Politiprotokollen blev autoriseret af fungerende amtmand Cronenberg 17. september 1740 efter ordre fra Stiftamtmanden Niels Gersdorff.

Lovgrundlaget for Politiretten byggede på Politiforordningen af 22. oktober 1701, der var udtænkt gældende for København, som det eneste sted var en politidirektør. I landets købstæder, birker og herreder var det tingfogeder, der fik myndighed til at idømme bøder og fængselsstraffe. Undersøgelsessager, hvor skyldspørgsmålet ikke klart blev afklaret, gik videre til amtmanden, som vurdere om der skulle rejses tiltale på tinget.

I tingbogen for 21. maj 1742 læstes stiftsbefalingsmand Gerstorphs reskript ang. politiinspektionen og administration.

Protokollen findes i Hasle Byfogeds arkiv. De første 100 paginerede sider omfatter sager fra Hasle Købstad, de næste Nørre Herred og fra pagina 200a sager fra Hammershus Birk.

Der er ingen indførsler i årene 1759-1762 og igen fra 1764-1768 og 1770-1772.

Originale sider fra politiprotokollen for Hammershus Birk er gengivet her som pdf

----------------------------

Indholdsfortegnelse

24._marts_1741_-_borgerskab_

12._januar_1743_-_mistanke_om_tjenestefolks_tyveri_

14._februar_1743_-_undersøgelse_af_tyveri_af_korn_og_brænde_

29._august_1746-_tyveri_i_kirketiden_

4._jul_1750_-_stiftamtand_Reventlows_påtegning._

3._december_1751_-_manglende_skorstene_over_ildsted_

9._december_1751_-_fortsat_skorstenssag_

10._december_1751_-_dom_i_skorstenssagen_

20._januar_1752_-_ægteskabsproblemer_og_præstens_mægling_

28._januar_1752_-_Rasmus_Pedersens_undskyldning_

4._februar_1752_-_hustru_Ingers_undskyldning_

14._august_1752_-_tyveri_af_lærred_mm_

4._december_1752_-_tyveri_af_vandspand_

27._februar_1753_-_strid_mellem_dattermand_og_fordrukken_svigerfader._

12._marts_1753_-_om_ægteskabsproblemer_som_følge_af_drukkenskab_

12._marts_1753_-_vold_mod_hustru_og_drukkenskab_

22._juni_1754_-_vold_mod_hustru_

11._juli_1754_-_to_tjenestekarles_bytur_uden_tilladelse_

24._december_1754_-_hustru_anmeldt_for_drukkenskab_

13._maj_1755_._hustruvold_og_drukkenskab_

10._marts_1757_-_mand_lokkede_tjenestefolk/børn_til_at_stjæle_for_sig_

4._marts_1757_-_fortsat_afhøring_om_salg_af_lam_

6._april_1757_-_svigagtig_hjemmeboende_datter_

30._august_1757_-_kvinde_skal_dømmes_for_drik,_klammeri_og_slagsmål_

1._december_1758_-_mands_umådeholdne_drikkeri_

9._september_1763_-_Drukkenskab_i_svær_grad_

4._juli_1769_-_tjenestepiges_tyveri_

25._september_1773_-_brand_i_stolpe_i_stuen_

19._marts_1774_-_tjenestekarl_ikke_mødt_på_tjeneste_

8._april_1774_-_Skånsk_skrædders_tyveri_

3._oktober_1774_-_tyveri_af_dræg_(slags_anker)_

7._oktober_1774_-_frafald_af_tyverisigtelse_

5._januar_1775_-_mindre_ildebrand_nytårs_dags_aften_

9._juni_1775_-_slagsmål_på_værtshus_

7._juli_1775_-_forlig_i_værtshusslagsmålet_

23._september_1775_-_ulovlig_inddragelse_af_byens_jord_

25._september_1775_-_syn_af_ildsteder_og__skorsten_

5._oktober_1775_-_fortsat_

5._december_1775_-_to_unge_mennesker_ødelagde_en_båd__

10._juni_1776_-_om_tjenestepiges_aftale_om_fæste_

11._oktober_1776_-_slagsmål,_men_forliget_

11._januar_1777_-_julestue_i_Hasle_

25._januar_1777_-_fortsat_julestue_

12._marts_1777_-_blodigt_slåskamp_mellem_brødre_

18._april_1777_-_dreng_faldt_af_hest_ved_anden_mands_kådhed_

29._april_1777_-_politikendelse_i_de_to_ovenfornævnte_sager_

14._august_1780_-_tjenestepige_truede_med_selvmord__

12._oktober_1780_-_ballade_hos_købmanden_

28._april_1781_-_tjenestepige_forhindret_i_at_tiltræde_fæste_hos_kapellanen_

23._maj_1783_-_slagsmål_i_Hasle_mellem_soldat_og_mand_fra_Nyker_

6._juni_1783_-_fortsættelse_af_slagsmålssag_-_nu_et_spørgsmål_om_hvervning_

Mads Kofoed Pedersen, Claus Hansen Sode og Hans Jensen Sode blev antaget som borgere i Hasle, den første i 2. klasse og de to sidste i tredje klasse.

Vicebyfoged Poul Ancher ledede afhøringerne i en sag, hvor kaptajn Bidstrup mistænkte sin tidligere dreng Erich Jensen og sin tærskemand Gissel Madsen, begge af Hasle, for tyveri. Kaptajnen havde iværksat en ransagning hos de to mistænkte, men kaptajnen kunne ikke entydigt bevise tyveriet hermed.

Hos Erich Jensens hustru Karen Madsdatter blev der kort før jul fundet 1½ skæppe malt, en skæppe bygmel og 4 stakke rundt hasselbrænde og et kløvet aske. Erich Jensen kunne sige, hvor hans kone havde fået tingene fra. Maltet var kommet fra Hans Jensens enke i Riisgaarden i Klemensker og den skæppe byg, der var blevet malet til mel, havde de fået af Erich Jensens fader Jens Andersen, udbygger i Klemensker sogn. Erich Jensen nægtede, at han skulle have stjålet fra sin tidligere husbond hr. Bidstrup.

Gissel Madsen forklarede, at de 2½ skæpper rug, som man fandt ved ransagningen hos ham, dels stammede fra Baggegaard og noget fra Christen Sørensen ved Høyen i Nyker sogn. De fire skæpper tørt korn havde han fået af Hans Hansen i Nyker sogn.

Begge mistænkte skulle bevise, at de talte ret ved at deres  hjemmelsmænd skulle bekræfte at varerne stammede fra dem.

Hans Bendixsen og Hans Clausen bekræftede at hjemmelsmændene blev nævnt, da de deltog som bisiddere ved ransagningen.

De to mistænkte Erich Jensen og Gissel Madsen var tilstede og med sig havde de deres hjemmelsmænd.  Erich Jensens to hjemmelsmænd bekræftede malt og kornets oprindelse. Brændet vidste han stadig ikke hvor det kom fra, men da han fornylig var blevet gift med Karen, formodede han, at det var hendes fra før de blev gift.

Gissel Madsen mødte med en seddel fra Hermand Jørgensen på Baggegård vedr. at en halv skæppe korn stammede derfra. En seddel skrevet af Hermand Hansen beviste, at hans moder Elsebet sal. Hans Hansen i Nyker, havde leveret 3 skæpper tørt korn til Gissel Madsen.

Der var derfor ingen beviser for at tingene fra ransagningen havde tilhørt kaptajn Bidstrup.

Hasles præst Børge Poscholan havde anmeldt et tyveri begået hos Niels Hansen under prædikenen dagen før. det var ikke første gang, at der var forsvundet noget fra Niels Hansens kiste, så han havde aftalt med præsten, at han kunne gemme sig i sengen og se tage tyven på fersk gerning. Hvilket skete. Under prædikenen kom Mogens Svendsen Skaaning ind i stuen og begyndte at dirke kisten på. Frem fra sit skjul sprang Niels Hansen og Mogens Hansen flygtede fra stedet.

Mogens Svendsen indrømmede sin gerning, men nægtede at han havde gjort det tidligere. Han havde været i landet i ca. 16 år og var gift med Margrethe, der intet vidste om hans gerninger.

Mikkel Pedersen Grønbech af Rønne indkaldte, efter ordre fra amtmanden, en del borgere, som ikke har fået opsat en skorsten over deres ildsteder i husene.

De indkaldte var David Jensen, Poul Hansens enke, Jacob Pedersen Klinge, Claus Mogensen, Hans Nyker, Kierstine Hanse datter, Mogens Svendsen, Bodel Peder Nielsens, Jens Mogensen, Abraham Thorsen, Wellem Thomesen, Walborig Anders Hans, Olle Poulsen, Mads hansen, Jep Thomesen, Biels Thomesen, Elsebye Hans Smeds, Hans Andersen.

David Jensens hustru forklarede at de havde planer om at rive deres gamle dårlige hus ned og bygge et nyt. Men nu havde de besluttet at sætte skorsten i den gamle. Den ville være færdig inden næste tirsdag, hvis vejret holder.

Poul Hans Enke var fattig og havde små børn. Hun kunne ikke få nogen til at hjælpe sig. Hun ville prøve til næste år at få bygget en skorsten.

Jacob Pedersen Klinge beklagede sig over manglende hjælp, men havde fået fremstillet strøgne sten til formålet.

Claus Mogensen havde en gammel våning, hvor "spendene er need faldet nu i fisked". Huset var således skadet og måtte først repareres. Han havde strøgne sten til formålet. Næste forår skulle han havde det færdigt. Han havde to mand med til at bekræfte hans forklaring. Det var Jochum Høg og Jens Jørnsen Malm.

Hans Nyker var "saa yderlig fattig og svag"

Kierstina Hansdatter kunne ikke få sat skorsten på grund af "for armod og stor fattigdom".. Hun havde ingen

Elseby Hans Smeds havde kun et gammelt tofagshus, desuden fattig og 85 år gammel.

Mogens Svendsen var så gammel og fattig, at han ikke kunne få opsat en skorsten.

Afhøringerne blev udsat til den 9., da det var blevet sent på dagen.

Mikkel Pedersen Grønbech læste den skriftlige stævning fra den 29. november, hvor to borgere i Hasle, nemlig Hans Mikkelsen og Hans Jørgensen Bug, blev indkaldt til afhøring om deres ulovligt opførte skorstene. Kun Hans Mikkelsen var mødt. To vidner Rasmus Pedersen og Jens Jensen. Vidnernes forklaring lød: "Hos Hans Mikkelsen var icke noget loft over ildstædet i 2d Rom undtagen ungefær saa meeget som er maadelig Sengehimmel kunde være storlighed der var lidt flage over ild Stædet, mens saa var derimod over denne 2d Rom slet intet loft og hul paa gaulen Saa at ildgnisterne naar det blæste baade  kunde staae op i halmtaget saavel som nogen foring der laa lige tet oven for Ildstædet oven paa lofted ved stuen"

De to vidner fortalte, at det var det samme problem hos Hans Jørgensen, hvor der manglende indretning af skorsten. Men at der ikke var loft kunne bevirke, at ilden kunne sætte ild i halmtaget.

Hans Mikkelsen erkendte problemet og ville til foråret både bygge skorsten og lægge loft med ler på.

Skorstensafhøringerne fortsatte:

Bodil Peder Nielsen undskyldte sig med hendes fattigdom og at hun ikke havde kunnet få nogen til at hjælpe sig.

Jens Mogensen undskyldte sig med at hans kone havde ligget syg og nu var død. Huset havde han overladt til Mads Nielsen, som nu også er død. Huset beboede af en kvinde ved navn Kirstine Jensdatter.

Abraham Thorsen fortalte, at han havde strøget stenene, men regnen havde ødelagt dem, da de var lavet af ler.

Olle Poulsens søn Poul Olsen mødte for fortalte at faderen havde gjort klar til at bygge skorsten, men det var ikke blevet til noget, da ingen ville hjælpe.

Mads Hansen kunne ikke få bygget en skortsen på grund af sin fattigdom og må gå og betle til sit brød. Dog vil han prøve at få opsat skorstenen til næste sommer.

Jep Thomsen var svag om betler, men ville prøve at få bygget skorstenen til sommer.

Niels Thomesen var enlig og kunne ikke få nogen til at hjælpe sig. Han havde fået strøget sten til formålet.

Hans Andersen havde ikke fået færdig bygget sit nye hus, da hans "evner og formue ikke strække sig der til". Nu vil han bo i det gamle hus vinteren over og så få det nye færdig næste sommer.

Walborg Anders Hans var en fattig enke og betlede sit brød, men ville gøre sit bedste næste år.

Willem Thoesens enke var ikke mødt.

Mikkel Pedersen Grønbech overlod herefter sagen til amtmanden og byfoged at dømme i sagen. han ville selv nøjes med 2 sdr. 2 mark i omkostninger og to ægter, da de var fattige folk.

Den særskilte sag mod Hans Jørgensen Bug og Hans Mikkelsen af Hasle skulle afsluttes, men da begge ikke var mødt måtte Grønbech lade sagen gå til doms. Han ville have betaleing af de to i alt 2 sdr.

Der blev afsagt domme i sagerne om skorstenene.

Både Hans Mikkelsen og Hans Jørgensen Bug manglende skorstene, men ydermere havde de opført ulovlige og særdeles farlige ildsteder. De dømtes straks til nedrivning efter politiforordningen af 22. oktober 1701 5. paragraf. Hver skulle betale i omkostningerne 10 mark.

Dommeren fandt Olle Poulsen, Niels Thommerens, Jacob Peders, Jens Mogensen og Abraham Thorsens fattige, men ikke så affældige, at de ikke kunne have fået bygget skorstenen i det forgangne år. De skulle bare have begyndt i rette tid. De kunne have skaffet sig hjælp til opmuringen af skorstenen. De dømmes til at betale 2 mark 8 skilling i lat 12 mark 8 skilling

De  øvrige David Jensen, Claus Mogensen, Poul Hans Enke, hans Andersen, Valborig Anders Hans, Hans Nyker, Kierstine Hansdatter, Mons Svendsen, Bodel Peder Niels, Wellem Thommesens enke, Mads Hansen, Jep Thommesen og Elsebye Hans Smids bliver forskånede for bøder, formedelst deres fattigdom og andre lovlige undskyldninger.

Hver af de tiltalte skulle betale 8 skilling til omkostninger.

Inden Sankt Hans dag 1752 skulle samtlige have bygget skorsten, hvis ikke, ville de få deres ildsteder nedbrudt.

Hasle og Rutskers sognepræst hr. Randers havde klaget til byfogden over Rasmus Pedersens hustru Inger, der i kirken, under påhør af mange skriftefolk, havde øved "schandelum og opsætsighed til forargelse for de tilstedeværende"

En del mennesker var forsamlede i kirken for at gå til skrifte. Præsten havde da bedt både Rasmus Pedersen og hustruen Inger om en samtale i våbenhuset. Ægteskabet var ikke det bedste. Manden drak for meget og deres ægteskab var ikke godt. Hustruen Inger nægtede at gå med. Hun sagde, at hun intet havde med præsten at tale om og intet havde at gøre i våbenhuset. Medens præsten og Rasmus Pedersen gik ud i våbenhuset, overtalte degnen hr. Rasch Inger til at gå med ud i våbenhuset. Ingen af ægtefolkene havde noget at sige mod hinanden og de mente ikke at der var noget at tale om.  Præsten fortalte, at manden drak meget - endnu inde i selve kirken.

Degnen Rasch fortalte om hvordan Rasmus Pedersen var drukken under kopulationen. Han svingede fra side til side og kunne ikke finde ind på bænken igen. Degnen fortalte om en anden episode under en "ligbegiengelse til Jocum Høgs", hvor han var meget fuld.

Boel Jens Thomesen fortalte om brylluppet. Inger ville ikke have at nogen skulle vide om mandens drukkenhed.

David Bechs hustru forklarede, at Rasmus Pedersen havde smidt sin svigermoder Margrethe  Berents (?) ud af sit hus, da han ikke kunnen fordrage hende. Ellers havde han hørt at Rasmus og hans kone Inger levede et "sælsomt liv" sammen.

Niels Hansen af Hasle fortalte at Rasmus Pedersen havde kørt sin svigermor ud af huset, thi han ville selv "råde i sit hus". manden havde været "beskænket" og der skulle have været uroligheder i huset - som det forlyder, skulle det være konens skyld.

Daniel Berratsen fra Hasle kunne ikke huske at Rasmus var drukken i kirken ved brylluppet. Men da han satte sig til bordet for at spise "var han noget drukken". Et stykke tid efter skældte Rasmus brudens forældre ud som "kieltinge pach". Siden synes han ikke, at han havde lagt mærke til en uenighed mellem Rasmus Pedersen og hans hustru Inger.

Anders Aagesen af Hasle havde også hørt fra Rasmus, at han havde ført sin svigermoder Margrete Berents ud af huset, da hun altid "skielder". Og han synes også at Rasmus og Inger ofte trættedes og at han ofte var drukken.

Kaptajn Bidstrup fortalte, at han af præsten var sent ned til Margrete Berents, hvor hendes datter skulle være. Præsten ville tale med hende i embedets medfør. Da datteren ikke var der, bad han Margrete om at gå op til Rasmus Pedersen for at hente datteren. Margrete havde da udtalte trodsigt, at hun ikke ville gå der op. Om Rasmus ofte var drukken, kunne han ikke sige. Han havde kun hørt rygter derom.

Cartrine Beate fortalte om Rasmus Pedersen, der havde været til "Ligbegængelse" hos Jocum Høgs og blevet meget drukken. Præsten havde bedt ham om at gå hjem.

Rasmus Pedersen erklærede på egne og på hustruens vegne at de ikke havde nogen uenighed med deres præst. Han beklagede, at det var gået sådan den dag i kirken og de ville gerne betale en tålelig mulkt til de fattige. Alt hvad han og hans hustru havde sagt ville han lade være dødt og magtesløst og han ville ikke lade drukkenskaben tage overhånd igen.

Rasmus Pedersens hustru Inger kom i retten og undskyldte på samme måde som sin mand og lovede i fremtiden, at hun ville leve tåleligt med sin mand og have fred med sin sognepræst.

Forhør af Gundel Peder Pedersen som efter egen bekendelse skal have taget en del linned fra Peder Olsen. Hun erkendte, at hun havde stjålet et hørgarns lærredslagen i 2 bredder af værdi 2 mark, et gammelt købelærredsforklæde 8 sk., en særk med blaargarns nederdel og hørgarns overdel, som var i stykker, men sat til 1 mark, endnu 2 hørgarns nøgler på 1 pund for 10 sk. I alt for 1 sdr. 2 mark. Hun havde stjålet noget under pinseprædikenen og andet medens alle folk var borte. Hun sværgede på, at hun havde været alene om tyveriet.

Hun blev herefter sat i Hasle Vagtbod - indtil videre.

Politiforhør angående en egespand med jerngreb, som var blevet stjålet fra Jens Esbersen Hald efter sidste høst og som han nu i lørdags havde fundet i Magnus Høgs kammer. Spanden blev fremvist i retten.

Magnus Høg erkendte, at det ikke var hans spand, men han vidste ikke at den kunne tilhøre Jens Esbersen. Måske havde han lånt den af Esbersens hustru og glemt at levere den tilbage? Forvirringen kunne være sket da Magnus Høgs gård ulykkeligvis brændte i oktober 1750. Esbersen mente, at den forsvandt i 1751 og han kunne ikke forestille sig, at hans hustru havde lånt Magnus Høgs hustru spanden.

Vidnerne, som overværede at Esbersen havde fundet spanden hos Magnus, fortalte at Magnus havde fået den lavet hos Ole Poulsen og Poul Olsen.

Spanden blev leveret tilbage til Esbersen.

Efterfølgende amtmand Urnes beslutning: Han ville se lempelig på sagen, hvis Jens Esbersen Hald ville lade sagen falde, nu han havde fået spanden uskadt tilbage. Magnus Høg skulle hermed slippe med betale 4 mark til de fattige "Hvilke kunne anvendes til det af delinkventerne Hans Jørgensen Bug og Barbara Jens Davidsdatter i utugt sammen aulede fattige barns opfostring".

Hasleborgeren Poul Olsen havde klaget over sin svigerfader Peder Olsen, der sidste lørdag havde overdænget ham med mange skammelige ord.

Som vidner var indkaldt Peder Olsens datter Anneke, Jens Hald og Ole Christensen alle fra Hasle.

Peder Olsen blev spurgt om han kunne vedstå klageskriftet. Peder Olsen kunne ikke huske, hvad han havde sagt, fordi han havde været ret så drukken. Han var kommet lige fra Niels Hansen, hvor han havde drukket øl for egen penge.

Jens Hald fortalte, at Peder Olsen var kommet ret drukken hjem. Han var umiddelbart derefter løbet af af sin stue og ind af døren til sin svigersøn Poul Olsens stue. Peder Olsen havde overdænget sin svigersøn med skældsord og havde trukket sin kniv og truet ham. Han havde ofte set Peder Olsen drukken og hver gang havde han skældt sine husfolk ud.

Ole Christensen bekræftede Jens Halds vidnesbyrd. Anneke Pedersdatter ligeså.

Poul Olsen ville ikke føre flere vidner og erklærede, at han var blevet forliget med sin svigerfader og forlangte ikke dom i sagen. Peder Olsen havde bedt om undskyldning og lovet at han ikke i fremtiden skulle "søge drukkenskab eller nogen sinde søge værtshuse eller gaae der ind"

Forhøret skyldte sognepræsten Lars Randers. Anders Aagesen havde med sin hustru levet et "ondt og uforligeligt levnet". Sidste søndag nat den 4. marts måtte hustruen forlade sin stue, da hun ikke kunne være der på grund af sin mand. Hustruen havde snakke med præsten om det, så hun havde ikke problemer med at vedstå anklagebrevet. Manden kunne ikke genkende klagen. De to ægtefolk var mødt, tillige datteren Anna og dattermanden Lars Rasmussen.

Anders Aagesen erkendte, at han en gang imellem havde givet sin hustru hug, samt også, at han nogle gange var faldet i drukkenskab. Men han forstod ikke hvorfor hustruen den 8. marts havde forladt sin seng og flyttet ind hos sin datter og dattermand. Han havde ikke den gang givet hende hug.

Hustruen fortalte, at han ikke havde slået hende 8. marts. Men hun havde fået nok og havde forladt manden medens han sov.

Datteren Anna mente, at de begge sine forældre kunne have skyld i at de ikke levede roligt med hinanden. Men han havde det med at drikke rigeligt, men at hun ikke synes at det var det der udløste huggene. hendes moder var ikke selv skyld i det, da hun ikke brugte skarnagtige ord mod ham.

Svigersønnen Lars Rasmussen havde ikke set så meget til Anders Aagesen, da han næsten altid var ude og arbejde hos folk. Men han mente, at skænderierne altid skete når han var drukken.

Herredsfogden synes, at de var bevist at det var Anders Aagesens hang til drukkenskab, der var årsagen til de ægteskabelige problemer

Præsten Hr. Randers havde skrevet til herredsfogden at Jens Esbersen Hald den 8. marts havde slået sin hustru Margrethe Hansdatter blå.

Som vidner var indkaldt Margrete Berent Krøyers og præstens tjenestedreng Jens Hansen.

Hustruen Margrethe fortalte, at hun ikke kunne huske om hun havde sagt noget "skændigt" til ham, men han havde været "beskiænchet". Han havde væltet hende omkuld og slået hende i hovedet. Tidligere havde hun også kunnet drikke lidt, men det var længe siden, at hun havde været fuld.

Margrete Bærents fortalte, at Margrethe Jens Hald var kommet til hende for at bede om hjælp. Da de var kommet til huset, havde Jens bedt dem om at gå fanden i vold. Jens Halds hustru var blodig på den ene kind og blåsort på den ene hånd. Hun fortalte at Margrethe var ædru, selv om hun godt kunne hengive sig i drukkenskab.

Efter dette skete var konen gået til præsten for at bede om hjælp. Tjenestedrengen vidnede, at hun var kommet og at hun fortalte, at hun behøvede præstens hjælp, fordi hendes mand havde truet med at slå hende ihjel.

Jens Pedersen var kommet til Jens Hald for at få ham med på søen. Jens Hald havde erklæret, at han havde slået sin hustru på øret. Han mente ikke, at Jens Hald ofte drak sig fuld.

Jens Hald havde forliget sig med sin hustru og de havde lovet hinanden at levet et sømmeligt liv med hinanden. Begge lovede at de "ey herefter at lade sig finde i Druchenskab"

Amtmanden skrev til herredsfogden, at han intet havde imod at disse to politiforhør endte i mindelig forlig. Han skulle sørge for at de blev dømt en almindelig tålelig mulkt til de fattige, samt sagen omkostninger til dommer, skriver og bisiddere. Der er håb om at de to par i fremtiden ville leve et tåleligt liv. Dat. 26. marts 1753.

Anders Aagesen havde atter "brugt usømmelig omgang" med sin hustru Margretha Pedersdatter. Den 19. juni var hun synes af to skønsmænd.

Begge var mødt til eksamination tillige med vidnerne David Hansen, Lars Rasmussen og hustru Anna, samt Sørn Sørnsen Malm.

Margretha forklarede, at hendes mand havde være ude til meget sent og da han kom hjem havde hun måske bebrejdet ham det. Han havde væltet rokken, som hun sad og arbejdede ved. Slæbte hende ud af stuen, hvorved hun fik knubs og slået hul på den ene kind. Manden var tidligere blevet afhørt for vold mod hustruen og hustruen bedyrede at det ikke var sket før end nu.

Manden Anders Aagesen erkendt at han havde været beskænket, hvilket han lovede aldrig ville ske igen. Han erkendte, at han havde været for længe ude i byen og at han uberettiget var blevet vred på sin hustru.

Datteren Anna Lars Rasmussen var løbet over til Sørn Malm og bad ham komme over og redde moderen fra faderen.

Lars Rasmussen (svigersønnen) fortalte at 14 dage før pinse var Anders Aagesen kommet hjem fra Rønne og havde været helt ustyrlig. Han havde presset datteren og ham selv op ad en væg og truet dem. Ikke siden sidste gang han var i  politiforhør, havde han været voldelig.

Peder Kofods tjenestedrenge Peder Jacobsen og David Gidelsen var gået i byen aftenen før dette politiforhør. De kulle have været gået i seng kl. 10 efter aftensmaden. Byfogden havde eftersøgt og fundet dem hos Mads Jacobsen kl. 11. Herefter var de blevet indsat i Hasle vagtbod. Dagen dømte herredsfogden hver en mulkt på 1 mark 8 skilling til de fattige. De skulle herefter være fri for anden straf denne gang.

Mads Jacobsen som havde tilladt adgang for de to tjenestekarle blev idømt en mulkt på 1 mark til de fattige.

Pastor Randers havde den 18. december angivet Jacob Nielsens hustru Ellen for drukkenskab. Politiretten skulle undersøge hendes "onde levnet".

Som vidner indkaldtes hende mand, Inger sal. Anders Gravers og Bendte Andersdatter.

Ellen måtte medgive, at hun ikke havde levet op til løftet om afholdenhed, som hun havde givet sin præst. Hun havde - trods advarsler fra hendes mand - drukket sig så fuld, at hun dagen efter, da hun havde meldt sig til skrifte i kirken, ikke havde gjort en ædruelig statur. Samme dag havde hun igen drukket sig fuld.

Manden lovede, at betale en lille mulkt for konens forseelse, som derefter lovede "ganske og aldeles" ville holde sig fra drukkenskab. Herredsfogden ville næste gang dømme hende til gabestok eller fængsel på vand og brød, eller hvad øvrigheden ville dømme hende til.

Rasmus Pedersens hustru havde den 11. maj før prædikenen anmeldt sin mand til byfogden for at han havde slået hende. Han var beskænket. Manden havde købt brændevin hos Hans Weidichsen.

Manden var kommet hjem søndag morgen sammen med Poul Olsen. Han var drukken. Han ville i "ægleie med hende", som hun prøvede at undgå. Han slog hende med en trøskål, som så gik i stykker. Hun var flygtet ud i gården, hvor manden slog hende, så hun faldt. Da hun ikke vidste hvad han ville gøre ved hende, løb hun ned til byfogden.

Rasmus Pedersen vedkendte sig sit drukkenskab og at han havde slået sin hustru. Han var en gang imellem drukken. Han havde kun købt for 1 skilling brændevin hos Hans Weidichsen. Hvilket Weidichsen bekræftede, at han havde solgt til Rasmus søndag morgen.

Poul Olsen, som var fulgt med Rasmus Pedersen hjem, fortalte, at Rasmus gik op under hende og ville "i ægleje med hende", men hun førte ham fra sig, Han tog så en skål og slog efter hende. Skålen gik i stykker.  Konen var gået ud af stuen og manden efter. Rasmus lå så ovenpå hustruen på bryggen, hvor efter konen bad om hjælp. Poul Olsen havde så skilt dem ad. Konen blødte og hun forsvandt ud af gården.

Vidnerne sagde, at konen havde et "tviistet sind" som ikke laden manden noget efter.

Byfogden ville frasige straf, hvis manden ville love ikke mere ville begive sig i drukkenskab og i fremtiden at leve med sin hustru et skikkeligt og anstændigt liv.

Præsten hr. Randers angivelse fra den 25. februar om at Niels Hansen havde købt et lam af Karen Jacobsdatter, som havde taget lammet hos sin fader Jacob Pedersen uden tilladelse. Desuden var Niels Hansen mistænkt for at lokke tjenestefolk til "utroskabsgerninger" i Hasle.

Niels Hansens brodersøn Christen Rasmussen skulle fylde noget i en sæk hos sin forrige husbond Sørn Malm.

Niels Hansen og hans hustru Margrete, Christen Rasmussen, Sørn Malm og datteren Bartha alle af Hasle.

Christen Rasmussen fortalte, at han havde fået sækken af Niels Hansen søndagen efter nytår. Han gav straks sin husbond sækken. Det var anden gang Christen havde modtaget sækken til at fylde noget i til ham. Første gang var før jul og med sin husbonds vidende leverede han den med tørfisk. For et par år havde han leveret et lammeskind til Niels Hansen. Lønnen denne gang var en hat. Tidligere havde han fået besked på at stjæle noget læder til et par sko fra Sørn Malm.

Niels Hansens hustru Margrete forklarede, at det var Christen Rasmussen, der havde bedt om at låne en sæk, til Sørn Malms tørre fisk. Hun nægtede, at de havde modtaget et lammeskind for et par år siden. Hun forklarede, at hun havde bedt Christen om at spørge Malms datter om at købe nogle tørrede fisk. Hun havde ikke talt med Sørn Malm.

Niels Hansen nægtede alt. Han havde ikke fået et lammeskind, ej hellere leveret en sæk til Christen. Og slet ikke modtaget nogle tørre fisk. Han havde ikke givet sin brodersøn en hat, men bare lånt ham den. Han havde nu fået den tilbage.

Barte Søren Malms datter fortalte, at hun havde givet Niels Hansen en tørfisk, som hun ikke forlangte betaling for. Dette var aftalt med faderen for at se om Niels Hansen ville tage imod den. Hun havde hørt, at Christen havde berettet for sin fader, at han skulle stjæle læder til et par sko. Søren Malm bekræftede hvad datteren havde sagt og hvad Christen Rasmussen tidligere havde fortalt.

Karen Jacobsdatter og hendes fader Jacob Pedersen skulle afhøres i sagen mod Niels Hansen, som mod Jacob Pedersens vilje, havde køb et lam af datteren. Som vidne var indkaldt Ole Christensen.

Jacob Pedersen fortalte, at datteren havde solgt et lam til Niels Hansen uden hans tilladelse. Men han var ikke helt sikker på, om hun var vidende om, at det var hendes eget lam eller hans, hun havde solgt.  Datteren havde 2 lam og hun havde solgt tre til henh. Hans Jensen Sode, til David Hansen og altså et til Niels Hansen. Datteren sagde, at det ikke var hendes lam hun havde solgt til Niels Hansen. Det mistænkelige var, at Niels Hansen i første omgang nægtede at have købt et lam. Først senere, da han opdagede at pigen havde solgt til andre, indrømmede han.

Niels Hansen troede på pigen, der sagde, at lammet havde hun fået af sin fader og derfor også kunne sælge det til hvem hun ville.

De to andre Hans Sode og David Hansen havde købt et lam på nøjagtig samme møde som Niels Hansen.

Afhøring af Karen Jacobsdatter fortsatte. Havde hun solgt tre af sin faders lammebestand uden hans vidende?

Faderen blev spurgt om hvorfor hun ikke havde taget tjeneste hos andre, men stadigvæk gik hjemme. Jacob Pedersen kunne ikke nægte at datteren Karen var lidt doven og at hun havde nægtet at tage tjeneste et andet sted. Hun havde pantsat eller solgt nogle af de uld-ting, som hun var blevet betroet af andre. Hans Jensen Sode, David Hansen og Niels Hansen forklarede, at Karen havde solgt dem et lam kort før jul. De var alle tre bevidste om, at hun tidligere havde solgt ting, som hun måske ikke selv ejede.

Jocum Høg, Niels Davidsen Høg og Peder Hansen Nyker vidnede at kvinden Karen Jacobsdatter var kendt for at være doven "og lever i ørkesløshed foruden at ej vil tage nogen tjeneste, hvor af følger at hun baade er berøgted saa vel som at de og vide at hun foruden dette indbemt. faaretyverie er befunden udi adskillige skarnagtigheder". De nævnet to eksempler, hvor hun havde solgt garn, som hun var blevet betroet til at gøre trøjer for.

Indkaldelse af Jacob Nielsen og hustru Ellen. Amtmanden havde skrevet om Ellens "udyder saasom drik, klammeri og Slagsmaal med manden, saavelsom Tyveri" Hun burde dømmes til fængsel på vand og brød i nogle dage, da hun havde tidligere begået forseelser. Det sammen blev manden tildømt. [sagen synes derefter at være behandlet i den ordinære ret]

Politiforhør over Anders Aagesens "store og jevnlige Drukenskab".

Anders Aagesens hustru Margrete fortalte at han lørdag formiddag var gået til Hans Weidichsen, hvor han havde drukket sig fuld. Da han kom hjem ved middagstid, var han så drukken, at han måtte sove rusen ud. Efter at han havde sove rusen ud, gik han atter til ud, hvor ved han atter søgte mod Hans Weidichsen. Margrete fik Weidichsen til at love, at han ikke serverede brændevin til ham. Om søndagen gik han ud igen til den omtalte skomager. Herefter gik hun til præsten og fortalte om hans drikkeri. Atter om mandagen gik han ud af sin seng og ville ud at drikke brændevin. Konen havde sagt noget til ham, og han "holdt saadant huus at hun måtte vige af sengen og krybe om bag kakkelovnen".

Præstens hjælpere Jørgen Olufsen og Peder Hansen ved Kirken, havde fundet Anders Aagesen "ravende omkring og næpe vidste hvad hand talede".

Præsten havde advaret Anders Aagesen "Hemmeligt og aabenbart", men lige meget havde det hjulpet. Præsten mente nu, at Anders Aagesen var nået så langt, at han skulle straffes, hvilket stiftsamtmand Scheels  egen ordre til samme mand.

Anders Aagesen menet at det var hans hustrus ondskab mod ham, der var skyld i "at han maatte tage sig for 1 skilling brende Viin mere end ellers skeede".

"Herefter føler en klage, en stevning og et Politiforhør"

Anders Aagesen blev nægtet det hellige sakramente (at gå til alters) af præsten fordi han var fordrukken. Da dette var tredje gang, at Anders Aagesen forbrød sig med drikkeriet og havde en gang siddet på vand og brød og en gang havde udstået kirkens disciplin. Nu mente præsten, at han måtte være tjenligt til en hårdere straf.

I den indskrevne stævning den 3. september indkaldtes Anders Aagesen til politiforhør den 9. september i byfogden eget hus i Hasle. De to vidner Christen Nielsen og Knud Andersen, havde været til skrifte den 3. september, samtidigt med at Anders Aagesen skulle have været til skrifte. De havde set ham i sit hus, hvor han var tydeligt beruset.

Sognepræsten Lars Randers var tilstede ved afhøringerne og ønskede hjælp til at få Anders Aagesen til igen at blive et skikkeligt menneske.

Byfogden henstillede herefter til øvrigheden, havd der skulle ske med Anders Aagesen.

Efter sognepræst Lars Randers ønske afholdtes politiafhøring hos Aage Bertelsen i Hasle om hans tjenestepige Ingeborg Hansdatter, der havde begrevet "utroskab mod ham".

Øvrige vidner var præstens tjenestekarl Erich Jørgensen, Niels Hansen Skomager og hans læredreng Michel Hansen alle fra Hasle.

Karen Larsdatter erkendte, at hun kendte den tidligere tjenestepige Ingeborg, der arbejdede hos præsten. Hun kendte også årsagen til at Ingeborg ikke længere arbejdede hos præsten: Hun havde taget penge fra præstens lomme, fra noget tøj, der var hængt på en stol. Ingeborg Hansdatter havde tilstået, at hun havde taget to rigsorter og 5 enkle skillinger og en fremmed ubekendt mønt fra præstens lomme. Karen fortalte at samme Ingeborg også havde taget en af præstens skjorter og klippet den op. En lille lap havde hun fundet i Ingeborgs kiste, hvor hun også havde set fire to marks stykker. Hun havde engang sagt, at hun havde en dukat af værdi 3 sdr. For dem havde hun købt filt i Rønne hos Jens Hansen Dreier, samt cartun til en trøje og et silketørklæde og et tørklæde af cartun, som var rødt og hvidt. Alt sammen skete før pinsedag. Ingeborg havde også købt noget af Karen. Ingeborg havde forklaret, at hun havde fået penge af sin kæreste Anders Potterdreng i Rønne.

Skomager Niels Hansen havde arbejdet i præstens køkken sammen med sin lærerdreng i forrige uge. De havde overværet, at præsten nærmest på fersk gerning havde taget sin tjenestepige i at stjæle 2 rigsorter og 5 enkelt-skillinge. Skomageren havde solgt hende et par tøfler for 2 mark.

Michel Hansen skomagerlærlingen vedstod mesterens vidnesbyrd.

Karen Christensdatter havde solgt Ingeborg skørt og tørklæder mm.

Catrine Salomons fortalte, at hendes mand havde solgt Ingeborg en kiste for 7 rixorter 2 sdr. 8 skilling, samt et par handsker for 1 rigsort og 4 skilling.

Mads Davidsen fortalte, at han havde solgt et trøje, der blev betalt med 7 mark og 8 skilling, og de fleste penge var i rigsorter.

Karen Claus Hansen havde solgt en trøye for 5 mark, heriblandt var 3 rigsorter.

Christen Jørgensen Klinge fortalte, at han havde fået 1 rigsort og 2de 8 skillingsmønter og 2sdr. 4 sk. til at købe en bog i Rønne for.

Fra Mads Kofod var der en seddel, som fortalte, at hun havde købt varer for 3 mark 8 skilling, som hun endnu skyldte at betale.

Byfogden ville have hende til at erkende sine handlinger for derved måske at få en mildere straks.

Politiforhør i anledning af skødesløs omgang med ild og varme. Jens Davidsen havde den 23. september om aftenen kl. 9 fået sat ild i en stolpe nær fyrstedet, som let kunne havde forårsaget en stor ildebrand.

Mads Bertelsen af Hasle besigtigede ildsvåden hos Jens Davidsen sammen med byfogden den 24. september. Træstolpen havde uden tvivl stået for tæt på kakkelovnen, da den var brudt i brand af varmen. Han havde dagen før om aftenen været nede på stranden for at se til sit fortøj. På vej tilbage havde han opdaget, at der var ild i stolpen inde i Jens Davidsens stue. Han havde løbet efter en spand og havde pøset vand på stolpen. Taget en økse og hugget stolpen over, for at kaste den ud af stuen for at være helt sikker på at ingen gløder var tilbage. Han pointerede, at det blæste ret kraftigt den dag, så en ildebrand i byen ville være katastrofal.

Peder Keysen kom først der hen da ilden var slukket og da de stod og huggede på stolpen.

Løjtnant Piil af Hasle havde været på besøg hos Mads bertlesen og var som sådan blevet trukket med over til Jens Davidsen, da Bertelsen var kommet tilbage fra stranden.

Jens Davidsen sagde, at der ingen stolpe var ved kakkelovnen og at den måtte være kommet ud af en sprække i væggen. Byfogden komme fornemme, at Davidsen ikke ville tilstå sit ansvar. derfor ville hav lade sagen hvile indtil han vidste om sagen skulle i brandretten eller på en videre politiret.

En klage fra præsten hr. Langhorn fra den 18. marts om at hans tjenestedreng Hans Hansen Krach ikke var mødt på tjenesten.

Hans Hansen Krach var mødt. Han var ungefær 30 år gammel og født i Olsker. Han havde siden han var 12 år tjent folk. Han kendte reglerne om tjenesteforhold, men da han ikke synes, at han kunne tiltræde tjeneste hos præsten, havde han leveret fæstepengene tilbage og forsøgt at skaffe en anden tjenestedreng i hans sted. Da det ikke havde lykkedes ham med at skaffe en anden, ville han betale 1 fjerding årsløn til husbond, som han mente var reglen. Hans Hansen ville rejse bort til sin broder (i København) for at se hvordan han havde det. Byfogden ville ikke tro på hans ønsker og ville derfor se beviser i for at et brev. Dette havde han ikke, men det eksisterede. Hans Hansen havde intet imod præsten, men ønskede virkeligt at blive befriet for kontrakten.

Hans Hansen Krach tilbød nu at tiltræde tjenesten til påske og være der indtil mikkelsdag. Præsten betalte derefter fæstepengene tilbage til Hans Hansen, der straks betalte 8 skilling til byfogden for sin umage.

Politiforhør af Lars Rasmussen Skåning, som havde opholdt sig et stykke tid i Hasle og som nu mistænktes for tyveri, som skulle være sket hos Morten Pedersen og hos kaptajn Morten Munch i Rutsker. Anklagen mod denne person er sket efter nogle afhøringer i Rønne dagen før. Lars Rasmussen var pågrebet hos Peder Rømer i Rutsker.

Lars Rasmussen Skåning var henved 50 år gammel, gift og ingen børn. Han havde opholdt sig på Bornholm i omtrent 7 år. Han havde ernæret sig dels ved at sejle til havs og dels som skrædder. Han havde boet i Svaneke og nu et stykke tid i Hasle, hvor han havde købt et hus, som endnu ikke var tinglyst. Han var flyttet fra Svaneke på grund af en forseelse mod ? og hans hustru havde handlet med tyve (?). Han var gået hjemmefra i går middag op til Hans Rømer for at sy. Han havde overnattet der. Første påskedag, da der blev ringet til højmesse, var han kommet til Rønne til en mand der hed Hans jensen. Han var sammen med Bertel Olsen og hans søn Hans Bertelsen, som han havde lært at kende da han var i Nexø for at sy. Han havde tilbragt natten mellem påske lørdag og påske dag hjemme i sin egen seng. Dagen efter var han gået til Rønne. Han havde ikke været sammen med de to Bertel og Hans. De skulle hente noget tøj udenfor Hasle og så mødtes de  ved et hus østen for Ødbernelund i Nyker, hvor Hans Bertelsen skulle hente noget tøj.

Efter han havde nægtet, tilstod han at han med de to andre havde været hos Peder Rømer den tredje påskedag. Han indrømmede at de havde haft i alt tre poser med til Rønne, men han var ikke klar over hvad, der var i dem.

Der var forsvundet en dug fra Morten Pedersen i Borre. Men han nægtede kendskab til dette.

Sammen med Daniel Krüger og Poul Olsen begav retten sig til  den anklagedes hus, dels for at afhøre hans kone Ane Margrete og dels for at søge tyvekoster. De fandt tre sølvskeer og en gl. salmebog, som Peder Carlsens hustru vedkendte sig, og i sengen en rød og blårandet overdyne som tilhørte kaptajn Morten Munck. En blå og hvid olmerdugs hoveddyne indsyet i et gammel lagen, som tilhørte Morten Munck.

Hustruen til anklagede opførte sig "meget uskikkelig" og nægtede , at tingene tilhørte andre end hende selv. Først sagde hun at de var købt i København, siden sagde hun, at hun selv havde fremstillet dem. Derefter blev alt optegnet, hvad der fandtes i huset, specielt en tømmermandskiste, et skab, en lille kiste, en kistebænk, som vistnok stammede fra Pilehuset i Nyker sogn.  Der blev sat vagt i huset, således at intet skulle forsvinde.

Forhøret af Lars Rasmussen fortsatte. Han nægtede, at det var ham, der havde indsyet dynerne i gamle lagner, men at han havde købt dynerne som sådan i Rønne.

Han bekendte nu, at han havde stjålet en del sager. I Aakirkeby  var en af sølvskeerne blevet pantsat hos Rasmus Andersen for 1 rdr.. Hos hans søster, der boede på Wellingsgårds Grund stod hans kiste, hvor der var en anden sølvske. Der blev derefter sendt bud efter denne kiste, således at kosterne kunne blive samlet i Hasle

Anders Aagesens hustru Karen blev beskyldt for at stjæle et jern "dræg" fra degnen Philip Rasch jagt der lå ved havnen. [Dræg er et lille anker eller fiske kroge til f.eks bjærgning af genstande der lå på bunden]

Karen indrømmede, at hun havde taget drægen, men det var ikke fordi hun ville stjæle og sælge den. Men hun havde først talt med Ole Christensen og så havde hun ment, at den måtte stå hos hende indtil hendes mand kom hjem. Hun kunne ikke aflevere drægen, da hun ikke vidste hvor den var, da hun havde bragt den tilbage til det sted, hvor hun havde fundet den. Hun troede at den tilhørte Bidstrup, men kunne ikke forklare, hvorfor hun ikke havde givet sig tilkende overfor andre en Ole Christophersen.

Ole Christophersens hustru fortalte, at Karen Anders Aagesen var kommet op til hende og hendes mand da de var ved at meje sæden. Hun havde en krog, som vidnets mand så fortalte var en dræg og at den sandsynligvis tilhørte degnen. Hun havde fortalt dem, at hun havde kunne trække den om med foden fra stranden. Drægen havde ligget i Ole Christophersen og hustrus køkken indtil om aftenen, indtil den blev afhentet af Karen, der sagde, at hun ville bringe den tilbage, hvor hun havde taget den. Vidnet vidste, at Karen og Anders Aagesen var berygtet for tyveri. Ole Christophersen bekræftede sin kones udtalelser og takserede drægen til 4 rdr.

Anders Aagesen fortalte at godt nok havde hans hustru taget jern drægen, men hun havde lagt den tilbage, hvor hun fandt den og at hun derfor ikke havde stjålet noget.

Karen Anders Aagesen blev sat i Hasle vagthus indtil videre foranstaltning.

Retten blev sat over Karen Anders Aagesen, som blev hentet i Hasle Vagthus. Klageren Philip Rasch kom i retten og erklærede at drægen (Ankeret) var blevet godtgjort, så han var tilfreds med sagens udfald. Han ville derfor ikke kræve at Karen blev dømt efter en retssag.

(pag. 027b-036b sag om forsvundet tøj fra et vrag i Tejn - Nørre herreds polititing)

Politiforhør ang. ildebrand hos Svend Mogensen i Hasle nytårsdags aften kl. 10. Politiforhøret blev afholdt på skadestedet med deltagelse af naboerne Niels Hansen, Niels Nielsen Mørk, David Andersen, Peder Gisselsen, Niels Christensen, Peder (Jespersen ?) Wester og Jens Andersen.

Svend Mogensen havde holdt julegilde nytårsdags aften, med besøg af Peder Gisselsen og hans hustru, halte Rasmussens kone, Jacob Jensens datter, Anders Rasmussen.

Svend Mogensen havde spille på sin fiol og Peder Gisselsen og hans kone dansede. Da Svend Mogensen fulgte Svend Mogensen på vej hjem kl. 10, så så deres ældste datter Catrine på 16 år, at der noget lyst mellem 2 brædder, som viste sig var ild på loftet.  De tog vand med sig op og slængte på inden.

Svend Mogensen forklarede, at han havde halm på "tildet" (loftet) og at han måtte indrømme, at det ikke kunne opstå af sig selv, men ved menneskers uforsigtighed. Der var ikke ild i skorstenen, men i kakkelovnen og de havde tændt lys via en svovlstikke, der antændtes i kakkelovnen. Han mente at det nok måtte stamme fra det lys, der var tændt på bordet i stuen, måske via noget spindelvæv.

Datteren og moderen blev afhørt og de var begge overbevist om, at det var lyset på bordet og spindelvævet, der var årsag til branden. Datteren nævnte, at moderen straks på aftenen havde været på tildet for at hente et brød, men hun havde intet lys med sig da hun kom ned, men hun havde dog heller ikke set hende gå op med et.

De øvrige vidner besigtigede tildet og brædderne over bordet, hvor lyset havde stået. der var ingen tegn på at ilden skulle være kommet nedefra, men der var heller ingen tegn på arnested på loftet. Vidnerne kunne ikke peget på at familien var skødesløs ved brug af ild.

Anders Clausen i Hasle havde klaget over Peder Hansen Juul, der havde overfaldet ham i sit hus og havde slået ham i ansigtet.

Peder Hansen forsøgte at forhindre politiforhøret, da han mente, at det førte under almindelig lov og ret.

Der havde været vejarbejde og folk havde forsamlet sig hos Peder Hansen Juul. Blandt dem der var i huset var Claus Jensen, som var Anders Clausens læredreng. Der var en konflikt mellem mester og lærling, så Anders Clausen ville ind hos Peder Hansen for at skælde sin læredreng ud. Peder Hansen ville forhindre, at Anders Clausen kom ind i huset og da han alligevel var kommet ind, endte det i tumult og slagsmål, hvor Anders Clausen fik slået hul i hovedet og hvor det blødte.

Svend Hansen Rytter fortalte, at de havde væddet om en pot brændevin og noget at det var blevet drukken hos Peder Hansen. Til stede var: Anders Clausen, Niels Simonsen, Claus Jensen, vidnet selv og Peder Hansen Juul og Hans Jensen sønder i byen. Derefter kom deres koner tilstede. Der var faldet nogle "gloser" mellem Anders Clausen og Claus Jensen. Da Anders Clausen ville forlade stedet opstod der håndgemen mellem ham og værten, der ikke ville lade ham gå. Svend Rytter fik skilt parterne ad.

Den egentlige årsag slagsmålet var at Peder Hansen Juul holdt kro, nattesæde, drik og lystighed. Mange lærer- og tjenestedrenge tilbragte deres fritid på denne kro. Anders Clausen ville forhindre, at hans dreng drak sig fuld på kroen. Der blev nævnt at byfogdens dreng Niels Aagesen, Hr. Langhorns dreng Peder Nielsen og Hans Drejers dreng Mads var ofte på denne kro.

Nogen mente, at slagsmålet startede da Anders Clausen ikke ville spille kort med de andre og nærmest forlod kortspillet i utide.

Capellan Langhorn var på vej ud på vangen og var ved den søndre byled, da han blev kontaktet af Lars Absalonsen. Da han troede, at det var slagsmål mellem Peder Hansen Juul og hans hustru, hastede han hurtigt til huset. Der mødte han de to der sloges i gården, som han derefter gik imellem.

Peder Hansen Juuls hustru Mette mente, at det var hendes mand der ville forhindre uro, ved at skride ind mod Anders Clausen og at han ikke ville lade sig vise ud af huset.

Politiforhøret blev afbrudt, at by- og herredstinget skulle holdes.

Fortsat forhør om slagsmålet his Peter Hansen Juul. Auditøren og byfogden spurgte parterne (klageren og anklagede) ville have politirettens kendelse eller om de havde forenet sig?

Parterne var blevet enige om et forlig og ville betale 2 rdr. byfogden og 1 rdr. til skriveren og Peder Hansen Juul betaler desuden 2 mark til hver af bisidderne.

Anledning til politiforhøret var, at Herman Andersen Torup fra Hasle skulle have indlagt noget af byens gade og plads til sit hus og have uden tilladelse.

Som vidner var indkaldt Rasmus Pedersen og Claus Fogh, samt Daniel Kryger.

Hermen Andersen Torup erkendte at han havde indlagt noget af byens jord til sin have og indgærdet det. Han ville gerne betale en mulkt og sagens omkostninger.

Samtidigt anklagedes Poul Olsen at have indlagt en plads på sin gårds søndre side uden tilladelse. Poul Olsen kom med et bevis fra Byfogden Schougaard fra 14. juni 1760, om at han havde betalt 6 rdr. for pladsen. Den anden plads var købt at Josep Pedersen for 3 sdr. Men den daværende kæmner Hans Weidichsen nægtede at have modtaget 6 sdr. af Poul Olsen. Men Weidichsen gik hjem efter sit regnskab og så da, at byens kasse havde modtaget 6 rdr. af Poul Olsen den 9. januar 1761.  Sagen blev herefter frafaldt.

Hans Hegners [Heiner] hustru Karen havde "opsat sig mod" visitationsmændene. Hustruen var ikke mødt da hun var syg. Hans Vejner var tilstede.

De to visitationsmænd var underofficerer i borgervæbningen Jens Mogensen og Claus Jørgensen. De var blevet beordret af byfogden og bykaptajnen til at besigtige skorstene og ildsteder, samt brandredskaber.

Hos Hans Hegners fandt de bageovnen i uforsvarlig stand. Der var ingen skorsten til ovnen og loftet var af brædder og der var meget sod i ovnen. I stuen overbragte de forbuddet at bruge ovnen. De skulle sørge for, at den blev istandsat inden for tre uger. Hans Hegners hustru brugte mund mod de to og sagde, at sådan ville det ikke have været, hvis skriver Prahl havde sendt dem ud. 

Manden Hans Hegner bekræftede hændelsesforløbet.

Sagen om besigtigelse af ildsteder i Hans Heiners hus i Hasle fortsatte.  Hans Heiner bad om undskyldning for sin hustrus opførsel. Det var sket i uforstand. Han bad om at sagen blev frafaldet og at han måtte betale sagens omkostning og et beløb til de fattige. Henrik Prahl resolverede at Karen Heiners skulle lære at holde sin mund. Hun skulle derfor betale 1 mark 8 skilling til de fattige, samt omkostningerne.

Anledningen var at en båd, der blev solgt på en auktion om mandagen, var blevet beskadiget. Ødelæggelsen skyldtes to unge mennesker i Hasle, nemlig Knud Povelsen og Weidich Jensen. De to var indkaldt sammen med deres fædre: Poul Olsen og fenrik Jens Hansen.

Knud Poulsen var 21 år. Han fortalte at han og hans kammerat skød ænder søndag morgen. De havde taget båden uden at få lov til det. Tollen (?) gik i stykker, så de ikke kunne ro. Båden var så gået på land.

Skaden blev vurderet til 2 sdr, som de tilbød at betale, samt hver 6 mark til omkostninger.

Søren Malm havde klaget over en pige Barbro Davidsdatter, der havde opsagt sin aftale om et fæste, som hun endda havde modtaget fæstepenge for. Tidligere havde pigen været i tjeneste hos Hr. Langholm.

Pigen var mødt sammen med sin fader David Hansen af Habedam. Hun havde tjent 6 år hos Niels Høg, 1 år hos enken Gurresen og 1 år i Bolby og næste et år hos Langholm. Da tjenestetiden var ved at være udløbet havde hun fæstet sig til Søren Malm, hvilket hun herefter havde fortrudt.

Byfogden fik hende til at love, at starte i tjenesten hos Hr. Malm. Langholm protesterede og fastholdt pigens ustadighed og usandfærdige omgang med aftalerne.

Byfogden havde indkaldt borgermændene Lars Absalon, Anders Clausen og Peder Jensen, da de skulle have været i klammeri og slagsmål.  Lars Absalon fortalte, at de var blevet forligede og at de sammen ville betale en mulkt til kongens kasse. Byfogden accepterede

Politiforhør om en julestue, som var blevet afholdt hos Herman Andersen den 1. januar.

Hverken Herman Andersen og hustru var mødte da de var "sygelige", hvilket blev meddelt af deres datter Leene Lisbeth. Hun vedstod, at det var hende, der havde budt venner på besøg med sine forældres tilladelse, men ikke "at leege Juul anderledes end at trække handsker"

Jens Bidstrup og Daniel Kryger var kommet ind fra gaden kl. kvart over ti, da de havde hørt om julestuen. Men da de kom ind, var der helt stille. De mente, at alle var gået ud af bagdøren for at blive fundet.

Leene Lisbeth måtte fortælle, hvem der havde været som gæster: Wilhelms Elne, Aredes Stine og forstandige Hans Peers datter Karen - flere mente hun ikke at der var. Hun forklarede, at der var hverken øl eller brændevin, da klokken var 8te eller 9.

Peder Hansen Juul tilføjede at der foruden ham selv var Hans Monsens steddatter Karen og Daniel Krøyers søn Michel, samt degnens dreng Peder Absalon og Jens Bødkers søn Jens, Hans Klinges læredreng Christian, Niels Simonsen og hans Søn, Claus Jensen skrædder, Peder Michael, Weidich og Peter, begge fenrik Jens Hansens sønner.

Niels Hansen Høg var også med, hvilket han vedstod. Desuden Knud Poulsen og hans broder Ole, samt Hans Diderichs Kirsten, hr. Langhorns dreng Peder, Hr. løjtnant Lars Andersens dreng Jens og Niels Christensens søn Hans, som lærer til skrædder, men bor hos sin fader. samt Henrich Dreyers pige Inger Hansdatter.

Alle blev afhørt, som havde været til julestue hos Herman Andersen. Flere forklarede at de hverken havde drukket, spillet eller leget. Ellers mente de, fleste, at de var gået senest kl. 9.

Politiforhøret skulle sendes til amtmanden, som bestemte, hvad der videre skulle ske.

Niels Henrik Høg betalte 2 mark 12 skilling. De øvrige fik modereret sine bøder. I alt betaltes 10 sdr. 8 skilling - den eneste som fik eftergivet sin dom var pigen Karen. Udgiften var: de to udsendt mænd 2 mark, Niels Hansen for sin umage 1 mark 8 sk., Daniel Krøyer 5 mark, Knud Poulsen 3 mark 8 sk. Byfogden, skriveren og de fattige fik hver 2 sdr. 1 ml 8 sk.

Den 10. marts kl. 10 om aftenen meldte Lars Absalon og Aage Bertelsen til byfogden, at Jens Hansen Juul havde stukket sin broder Peder Hansen Juul i Lars Olsens hus. Knivstikkeriet havde fundet sted den forløbne nat og var så alvorligt, at de havde hentet feldskeren fra Rønne til at forbinde den sårede.

Løjtnant Hans Piil (der var Jens Juuls morbroder) havde været i Rønne sammen med Jens Hansen Juul mandag den 10. marts. Han havde bemærket at Jens var i ondt lune på ham, således at han måtte efterlade sin hue og vanter hos Jens Juuls gamle moder, som han besøgte. Senere gik han over til Lars Olsen Smeds hus for at bede ham om hjælp for at få sine beklædningsgenstande tilbage. Derefter var han tilbage hos Lars Olsen (Værtshuset?), hvor så begge brødre Jens og Peder Hansen Juul og Aage Bertelsen. Lars Olsen bad vidnet at skynde sig ud af stuen for at undgå ballade. Lyset gik ud og Hans Piil fik sig et par ørefigner - sandsynligvis af Jens Juul. Han kom ud af stuen ind i et kammer uden at ane hvad der så skete i stuen. Lidt efter hørte han Peder Juul jamre sig i stuen og lyset var nu tændt igen. han kom in og så Peder  være såret. Han vidste ikke hvad der var sket, men Peder Juul var borte.

Så blev Jens Hansen Juul afhørt. Han var 19 år gammel og født på Juulegaard i Rutsker, han var ugift og havde købt et hus i Hasle af sin broder. Han hjalp sin broder med at passe kreaturer. Han havde endnu ikke betalt for huset. Deri stod syv snese (?) som var pant i huset. De 20 sdr. skulle han betale inden påske. Han havde været i Rønne med en tønde havre til Schousboe. Han nægtede, at have klammeri med Hans Piil undervejs, men har måske kommet til, at puffe lidt til ham med sine arme. Sagen med hans broder startede vel ved at broderen havde lagt sig imellem ham og Hans Piil. Det havde udviklet sig til et slagsmål hvor de skiftevis havde siddet ovenpå hinanden. Han kendte intet til det hul, som Peder fik i sin side. Han havde ikke gået med kniv de sidste 14 dage, og hvis han havde var det kun en "folle-kniv". Han  blev smidt ud efter slagsmålet og han var derefter gået hjem for at sove. Han havde ikke talt med sin broder siden hen. Han havde lånt 100 sdr. af Schousboe til huset og var skyldte løjtnant Anders Pedersen Rasch 14 sdr. og til Tønnes Rasch. Han mente at han havde penge stående os Michel Jensen Torn på Juulegård. Han havde haft en strid med sin moder, men den "havde han eftergivet hende". Vidnet blev så overgivet til vagten, som så bevogtede han i sit eget hjem.

Lars Olsen Smed blev sent aften spurgt af Hans Piil om han ville hjælpe ham med at hente hue og vanter hos Peder Hansen Piil. Det skete. Da de var kommet tilbage i Lars Olsens hus, kom de to brødre og angreb verbalt angreb på Hans Piil. Sammenstødet blev så voldsomt mellem Jens Juul og Hans Piil, at Peder Juul lagde sig imellem. Peder slog endog broderen Jens i gulvet. Da Jens kom op på benene, udviklede der sig et regulært slagsmål mellem brødrene som endte med, at Peder blev kastet mod væggen og at han blev stukket af et eller andet i venstre bryst, så han besvimede. Jens blev smidt på porten. Det var enten en kniv eller også et værktøj fra smedens værksted, der var skyld i såret. Lars Olsen havde ikke set det.

Lars Absalon var blevet tilkaldt af Lars Olsens hustru og datter, der fortalte, at det var tumult i deres hus. Da han kom derover, sad Peder Juul såret i værkstedet. Peder sagde, at han var blevet stukket af et eller andet.

Rettens betjente gik derefter over til Peder Hansen Juul for at se hvor hårdt han var blevet såret. Peder lå i sin seng, medens han blev afhørt. Peder sagde, at det var Hans Piil, der havde startet en diskussion med Jens Hansen Juul. Hans Piil truede Jens med at slæbe ham i vagten, men han kunne ikke huske hvorfor. Lyset slukkedes og Peder havde taget sin broder Jens om livet for at undgå yderligere "klammeri". Han mente ikke, at der var fjendskab mellem ham og broderen. Trøjen, som Peder Hansen havde på, blev fremvist og der var et snit på tre fingres bredde, som om det var skåret.

Fenrik Jens Hansen havde klaget til amtmanden over at hans søn Henrich blev slynget til jorden i forbindelse med en hest, der var jaget  "med glubs fart". Episoden var sket i forbindelse med  Jens Hansen Juuls aktiviteter sidste søndag. Samme Jens Juul som var beskyldt for brodermord.

Klagerens sigte med anmeldelsen var, at han og hans familie kunne leve i fred for det "skarnagtige menneske" ved navn Jens Hansen Juul. Klagerens søn var så medtaget, at han ikke kunne gå op til tingstedet. Byfogden sendte to mand op til Jens Hansens hus for at besigtige sønnen. De to besigtigelsesmænd kom tilbage og forklarede at drengen ikke var så medtagen, som faderen sagde. Han kunne gå. Der var ingen synlige skader.

Peder Jørgensen og Hans Hansen Krack fortalte, at mandag aften kom Henrich og Peder Jørgensen med en hest. Henrich sad på hesteryggen og Peder trak den i tømmet. Jens Hansen Juul kom i mod dem og da han var ud for hesten, slog han den bagi, så Henrich faldt af og slog sig meget hårdt. Det var sket udfor Weidichsens gård i Hasle.

Jens Hansen Juul fortalte, at der var ingen stridigheder mellem ham og fenrik Jens Hansen. Han havde prøvet at forlige sig med fenrikken ved at betale 3 rdr. til ham for drengens svige og smerte. Jens Juul bedyrede, at han ikke med vilje havde slået til heste for at drengen skulle falde af. Jens Juuls kautionister, der havde sikker opsyn med den anklagede, mente, at sagen var uden mening, da Jens Juul havde søgt om at få lov til at stikke til søs. Dermed kunne han ikke være til noget byrde for fenrikken og hans familie. Fenrik Jens Hansen mente, at har havde ret til kompensation for det som hans søn ikke kunne tjene til hans ophold - ellers ville han ikke føre sagen videre.

Fortsættelse af afhøringerne af ovenstående, hvorved byfogden afgav kendelse. Byfogden mente ikke, at det var bevist at Jens Hansen Juul havde bevidst slået til hesten så drengen var faldet af. Da drengen ikke var blevet besigtiget umiddelbart efter faldet, men først flere dage efter og da klagen kom for politiretten, kunne byfogden ikke kende Jens Juul skyldig. Fenrik Jens Hansen skulle betale sagens omkostninger med tre mark.

Byfogdens kendelse af slagsmålet mellem brødrene Jens og Peder Hansen Juul: Peder Hansen Juul og familien ikke ville begære retssag mod Jens Hansen Juul og ej heller have erstatning. Efter attest fra apoteker Dirchs og feldskær Linderoed var Peder Hansen Juul nu fuldstændig restitueret. Efter loven og Jens Juuls egen tilståelse skulle han bøde 3 lod sølv i alt 9 rdr. til Hans Piil og 9 rdr. til Peder Hansen Juul. Da det ikke var bevist hvorledes at skaden i Peders brøstkasse var sket, kunne der ikke ske domsfældelse herfor. Endvidere skulle Jens betale sagens omkostninger, samt til justitskassen  2 rdr. og til byens fattige 2 rdr.

Politisag efter at pigen Kirstine Hansdatter fra Klemensker sogn søndag den 13. august løb gal rundt i byens gader og råbte, at hun ville til stranden og drukne sig. Byfogden havde set sig nødsaget til at sætte hende i Hasle Borgervagt indtil videre.

Det var pigens broderkone Gertrud Jens Hansens hustru, der havde været hos byfogden og forlagt at den urolige Kirstine skulle sættes i arresten. Gertrud fortalte at hendes svigerinde var "beskænkt"

Kirstine blev afhørt. Hun var 27 år. Hun fortalte at hun havde haft en søster af samme navn, der blev født i 1750, men som døde. Hun blev opkaldt efter hende. Både hendes fader og moder levede. Hun havde tjent i 19 år: En kort tid hos Niels Henrichsen i Rønne, hos Hans Svendsen på Duebjerg i 3½ år, i Bjørnegården i Klemensker i 1 år, hos Hans Adolphsen i 4 år, hos Wefst Hansen i Rutsker i 3 år, på Holmegården i Nyker 1½ år, hos Hans Olsen i 1½ år, hos Christian Jørgensen i Hasle 1 år, hos løjtnant Bohn 1 år, hos Hans Jensen Sode 1 år og til sidst hos kapellan Langhorn. Byfogden spurgte hende, hvorfor hun var gået fra sin plads hos Niels Sonne i Klemensker? Det var fordi hun kun fik 8 mark for at være høstepige. Hun havde forladt sin plads "i går 8 dage siden". Hun havde derefter været nogle dage hos Lars Smed, en dag i Rønne og nogle dage hos sin broders hustru og hvis hun ikke var hos hende, opholdte hun sig hos Hans Skomager. Hun havde ikke været i kirke. I stedet havde broderkonen købt for 2 skilling og hun selv for 1 skilling brændevin hos Hans Skomager. Hun led af en skade i sit højre knæ. Hun havde tidligere blevet sat på vand og brød i vagten.

Hun indrømmede at hun havde "faaet en taar for meget og med bedrøvelse nu tilstod, at hun vel havde brugt saadanne Talemaader i Gaar; hvoraf Folk kunde fatte mistanke, at hun ville kaste sig selv i havet". Hun fortrød. Niels Sonne havde samme dag været med heste og vogn i Hasle for at hente hende tilbage i tjenesten, men hun kunne ikke, dels helbredsmæssigt og dels fordi hun fik for lidt i løn.

Hun fortalte at hun for nogle dage siden havde pantsat sin Kapperøllike [=stor kyse] til Hans Hansen Skomager for 4 mark dansk. Hun havde fået penge og brændevin for den. Hun erkendte at hun var begyndt at drikke da hun kom i barselsseng. Foruden hos Hans Hansen Skomager havde hun købt brændevin hos Lars Olsen Smed.

Hun lovede aå at gå i tjeneste igen hos Niels Sonne og lovede aldrig mere at drikke og at hun i fremtiden ville tjene ærligt og redeligt.

Byfogden ville "søge at faae denne historie dæmpet", når hun betalte de to mænd 8 skilling og en mulkt på 2 mark til de fattige. Byfogden måtte dog anmelde sagen til øvrigheden, men ellers frafalde anden tiltale, hvis hun holdt sit løfte.

Den klagende part var købmand Mahlm i Hasle. han var blevet voldsomt overfuset af Peder Hansen Juul. Inden sagen gik i gang, erklærede Peder Hansen Juul at havde fortrudt sin opførsel og ville angre sagen. Byfogden accepterede Juuls undskyldning, men hvis han igen forulempede Malm her i Hasle, ville han blive straffet endnu hårdere.

Hr. Langhorn klagede over at Kirsten, som opholdte sig hos husmand Hans Pedersen i Skrollehuset, ikke ville gå i hans tjeneste fra påske. En ukendt mand havde for 14 dage side leveret hendes fæstepenge tilbage.

Hans Pedersen var mødt for at svare for Kirsten, som han ikke vidste hvor var, men at hun havde været i hans brød siden hun var fire år.

Langhorn fortalte, at Christen Mortensens hustru og Hans Pedersens hustru var vidne da aftalen med Kirsten blev indgået. Hans Pedersens hustru var ikke mødt, da hun var syg. Hans Pedersen havde ikke været tilstede, da aftalen blev indgået, da han var på havet og fiske.

Christen Mortensen hustru kunne bekræfte, at hun overværede da tjenesteaftalen blev indgået og hun kunne tilføje, at Kirsten stedfader Jens Hansen, der boede på Riisegaards grunden i Nyker sogn.

De to tilsigelsesmænd fortalte, at Hans Pedersen var blevet så gal på fæsteaftalen, som hustruen havde gået med til. Han mente, at da han havde haft Kirsten i sit brød inden hun kunne gøre nytte, så havde hun at blive hos dem nogen tid endnu.

Kirsten blev nu bragt ind til forhøret hos byfogden: Hun fortalte, at hun var 23 år og at hun havde været hos Hans Pedersen siden hun var fire år gammel. Hun havde fået så meget i løn, som hun ellers ville kunne have fået andre steder. Hun havde indgået aftalen uden at hendes husbonde var vidende derom. Han var imod aftalen og derfor havde hun afleveret sine indfæstningspenge. Hun vidste ikke, at det var ulovligt. 

Efter aftale med Langhorn og byfogden, ville hun allerede samme aften eller næste morgen starte i sin tjeneste .

Peder Jensen Foch af Nyker sogn havde klaget over en meget hård  medfart han havde fået på den almindelige bededags aften den 22. maj af en soldat i kongens regimente Jens Davidsen og værtshusholderen Anders Clausen, begge fra Hasle.

Fra Jens Davidsen ankom en skrivelse fra kommandanten von Nansen, da han påberåbte sig at være en fri mand, der opholdte sig i København og ikke i Hasle. Byfogden konstaterede, at når en soldat begår ulovligheder er han ikke straffri. Han ville blive indkaldt til politiforhør den 6. juni

Løjtnant Bidstrup af tredje nationale kompagni mødte for kommandanten og forsvarede Jens Davidsens exceptions indlæg. Byfogden mente ikke, at indsigelsen var relevant, da det ikke omhandlede hvervningen, som åbenbart skulle være fundet sted. Byfogdens sag handlede om slagsmål, som Anders Clausen og Jens Davidsen var ophavsmænd til udenfor og i Anders Clausens hus, som var et værtshus.

Klageren var sammen med Jens Davidsen hos Søren Peter Bech i Hasle. Han hørte til det 2det grenadeer kompagni No. 22 af Kongens Regimente. Sammen forlod de Bech og gik hen til Anders Clausens for at få et glas brændevin eller øl. Folkene i huset var gået i seng, men værten Anders Clausen fik brændevin sammen med klageren og Jens Davidsen.

Jens Davidsen havde optrådt som hverver til kongens regimente og ville hverve Peder Jensen Foch. Han gav ham 15 skilling i hånden som tegn på at han fik hvervepenge. Foch kastede dem på gulvet, da han ikke havde lyst til at blive soldat. Jens Davidsen sagde, at det var lige meget om han kastede pengene fra sig eller ej, da hun nu var hvervet som soldat. Han forbød værten Anders Clausen at lade Peder Jensen Foch forlade huset. I mens gik han ud for at iklæde sig fuld mundering og sammen med en soldaterkammerat Michel Hansen, ville de komme tilbage. Peder Foch prøvede med magt at kæmpe sig over en høvlebænk og redskaber for at komme ud af huset. Davidsen kom tilbage og beordrede Foch at følge med til kommandanten i Rønne for at anmelde sin hvervning. Da Foch nægtede fik han nogle slag over ryggen. Davidsen og Michel Hansen gik så alene til Rønne, hvor de anmeldte Peder Foch, at han havde ladet sig hverve, men ikke havde villet følge med til Rønne.

Anders Clausens hustru Kirstine blev afhørt uden ed, da hun ikke kunne vidne mod sin mand. Hun fortalte, at de var kommet mellem kl. 11 og 12 om aftenen. Klageren Peder Foch fik  Lasse Skrædder til at spille på værtens fiol. medens han dansede med Jens Davidsen. De havde intet brændevin, men med skrædderens lånte enkelte mark hentede de brændevin. Davidsen trykte en stor 15 skillingsmønt i hånden på Peder Foch og erklærede, at han nu var kongens soldat. Foch kastede mønten fra sig. Davidsen kom tilbage med sabel og mundering.

Lasse Skrædder var barnefødt i Skåne, og gik til alters i Rutsker. Han havde været i landet i 3 år. Han bekræftede historien, men med den  tilføjelse, at  Anders Clausen havde slået Peder i hovedet med sin kårde. Peder Jensen Foch kunne ikke gå til Rønne - han havde fået for mange bank.

(fortsat på pag. 283b)

Lasse skrædder blev spurgt om Peder Jensen Foch var drukken. Han svarede: "kiendte ikke hans Natur, men da han fulgte med dem ned til Anders Clausen kunde han baade gaae og staae; ligesom han ikke fik noget at drikke hos Anders Clausen"

Michel Hansen af Hasle Musqeter ved Kongens regimente mente at Peder Jensen Foch havde accepteret og ville gå med dem til kommandanten i Rønne for at få flere hvervningspenge. Han bedømte Peder Jensen Foch som "lidt beskænket".

Claus Jensen Foch - klagerens broder - fortalte, hvordan broderen var kommet "maltrakteret" ned til ham om natten.

Klageren meddelte nu at han var blevet forliget med Anders Clausen og var blevet enige om at betale hhver halvdelen af omkostningerne på 6 Rdr.. Løjtnant Bidstrup frafaldt på Davidsens vegne påstanden om hvervningen. Hermed sluttedes politiafhøringen.