20/2 1719 - Margreta Jørgens datter fra Sandvig havde indstævnet sin mand Jens Andersen Brunberg på hans bopæl, hvor han sidst boede om hvad årsag han havde rejst fra landet. Sognepræsten havde indleveret en attest, som skulle indføres i sagen. 8 dannemænd udtalte sig samstemmende, at Margreta Jørgensdatter er født i Sandvig af Svenske forældre og havde levet et et ærligt og smuk dannerkvinde både før og efter hun kom i ægteskab med Jens Andersen Brunberg. Vidnerne sagde endvidere af jens nadernsen var forsvundet umiddelbart efter høsten i 1713 - altså 6 år tidligere. Han havde forladt hende uden hendes vilje og viden. I deres ægteskab "spolerede han bort hendes jord og midler" som hun havde arvet efter sin fader Jørgen Jørgensen. Ingen af vidnerne vidste hvor han befandt sig. Efter 3 gange lysning blev Jens Andersen tildømt at have forbrudt og forset sit ægteskab. Ved konsistorie-ret ville hun ved skilsmisse adskilt og igen udi ægteskab kunne indtræde.

Herefter mødte holtsførsten eller hans fuldmægtige  hvert år på Hammershus birketing og bad om, at 8te "forstandige" mænd skulle syne Hammershus skovparter, dels for at se skovens fremdrift og for at se, om der for fældet træer og buske ulovligt. Det var kutyme, at de tilstedeværende stokkemænd blev udvalgt til at foretage synsforretningen. Syn- og skønforretningen omfattede også byernes skove.

31. juli 1713  Augustinus Hendrichsens hustru Clarica Hartvigsdatter af Allinge bliver overfaldt af Niels Jørgensens hustru Anne Chatrine Leopoldidatter - "med hug og slag samt ærrørige skældsord." Clarica havde arbejdet i huset hos Niels Jørgensen, som tilsyneladende havde et godt øje til Clarica. Anne Chatrine havde kaldt Clarica  "sin egte mands hore" og havde sagt til Niels Jørgensen "gach til din hore, der stoer hun, din horejægere" og til Clarica, sagde hun "din hore gach til din hore jægere der staar han".  Ursula havde hørt Anne Chatrine sige til Niels Jørgensen "du hafr. icke søgt Seng eller sæde med mig paa half andet Aars tid. Dine brendeviins flasker du hafr baaret i lommen i Aar, det hafr du iche giort andet end for den horen skyld ..."

16. juli 1714 Peder Hansen af Allinge havde stævnet Augustinus Hendrichsen og Hans Hendrichsen fra Allinge for "parlament og overlast" som de to havde overbragt deres stedfader Peder Hansen i og udenfor hans hus den 7. juli. Imidlertid havde Augustinus og Hans Henrichsen bedt omforladelse om uhøflige ord og gerninger, og lovede at de ville leve skikkeligt og vel. Derimod lovede deres stedfader Peder Hansen, at han skulle leve med deres kærlige moder, som Peder Hansen havde til ægte, som en "smuk mand vel eigner og anstaar, derimod igien skal forn Peder Hansens hustru i ligemaade beginge sin hosbunde med høflighed som en smuk hustru vel anstaar. Og skulde sig befinde enten af parterne her imod sig forsee imod hinanden, skal di iche tage eller slaa dem til rette, men rette dem efter louen"

27. august 1714: Elseby havde fortalt, at hendes mand Bertil Johansen havde slået kobberkar , en halvtønde og andre kar i stykker fordi hun havde været til Snedkerens barsel og havde set "sine øynens Lyst paa Jørgen Hansen og derfor skulle hun altid "hedde Jørgens Hansens hore". Nogen tid derefter havde Elseby vist Margrete Kirstina et beskidt forklæde, som Bertel havde ødelagt, fordi hun havde danset med Jørgen Hansen til barsels. Hendes mand havde forbudt hende at nævne Jørgen Hansen andet end fanden og at hun skulle spotte ad Jørgen Hansen på vej og sti.

18. februar 1715: Jørgen Christensen, Buggehuset på Slotsgrunden stævnede sin hustru Johanne Pedersdatter for ord og gerninger. Johanne mente ikke, at hun havde nogen uenighed med sin mand og ønskede at leve med ham og deres børn som er ærlig og kristelig kvinde. Hun lovede at leve med ham uden at være "gud til forstyrrelse og menneskers forargelse", men hun ville have sin mands respekt. Jørgen Christensen accepterede hendes ønsker og ville leve med hende som en kristelig dannemand, så længe som hun ikke er uskikkelig enten i ord eller gerninger. De gav hinanden hænder derpå. Dommeren henstillede til ægtefællerne, at de skulle holde loven pag. 884 artikel 7 og 8, der handler om at ægtefællerne ikke måtte være tyranniske og ukristelige mod hinanden, da de ellers kunne straffes til Bremerholm eller spindehuset.

13. november 1724: Bastian Michelsens hustru ved navn Karen beklagede sig over hendes mands "umanerlige drikkeri både nat og dag og lever et uskikkeligt levned med bemelte sin hustru og borttager alt hvad som findes i hans hus sælger han og drikker op ... hvilket samtlige byfolk her i Sandvig er bevist". Byfogeden pålagde samtlige borgere i Sandvig at modtage hans gods enten for penge, øl eller brændevin med mindre de ville straffes derfor. Byfogeden ordinerede Mads Jacobsen som en slags værge for Bastian Michelsen, der skulle møde hos byfogeden og gøre rede for sit værgemål for sine stedbørn. Hans Larsne Stærks kone havde hjemtaget adskilligt gods fra Bastian Michelsen og hans egen kones ifareklæder. Dette skulle Mads Jacobsen straks beslaglægge.

24. september 1714 Forhør efter Nørre Herredstings dom vedr. strid om Maegård i Olsker havde indlagt kongens jord.

Se separat side her.

Den 9. februar 1728 mødte birkefogedens stedsøn Henrich Falch op i retten og havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag for Mads Hartvigs hustru Kirstine. Sagen fik nu en anden drejning. Kirstine fortalte at hendes mand var forduftet til København kort efter pinse 1727 og at han havde solgt jorden, som var hendes og sine børns arvegods. Kirstine første mand var løjtnant Knud Michelsen, der døde i 1705. Han giftede sig med Mads Hartvig, der må have været meget yngre end hende. Der var ingen børn i dette ægteskab. Sagen er speget, da Mads Hartvig havde forladt sin hustru, tilsyneladende fordi hans sidespring var offentlig kendt. Han forsøgte at frasælge sine ejendele for at skabe kapital til sin nye tilværelse. Birkedommeren kunne i kraft af sin myndighed som overformynder, fastlåse købebrevet som uvirksomt, samt at han kunne give Kirstine tilladelse til at dyrke og høste på den omtalte jord, så længe sagen ikke kunne afgøres. Sagen fortsatte 23. februar, 22. marts, 5 april, 19. april. Den 31. maj kom det til forlig. Kirstine betalte 130 sdr. til den uheldige køber Mogens Poulsen og jorden gik tilbage til hende og hendes søn. Den 7 juni afmeldte Henrich Falch forliget, da der var aftalt underhold af Kirstine. Om dette betød, at Kirstine og Mads Hartvig var blevet forliget eller ej, kan ikke umiddelbart ses, men derefter læses intet om sagen i tingbogen.

Sognepræsten Hans Christan Lassen Mahler, sognepræst 1723-1759 til Olsker og Allinge-Sandvig menighed førte adskillige sager mod sin menighed. Menigheden anlagde også sag mod præsten. I 1732 gik det helt galt.

Se følgende sager:

24/9 1724 sag mod Haagen Weidichsen for manglende dagsværk

13/12 1728 for manglende jordepenge

15/11 1731 for manglende betaling af tingelam

25/2 1732 sagsøger han menigheden for manglende sildetiende.

3/3 1732 sagsøger menigheden sognepræsten for ulovligt at have omsmeltet kirkens kalk og disk

3/3 1732 sagsøger præsten birkeskriveren Lars Andersen Birch for ærekrænkende ord.

3/11 1732 sagsøger præsten Jørgen Johansen for helligbrøde

22/12 1732 sagsøger Henrich Falch sognepræsten for embedssvigt og misbrug. Adskillige sognebørn vidnede om præstens adfærd: Hans afsky for luthers katekismus, afvisninger af altergang, pengegriskhed, manglende vilje til at besøge døende, manipulation af unge til at tolke den rette lære og meget mere.

7/9 1734 måtte den beordrede birkefoged Poul Eskelsen stævne kaptajn Jens Hansen for at have begået helligbrøde, ved at køre lyng på en søndag. Jesper Hansen førte sag for kaptajnen, som endte med at grundlag for anklagen faldt bort, da lyngen ellers ville have ligget til gene for færdslen. Sagen var indanket af sognepræsten.

9/5, 16/5  og 28/5 1735 startede en mærkværdig sag. Sognepræsten havde overtalt Catrine Sørensdatter til at angive sin gamle arvefjende gårdmanden Weicich Haagensen i Olsker som værende barnefader til hendes barn, der blev født i København i sommeren 1734. Sagen var en af flere embedssager, som Hr. Mahler måtte forsvare sig mod. Først på tinget, så i en provsteret i Rø kirke og senere i Allinge kirke. Sagen blev anket til kirkens øverste ret, nemlig Landemodedomstolen. Sognepræsten forsøgte med kontrastævning mod den gamle birkefoged Mogens Clausen og skifteskriveren Lars Andersen Birch.  Jesper Hansen førte sagen mod præsten den 26/9, 3/10, 17/10 7/11 og 5/12 1735 på menighedens vegne. I retten den femførtes anklagerne mod præsten helt tilbage til 1726/27.

21/7 1738 var den gal igen. Sognepræsten blev anklaget for grov handel og beskyldninger mod menigheden, fremført på prædikestolen i Allinge kirke 4. søndag efter trinitatis og Sankt Hans. Beskyldningerne var rettet mod byens unge sagfører Jesper Hansen, der så succesfuldt havde ført menighedens sag i 1735.

[Højesteret frifinder i 1740 Hr. Mahler for de to kommissions domme. Menigheden dømmes til at betale 100 sdr. i sagsomkostninger]

19/3 1742 anklager Sognepræsten flere højtstående borgere for at havde holdt fastelavn med drukkenskab, kortspil, dans og spil, slagsmål og sligt syndigt fastelavnsløben både om mandagen og tirsdagen, og for det andet at de ikke havde holdt kgl. forordning om sabbattens helligholdelse og havde forsømt passionsprædiken.

I en strid mellem svogrene Claus Mogensen og Hans Pedersen i Sandvig udspillede en strid om et tønde land bygjord i Sandvig vang. Jordstykket var solgt af Mogens Clausen til Hans Pedersens formand Johan Johansen, men uenigheden om jordens størrelse byggede på at udsæden, som ellers var blevet målt i "kongens tønde", var blevet sået tyndere end sædvanligt og altså derfor havde tilegnet sig et større jordstykke. Dom afsagt den 10. august.

30. september og 7. oktober 1737

Anna Dorta, enke efter Peder Hansen (konstabel begr. 30/3 1735) sagsøgte ungkarl Jens Pedersen fra Rutsker for at have brudt trolovelsen. Anne Dorte boede i Allinge med sine børn og havde nogle husdyr, samt lidt avling.

Jens Pedersen var ungkarl  fra Rutsker. Han havde givet Anne Dorte fæstensgaver i form af et saltkar, 3 kronemønter og et silketørklæde. Overrækkelsen af gaverne var sket i godtfolks nærværelse og enken havde budt ham brændevin dagen efter om morgenen, inden hun havde begivet sig ud for at malke sine køer. Da hun kom tilbage, var Jens Pedersen og gaverne forsvundet.

Fæstensgaverne betragtede enken som en fuldgyldig aftale om senere ægteskab.

En af vidnerne beskrev Jens Pedersen ”noget særsindet”, andre vidner fortalte om hans meget vaklende beslutningsevne. Han var redet frem og tilbage mellem Allinge og til Brogård i Olsker, hvor hans halvbroder Christopher Hansen boede. Hans anden bror Hans Pedersens kone Elseby, havde til sidst  overtalt Jens til ikke at tage tilbage til enken. Ikke desto mindre havde han, efter han havde hentet sine tøjkiste, hjulpet enken med at slå hø og bære korn ind.

Anne Dorte indankede sagen til Hammershus Birketing for "utilbørlige forhold imod hende tid efter anden baade før og siden at hand med hende blef trolofuet”. Til at føre sagen engagerede hun den stedlige ”sagfører” Henrich Falch. Modparten lod sig repræsentere af byens anden ”sagfører” Jesper Hansen.

Sagen sluttede med enkens egen beskrivelse af sagen. Ingen dom eller afsluttende forklaring kan læses, men den fortæller dagligdagshistorien om hvorledes den efterladte enke forsøgte at fastholde en yngre mand i ægteskabsaftalen.

Læst Kgl. ordre af dato 21. juli angående en person ved navn Gellot fra Frankrig som skal have begået et slemt mord i Frankrig den 3. og 4. marts  i et kirkesogn kaldet St. Amand (Amiens ?) ved Loudsfloden på en mand Morcan og hans hustru og 7½årige søn, samt en tjener. derefter røvet huset og stukket det i brand. Hvis noget møder ham skal han fastgribes og bringes til øvrigheden.

15/2 1717 Birkefogden indskærpede, at tilhørerne i tingstuen ikke måtte kommentere den igangværende sag, med mindre de bliver spurgt. De indstævnede skal have fred til at svare på tiltale uden "latter og bulder" Tilhørerne skulle vise respekt i ord og gerninger for retten. Endvidere pålagdes det, at stokkemændende ikke måtte forlade retten uden birkedommerens tilladelse.

Vejer og Måler

Mogens Bendixsen var byernes Måler og Vejer til 1727. Fra 1728 var det Henrich Henrichsen Falck (12/1 1728). i 1743 nævnes Mogens Bendixsen igen som Måler og Vejer (25/11 1743)