tingelam. Sagen refereredes. En 83 år gl. mand i Olsker Anders Poulsen, som tjente præsten Jens Hvas i 1661, vidnede at borgerne i Allinge og Sandvig betalte tingelam "uden modvigelser". Dommeren dømte, at alle indstævnede med mere end 4 gamle får, skulle betale tingelam og sagens omkostninger som var 10 rdr. Hvert lam kunne betales med 2 mark danske.

De 4 Taksatorer fremlagde deres skatteligning for 1721.

Sættedommeren Niels Hansen nedsatte sig i dommersædet, således at birkedommeren kunne få tingsvidne på sagefaldsbøder mv, der var forfaldet i 1720. Stokkemændende for 1720 var tilstede og skulle vidne om forfaldne bøder. De gjorde ed på at ingen sagefaldsbøder var forfaldet for året. Sognepræstens attest på at ingen lejermål var begået i 1720.

Amtmandens missive om falsk 16 skilling mønt med årstal 1718 og 19.

Kgl. forordning fra 15. marts 1721 om forbud mod spil og leg på grund af dronningens død.

Jens Andersen af Allinge læste et pantebrev på 80 sdr. udgivet til Hans Mogensen, Lundegård i Olsker med pant i Jens Andersens gård.

Fallentin Hansen i Sandvig kom på vegne af sin søster Anna Hansdatter, der er gift med Lars Boesen. Fallentin og hans søster havde stævnet Lars Boesen med forbud mod, at sælge eller pantsætte noget af hustruens patrimonium uden hendes eller hendes brødres tilladelse. Lars Boesen vedkendte sig forbuddet. Fallentin Hansen udbad sig tingsvidne herpå. Lars Boesen tilstod endvidere, at hans hustru måtte sælge og pantsætte sit gods uden han var tilstede, blot det skete med hendes broder og tilordnede lausværge Fallentin Hansen.

Hans Mogensen fra Olsker havde indkaldt Jacob Madsen i Kokkeløkken for en del gæld, som han er skyldig til Hans Mogensens hustrus afdøde fader Hans Jensen i Rø sogn. Kun en af kaldsmændene var mødt, så sagen måtte udsættes til næste ting.

Birkefogeden efterlyste værgeregnskaber. Kaptajn Jens Nielsen forelagde patrimonium (65 sdr) for Anna Maria Sørensdatter efter hendes faders arv efter sal. Karen Michel Sørensen, samt arven efter sin fader Søren Michelsen. (skifte 11. maj 1719) samt hendes søster sal. Anna Cathrine for i alt 43 sdr 2 mk 2 sk. (skifte 20. marts 1719) Noget af arven blev forvaltet af Anna Marias stedfader Peder Michelsen, som mente sig rentefri, da han havde fødet og klædt Anna Marie, da hun var ganske lille. Kaptajnen vedstod værgemålet.

Elisabet sal. Hans Rasmussen havde stævnet Johan Johansen i Allinge, som havde overfaldet Didrich Hansen, som vogtede Lars Andersens kvæg tillige med nogle andres, "oc det med slag som skete den 14. juli sist". Som vidner indkaldtes Else Cathrine Johansdatter. Didrich Hansen vidnede, at Johan Johansen havde slået ham med en kæp, der gik i tre stykker, hvorefter han havde slået ham med knyt næve og kastede ham hen af ageren. Derefter stod Johan Johansens søster Else Cathrine for kvæget. Rasmus Larsen, som var Elisabets lavværge, bad birkefogeden om at de to stævende mødte personligt på næste ting. Albert Hansen Dich tilbød at svare for Johan Johansen og hans søster, hvilket blev tilladt mod at de to personligt mødte på tinget. Didrich Hansen havde sin arm i en halsklud. Armen var slaget gul og blå, hvilket blev bevidnet af samtlige stokkemænd. Hans Hansen og Mons Henrichsen skulle møde som vidne, samt andre, der havde set noget af overfaldet.

Hans Mogensen af Olsker sogn kunne endelig føre sag mod Jacob Madsen, fordi den anden kaldsmand var mødt og kunne gøre sin ed på, at han havde stævnet korrekt. Jacob Madsen skyldte 9 sdr. til Hans Mogensens hustrus fader Hans Jensen i Rø, som nu var død. Marte Hans Jepsen i Rø, der kunne sige, at Jacob Madsen havde lovet at betale 9 sdr. så snart han kunne. Jacob Madsen og hans hustru mente, at de havde afregnet korrekt, men da de ikke var blevet tillyst da Jens Hansens hustru døde, havde de ikke kunnet meddele, at den skyldige post var betalt. Der indgår Salt, malt og mel i mellemværende. Begge parter skulle fremlægge alle vidnesbyrd til næste ting, hvorefter der ville blive givet dom i sagen.

Mogens Nielsen af Allinge afgav sit værgemål for sin datter Boedel Mogensdatter for sit matrimonium på i alt 33 sdr 2 mk og 11 sk. efter skiftebrev af 13 marts 1717. Noget stod i jord, som andre havde i avl og derved betalte renter. 20 sdr. stod i urørligt gods i hjemmet.

Mogens Nielsen fra Allinge angav endvidere at han var værge for Augustinus Henrichsens søn Augustinus Augustinussen for et patriminium på 16 sdr. 1 mk 6 sk., samt Anna Maria Augustinusdatter, som Knud Nielsen er værge for. Kapitalen udgør i alt 6 sdr. 1 mk 11 sk. Noget af godset stod hos moderen Carisa Hartigsdatter, som blev pålagt, at ikke bortpante eller sælge noget heraf.

Peder Pedersen fremlagde et skifte fra 31. marts 1717, der viste at han havde Henrik Pedersens søn Peder Henriksens patrimonium på 6 sdr 3 mk 12 sk.

Holger Johansen fremviste et skifte fra 17. juni 1704 efter Jørgen Jørgensen, der viste at han havde hans datter Karen Jørgensdatters patrimonium på 12 sdr 1 mk 6 1/4 sk.. En 4de datter Elseby Jørgensdatter på samme beløb står hos Jørgen Johansen i Allinge. En datter Christence Jørgensdatter, der var 3 år gammel da faderen døde, står hos Samuel Johansdatter i Allinge, som havde fået tilladelse til at anvende 3 sdr 1 mk til skoleløn og tæring efter kvittering 22. december 1714 og ydermere til skoleløn 5 mk efter kvittering 19. juni 1719.

Birkefogeden efterlyste andre værgemål til anmeldelse på næste ting.

En københavns skipper Jacob Jacobsen på en kreyert (to eller tremastet skib) ønskede gæsteret og et tingsvidne. Kreyerten, kaldet "Grolenbom" (?) gik fra København den 22. juli kl. 9 og skulle til Kalmar med 3 fade Carnarie Sach [canarie sekt, sød vin fra Kanarieøerne], en pakke mærket 1.M.G. som tilhørte Israel Magnus Gab. Hans Andersen fra Allinge og Anders Jensen fra Sandvig.riel, 150 tønder hvide ærter, 20 skibpund stochfisk, 8 oxehoveder med rødvin, en pose mærket 1.T. No.2, 1 pakke mærket SIS, 2 fader mærket 1.W No 1, en pakke mærket SIS, 1 pakke mærket I.W., hvilket tilhørte monsiuer Søren Jørgensen, som også kaldes Consement af dato 14 juli 1721.

Skipperen fremstillede sine skibsfolk, som var Claus Pedersen, Hans Olsen og Mogens Svendsen. Hans Olsen fortalte at om tirsdagen den 29. juli om morgenen kl. 5 lettede de anker og gik til sejls fra Dragør, da var vinden stille kommende fra OWO. Da de var en halv mil fra Dragør tønde sprang vinden til WSW. Kl. 9 om aftenen var de imellem Sandhammeren og Bornholm og vinden var nu maadelig kuling. Om morgenen den 30. juli kl. 8 en mil vsv for Ystad. Kl. 10 kullede det frisk op og skibet tog vand ind, således de havde svært ved at pumpe den læns. Kl. 1 om eftermiddagen opdagede kokken Mogens Svendsen, at en planke var ødelagt i cabysen i dørken. Skipperen forsøgte at tætne hullet med Topsejlet på råen, men planken gik igennem sejlet. Skibsbåden blev sat i vandet. 2 mand gik i båden, medens skipperen og en sømand forsøgte, at styre mod Ystad, men forgæves, Dernæst beordrede sømanden i båden. Sidste mand i redningsbåden var skipperen. Skibet sank midt mellem Sandhammeren og Bornholm kl. 5 om eftermiddagen. de styrede med redningsbåden mod Bornholm, hvor de ankom kl. 1 natten mellem den 30. og 31. juli kun med de klæder det gik i.

Bertil Johansen læste et skøde- og købebrev på at han havde solgt 7 skp. bygjord til Rasmus Larsen i Allinge for 50 sdr.

Poul Hartvig lod læse et købe- og skødebrev på et tønde land bygjord i Krasseløkken i Allinge byvang for 60 sdr. til ungkarl Hans hansen i Allinge.

Kirsten sal. Hartvig Villumsen ville have retten til at forbyde skødebrev på den jord, som er afdøde Lars Gumløs i Hasle havde i pant af hendes afdøde mand Hartvig Villumsen. Hun mente, at hun var nærmest til at indløse pantet eller at sælge jorden.

Holtsførsten Hans Christensen mødte på tinget og udbad sig 8 synsmænd i følge skovforordningens 13. artikel. Opgaven var at syne Hammershus tilliggende skove og skovparter, og tilse om der var hugget træer og gjort skovene skade. Følgende blev valgt: Hans Andersen, Mogens Nielsen, Peder Mogensen, David Dich fra Allinge, og fra Sandvig Bastian Michelsen, Bertel Johansen, Jørgen Hansen og Michel Sørensen.

Kgl. Plakat om krigshandlen i Danmark og Norge blev læst.

Esber Jørgensen af Klemensker mødte på egen og Hans Nielsen i Vestermaries vegne. De er begge værge for konstabel Niels Jørgensens yngste søn Peder Nielsen. De opbød hans arvelod på i alt 116 sdr. 1 mk 15 1/3 sk. til nogen der ville forrente summen. Kapitalen stod både i byjord, samt andet løst og rørligt gods.

Løjtnant Jens Hansen af Sandvig lod læse et købe- og skødebrev på et stykke bygjord i Sandvig bysvang kaldet Store Valborgløkke på 6 skp gammelt mål for 56 sdr.

Mogens Bendixsen af Allinge læste et pantebrev på et lån på 40 sdr. af Rasmus Larsen i Allinge. Som pant havde han sat 6 skp. land (gammelt mål), samt hans iboende hus og gårdsplads.

Jesper Hansen af Allinge fremlagde et købebrev på ½ rdr. papir, men da den ikke havde nogen vitterlighedsvidner, kunne købebrevet ikke godkendes. Endvidere blev et eventuelt salg underkendt.

De 8 synsmænd fremlagde deres rapport på Hammershus skove og skovparter.

Esber Jørgensen fra Klemensker opbød sin myndling Peder Nielsens arvepart anden gang. Løjtnant Jens Hansen fra Sandvig, som er stedfader til Peder Nielsen tilbød at modtage arveparten.

Amtmandens forbud mod skipperes transport af mandspersoner fra Nationalkompagniet bort fra landet, med mindre at de har lovligt pas.

Mogens Bendixsen fra Allinge havde solgt sit hus og gårdsrum og kålhave til Jesper Hansen for 60 sdr. Skødet blev skrevet i pantebogen. Jesper Hansens stedfader Davis Hansen Dich vedstod på vegne af Jesper Hansen, at den ovennævnte købte gård, var bortsolgt 5 stolperum samt gårdspladsen og laden der strækker sig nord -syd til Henrich Henrichsen Falch for 20 sdr.. Pengene havde Falch betalt til Jesper Hansen.

Der blev læst et pantebrev som angiver at Mogens Bendixsen skylde Christen Pedersen i Bodilsker sogn 53 sdr. I pant er sat 2 td land bygjord i Allinge byvang.

Esber Jørgensen fra Klemensker opbyder for tredje gang sin myndling Peder Nielsens arvelod. Peder Nielsens stedfader løjtnant Jens Hansen af Sandvig. Peder Nielsen bor hos sin stedfader. Dommeren bedømte løjtnant Jens Hansen som vederhæftig og at Esber Jørgensen burde gøre nøjagtig regnskab.

Som kæmnere valgtes Jørgen Johansen fra Allinge og Mads Hartvig for Sandvig. Som Taksatorer valgtes formand David Dich, Mogens Nielsen fra Allinge og Jacob Madsen og Mads Jacobsen fra Sandvig.

Som stokkemænd valgtes: Løfving Gifuersen, Knud Nielsen, jens Madsen Hans Smed fra Allinge og Bastian Michelsen, Rasmus Pedersen, Fallentin Hansen og Peder Jørgensen i Sæne.

De afgåede stokkemænd vidnede, at der i det forløbne år ikke var forfaldne sagefaldsbøder, som vedrørte konge. Attest fra sognepræsten på lejermålsmøder blev oplæst. Birkefogeden kunne får sit tingsvidne for 1721.

De 4 Taksatorer fremlagde deres skattetaxering, ingen klagede.

Henrich Henrichsen Falch havde stævnet Rasmus Jensen i Olsker for noget "børnegods", som skulle stå hos Rasmus Jensen efter sal. Christopher Hansen tilhørende Karin Christophersdatter, som Henrich Falch var værge for. Et skiftebrev efter afdøde Hans Jensen, der boede i Sandvig. Rasmus Jensen var ikke mødt.

Kgl. tolder Johan Christian Topp kom i retten ang. den båd, som strandede natten mellem 2. og 3. december 1720 ved Sankt Salomon på Hammeren. Skipperen Henrich Horn fra Trelleborg var kommet fra Pommern. Båden havde tobak, gulerødder og brændeved. Intet blev dengang angivet at være reddet, men senere vidner havde oplyst, at der var blevet fiske våd tobak op af vandet til en værdi af 6 rdr., Gulerødder for 2 rdr, samt en halv faun brænde. Tobakken havde skipperen taget med sig, gulerødderne og træet gik til deres egen fortæring. 4 sandvigbo gav deres end på, at der intet andet var opfisket.

Henrich Falch havde stævnet Rasmus Jensen fra Olsker. Rasmus Jensen tilbød straks at udfri Karen Christopherdatters 12 sdr. Han havde dog ikke det ønskede skiftebrev med sig i retten, det måtte ligge til næste ting.

Rasmus Jensen fra Olsker var ikke mødt i retten, og blev derfor tilsagt til at møde på næste ting.

Sættedommeren Niels Hansen nedsatte sig i dommersædet, således at Birkefogeden Mogens Clausen kunne fremlægge en skriftlig stævning på fændrik Otto Hendrichsen Wettinghus* ved Christiansø's frikompagni, som nu har sin post på Hammershus. Trods stævningen var blevet kundgjort for fændrikken, mødte han ikke mødt på tinget. Birkefogeden læste en kopi af kgl. majestæts beneficerede paupertatch (?), videmeret af Bornemand. Medens birkefogeden læste forskellige breve om sagen, dukkede Wettinghus op i retten. Birkedommeren spurte ham, om han ikke skyldte 800 sdr. til københavns fattige og havde pantsat sine huse og gårde og den tilhørende brændevinsværk på Christianshavn? Fændrik Wittinghus lovede, at betale inden 11. juni 1722 med påfølgende renter og reparation, således at de fattige ikke ville miste noget. Birkefogeden mente, at denne aftale kunne være de fattige til gavn og ikke skade.

[* Otto Henrich Wittenhus, F. på Fyn ca 1666 (var i 1723 52½ år gl. og havde tjent kongen i 39½ år. Drabant i den gl. garde d. 29/12 1702, fændrik i Frikompagniet på Christiansø den 2/8 1709, Ansat på Hammershus fra 14/12 1720. Kilde Rigsarkivets fortegnelse over landmilitsens officerer]

Den anordnede dommer Niels Hansen overtog dommersædet. Fændrich Otto Hindrichsen Vittinghusen mødte i retten og fremlagde et skriftligt indlæg for retten. En kopi af breve af 17. februar 1710 og 1713 fra rådmand og fattigforstander Jens Olsen, fortalte, at husene skulle sælges for 900 sdr. således at hverken fændrikken eller de fattige ville lide skade. Birkefogeden udtalte sig på oldermand Jacob Laubergs vegne og at sagen skulle føres ved cardinalretten i København den 18. maj 1722. Fændrikken skulle svare på anklagerne eller at møde op på kardinalretten, hvis han kunne få orlov fra Hammershus.

Jørgen Hansen af Sandvig læste et købe og skødebrev. Peder Jacobsen af Sandvig havde solgt sin gård, plads og kålhave for 86 sdr. til Jørgen Hansen

Læst specifikation fra Amtsstuen fra den 12. juni 1722 på lejermålsbøder.

Peder Hansen af Sandvig læste et købe- og skødebrev på hans salgt til Peder Pedersen af Sandvig et ½ td- land bygjord i byvangen kaldet Langebjerg.

Rasmus Larsen af Allinge mødte som lavværge for Elisabet sal. Hans Rasmussen og stævnede Anders Andersen, der havde opsat en bagerovn på en plads som enken havde ejendomsretten til. Anders Andersen skulle bevise ejendomsretten til den plads, hvor han selv boede. Hans Andersen, broder til Hans Andersen, fortalte at pladsen hvor Anders Andersens hus står, var købt af Diderich Smed, men at vesten for længen, hvor der var opsat en ovn, tilhørte deres fader kaptajn Anders Larsen. Michel Sørensen af Allinge vidnede, at Anders Andersens hus (længe) stod på et stykke jord som tidligere havde tilhørt Diderich Smed og at huset Elisabet sal. Hans Rasmussen boede i, var tidligere - ca. 50 - 60 år siden beboet af to mænd, der enten havde udkørsel vest for eller nord for pladsen mellem Michel Sørensens gærde og et piletræ. Flere vidner blev indkaldt til næste ting - om gud vil om 14 dage.

Anders Andersen og Jesper Hansen fra Allinge ønskede borgerskab

Ingen i sagen mellem Lisbet Hans Rasmussen og Anders Andersen var mødt på tinget, ej hellere var der nogen, der ønskede at optage sagen nu eller senere.

Rasmus Larsen, på vegne af Elisabet Søren Rasmussen, fremlagde et forlig dat. 6. juli 1722 med Anders Andersen. Anders Andersen skulle give Elisabeth 10 mark for den plads, hvor ovnen var opstillet, samt betale sagens omkostninger. Domssagen blev ophævet.

Henrich Henrichsen Falch læste på vegne af Poul Hartvig, Rø sogn et købe- og skødebrev, at Poul Hartvig havde solgt 7 skp. land gl. mål bygjord til 70 sdr. (Der nævnes ikke til hvem).

Holstførsten Hans Christensen bad om at få 8te forstandige mænd til at foretage syn af Hammershus tilliggende skove og skovparter og om der var sket skovfældning og om der var træstubbe. De 8te mand blev: Rasmus Larsen (formand), Jens Andersen, Jesper Hansen, Niels Monsen fra Allinge og fra Sandvig: Mads Hartvig, Peder Michelsen, Jep Nielsen og Anders Jensen.

Birkefogeden pålagde de borgere, som ikke havde borgerskab, at indfinde sig på næste ting.

Christian Rasmussen fra Rønne havde solgt til Jens Jørgensen på Dalegård en eng, kaldet Valengen, i Olsker sogn for 40 sdr.

De 8te synsmænd fremlagde deres rapport for Hammershus skove.

Jens Madsen og Jørgen Madsen fra Allinge bad om at måtte tage borgerskab

Tolder Topp fra Rønne fik et tingsvidne på, at intet at bjærget fra skipper Wiens vrag efter strandingen i 1717 end det der tidligere var blevet oplyst under tingets behandling den 27. april 1718.

Rasmus Larsen, som formand for Taksatorerne, fremlagde byernes ligning af skatter og accisen.

Jørgen Jørgensen og Michel Mogensen Torn fra Sandvig og Hans Olsen fra Allinge ønskede at tage borgerskab.

Niels Hansen overtog dommersædet. Birkefogeden bad det forrige års stokkemænd om at angive de uvisse indkomster, såvel som lejermålsbøder eller sagefald i 1722. Både stokkemændene og sognepræstens attest viste, at der ingen af sådanne kongelige indkomster var forfaldet. Birkefogeden fik herefter et lovligt tingsvidne derpå.

Morten Poulsen af Allinge fremlagde et skøde på ½ td land bygjord som viste, at han havde solgt (eller købt?) jorden til Kaptajn Jens Nielsen for 24 sdr.

Jørgen Johansen mødte på kaptajn Jens Nielsen og hans kæreste Valborg Sørensdatter og læste et afståelsesbrev til deres enestearving Hans Christiansen Wiinberg. Afståelsen gjaldt halvdelen af alt deres tilhørende midler både fast og rørende gods.

Hans Johansen Dich fra Svaneke lod læse et skøde, der bevidner at han og Villum Andersen fra Rønne, havde solgt et stk bygjord i Sandvig Vang kaldet Abelløkken og Myreengen til Lars Andersen Birch og hans hustru for 104 sdr.

Niels Monsen af Allinge lod læse et skøde på et ladehus, som han havde købt af Hans Hansen.

Henrich Henrichsen Falch læste en kontrakt mellem ham og hans stedfader Mogens Clausen.

Et skøde blev læst som viste at Hans Olsen i Allinge havde købt 3½ skp. land bygjord i Allinge byvang kaldet Ryfuehøj-jorden af Hans Hansen. Hans Hansen nægtede, at han skulle have solgt jorden til den pris, men at de havde en mundtlig aftale på et andet beløb.

Jørgen Madsen i Allinge lod læse et pantebrev på 60 sdr, som han havde lånt af Mogens Poulsen i Nyker sogn. I underpant havde han sat sin hus og plads.

Kgl. patent om ophævelse af handelsforbuddet i Østersøen, som tidligere var indført pgra den smitsomme sygdom, dat. 15. febr.1723.

Mogens Clausen Torn læste et pantebrev, som viste, at han skyldte Michel Monsen Torn 56 sdr. I pant sattes Jespers hul og Arets Vang.

Hans Jørgensen fra Allinge læste et pantebrev på sin søn konstabel Peder Hansen vegne, som viste, at Peder Hansen skyldte løjtnant Mads Clausen (?) Engel i Hasle 70 sdr.

Birkefogeden Mogens Clausen Torn, som er overformynder for umyndige børn i birket, spurgte Morten Poulsen og Anders Nielsen i Allinge om deres værgemål for Ludvig Poulsen. Ludvig havde anklaget sine værger, for at de havde slået ham. Anders Nielsen skulle have taget Ludvigs sengeklæder og brugt dem til sine egne børn. Morten Poulsen og Anders Nielsen ønskede, at blive løst af værgemålet, hvilket birkedommeren tillod. Henrich Henrichsen Falch overtag værgemålet, mod at renterne skulle bruges i mad og klæder. [Ludvig var evnesvag]

Jørgen Hansen fra Sandvig ønskede, at ophakke et lille stykke jord, der ligger op til hans sæde. Stykket kaldes "lidet torn bond stubber" som ingen andre kan have glæde af. Han ville lade stykke blive en vej eller gade i "behørig bredde på 3 favne" [=5,6 meter] og holde det ved lige. De tilstedeværende naboer Niels Bentsen, Rasmus Pedersen, Christopher Møller og Henrich Falch og Ole Larsen tillod det. Endvidere kunne Mads Hartvig og Michel Monsen tiltræde ordningen. Således tillod birkefogeden Jørgen Hansens forslag.

Samsing Nielsen fra Allinge bad om borgerskab, han blev antaget og aflagde sin ed.

Anniche Hans Hansen fra Sandvig kom i retten på sin mand Hans Hansen Hammers absens, da han var i hans majestæts tjeneste i København. Hun fremlagde en lodseddel, købe- og skødebrev dateret 17 februar 1723 som viste at hendes mand havde købt og betalt Michel Sørensen i Allinge 4 skp. land bygjord i Allinge byvang nord for Jydetornen for 44 sdr.

Der blev læst et tinglysningsbref af 18. september som blev læst på Allinge kirkestævne: 1. At alle skal tage køb og skøde på jord og ejendom på stemplet papir. 2. Alle som det vedkommer skal tage borgerskab. 3. ingen løsgængere hverken mand eller kvinde. 4. At enhver skal holde sine børn i skole.

Birkefogeden efterlyste de personer, som uden hans vidende, havde bjerget to ankre. Det ene var meget rusten og om nu står på land ved Sandvig og 2 andre, det ene var et stor anker, som skulle have tilhørt en hollænder ved navn Cornelis Buch. De to var bjerget ud for Allinge. de skulle være mistet for 2-3 år siden. Birkefogeden havde tidligere indberettet det for amtmand von Bippen og til den nuværende amtmand West. Birkefogeden ville vide hvilket mandskab der den 24. september 1723. Foruden ankrene var der blevet opbragt 3 ankertove og bøjetønder.

Henrich Henrichsen Falch fortalte at en del Allingeborgere bjergede ankeret og en del tovværk den 24. september på Allinge red. Ankeret blev opsat på en klippe og tovværket blev ført til konstabel Peder Hansen. Bjergerne var kaptajn Jens Nielsen, Holger Johansen, konstabel Peder Hansen, Rasmus Larsen, David Hansen Dich, hans stedsøn Niels Hansen, Henrich Falch, Jesper Hansen, Samuel Johansen, Johan Johansen, Hans Christiansen og Hans Andersen. Til det andet ankers opbjergning deltog Peder Monsen, Michel Hansen, Hans Rasmussen, Jens Madsen, kaptajn Jens Nielsen, Mads Michelsen, Jørgen Johansen, Niels Hansen, Ole Hansen fisker, Hans Olsen, Hans Hansen, Knud Nielsen, hans søn Anders Knudsen, Hans Knudsen, Morten Poulsen. Ankertovet og bøjetønden var blevet ført op til Jørgen Johansen. Det ene anker var lovet til en lybsk skipper, der i hårdt vejr havde mistet begge sine ankre. Det var blevet udlejet til skipperen for 10 sdr. Birkefogeden udtog tingsvidne til amtmanden.

Johan Johansen, Hans Christiansen Winberg og Hans Hansen snidker af Allinge og Rasmus Jensen og Jep Jensen skomager fra Sandvig og bad om at tage borgerskab. Hvilket blev bevilget og derved fritaget for straf som loven og politiforordningen ellers dømte dem.

Kgl. Majestæts forordning om smør-, kød- og fisk-fustagers justering i Danmark blev læst.

Amtmandens anordning om steles opsyn blev læst.

Holtsførsten Hans Christensen bad om at få 8 forstandige mænd til at syne Hammershus skove og skovparter. Syne om skoven var i fremvækst eller om der var hugget ulovligt. Følgende blev valgt: Samuel Johansen, Mads Michelsen, Ole Hansen, Løfuing Gifuersen af Allinge og Rasmus Jensen, Knud Nielsen, Rasmus Pedersen og Tor Larsen fra Sandvig.

Birkefogeden bad Jørgen Jørgensen om at forklare rygtet om slagsmål mellem Jacob Madsen og hans folk og Jørgen Jørgensen. Er det forliget og hvem der var forligsmænd? Om der var skønningsmænd, der havde synet de legemlige skader? Jørgen Jørgensen svarede, at det var sket før mikkelsdag, men at de var forligt. Aftalen var, at hvem der brød forliget skulle bøde 6 rdr. til Allinge kirke. Jørgen Jørgensen fortalte, at tvistighederne var sket i hans hus og de involverede parter var Jørgen Jørgensens hustru, hans egen datter og steddatter, Mads Finnesdatter fra Vang, Jacob xxx(?) og hans hustrus døtre Margrete og Kirstine Jacobsdatter som alle var tvistige mod Jørgen Jørgensen.

De 8 mænd aflagde deres synsrapport for Hammershus skove og skovparter.

Sættedommeren Niels Hansen overtog dommersædet for at dømme i sagen mellem Niels Nielsen fra Rutsker og birkedommeren Mogens Clausen. Johan Holst fra Rønne mødte som Niels Nielsens fuldmægtig med tilladelse fra amtmanden. Henrich Henrichsen Falch førte sagen på sin stedfaders vegne. Sagen angik en stel i Nyker sogn, som enten skulle regnes til den 15 vornedgård eller en selvstændig ejendom, hvor jorden var lejet. Niels Nielsen havde fordret penge efter et skifte efter hans hustru. Mogens Clausen modsagde Niels Nielsen og mente, at Niels Nielsen var ham 400 sdr. skyldig.

Mogens Clausen Torn og Niels Nielsen var kommet i venlig forening, ved at Clausen skulle betale 40 sdr. til Niels Nielsen i Nyker sogn og hans arvinger.

Niels Hansen nedsatte sig i dommersædet. Henrich Falch spurgte Jens Hansen af Sandvig om han ikke havde slået og havde overskældt ham, medens han var i Jørgen Johansens hus med skipperen Hening Otte fra Rostock, byfogeden og skriveren. Jens Hansen ville ikke svare, da han mente han skulle sagsøges ved krigsretten, da han på den dag var i militiens kommando. Henrich Falch sagde at han var i huset som borger og ikke i tjenesteøjemed. Dommeren bad Jens Hansen at fremlægge sit tjeneste ærinde eller staks at svare på spørgsmålene.

Morten Poulsen af Allinge fortalte, hvordan skipperen sammenlignede et stykke ankertov og et stykke bøjetov med det tovværk, som lå i Jørgen Johansens hus. Jørgen Johansen havde rejst sig fra borden og havde vist Henrich Falch døren og Falch havde brugt nogle ord mod Jørgen, uden han dog hørte hvilke. Jens Hansen havde draget sin kårde, men han vidste ikke hvem den skulle bruges mod. Falch havde sagt: "Jeg skal spelle med dig saalenge ieg hafuer kiøllen paa Røggen"

Hans Rasmussen af Allinge fortalte, at han havde set Henrich Falch tage med Rostochskipperen ud på sin skib for at måle tovværket, samt set hvilke tegn og mærke de var forsynede med.

Hans Olsen vidnede, at Jørgen Johansen havde kaldt Falch for en "hundsfot" før han slog, men at han ikke hørte, at Falch havde brugt ord mod Jørgen Johansen. Jørgen Johansen sagde, at han ville føre vidner til næste ting.

Byfogeden spurte borgerskabet om nogen havde indlagt fællesjord eller byens skagelfald - her kaldet gaderne til deres ejendom, skulle det angives nu, hvis man ikke skulle blive dømt derfor. Forrige rådstuesamling havde opregnet alle reguleringer.

Niels Hansen overtog dommersædet i sag, hvor sandemand og kvartermester Lars Nielsen fra Habedam på Olsker Kirkes vegne, krævede 40 rdr. af byfogeden Mogens Clausen. Pengene skulle stamme fra en højesteretsdom mellem fændrik Jørgen Giødichsen og Lars Jensen i Olsker og deres formand på den ene side og Margrete Poul Sørensen på den anden. Pengene havde de foræret til Olsker Kirkes reparation. Sagføreren ville have et testamente som er oprettet mellem byfogeden og hans søster Margrete sal. Poul Sørensen, samt skiftet efter Poul Sørensen. Højesteretsdommen var fra 17. juli 1723. Her var Margrete Poul Sørensen idømt at betale 40 rdr i sagsomkostninger til de indstævnede. Mogens Clausen ville ikke anerkende Gjødichsen og Lars Jensens gavebrev, da det ikke var skrevet på stemplet papir. Desuden skulle de give kirken af deres eget bo og ikke fra Byfogedens. Byfogeden ville ikke levere de ønskede dokumenter, men Lars Nielsen måtte selv tilrettelæge sagen ordentligt og for øvrigt mente Mogens Clausen, at de to givere burde møde i retten og selv føre sagen og for øvrigt bevise deres gavebrevs lovlighed.

Kirkens fuldmægtig Lars Nielsen fremlagde sit skriftlige indlæg og ønskede dom i sagen. Mogens Clausen fik sættedommerens tilladelse at føre kontrastævning mod Jørgen Giødichsen og Lars Jensen fra Blåholdt. Derfor udsattes sagen i tre uger.

Mogens Clausen og kirkens fuldmægtig bad om udsættelse af sagen i 14 dage, da de forhandlede om forlig.

Mogens Bendixsen havde solgt 4 td havrejord "Brinken" i Allinge byvang til Hans Hansen Snedker i Allinge for 72 sdr.. Købe og skødet blev oplæst.

Albert Hansen Dich havde solgt til sin stedsøn Johan Johansen i Allinge en længe på 7 stolperum og et stykke jord for 70 sdr.. Skødet blev oplæst og skulle indføres i pantebogen.

Morten Poulsen af Allinge beklagede sig over, at hans broder Ludvig Poulsen gik nøgen rundt og fuld af lus. Han mente, at hans værge Henrich Falch ikke tog vare på Ludvig og at en anden værge skulle findes. Henrich Falch mente, at Morten Poulsen burde bevise sine påstande. Da Ludvig gik "ad landet fra Henrich Falch var han kledt forsuarlig baade med uldet oc lindet". Han havde sørget for føde til ham og holdt ham renlig. Morten Poulsen mente ikke, at hans broder ikke havde fået nyt tøj de sidste 2 års tid. Birkefogeden, som også var skifteforvalter i birket, var ansvarlig for umyndiges forhold [overformynder] ville forholde Henrich Falch, at holde sit værgemål og sørge for Ludvigs renlighed og omsorg. Men da Ludvig var "et stakkels monstrum" ville han bede både værgen Henrich Falch og Ludvigs broder Morten, at møde på næste ting med Ludvig, således at de kunne se om han var forsømt og hvordan det kunne ordnes i fremtiden.

Henrich Falch af Allinge havde stævnet Mogens Clausen i Sandvig om den kontrakt mellem dem fra 18. febr.1723. Falch ønskede en underskrevet seddel til sognefogeden (og kornskipper)I Rø sogn om at han skulle betale Falch for to års brug. Mogens Clausen - Falchs stedfader - svarede "at den contract acter jeg icke meere end strøge mine shou paa". Clausen ville ikke svare på om han agtede at følge kontrakten, fordi han ikke var indstævnet til det.

Mogens Clausen var ikke blevet enig med kirkes fuldmægtig, da det tilbudte ikke svarede til hans forventning. Han begærede dom i sagen.

Der blev afsagt dom i sagen mellem Olsker kirkes fuldmægtig sandemand Lars Nielsen i Olsker og byfogeden vedr. hans søster Margrete Clausdatters 40 rdrs omkostninger som var forfaldet efter en højesteretsdom den 17. juli 1723 til fenrik Jørgen Giødichsen og Lars Jensen fra Olsker. Omkostningerne havde de to foræret til Olsker kirkes reparation. Margrete havde givet alt sit gods til broderen Mogens Clausen mod, at han skulle forsørge hende på livstid og han skulle holde hende fri for krav og udgifter. Dommen lød, at Mogens Clausen skulle betale de 40 rdr. på sin søsters vegne, samt 3 rdr for omkostninger til Lars Nielsen.

Skibet var gået fra Dantzig den 3. december med vinden i syd. Imidlertid blev de fanget af en stærk nordøstlig storm den 8. november, da de havde landkending med den sydlige del af Øland. de drev sydvest til Bornholm. Den 9. december måtte de gå til ankers under ved Sænebugten. Vinden sprang om til VSV om natten kl. 2 og de ville tage ankeret og gå til sejl. Men det lykkedes ikke at få ankeret op. I stedet lod de det andet anker gå, for lidt efter også at lade pligtankeret gå. Stormen tog til og bagenden af skibet var ved at gå i stykker. For at redde mandskabet måtte de hugge tovene til alle tre ankre. Skibet satte sig fast på klipperne. De kappede stormasten for den ikke skulle slå den ihjel når den faldt, men også for om muligt t bruge masten til at komme i land. Det lykkedes ikke. Men ved hjælp af en tønde fik de en line bragt i land til redningsfolkene. Via linen blev mand for mand bragt sikkert i land. Stormen fortsatte i fem dage og ingen kunne komme ud til skibet. Om fredagen blev skibet slået ganske i stykker. Lasten var rug, malt, korn, uld og noget andet stykgods. Alt gods gik tabt. Skibet blev slået i stykker og kun lidt kunne reddes. Noget kunne sikkert reddes senere, men det var uvist. Samtlige søfolk skulle nyde deres ophold indtil de kunne vende hjem. Skipperen skulle betale sine folk halv hyre fra de strandede til de kunne vende hjem. Værdien af det bjergede gods kunne dække udgifterne. Der var en disputs mellem skipperen og hans folk om hvilken mønt de skulle have sin hyre i. Dommeren måtte kræve, at de skulle have svenske mønter, så vidt det kunne lade sig gøre ellers i dansk inden 2 dage. Skipperen fik et lovligt gæstetingsvidne.

Sidste års kæmnere Albert Dich og Jørgen Hansen fortsatte for året 1725.

Som Taksatorer valgtes Rasmus Larsen, Jørgen Johansen fra Allinge og Jens Hansen og Michel Monsen fra Sandvig.

Til årets stokkemænd valgtes Jens Andersen, Jesper Hansen, Samsing Nielsen og Hans Knudsen fra Allinge og Anders Jensen, Jørgen Nielsen, Lars Boesen og Ole Mattisen fra Sandvig.

Birkefogeden oplæste amtmandens skrivelse af dato 20. november 1724 om at Allinge og Sandvig skulle have en vejer og måler. Der efterlystes en der ville påtage sig opgaven, men de ønskede at måtte fastholde gammel skik og brug, eftersom der var ganske lidt eller ingen næring derved i byerne.

Den aldrende kaptajn Jens Nielsen af Allinge, som værgede for Søren Michelsens datter Anna Maria Sørensdatter, opbød hendes arvelod fra hendes fader og efter hendes søster.

Den stockholmske skipper Salstrøm, der strandede den 10. december var i retten for at klarlægge bjærgningen af vraget. De implicerede parter var tilsagt. Det var nørre herreds kaptajn Niels Nielsen fra Olsker og Niels Hansen af Sandvig, som begge var ordineret til at organisere bjærgningen, ligesom borgerkaptajn Jens Nielsen og løjtnant Jens Hansen, kvartermester Lars Nielsen af Olsker, Jørgen Hansen af Sandvig, overkonstabel Peder Hansen, skipper Holger Johansen af Allinge. De vidnede at der var vagt nogle dage før den 10. december under en meget stærk storm fra NO, som der ikke havde været i flere år. Den 9. december kom skibet på anker på reden ud for Sæne, som det altid sker når der var kontravind. Imidlertid sprang vinden over mod VSV og det gjorde det umuligt at komme af anker med sejl og komme fri af landet. Skibet kom ind mod land. Roret gik fre og bagenden med kahytterne blev slået i stykker. Det sted hvor skibet gik mod land, var så ufremkommeligt, at ingen mennesker kunne blive bjærget levende. Men med guds nådelige hjælp fik de en tønde fastbundet en lodline i land. En efter en blev mandskabet trukket i land og skipperen var den sidste, der blev reddet. Stormen fortsatte i fem dage. Kl. 4 den 15. december gik skibet helt i stykker og alt blev skyllet bort af havets bølger.

I dagene derefter blev ilanddrevet gods bjerget, som kunne blive til nytte. Følgende blev registreret: 2 lispund Voks til 4 rdr. en otting grøn sæbe 1 rdr. en sæk på en tønde med våde fjer 2 rdr. 1 forstøt flaskefoder med 6 flasker 1 sdr., 6 tønder 3 mk, 52 alen brunt dantziger tøj delvist ødelagt af søen 1 sdr 1 mk. 20 alen randet dantziger tøj 1 sdr 1 mk. Intet mere er bjerget af skibet andet en stykker sejl, træstykker mm som Niels Hansen havde købt for 20 rdr. Den 23. december blev ankre og ankertov på i alt 96 faune bjerget. Desuden var bjerget en tøndebøje med 22 faune tov ved, 2 små stykker jern og en gjøs.

Jørgen Hansen Skræder fra Allinge og lod læse et købe og skiftebrev på et køb af Hans Olsen i Allinge 2 skp. land bygjord i Allinge byvang for 24 sdr.

Omhandlende Nyleddet i Allinge. Albert Hansen Dich fremstod som kæmner for Allinge. Han havde bekostet et nyt led for 4 sdr 2 sk., men ved en forhandling den 4 maj 1719 pag. 154 var det Jens Hansen og Hans Hansen, der lovede at vedligeholde leddet og leddestolperne. Dich mente nu, at de to skulle betale for leddet. Hans Hansen bad om udsættelse, da hans broder Jens Hansen var i København. Albert Dich og Samsing Nielsen mente, at de skulle betale inden 8te dage. og at byfogeden burde pante dem, hvis ikke det skete.

Albert Dich af Allinge bød på steel mellem Allinge og Løsebæk som Hans Hansen fornyligt havde opsat. Han bød 2 rdr. og ville svare vagtetaug og skat. Byfogeden mente, at Hans Hansen var nærmest til at få jorden, da han havde sået havre derpå. Men han fordrede, at der skulle betales 3 sdr.

Der var tvistigheder blandt fiskerne, da nogle roede ud om natten, hvilket forbydes. Ingen måtte ro ud før end kl. 3 - 4 tiden.

Michel Mogensen foregav, at Peder Hansen havde ophakket ved en vej ved ornestensjorden og Jespers hull. Michel Sørensen sagde, at der har været en drest (?) fra Sandvig gade til kokkeløkken forbi ormesteen og koløkken. Byfogeden forbød Peder Hansen at pløje over vejen med mindre han ville tiltales derfor.

For retten fremkom mølleren Mogens Bendixsen af Allinge og opgav at han havde fået stjålet en pose rug sidste vinter fra Rasmus Larsens vandmølle ved Allinge. Posen han havde fundet hos Maria Peder Pedersen boende ved stranden ved Sandvig. Sækken som blev fundet hos Maria Peder Pedersen blev fremvist og genkendt af Margrete sal. Niels Bentsen, som den hun havde leveret rug i til maling på møllen. Maria Peder Pedersen sagde, at hun havde lånt posen af et svensk kvindfolk for at bære rugen hen til Niels Bentsen til tørring i deres ovn. Efter spørgsmål svarede Peder Pedersen og hans hustru at rugen "er bleven opæden i deres hus". Stævningsmændene havde fået at vide under stævningen, at Maria ville fylde den med rug og give den tilbage - "om det ikke var nok". Mogens Bendixsen ville føre vidner til næste ting

Sagsøgeren Mogens Bendixsen spurgte om Peder Pedersen og hustru ville fastholde forklaringen om, at det var en skånsk kvinde, der havde stjålet rugen og bedt dem om at bringe rugen til Margrete. Peder Pedersen fastholdt forklaringen. Peder Pedersen fordrede, at Peder Pedersen skulle skaffe kaution for hans person og sin hustru inden 8 dage, ellers ville han lade dem arrestere for tyveri og føre dom mod dem. Peder Pedersen ville skaffe kaution.

Kgl. forordning om hvorledes lejermålsbøder i købstæderne skal aftinges bøder og hvordan de skal straffes, som ikke formår at betale noget.

Anders Krach fra Rutsker mødte på vegne af Hans Ancher Mahler sognepræst til Olsker og Allinge menigheder. Præsten havde stævnet Rasmus Weidichsen af Sandvig for ikke at yder kirken 1 dagsværk eller i penge 10 skilling. Argumentet var, at han havde stor næring og havde borgerskab i byerne. Krach spurgte om Weidichsen ikke havde borgerlig rettigheder. Og om han havde svaret til kirken eller til den ny klokke. Rasmus Weidichsen svarede, at han havde givet 1 mark til den nye klokke og også givet til kirken. Krach krævede tillige 3 rdr. i sagsomkostninger, desuden formodede præsten, at Weidichsen også blev dømt en mult for sin opsætsighed, som han havde vist sin præst og sjælesørger. Weidich Hagensen svarede på stævnemålet således: "om det er en sedvanlig brug at unge karle skal gifue hannem dagsværch som gaar hiemme hos sin fader oc moder". I så fald ville han have det bevist med gamle bymænds udsagn. Han mente dog, at det var et nyt påfund og for øvrigt ville han gerne se Anders Nielsen Krachs fuldmagt til at gå i rette på præstens vegne. Dommeren påpegede at præsten selv var til stede, så stævnemålet kunne ikke underkendes. Weidich Hagensen fastholdt sin anke og påpegede, at kongens indtægter ikke blev forsvaret, hvis fuldmagten ikke blev leveret på stemplet papir. Krach påpegede at en sag havde været indstævnet til Nørre herred, dengang for grove ord mod præsten i anledning af manglende dagsværk i 1724. Sagen var endt i forlig, hvor det blev aftalt at Rasmus Weidichsen netop skulle yde dagsværk, men da "Weidich Hagensen saa grummelig prolongerer for retten her ofuer. Hr. Hans Møller tilspurte stochemendene om de iche just hørde og saae at Weidich Hagensen med hender slog i bordet for næsen paa præsten, oc sagde om Hr. Hans Mahler end var ti gange en præst, da skulde hans søn iche giøre dagswerch." Jens Vefstsen og Mons Larsen fra Olsker var til stede og de bekræftede at Weidich Hagensen havde brugt "vredelig mine" imod præsten og slået i bordet foran præsten. Birkefogeden udsatte sagen til næste ting.

Anders Larsen Krach fra Rutsker fremlagde en skrivelse fra amtmanden West om tilladelse til at gå i retten for Præsten Hans Mahler i sagen mod Rasmus Weidichsen. Men præsten og Weidich Hagensen var blevet "velforligte med huer andre" på den måde at Weidich Hagensen årligt vil leverer et læs bøgebrænde så længe hans søn er hjemme hos sin fader og er ungkarl.

Kgl. tolder Johan Christian Topp kom i retten og fremstillede Mads Jacobsen, Peder Pedersen, Peder Hansen, Christopher Møller, Isach Jensen og Michel Jensen alle fra Sandvig til at vidne i et skibsforlis ud for Sandvig. Skibets skipper var Hans Jessen fra Sønderborg i Holset, der den 12. september kom udfor Sandvig med sit skib - en Galiot ved navn Tobias som var på vej til Gulland for at laste kalk. Han var i nød og de indkaldte vidner havde taget ud med deres både for at hjælpe ham. Galioten havde taget vand ind og trods stor umage ved pumpe og baljer, var der intet andet at gøre end at sætte skibet på grund for at redde besætningen. Det skete samme aften. Skibet var lastet med sand. Redskaber og skibskassen blev bjerget, samt våd og "fordrefuet spunde tobak". Tolderen fik et tingsvidne på mændenes forklaring.

På amtmandens vegne mødte vurderingsmændene Niels Hansen og Jørgen Hansen af Sandvig og på tolderens vegne Jørgen Nielsen og Mads Hartvig af Sandvig. Disse fire havde besigtiget den spundne tobak og vurderet det til 28 sdr. 1 mk.

Isach Jensen fra Sandvig fik borgerskab.

Kgl. holtsførste Hans Christensen udbad sin 8te forstandige mænd til synsforretning af Hammershus skovparter. Birkefogeden valgte følgende til opgaven: Henrich Falch, Jens Andersen, Hans Knudsen, Samsing Nielsen, Rasmus Pedersen, Rasmus Jensen, Ole Mattisen og Lars Boesen.

Kgl. patent på højesterets afholdelse i året 1726 oplæstes.

Kgl. forordning angående tyvagtige mennesker som bestjæler kirkerne og om dem som køber kosterne.

De 8te mænds synsforretning blev fremlagt.

Byfogeden Mogens Clausen Torn fremlagde et pantebrev på 60 sdr., Penge som han havde lånt af Weidich Hagensen i Olsker. Som underpant stod 7 skp. land bygjord vest for store vang.

Som Taksatorer valgtes David Hansen Dich og Holger Johansen fra Allinge og fra Sandvig Mads Jacobsen og Christopher Møller "som hafuer efter gl. schich oc brug hafr. at paaligne de kongl. Skatter paa Allinge oc Sandvig, som de acter at forsuare oc med forderligste samme deres forretning til første ting fra dem at gifue."

Som kæmnere valgtes Madts Jørgensen fra Allinge og Madts Hartvig fra Sandvig, "som efter gl. schich oc brug at indfordre Skatterne til rette tid"

Som stokkemænd valgtes fra Allinge Niels Hansen, Mogens Bendixsen, Hans Christiansen Wiinberg og Ole Hansen W. og fra Sandvig Peder Hansen, Peder Pedersen ved Stranden, Anders Haagensen og Bastian Michelsen.

Da borgerskabet alligevel var forsamlet, som aftaltes der betaling for et ny led, Nyleddet kaldet. Den plads mellem Allinge og Sandvig hvor Hans Hansen havde sat sit hus, fik han tildelt som ejendom for 1 sdr., som han straks betalte til "byens nytte"

Taksatorerne fremlagde deres skatteligning uden protester.

Med sættedommeren Niels Hansen i dommersædet fik birkedommeren et tingsvidne på, at der ikke var forfaldet uvisse indtægter, der skulle afregnes kongen i året 1725. Attest fra præsten Hans Christian Lassen Møller viste, at der ingen lejermål var begået i 1725.

Jacob Madsen fra Kokkeløkkegården lod læse et pantebrev, der viste at han havde lånt 40 sdr. af Esbern Nielsen i Knudsker. I underpant stillede Jacob Madsen 8. skæpperland god bygjord.

Læst et kautionsbrev udstedt af kaptajn Anders Pedersen og Jørgen Madsen i Bodilsker, Thor Pedersen i Nylars og Hans Jensen i Bodilsker på 2000 rdr. for amtskriver Horn.

En fattig mand Michel Jensen fra Sandvig kom i retten og fortalte at hans hus i Sandvig brændte til grunden kl. 11 natten mellem den 4. og 5. februar. Hans to små børn blev reddede og nu anbragt hos naboen. Hans frugtsommelige kone, der skulle føde om 4 uger, indebrændte og begravet i søndags den 10. februar. 8 borgere vidnede om branden og berettede, at de havde hørt Michel Jensens hustru "meget jammerligt udi ilden raabte hielp hielp, mens ingen hielp der ved kunde skee formedelst den sterche ild". Michel Jensen fik et tingsvidne.

Anders Pedersen i Sandvig fik borgerskab.

Anders Andersen af Allinge havde solgt en løkke kaldet Nordeløkke beliggende norden for Allinge for 16 sdr. til Nocolaj Pedersen Møller af Olsker Sogn

Der blev læst en kontrakt mellem Karen sal. Hans Svensen af Allinge med lavværgen Rasmus Larsen og hendes arvinger Niels Hansen, Jørgen Rasmussen, Ole Hansen og Hans Knudsen. Kontrakten fortalte om enkens ophold og godsets overdragelse. alt sammen blev indført i pantebogen.

Henrich Falch havde lånt 40 sdr. af Rasmus Weidichsen af Sandvig. Som underpant var sat et stk. bygjord på 6 skp.land gl. mål kaldet Søndre Kildeeng.

I retten mødte skipper Lars Pedersen fra Kalmar førende en galliot kaldet Sankt Anna, som den 23. april sank ud for Bornholm. Som vidner havde skipperen sine søfolk: styrmand Johan Smidt og baådsmand Lars Hansen. Den 21. april var de sejlet fra "Calmer". I lasten havde de tjære, brædder og sten, som de skulle fragte til Amsterdam. Vinden var nordlig og de havde kurs mod strædet mellem Bornholm og Skåne. Den 23. april mellem kl. 11 og 12 om formiddagen havde de Christiansø SO omkring 1½ mil og skipperen kom op og erklærede, at vandet stod op i kahytten. De havde pumpet vand ud tidligere og de havde ikke havde tanke om, at båden var læk. Vandet steg hurtigt og de besluttede at sætte kursen mod Bornholm. De lukkede lugen og mente, at galioten kunne flyde på lasten. Men skibet sank mere og mere og roret lystrede ikke helt. Da vandet var ved at gå ind på dækket, kastede de anker og roede ind til kysten i deres skibsbåd. 1 eller 2 timer efter sank skibet. Svend Svendsen, Sander Svendsen og Jep Nielsen var ude ved gallioten, da de havde set, at den var i nød. De så at vandet var ved at gå over dækket og at det var umuligt, at redde noget. De roede mod kysten og så at gallioten sank umiddelbart "straks før solen gik under". Den sank på omkring 24 favne vand. Skipperen fik et tingsvidne på afhøringerne.

Sagen fra forrige ting fortsatte. Mogens Clausen havde indstævnet hans hustru og Henrich Falchs moder Elisabeth Larsdatter, Michel Mogensen og Claus Mogensen, Elsebye Mogensdatter alle fra Sandvig. Parterne var imidlertid blevet forliget, så sagen skulle ikke føres. Der var også forlig i den anden sag, så der skulle ikke aflægges regnskab.

Følgende søgte om borgerskab:

Jens Hansen Rag, Jørgen Hansen, Søren Sørensen tømmermand, Mogens Andersen, , Niels Hansen, Hans Madsen Skrædder, Claus Monsen Torn. Edske Jacobsen og Anders Knudsen søgte men fik ikke borgerskab i denne omgang.

Jørgen Johansen lod læse et skøde, angående fenrik Peder Larsen i Allinge havde solgt et tønder land bygjord i Allinge byvang i Hans Jensens vang for 68 sdr. til Jørgen Johansen.

Rasmus Weidichsen og Eske Jacobsen ønskede at tage borgerskab, hvilket de denne gang blev bevilget.

Lars Nielsen fra Habbedam som på vegne af Anna sal. Rasmus Larsens enke mødte i retten. han havde stævnet Jesper Hansen for at have hugget og revet torn på enkens ehjendom. Som vidner var indkaldt Henrich Falch og Hartvig Hansen, som havde været beskikkelsesmænd. Der blev fremlagt et skøde på bemeldte jord, hvor tyveriet var begået. Jorden lå imellem Munkestøkket og op til Jesper Hansens gade, som bekendte, at han havde revet tornen, men at det var sket for at beskytte hans plov og at han havde fået lov til det af den afdøde ægtemand Rasmus Larsen. Der var usikkerhed om, hvem jorden tilhørte, da pejlemærker var store sten og render. Sagen blev udsat til næste ting.

Med Niels Hansen i dommersædet kunne birkefogeden stævne Svend Svendsen og Jens Larsen af Sandvig for at have bjerget et læs nye brædder (i alt 28 læster) der var drevet i land den 3. oktober og som de ikke havde angivet for birkefogeden. Jens Larsen svarede at han havde angivet 20 læster på slottet og afleveret der efter ordre fra løjtnanten. Det var med løjtnantens heste og vogn de var blevet kørt på. Birkefogeden ville fortsætte afhøringerne på næste ting.

.

Mads Hartvig af Sandvig lod læse et skøde som viste, at han havde solgt 4 skp bygjord til 20 sdr. til sin stedsøn Andris Knudsen. Han havde desuden modtaget sin faderlige arvepart på en eng i Olsker, et læs enegjord kaldet Caibjerget. Andris Knudsen afdøde fader var løjtnant Knud Michelsen

Bastian Michelsen af Sandvig lod læse en kontrakt, der var oprettet mellem Jens Hansens hustrus arvepart, samt hendes to søstres værgemål, såvel som Bastian Michelsens iboende hus og ca 7 skp. land bygjord med gl. mål.

Jørgen Hansen af Sandvig lod læse et skøde som angav, at han havde solgt til sin dattermand Jørgen Nielsen den gård som han boede i for 100 sdr.

Mads Hartvig af Sandvig havde stævnet Karen Olesdatter og hendes fader Ole Larsen for usandfærdig angivelse af at Mads Hartvig skulle være hendes barnefader. Karen skulle have udlagt Mads Hartvig som barnefader for flere borgere, samt for sognepræsten og til skriftemål i kirken [Det skete den 22. december 1726 i flg. kirkebogen - heri ses ikke barnedåb]. Mads Hartvig ville gøre ed på, at han ikke var barnefader til Karens barn. Hverken Karen eller hendes fader Ole Larsen ville tillade Mads Hartvig at gøre korporlig ed på sin uskyld.

De 4 Taksatorer fremlagde deres skatteligning. Ingen af borgerskabet ankede skatteligningen på nær birkefogeden, der mente, at birkefogedgården var fritaget for kvartalsskatten og malt accisen. Han ville ikke klage for årets skat, men agtede ikke at betale næste år.

Michel Sørensen bad om at blive løst af sit værgemål for sin sønnedatter Anne Marie Sørensdatter. Han havde holdt hende i skole i 5 uger a 2 mark pr. uge. Han havde søgt amtmanden for fritagelse, som så havde bedt birkefogeden at "exelere" om en anden ville påtage sig opgaven, da han var enlig og en gammel mand. Værgemålet blev overført til Henrich Henrichsen Falch, som havde pigens arvelod på 40 sdr. stående. Henrich Falch betingede sig at hvis han bekostede skolegang eller anden lære, skulle han have afkortning i renterne. Birkefogeden accepterede, at Henrich Falch kunne få afkortning "i disse dyre besværlige tider". Falch modtog værgemålet og betalte Michel Sørensen 2 mark pr. uge som hun havde gået i skole.

DOM mellem Mads Hartvig og Ole Larsen og hans datter Karen Olsdatter. Da Karen Olsdatter ikke kunne bevise at Mads Hartvig var hendes barns fader og da Karen og hendes fader ikke tillod Mads Hartvig at gøre ed på, at han ikke var barnefaderen, så måtte dommeren lade sagen falde og frifinde Mads for hendes beskyldning. Da Karen var uformuendes ophævedes kravet for at betale sagens bekostning.

Henrich Henrichsen Falch lod første gang opbyde et værgemål på Anne Marie Sørensdatter.

Kgl. plakat på højesterets afholdelse i 1727 oplæstes.

Kgl. forordning om indberetningspligt, inden en måned, til kancelliet og biskoppen for dem der køber en kirke.

Kgl. plakat og anordning om terminens udsættelse fra 2. april til efter påske den 18. april gældende for Viborg.

Kgl. plakat om kirkerne skulle have betaling inden jul, dvs både de ordinær og ekstraordinære betalinger.

Henrich Henrichsen Falch lod for anden gang ønsket om at frasige sig værgemålet. Jens Hansen af Sandvig og Jørgen Johansen af Allinge tilbød at overtage værgemålet, hvis alle arveparter blev overdraget.

Birkefogeden påbød alle, at de ikke måtte udskænke øl eller brændevin til Bastian Michelsen, som "hafuer slaget sig til u-skichelig drich baade hellige og sognet. Ingen maa handle noget med hannem uden med hans hustrus villie og hans tilforordnede verge Mads Jacobsen og Michel Monsens tilladelse saa vit som til nødtort behøfues".

Henrich Falch opbød tredje gang værgemålet for Anne Marie Sørensdatter. Jørgen Johansen og Jens Hansens tilbud om overtagelse, var betinget af at alle arvedele skulle overgår til dem. Hvilket Falch afviste. fordi han havde sået jorden til. Han forlagte, at det først kunne ske efter jul.

Byfogeden valgte 4re mænd til syn og grandskning af jord og pladser, som bymændene havde ulovligt lagt til sin egendom. De fire mænd var Anders Jensen i Sandvig, Mads Jacobsen i Allinge og Niels Hansen og Anders Nielsen. De skulle møde ved kirken kl. 9 den 14. maj og så skulle de på næste ting give deres forretning skriftligt.

Birkefogeden fremstillede sidste års stokkemænd for at han kunne få tingsvidne på samtlige sagemålsbøder og andet der kunne tilkomme kongen. Stokkemændene angav, at af lejermålsbøder var der et, nemlig Karen Olsdatter, der havde angivet en gift mand Mads Hartvig som barnefader. Endvidere var der fundet en del brædder ved stranden, som var blevet vurderet til 3 mk. stk. De skulle ligge år og dag om noget gjorde krav på dem. Birkefogeden nævnte, at der ingen lejermålsmøder var faldet i 1726, men hvis det sket, ville han angive det i næste års regnskab. Tingsvidne blev udfærdiget til birkefogeden.

Formanden Anders Jensen fra Sandvig forelagde forretningen fra de 4 mænd, der havde synet byernes jorde og eventuelle ulovlige inddragelser af fællesjorden. Byfogeden bad om, at alle skøder og kontrakter på disse tilliggender skulle fremvises på tinget. Hvis ikke de var beskrevet på behørig stemplet papir, ville de blive lyst død og magtesløse.

David Hansen Dich nedsatte sig i dommersædet. På kongens vegne stævnede birkefogeden Karen Olsdatter af Sandvig for begået lejermål. Ligeledes var Mads Hartvig stævnet i samme sag enten at gøre sigtelsesed eller nægtelsesed for loven og forordningen. Karen Olsdatter blev spurgt om hun havde haft noget legemlig omgang med andre end med den hun havde angivet ved skriftemålet i kirken, da hendes barn blev døbt. Karen Olsdatter svarede "at hun vel gladelig giøre sin ed med en god samvittighed, at der slet ingen anden er fader til hendes barn uden Mads Hartvig, og vel giøre sin ed at hun ey hafuer haft legemlig omgiengelse med nogen anden Mandsperson end som Mads Hartvig". Mads Hartvig var ikke mødt på tinget og der var heller ingen anden tilstede, som kunne svare for ham. Mads Hartvig blev tilsagt til at møde på tinget om 14 dage.

Mads Pedersen af Allinge Hans Gertsen og Mads Madsen begge fra Sandvig fik borgerskab.

David Dich overtog dommersædet efter ordre fra amtmanden. Byfogeden Mogen Clausen spurgte Mads Hartvig, som nu var mødt, om han var barnefaderen til Karen Olsdatters barn. "Mads Hartvig svarede frimodelig, at det er ham gandske u-sandsynlig" Han fremviste dommen fra den 13. januar 1727 der frifandt ham for samme beskyldning, derfor mente han, at der ikke kunne udsiges en sigtelsesed mod ham. Byfogeden spurgte Karen om hun ville batale sin lejermålsbøde her på tinget. Karen havde intet at betale med, og at hun måtte straks begive sig på vej til Østerlars, hvor hun skulle være amme hos Hr. Ole Tuxvert [=Oluf Tuxværd, sognepræst i Rø og Østerlars]. Mads Hartvig undslog sig med at gøre benægtelsesed, da han mente sig frifundet i sagen og han ville ikke tillade at Karen Olsdatter gjorde sigtelsesed mod ham. Byfogeden mente at Karen skulle dømmes efter forordningen af 11 august 1725. Han lod sagen gå til doms.

David Dich afsagde DOMMEN over Karen Olsdatter og Mads Hartvig. Karen Olsdatter blev dømt til at betale 6 rdr. i lejermålsbøde eller lide straf på kroppen, hvis hun ikke betalte inden 15 dage, men sagen kunne henstilles til amtmandens "gode befindende". Mads Hartvig kunne ikke dømmes, da han havde fået birkerettens frifindelse for beskyldningerne, men det henstilledes til overretten at tage stilling.

Kgl. forordning om påbud til Viborg afbrændte kirke og "publique" bygningers opbyggelse.

Hans Madsen af Allinge havde stævnet Anders Andersen af Allinge ang. skældsord. Anders Andersen var ikke mødt.

Rasmus Weidichsens gjorde krav til Henrich Falch, som sidste tingsamling, men Henrich Falch var stadig ikke mødt.

Sagen mellem Hans Madsen og Anders Andersen var blevet forliget. Anders Andersen havde sagt ordene "i hast" uden at mene det. Han betalte 1 rdr 8 sk. til Hans Madsen.

Sagen mellem Rasmus Weidichsen og Henrich Falch. Henrich Falch mente, at kunne bevise at Rasmus havde fået "skilling efter skilling". Men hvis Falch skyldte hans fader Weidich Haagensen, så vedkom det ikke Rasmus. Rasmus Weidichsen ville svare til næste ting.

Rasmus Weidichsen mødte for retten og eskede dom i sagen mod Henrich Falch af Allinge. Henrich Falch ville svare skriftligt til næste ting.

Henrich Falch havde stævnet Peder Jørgensen boende i Slotsvangen for gæld til Falch. Peder Jørgensen var ikke mødt.

Henrich Falch angav, at han ikke skyldte Rasmus Weidichsen noget, men mente, at Rasmus skulle erstatte for tidsspilde og pengespild. Imidlertid blev parterne forliget mod at Henrich Falch betalte Rasmus Weidichsen 6 sdr. 2 mk inden Mortens dag.

Peder Jørgensen fra Slotsvangen var stadig ikke mødt i den sag, som Henrich Falch havde indkaldt ham til. Peder Jørgensen skyldte ham 2 sdr 1 mk og 8 sk.

Et pantebrev på et lån på 46 sdr. som Andris Koefoed i Rønne havde ydet overkonstabel Peder Hansen. I underpant havde Peder Hansen sat bygjord i Grummeløkke.

Jacob Madsen i Kokkeløkken havde lånt 40 sdr. af Weidich Haagensen i Olsker. I underpant blev sat 6 skp. bygjord i Kokkeløkken.

De 8te synsmænd fremlagde deres forretning vedr. syn af Hammershus skovparter.

Læst kgl. plakat på højesterets afholdelse i 1728

Michel Hansen fra Allinge lod læse et pantebrev på 30 sdr. som han havde lånt af Hans Hansen fra Hullegård i Olsker og sat underpant i 4 skp. bygjord i Allinge Vang.

Løjtnant Jens Hansen af Sandvig lod læse en kontrakt om, hvordan han havde aftalt med hans afdødes hustrus arvinger.

Jens Larsen og Svend Svensen vidnede at brædderne var afhentet af ejermanden skipper Hermand Fries fra Holsten.

Henrich Falch på vegne af Kirstine Mads Hartvig afhørte Mogens Poulsen af Allinge om det køb han havde indgået med Mads Hartvig og om han ville modtage sine pantepenge på 65 sdr. samt de påløbne renter. Anders Krach ville svare på Mogens Poulsens vegne, men Falch insisterede, at Mogens Poulsen selv skulle svare, men han var syg og måtte stævnes til næste ting. Kirstine Poul Hartvig nægtede, at hun havde givet tilsagn om salget til Mogens Poulsen, da hendes mand havde underskrevet salgsbrevet i København den 16. december og han havde forladt Bornholm pinsedag og havde ikke været i hjemmet siden. Falch ville give Mogens Poulsens fuldmægtig Anders Krach pantet på 65 sdr plus renter, optalt på tingets bord. Dette ville Krach ikke, da han mente, at han ikke var bemyndiget dertil. Hvis han gjorde, ville han automatisk annullere salget mellem Poul Hartvig og Mogens Poulsen. Kirstines ærinde var at beskytte sine egne børns ret til hendes arvegods. Birkedommeren, der var overformynder, dømte salget af jorden som ugyldigt. Pantepengene blev forseglet og sagen udsat 1 måned.

Læst tillysning om at Habbedams enge skal en 3årig forpagtning bortauktioneres til højstbydende på Bornholms amtstue.

Mogens Poulsen havde købt 4 skp. bygjord i gl. mål, beliggende i Knud Nielsens løkke syd for Allinge, for 52 sdr. af Jørgen Madsen i Løsebæk. Jørgen Madsen skulle møde på næste ting og vedstå købebrevet på de 4 skp.land jord.

Kaptajn Niels Nielsen mødte på vegne af amtmand West og lod læse og påskrive et pantebrev. Pantebrevet på 260 sdr. var udstedt af konstabel Peder Hansen i Allinge til amtmanden.

Jens Hansen af Sandvig og kirkeværge Jørgen Johansen af Allinge spurgte Henrich Falch, om han ville fortsætte sit værgemål for Anna Maria Sørensdatter, samt at svare myndlingens kapital og rente til hun blev gift, samt at holde alle andre skadesløse. Hvilket Falch vedstod.

Rasmus Jensen og Mads Pedersen var kommet i venlig enighed i sagen om kobberkedlen, som begge hustruer havde "giort handleri om" .

Henrich Falch havde stævnet Mads Hartvig i hans hjem i Sandvig med 1 måneds varsel. Da han opholdte sig i København kom han selvfølgelig ikke på tinget. Anders Krach ønskede, at Birkefogeden skulle afsige kendelse om, at alt det som Falch havde påstået, var ubegrundet. Falch ville høre Mogens Poulsen, som nu var mødt på tinget, under hvilke omstændigheder at købet af jorden blev aftalt. Mogens Poulsen fortalte, at Mads Hartvig havde lovet ham jorden sidste år, derfor havde Mogens Poulsen bedt Johan Lorensen i Rønne om at rejse til København og udfærdige købebrevet med Mads Hartvig. Der var ikke betalt det fulde beløb, da det først skulle skrives på stemplet papir og at det gyldige købebrev skulle overdrages samtidigt med sidste afdrag. Falch ville vide, hvornår købet blev aftalt - før eller efter Hartvig var rejst fra landet. Mogens Poulsen sagde, at Mads Hartvig havde fået nogle penge lige før han rejste. Det første afdrag på jorden insisterede Krach var på jorden og at det skete i overværelse af Jens Vefstsen i Olsker (der var Mogens Poulsens hustrus stedfader). Falch oplæste skiftet efter Kirstines forrige mand sal. løjtnant Knud Michelsen fra 13. januar 1705. Derefter oplæste Falch et købebrev, hvor Mads Hartvig den 11. december solgte de umyndige stedbørns jord til hans stedsøn Andris Knudsen.

Jørgen Madsen fra Løsebæk vedstod salget af 4 skp. land jord til Mogens Madsen.

Henricg Falch af Allinge lod læse et købe og skødebrev på 2 skp. land bygjord, som han havde solgt til Jens Hansen Rag. Jorden lå i Murerhullet og salgssummen var 24 sdr.