|
Birketingbogen indeholder mange forskellige
historier. Oftest drejer det sig om økonomiske
mellemværender, der kan være trivielle at læse om.
Ind i mellem dukker sager op om konflikter beboerne
imellem og disse kan være ganske spændende, da de
afspejler menneskelige relationer. I birketingbogen
for den 21. og 22. januar 1704 kan der læses om en
konflikt, der udspillede sig i Allinge kirke under
og efter gudstjenesten nytårsdag.
Kirkens stolerækker er delte i en række for mændene
og en for kvinderne. Der er i alt 17 rækker og de
øverste er de fornemste og dyreste. På hver række
sidder 3-5 personer. Den der sidder nærmest
midtergangen havde længst anciennitet. Når der en
ledig plads, bestemte et lille udvalg, hvem der
skulle have den. Vicebyfoged Knud Michelsen var en
af dem, der var i stoleudvalget.
Konflikten opstod på anden stolerække blandt
kvinderne. Den rigtige rækkefølge var fra
midtergangen: Lisbet Mons Clausen, Anne Katrine Joen
Jørgensen, Margrete Poul Sørensen og Elisabet Hans
Rasmussen.
Poul Hartvigs højgravide hustru Kirstine ankom til
kirken sammen med sin lillesøster efter
gudstjenesten var begyndt. Om det var fordi kirken
var fyldt, at hun og lillesøsteren åbnede stoledøren
ind til anden række, vides ikke. Men hun var i hvert
fald ikke indbudt til at sidde her. Lisbet Mons
Clausens første plads kunne ikke angribes. Kirstine
forsøgte at sætte sig ned mellem 2 og 3 plads. Da
Margrete Poul Sørensen ikke viste tegn på, at ville
gøre plads, tog Kirstine Margrete i armene og
flyttede hende fysisk til side. Der opstod tumult.
Lillesøsteren måtte kravle over stoleryggen til
tredje række, hvor Anne Marie Leopoldusdatter sad.
Der blev udtrykt ”blameren og schillen”, rakt fingre
og sendt hovedrysten ned langs rækkerne. Lisbet Mons
Clausen satte sig på en skammel for at de kunne være
der.
Oppe på første mandsrække, sad Major Bruno, der
søgte oplysningerne om den indtrængende kvinde. Og
han kunne sige til Knud Michelsen, at hun ”gjorde
forargelse” i kirken med den opførsel.
Ukvemsordene sluttede ikke ved optrinet inde i
kirken. Udenfor råbte Elisabet Jacob Madsen
”tvetulle” og at man skulle agte dem der ofte lå i
barselsseng. Ukvemsordene var møntet på Margrete
Poul Sørensen, der ikke ville give plads til den
højgravide kone.
Jeg kan ikke entydigt vurdere hvem af de to kvinder,
der havde kirkegængernes sympati. Den gravide
Kirstine havde naturligvis ikke ret til at sætte sig
ind på andre lovligt erhvervede pladser, men
Margrete Poul Sørensen burde alligevel have givet
plads til den højgravide? I hvert fald var der sagt
ord, der ikke burde kunne høres i kirken.
Det mest ærekrænkende skete udenfor kirken efter
gudstjenesten. Margrete blev kaldt for en ”Tuekulle”.
I Ordbog over det danske Sprog (ODS) er en tvekule
en hermafrodit, eller en kvindagtig mand eller i
dette tilfælde måske en mandhaftig kvinde. I ODS er
”tulle” en bornholmsk talemåde om en kludedukke, en
der går trippende, en vaklende, eller en der vælter
om. En ”Tuetulle” i Otto Kalkars ordbog over det
ældre danske sprog er en særling eller skælm. Mon
ikke "en særling" er en rigtigste fortolkning? I
hvert fald var det denne ærekrænkende beskyldning,
der fik Poul Sørensen i Allinge til at stævne
Kirstine Poul Hartvig og Elisabet Jacob Madsen for
birkeretten for ”spørgsmaal at suare, vidnesbyrd at
paahøre og dom at lide”.
Dog mødte ingen af kvinderne i retten, det blev en
sag mellem mændene.
Sagen går over hele to dage. Inden birkedommeren
kunne afslutte andendagen havde Poul Sørensen
forladt retten. Måske havde han fornemmet, at hans
sag ikke var helt så enkelt som så. Birkedommeren
bebudede, at sagen kunne afsluttes på næste ting om
otte dage.
Sagen blev ikke genoptaget den 28. januar, da
parterne var blevet enige om et forlig. Det to
sagsøgte gik med til at betale 4 rdl. til sagsøgeren
Poul Sørensen, således at han kunne udrede
sagsomkostningerne.
|