Den 13. oktober 1710 fremgår det af tingbogen, at hvert år blev kgl. forordning om forhold med strandede skibe og gods fra 21. marts 1705 oplæst. (eks. 4. oktober 1745) Borgernes opgaver ved skibsforlis og specielt omgang med strandet gods var et problem. Bjergelønnen udgjorde en tredjedel af værdi blev udbetalt til folkene, der bjærgede skibe og gods, hvilket var en vigtig indtægt for borgerskabet i byerne. Kongen, repræsenteret af amtmanden, skulle have en anden tredjedel og den sidste del gik til rederen. Reglerne blev diskuteret og ikke altid overholdt.

Efter sædvane deltog borgerne i bjærgningen og herfor fik de betaling i form af bjærgeparter. Der udbetaltes også en part til de gamle svage borgere også selvom de ikke kunne deltage i samme omfang for de yngre. Birkefogeden, præsten og amtmanden fik altid udbetalt en bjærgepart (se sag den 2+9. august 1745)

Herunder findes henvisninger til skibsforlis i birket eller andre steder, hvor lokale interesser var involveret.

Oversigt:

1690_september_ved_Sandvig_

1761_13._november_ud_for_Allinge_

En styrmand Mads Jørgensen fra Bergen ønskede en attest om hændelsesforløbet fra de gik fra Danzig til de kom til Sandvig. Den 29. august gik de fra Danzig og blev overrasket af hård storm og skibet tog vand ind. Pumperne gik i stykker og det var med nød de kom til Sandvig, hvor de kastede anker på 23 faune vand. En lille båd med 3 mand kom til hjælp, men de kunne ikke hjælpe med pumperne. Skibet blev sat ind på 3 faune vand og lasten blev bjerget. Skibet blev reddet og igen lodset. Beretningen fylder 3 sider. Det ønskede tingsvidne bevidner at alle havde gjort sit bedste og hvis noget manglede af godset, kunne det ikke belastes hjælperne. Alle var blevet betalt.

Den 27. april 1718 - var der en gæsteret: Den 18 og 19 december 1717  blev bjerget 187 fjerding smør, 16 tønder saltet kød, 3 halve tønder lammekød, 36 tønder talg, 52 tønder linfrø, hvoraf 40 tønder blev slået i stykker, 192 huder, 2 sække uld, og en med fjer. I bjergeløn fik borgerne 62 fjerding smør, 3 tønder kød, 12 tønder talg, 64 stk huder, en halvtønde lammekød, og 17 tønder linfrø. Siden blev opfisket 8te fordærved hør, 26 huder og en lille sæk arnsten, i bjergeløn fik de 4 stk hør og 13 stykker huder. (Pag. 088b)

Den 24. januar 1718 var retten vidne til at Byfoged af Rønne og herredsfoged af Vester Herred Svend Giendtzmer, oplæste en skriftlig ordre fra amtmanden om den strandede lybske skipper Bernt Wiens, ydermere læstes fenrik Jørgen Giødichs memorial. Skipperen og fenrikken mødte personligt og vedstod forliget, "saa at den mistanche skipperen till faendrichen har haft tillige med at randsagningen shulde vere u-louf. er aldelis død oc magtesløs.." Men dette forlig blev årsagen til adskillige retsmøder.

Den 7. december 1722 mødte tolder Topp og ville have tingsvidne på, at intet var bjærget fra vraget end hvad der var levet oplyst den 27. april 1718

Fallentin Hansen og Jep Nielsen fortalte at de to mænd var kommet op til dem om natten og fortalte at de var strandet. De var gået fra Stralsund den 2. december om morgenen på vej til Ystad. Om natten rejste sig en stærk stor Nord nordvest med stærk regn. Båden var fyldt med vand, som de havde besvær med at lænset. de gik imod klipperne. Skibet blev slået til vrag og kastet op på klipperne. Ladningen, som var forsvundet, bestod af en del tobak, gulerødder og brændeved. Deres skrin var slået i stykker og deres pas var borte. Beretningen blev bekræftet af Niels Hansen, Henrich Henrichsen, Mads Hartvig, Jens Hansen, Jørgen Hansen og Peder Hansen alle fra Sandvig. De to søfolk vidnede, at de havde intet at udsætte på hjælpen, de havde modtaget. Søfolkene fik deres tingsvidne.

En københavns skipper Jacob Jacobsen på en krejert (to eller tremastet skib) ønskede gæsteret og et tingsvidne. Krejerten, som blev kaldt "Grolen bom" (?) gik fra København den 22 juli kl. 9 og skulle til Kalmar med 3 fade Carnarie Sach, en pakke mærket 1.M.G. som tilhørte Israel Magnus Gabriel, 150 tønder hvide ærter, 20 skibpund stochfisk, 8 oxehoveder med rødvin, en pose mærket 1.T. No.2, 1 pakke mærket SIS, 2 fade mærket 1.W No 1, en pakke mærket SIS, 1 pakke mærket I.W., hvilket tilhørte monsiuer Søren Jørgensen.

Skipperen fremstillede sine skibsfolk, som var Claus Pedersen, Hans Olsen og Mogens Svendsen. Hans Olsen fortalte,h at om tirsdagen den 29. juli om morgenen kl. 5 lettede de anker og gik til sejls fra Dragør, da var vinden stille kommende fra OWO. Da de var en halv mil fra Dragør tønde sprang vinden  til WSW. Kl. 9 om aftenen var de imellem Sandhammeren og Bornholm og vinden var nu maadelig kuling. Om morgenen den 30. juli kl. 8 en mil vsv for Ystad. Kl. 10 kullede det frisk op og skibet tog vand ind, således de havde svært ved at pumpe den læns. Kl. 1 om eftermiddagen opdagede kokken Mogens Svendsen, at en planke var ødelagt i kabyssen i dørken. Skipperen forsøgte at tætne hullet med topsejlet fra råen, men planken gik igennem sejlet. Skibsbåden blev sat i vandet. 2 mand gik i båden, medens skipperen og en sømand forsøgte at styre mod Ystad, men forgæves. Dernæst beordrede sømanden i båden og sidste mand fra borde blev skipperen. Skibet sank midt mellem Sandhammeren og Bornholm kl. 5 om eftermiddagen. De styrede med redningsbåden mod Bornholm, hvor de ankom kl. 1 natten mellem den 30. og 31. juli kun med de klæder det gik i.

Skibet var gået fra Dantzig den 3. december med vinden i syd. Imidlertid blev de fanget af en stærk nordøstlig storm den 8. november, da de havde landkending med den sydlige del af Øland. de drev sydvest til Bornholm. Den 9. december måtte de gå til ankers under ved Sænebugten. Vinden sprang om til VSV om natten kl. 2 og de ville tage ankeret og gå til sejl. Men det lykkedes ikke at få ankeret op. I stedet lod de det andet anker gå, for lidt efter også at lade pligtankeret gå. Stormen tog til og bagenden af skibet var ved at gå i stykker. For at redde mandskabet måtte de hugge tovene til alle tre ankre. Skibet satte sig fast på klipperne. De kappede stormasten for den ikke skulle slå den ihjæl når den faldt, men også for om muligt t bruge masten til at komme i land. Det lykkedes ikke. Men ved hjælp af en tønde fik de en line bragt i land til redningsfolkene. Via linen blev mand for mand bragt sikkert i land. Stormen fortsatte i fem dage og ingen kunne komme ud til skibet. Om fredagen blev skibet slået ganske i stykker. Lasten var rug, malt, korn, uld og noget andet stykgods. Alt gods gik tabt. Skibet blev slået i stykker og kun lidt kunne reddes. Noget kunne sikkert reddes senere, men det var uvist. Samtlige søfolk skulle nyde deres ophold indtil de kunne vende hjem. Skipperen skulle betale sine folk halv hyre fra de strandede til de kunne vende hjem. Værdien af det bjergede gods kunne dække udgifterne. Der var en disputs mellem skipperen og hans folk om hvilken mønt de skulle have sin hyre i. Dommeren måtte kræve, at de skulle have svenske mønter, så vidt det kunne lade sig gøre ellers i dansk inden 2 dage. Skipperen fik et lovligt gæstetingsvidne. [flere oplysninger om strandingen den 19. februar og den 6. marts afholdtes auktion over ankre, sejl, og andre redskaber]

I retten mødte skipper Lars Pedersen fra Kalmar førende en galliot kaldet Sankt Anna, som den 23. april sank ud for Bornholm. Som vidner havde skipperen sine søfolk: styrmand Johan Smidt og bådsmand Lars Hansen. Den 21. april var de sejlet fra "Calmer". I lasten havde de tjære, brædder og flisesten, som de skulle fragte til Amsterdam. Vinden var nordlig og de havde kurs mod strædet mellem Bornholm og Skåne. Den 23. april mellem kl. 11 og 12 om formiddagen havde de Christiansø SO omkring 1½ mil og skipperen kom op og erklærede, at vandet stod op i kahytten. De havde pumpet vand ud tidligere og de havde ikke havde tanke om, at båden var læk. Vandet steg hurtigt og de besluttede at sætte kursen mod Bornholm. De lukkede lugen og mente at gallioten kunne flyde på lasten. Men skibet sank mere og mere og roret lystrede ikke helt. Da vandet var ved at gå ind på dækket, kastede de anker og roede ind til kysten i deres skibsbåd. 1 eller 2 timer efter sank skibet. Svend Svendsen, Sander Svendsen og Jep Nielsen var ude ved gallioten, da de havde set at den var i nød. De så at vandet var ved at gå over dækket og at det var umuligt, at redde noget. De roede mod kysten og så at gallioten sank umiddelbart "straks før solen gik under". Den sank på omkring 24 favne vand. Skipperen fik et tingsvidne på afhøringerne.

Den 25. oktober var Tolder topp på tinget for at få tingsvidne på at der kun blev bjerget 1 tønde ødelagt tjære fra skibet

Den 18. december 1729 mødte tolderen Top på tinget for at afslutte sagen med et tingsvidne af det bjærgede gods.

Beordret dommer Pouel Eskelsen af Hasle.

Gæsteret ang. kgl. majestæts vandbåds forulykkelse den 27. og 28. august ved Sænebugten. For retten kom vandbådens fører højbådsmand Rasmus Hansen og 5 matroser: Niels Pedersen, Ole Olsen, Frans Andersen, Siver Bentsen og Jørgen Pedersen.

Niels Pedersen fortalte at de den 27. august gik til sejls  fra Christiansø med Nordstjernens store lugtebåd (dvs lukkede båd, altså med dæk). Planen var at gå til Tejn for at hente jord til fæstningen. Da de kom udfor Tejn var vinden ikke "føjelig", da der var en stærk storm fra OtS, så stærk at de ikke kunne føre deres storsejl. De kunne ikke gå tilbage til Christiansø, men måtte søge læ på den vestre side af Bornholm. I Sænebugten ankrede de på 10-14 faune vand kl. 4 om eftermiddagen. Vinden var OtS, stærk storm, regn og torden. Kl. 7 om aftenen da stormen tog til befalede højbådsmand Rasmus Hansen at tage 2 reb i storsejlet og et i stakfochen med den tanke at være i beredskab til sætning af sejlene. De lå så stille i 3/4 glas i første vagt med styrbord tov. Vinden var så stærk at søen skyllede hen over båden. Strømmen var så stærk fra syd, at de måtte vinde op i tovet og havde til hensigt at gå til sejls. Da de var ved at sætte staufochen sprang vinden fra OtS til WtS. Båden "falt forkiert oc begyndte at dagge med, huor da vi strax lade løbe storre sæilet tillige med fochen for sterck synden vind oc NtS vind som satte Baaden tuert ind imod landet, huor da vi strax cappede pertyrlinien paa bagbors dong oc stach saa ud paa begge tougene til tampen oc klæde dem begge udi Kienen (?) for ved stafuen, saa laa vi til oc reed for begge anchere halfandet glas, da begyndte baaden at dragge oc holt saa samme tider, oc da 5 glas ude i første vagten satte vi jollen ofuer boer oc fortøyede den acter ud med 2de trosser formedelst vi saa iche tægn til at bierge lifuet, helst som achter ud var en meget forskrechelig oc stor klask mod klippen, oc imidlertid alt som baaden daggede tilbage indtrechede vi Jollen op paa siden af baaden i tanche for at bierge lifuet oc da huggede baaden første gang paa Klippen, oc imidlertid vi 5 matrosser sprang i Jollen i tanche at bierge lifuet, men baadsmanden vilde iche fra baaden mens sagde at vilde blifue huor den blef, maatte saa tage hannem med magt med i Jollen, de 3de mænd maatte ligge paa bonden i Jollen, en styrre oc 2de roe. Maatte saa roe tuers imod søen, oc da vi kom i brendingen da blef Jollen 2de gange fyldet med vand. Den 3die gang cantrede den om. Kom saa alle 6 mand fra Jollen oc blefue af Søen i landslagen oc da vi var kommen op paa landet sloges Jollen ocsaa ind paa landet som da hafde faaet hul i bagboer siden mens styrboer siden gandske knuses som enu øyensynlig ses kand. Oc da der efter vihafde bierget Jollen gich vi strax hen at see efter Baaden som alt da var i støcher slagen.."

Herefter opremsedes hvad de bjergede fra vandbåden. De øvrige matroser vedstod beretningen.

Højbådsmanden Rasmus Hansen fremstillede Jens Johansen, Mads Pedersen og Hans Hansen alle fra Rutsker. De tre fiskere havde nogle dage før den 27. august været på fisketur og på grund af vejret var de roet ind til Christiansø. Med øvrighedens tilladelse og overbådsmandens accept, var de tre med deres jolle på dækket sejlet med vandbåden til Bornholm. Da de var kommet i læ og lå for anker. Medens vinden var i OtS havde de fået deres jolle i vandet og roet hjem 1/4 mil fra Sæne. De vidnede at de ikke havde "seet nogen fuldskab eller u-skikkelighed hos mændene, men vare meget ædrue oc skichelige i alle maader".

Bådsmanden Rasmus Jensen fremstillede kaptajn Jens Hansen af Sandvig, Jesper Hansen og Hans Pedersen Hyldebrand af Allinge. Alle tre vidnede om vejrets hårdhed og at Sæne var en "sædvanlig ankerplads med saadan vind". Jesper Hansen og Hans Pedersen Hyldebrand fortalte at de samme nat var på deres to fartøjer, som lå ud for Allinge. Vinden var i løbet af natten mellem den 27. og 28. august sprunget fra StO over i WtS. Jesper Hansen var ved Sæne og så at der kun lå to bøjer tilbage og at alt var slået i stykker. Han havde med sin fiskerjolle været med til at bjerge i dagene derefter.

Overbådsmanden fik et uvildigt tingsvidne på forklaringerne.

Skipper Michel Rieks fra Stettin som den 5. september 1735 med gallioten St. Maria strandede ved Sæne mellem Hammershus og Hammeren. Han mødte sammen med sine søfolk Christopher Vettenberg, Jocum Dendst og Morten Carsten sammen med en del borgere som bjergede skipperen og hans folk, nemlig kaptajn Jens Hansen, Vefst Jensen Skou, Jesper Hansen og Mads Jacobsen.

Den 31. august var båden gået fra Stettin med en god vind til Jasmundt (Svinemünde). Skibet - en galliot - var på vej til København med bjælker.

I 4 dage sejlede de frem og tilbage ud for Jasmundt, hvor vinden skiftede fra vest til nordvest og til sydvest til syd. Flere skippere var på samme tur. Efter flere opankringer skiftede vinde, således at de måtte gå til sejls:

 "Luften saa meget tych ud i SW, at vi blef bange der fore at faae en W vind, saa sæillede vi NV T.W., med stærk storm med ræin oc SW vind, da lod vi vores topsejl løbe oc da saa det siden lidet bedre ud i SW, oc da kl. var 8te om aftenen da fick vi voris foch Misan oc store sæil til oc vinden var SW tengte der med at vilde besæille Møen, gich saa baade Misan, storsæil oc foch i støcker oc Misan oc stormsæil ad søen til, oc vinden stod til SW til midnat der efter, oc der som vi hafde haft gode sæil hafde vi med guds hiælp bierget voris fartøy, Thi hafde vi iche kundet naaet Kiøbenhaun, saa hafde vi gaaet tilbage ad Pomeren til, mens som sæillen var borte maatte vi drifue for vinden, huor Vor Herre ville føre os hen. Stormen var saa stærk saa at bielcher som vi hafde paa dechet skiøldes frem oc tilbage fra den ene side oc til dend anden, tillige Nathuset saa vi tengte at bielcherne skulde saae baaden ud. Efter midnat gich vinden til en WNW med en fløyende storm saa vi maatte staae 4re mand ved roret, da raabte vi paa dend almegtige gud oc giorde vores bøn at hand vilde det stærche væir lade lindre. Men Vor herre vilde os iche høre. Imidlertid fich vi Borrenholm i segte som var d. 5te september om morgenen kl. 7; da kunde vi iche gaae landet forbi med den stærche storm, som var WNW. Kom saa paa landet oc giorde Vrag med Gallioten, hvor vi Mennescher iche hafde kundet komet fraa hafde iche gotfolch der paa landet bierget os, Thi med vores baad var vi iche megtige at bierge os eftersom voris baad gich i grund ved vraget oc laa omveldt med kiøllen i væiret, huor hand somme tid fich skade."

Jesper Hansen vidnede at det var stormvejr den 5. september fra om morgenen. Da han fik at vide om strandingen bragte han en stærk line med. Han og andre folk fik bjerget skipperen og hans folk. Næste dag var vejret knapt så hårdt, men skibet gik i stykker. Bjælker og brædder spredte sig i vandet. Noget blev bjerget så langt væk som i Hasle.

Vefst Jensen vidnede at ingen mennesker havde overlevet, hvis ikke at de havde hjulpet dem ind. Folkene på land havde båret en båd over land, som de med et tov og stager bragt folkene ind til land med. Skibets egen båd var drevet fra dem.

En af søfolkene Jochum Jensen blev udlagt som barnefader til Karen Jonsdatters barn (se 14/1 1737)

Jørgen Pedersen fortalte at de fredag den 5. juni om morgenen blev de bukseret ud fra havnen og blev liggende i helt stille vejr 2 a 3 timer. Vinden ændredes til godt sejlvejr fra SSW, Om søndagen ved middagstid var de 3 a 4 mile nær Jasmundt. Vinden gik i vest og det blev temmeligt hård kuling. Vinden gik i nord om natten. Mandag kl. 2 morgen var de imellem Sandhammeren og Simrishamn. De kunne ikke ankre med den vind, så de søgte over til Bornholm ud for Allinge. Kl. 10 a 11 om formiddagen gik de til ankers på Allinge red på 11 faune vand med West til Sydlig vind ved siden af en anden Galliot hjemmehørende i Kiel. Kl 2 eftermiddag gik vinden pludselig om i NO, så de måtte kappe ankertovet, ligesom det holstenske fartøj. De fik sat sejlene og gik sydover forbi den andet skib og det var så meningen at gå Staun (?) og gå nord om Bornholm. Men de kunne ikke få "over stau" på grund af stærk søgang. Da var de kommet for nær kysten, af de måtte lade den drive mod kysten for at bjerge deres liv og gods.

Jesper Hansen vidnede om strandingen, ligesom søfolkene. Bølgerne gik overdækket og de var kommet så nær kysten, at der intet andet var at gøre end at lade skibe drive mod land på det mest belejlige sted.

Til stede i retten var en købmandskarl Karl Johan Bech, skipperen Jens Pedersen og skibsfolkene Lars Børgesen, Ræinholt Klærch og Carl Kiørning.

Skibets førstemand Lars Børgesen forklarede at de tog fra Malmø den 28. september og lå til anker under Saltholm til torsdag morgen kl. 6. Med NW-lig vind gik de sydover og passerede Falsterbo kl. 6 eftermiddag i småt vejr. Fredag blæste det op og vinden gik i NNØ. De kunne kun føre to undersejl. Lørdag morgen kunne de se Ystad  spir. Vejret var nu hård vind med regn og storm, De måtte gå i læ og til ankers under Skanør til søndagen kl. 11. Vinden gik i NV og de gik da til sejls og havde tanker om, at de nu kunne fuldende deres rejse til Stokholm. Vinden gik i vest og de havde fint sejlvejr natten igennem. Kl. halv 4 mandag morgen sprang skibet læk da de var 4 mile NV for Bornholm. De kunne ikke lænse skibet ved hjælp af pumperne, så de søgte Bornholm, som var det nærmeste. 1 mil fra land gik vandet over dækket. de fem ombordværende måtte i hast gå i skibsbåden uden at have reddet det mindste. De kom fri af skibe og et eller to bøsseskud fra skibet sank det. Med stor livsfare kom de i land ved Sandvig kl. 10 formiddag. Lasten bestod af malt, boghvedegryn og havregryn, samt en del fetaljer af smør, sild, voks og honning, tillige med en hel del geværer bestående af flinter og bajonetter som tilhørte kongen af Sverige, alt sammen indladet i Malmø og skulle gå til Stokholm.

Hans Gertsen og hans søn Gert Hansen var ude for at fiske og havde observeret en galliot, som havde da sit flag ud. Kl. 8 kom de fra nord mod syd.  Der var også en jagt, der sejlede i samme farvand bag gallioten. Pludselig kunne de ikke se gallioten nogen steder. Jørgen Hansen og Peder Pedersen så at skibsbåden kom i land kl. 10 under stor livsfare. Købmandskarlen og skipperen fik tingsvidne på deres forklaring.

Skipper på gallioten "Jomfru Cartrine", Peder Bundesen fra Åbenrå havde ønsket en gæsteret for at få tingsvidne fra sine skibsfolks, samt 4re bjergeres forklaring. Skibet strandede i Sandvigbugten i hårdt vejr med snefog kl. 2 den 29. marts. Lasten var interessant, da den var lastet med 2880 jernstænger, 194 messingringe og hele 79 små jernkanoner, ikke mindst da den kom fra Sverige. Skibets last blev vurderet af fire mænd. værdien læses på tinget den 8. oktober 1742. Skibet havde indlastet jernet i Nykøbing i Sverige og var på vej til Lübeck. Bjærgningsmændene fra Sandvig blev afhørt for at bekræfte hvor meget de havde reddet af trævarer i de 2-3 dage, inden at skibet blev slået i stykker. Det var nogle få rundholte, åretræ 76½ tylt vragbrædder, Siden blev bjerget 2871 jernstænger, samt 6 halve stænger, 89 små kanoner og 198 ringe messingtråd, samt endnu en den 1. oktober i alt 199 ringe. Varerne måtte ikke blive i landet, derfor var der udbetalt bjærgeløn.

Læs historien her

Den 16. december 1743 indstævner Bruno på amtmandens vegne 12 personer fra Allinge og Sandvig til eksamination og afhøring om godset. Jesper Hansen havde fået amtmandens tilladelse til at svare for Vefst Jensen. Jesper Hansen fremlagde et købebrev på vrag og gods af dato 4. november, som viste at skipper Boy havde solgt til Jesper Hansen og Vefst Jensen. I kontrakten mellem Jesper Hansen og Vefst Jensen skulle Jesper Hansen betale halv husleje til Vefst Jensen. Jesper Hansen påpegede, at ingen stævning mod andres ejendom måtte ske uden at der var beskrevet hvilken sag, det omhandlede. derfor bød han dommeren at lyse Brunos (og dermed amtmandens) stævning som død og magtesløs. Bruno svarede at stævningen ikke sigter mod købet i sig selv, men om forretningen er lovlig eller ikke. Så vidt det var bekendt blev godset opbevaret hos Vefst Jensen fra første stund.

Se Amtmandens brev til Stiftsamtmanden 1744

Jesper Hansen havde sammen med Jørgen Johansen og Vefst Pedersen gået ombord om morgenen i den på grundsatte galliot. Skipper Hyldebrand ville påtage sig at losse vraget med sin jagt, desuden var der en del store både og vrag-eger som var mere bekvemme til formålet. Det var også en skipper Jacob Knudsen der mente, at skibet kunne hjælpes ud igen, men de to holstenske skippere valgte at få skibet losset.

På en gæsteret den 2. og 3. november afsløredes birkedommerens totale misforståelse mht. godshåndteringen. Skipper Riis havde fået fuldmagt fra rederne fra Åbenrå  til at lade det våde lin og hamp sælge på en auktion den 27. september. Godset var opmagasineret hos præsten Hr Mahler og auktionen blev holdt af birkefogedens søn Eskild Poulsen. Imidlertid indfandt sig en kommission fra København, der repræsenterede ejerne af det i Riga indkøbte lin. Birkefogeden udbetalte de 626 rdr. til kommissionen uanset om der ikke var betalt leje af af magasineringen, vagtpenge og andre omkostninger. Og hvad værre var, tilførte en fjerdedel af godset ikke købmændene, men skipperen selv. Casper Barsø, der var indskrevet dommer i sagen, dømte uden tøven birkedommeren til - inden tre solemærker - at betale 626 rdr. til skipperen, samt sagens omkostninger på 16 sdr.

Dernæst Peder Pedersen ved Stranden, Hans Christian Winberg, Jens Jørgensen og Andris Knudsen alle af Sandvig var også på vej ud til skibet med deres jolle, men Hans Jespersen med sin kammerat havde allerede reddet søfolkene. Skibsfolkene bad Peder Pedersen at ro ud og bjærge noget af deres klæder. Han og Gert Hansen  og 2 af skibsfolkene roede ud af havnen, men en høj sø fik dem til at vende om. De fortalte at de senere bjærgede skibes træ og tjæretønder for 20 sdr. Mange at tønderne blev stået i stykker og tjæren flød mod klipperne, hvor da endnu kan ses.

Den 1. april 1748 - pag. 274a :

På vegne af tolder Christian Topp mødte strandvisitøren Lars Jacobsen Tornovius for at tage et tingsvidne på strandingen af galliot Enighedens ud for Sandvig natten før den 1. oktober 1747. Tingbogen for den 9. oktober blev oplæst. Skibet var på vej fra Calmar med brædder og tjære, samt "sendingsgods" som med det allerførste skulle videre til Lübeck. Straks efter strandingen blev bjærget 52 tylter fyrrebrædder på 5 a 6 alen, samt 12 tylter, som var slået i stykker, "en slump allun" [alun], 40 tønder tjære, der var blandet med vand, og 97 jernstænger. Bjærgerne havde fået en fjerdedel.

(Den omtalte oversættelse af hollændernes vidnesmål findes ikke i tingbogen, som således må have været indført i den såkaldte genpartsbog, der ikke eksisterer mere)

30. september 1749 ønskede tolder Topp et lovligt dokument på skibet, der strandede imellem den 11. og 12. september (skal vist være december) 1747 udfor Sandvig, ført af Henrich Intze. den hollandske skib  sejlede for det vestindiske kompagni, og var en galaj fra Dantzig. Skibet førte 18 små kanoner og 4 "svunge Bøsser". Skibet var på vej til Michelburg. Skibet havde hen ved 60 personer om bord, der sammen med nogle passagerer alle blev reddede tillige med redskaber, kanoner og en del af provianten og ladningen, som egentlig bestod af "Pibestauer", samt egetræsnagler.

Dernæst blev Hans Poulsen, Hans Jensen, Anders Jensen og Niels Jensen fra RØ afhørt om de 2 menneskekroppe, som de bjærgede den 3. maj. De svarede at den ene havde i stykker slagen skjorte og et par gamle strømper på og den anden havde en strømpe på og et halsbind. Den ene var ilde stødt i hovedet. Den anden lå under en planke i vandet og var ikke så ilde tilredt. De vidnede, at ingen gangklæder eller andet var fundet, som kunne komme ejeren til gode. Herefter blev der udfærdiget tingsvidne.

Skipperen Jacob Asmussen fik et lovformeligt tingsvidne på beretningerne.

I tingbog 5 side 015a er det bjærgede gods optegnet. Det bestod af 2 tølter og 10 stk 10 alen sparre, 7 tølter 6 stk, 12 alen sparre, 3 tølter 8 stk 14 allen sparr, 4 stk 20 alen sparre og 1 tylt og 4 stk 16 alen sparre. En tølt og 9 stk Rundtræer (rundholte?), 5 tølter og 4 stk  7 alens brædder, 100 stk skrålægter, 2 tølter og 3 stk i overskårne brædder. Dernæst nogle ødelagte sparre og brædder, samt 6 tølter 7 alens fyrrebrædder, som var skipperens "føring"

Skipper Andreas Røding havde fået skade på søen med sin jagt kaldet "Haabet". Skibet kom fra Ystad og var lastet med staver. Skibet havde han sat på grund ud for Sandvig. Skipperen havde anmodet om at afholde en gæsteret, så han og hans skibsfolk kunne forklare hvad der var sket og om godsets bjærgning.

Skipperen leverede skibets journal, hvori det ønskede tingsvidne skulle indføres. Skipperens tre skibsfolk skulle afhøres. det var: styrmanden Johan Nyeström, bådsmand Andreas Lundberg og drengen Severin Lorentzen. Byens borgere der skulle afgive vidnesbyrd var: Jesper Hansen, kaptajn Jens Hansen, Michel Pedersen grønbech, Christian rasmussen, Claus Madsen Wig, Peder Pedersen Hammer og Lars Larsen, samt skipper Wefst Pedersen og Rasmus Weidichsen, skibstømmermand Hans Christian Winberg og Giert Hansen. Alle skulle vidne og fortælle sandheden om ulykken, fortøjets tilstand og ladningens bjærgning.

På besætningens vegne Johan Nyström bekræftede han ordlyden i skibets journal. De to andre bekræftede ligeledes journalens beskrivelse af ulykken.

Jesper Hansen berettede, at han den 20. november kl. halv to så skibet sejlende ind på Sandvig red. Han kunne se at skibet var synkefærdig. Han så at Claus Wig, Niels Haagensen og Helge Hansen roede ud i en jolle. De kunne se at den var ved at synke, så Jesper Hansen og kaptajn Jens Hansen roede i hast ud til skibet. De to joller roede skibets partlinie mod Sandvig. På reden lå en flensborgerskip, som de fik lov til at fastgøre deres varpetov til. Da de kom tilbage på skibet for at hjælpe med at varpe skibet mod land, stod vandet op til kanten af kahytsvinduet. Jesper Hansen sendte da den tredje jolle i land for at samle mandskab til hjælp med at varpe skibet mod land. Det blæste så skibet måtte kaste anker for ikke at drive. Storankeret fragtede de små joller ind mod Sandvig - i stor livsfare - da det blæste. De fik således skibet ind på 4 favne vand, hvor det så blev fortøjet i de to andre og varpetovet natten over. Næste dag vurderedes om fartøjet kunne sejles til Christiansø eller andre steder med havn. Hvilket ikke var muligt efter borgernes mening. De mente at det både var rederens og befragternes interesse at trække skibet på grund på et belejligt sted og bringe fragten  land. I løbet af to dage blev skibet tømt.

Niels Haagensen, kaptajn Jens Hansen, Peder Pedersen Hammer, Lars Larsen og Mikkel Grønbech bekræftede Jesper Hansens beretning.

Fire borgere havde vurderet ladningen den 22. november, det var Wefst Pedersen, Rasmus Weidichsen, Hans Christian Wiinberg og Giert Hansen. Det havde afleveret en skriftlig vurdering, som de vedstod på gæsteretten.

Skipperen fik sit tingsvidne af rettens afhøringer.

På tinget den 25. november 1754 mødte Jesper Hansen på vegne af den konstituerede tolder Hans Jørgen Topp for at få et tingsvidne angående det strandede skib ud for Sandvig kaldet "Haabet" den 20. november 1753. Jagten var ført af Anders Rødding af Sverige og det kom fr Ystad og skulle til Åhuus i Skåne og ladningen bestod af "pibe stauer".[pibestave= buede stave til brug ved fremstilling af fade og tønder]

Hans Christian Winberg fortalte, at efter skipperen og folkene havde bragt deres tøj og redskaaber i land, begyndte de at bjærge ladningen "Pibe Stauer kaldet, af de største slags 3316 stk, og af de lidt mindre Pibestauer 2250" Michel Mogensen, Christian Rasmussen og Claus Wig  bekræftede Hans Winbergs vidnesbyrd.

Dernæst fremstillede Jesper Hansen på vegne af konstituerede tolder Topp 4 uvillige mænd: sandemand And. Jensen af Rø sogn, Jørgen Hansen, Ole Olsen og Peder Jørgensen af Olsker sogn, som tidligrere var blev valgt til at vurdere den starndede jagts ladnings værdi. De forklarede, at da ladningen var bragt i land blev de sorteret i to stakke efter stavenes længder. Derefter blev der skønnet hvor mange der var og takseret til 3 mark pr. 100 af de længste og 2 mark for de korteste.

1755 20. maj ud for Allinge

21/7 1755 mødte Jesper Hansen på den konstituerede toldes vegne for at få klarhed over strandingen af skipper Martin Friederich Reich skib ved Allinge den 20. maj 1755. Skibet gik fra Straalsund og var på vej til Giefle i Sverige og havde rug, malt og ærter i lastrummet.

Skipper Didrik Visker fra Horn i Nord Holland mødte på tinget på grund af en skade på sit skibet "Den forgyldte Boys", som han havde fået på en klippe ved Christiansø. Skibevraget lå nu ud for Allinge.

Skibets last var træ og nogle foustager hørfrø fra Riga og var på vej til Ostende i Flandern. Skibsfolkene var styrmanden Meyndert Bakker, bådsmand Jan Bakker, timmermand Leendert Cornesitz, kokken Jan Hop, matroserne Maarten Bruyn, Peter Clasen Bakker, Didrich Reijer (?), Didrich Jacobs Mesjes.

Danske lov blev forklaret de skibsbrudne på hollandsk. Styrmanden havde afgivet en skriftlig forklaring på hollandsk, som sidenhen af notarius og skriver er oversat til det danske. Oversættelsen er herefter gengivet:

Skibet afsejlede fra Riga, den 8. november. Skibet gik mod den svenske kyst og ned langs kysten med skiftende vinde. Den 18. hen mod midnat var de ved Christiansø. De stødte mod klippen og mistede deres ror, samt der kom hul i skroget. De havde til hensigt at lade skibet løbe fuld med vand og lade de stå på klippen, men vinden forhindrede det. Skibet kom løs fra klipperne og var umulig at styre. De drev mod Allinge og måtte kappe masten og gå i skibsbåden for at redde livet. Skibet drev og sank ud for Allinge.

11. juli 1757

For retten kom skipper Didrich Visker, der forulykkede med sit skib Den forgyldte Bous den 18. november 1656. Skibet var hjemmehørende i Horn i Nordholland, efter han havde stødt og fået skade på Christiansø.

Hans ærinde var at få et tingsvidne på skibets tilstand. Som vidner havde han indkaldt Hans Christian Winberg, Peder Rørstrøm, Mads Pedersen, Claus Madsen Wig og Lars Kingren.

Den første der afgav forklaring var Hans Winberg. Han var ude ved skibet da det lå stik øst for den nordligste pynt af Bornholm. Skibet lå meget lavt i vandet og tønder hvori der havde været linfrø, var skyldet overbord, masten og en del kabler med mere lå på den ene side af skibet. Søen gik over dækket, så ingen kunne opholde sig i skibet. I alt 77 mand fra Bornholm var med til bjærgningen. Med små og store både fik de varpet skibet mod land ud for Allinge. Der gik det mod grund på et uheldigt sted, hvor det var vanskeligt at fortøje fortøjet med tove, så det ikke drev.  Efter skipperens ønske købte bjærgerne skroget for 38 rdr, uanset om de ikke vidste om det var muligt at bjerge det eller ej. Da de fik bøgestaverne i land, viste det sag, at meget var forsvundet. Om det var skyllet i havet ved Christiansø eller på vej til Bornholm, vidste han ikke. Skipperen havde været med til bjærgningen. Alt blev lagt i sikker afstand fra søen og noget blev bragt i hus.

De øvrige vidner bekræftede Winbergs forklaring og alle sagde, at der ikke blev bjærget noget linfrø. Kun de to store ankre blev bjærget, de to mindre lå stadig i søen.

Herefter fik skipperen sit tingsvidne.

Den 12. december 1757 kom Kgl. majestæts tolder Hans Jacobsen Krag mødte på tinget for at få et lovformeligt tingsvidne på strandingen den 18. november 1756 af skibet fra Horn i Nordholland ført af skipper Visker. Skibet strandede ud for Alllinge med en ladning fra Riga bestående af tømmer på vej til Ostende i Flandern. Tingsvidnets formål var at klargøre hvor meget der var blevet bjærget. Som vidner var indkaldt Jesper Hansen, Jens Madsen, Michel Grønbech og Hans Jespersen.

Det første vidne var Jesper Hansen, der havde været formand for bjærgerne. IDer blev bjærger: 8 stk Bøg Sprieder (? måske spryd), 22 stk moller Ruder (sandsynligvis Roder, der var det nederste af en mast), 140 stk bjælker af diverse længder, 20 stk. runde spirer (Rundholt af mindre dimensioner end master og større bomme. Spir anvendes som ræer, bramstænger og spager), 120 stk bådsmaster, 240 stk bådstager og 1436 stk hoved Spager (trækstænger), samt en del tomme hørfrøtønder. En del af træet var skadet efter at være blevet slået mod klipperne. En del af skibets indenbordslast var ikke bjærget. De øvrige vidner bekræftedede dette.

Tolder Hans Christian Krag fremstillede følgende vidner Jesper Hansen af Allinge, Hans Christian Winberg og Jørgen Jørgensen fra Sandvig. Sagen omhandlede det svenske orlogsskib "Hessen Cassel" ført af kommandørkaptajn Krekel, der den 25. august 1758 mellem kl. 5 og 6 på Hammeren nord for Sandvig løb på grund. Orlogsskibet kom fra Carlskrona på vej til Pommern med kavalerifolk og heste. Folk, heste og en del krigstøj blev ført i land. Efter at ballasten af sten kom fra borde, kom skibet igen fri. Folkene og den øvrige last blev senere hentet af et andet orlogsskib "Dronningholm" og den følgende Hygvert (hækbåd). De tre vidner bekræftede, at der intet blev tilbage, som kunne være til kongens interesse.

Grønbech vidnede at der var en stærk storm af østlig vind med stærk regn. Fartøjet fik en trosse i land og på den måde kunne søfolkene komme i land i deres båd.

12. januar 1761

Skipper Jacob Martinsen fra Amsterdam, som strande ud for Sandvig i oktober måned og bad om at at få et tingsvidne om strandingen. Følgende vidner blev afhørt: Mikkel Pedersen Grønbech, Hans Jensen, Svend Mogensen og Peder Rørstrøm. Den 13. oktober var det "et forskrækkeligt hård stormvejr med vinde af SO og SOTO". Vidnerne kom til strande kl. 10 om aftenen, hvor de fandt smakken "De 4re brødre" strandet ved Sandvig. De gjorde deres bedste for at redde besætningen i det stræke pålandsstorm. Trodser blev fastgjort om livet på nogle af redningsfolkenen, som gik i i vandet for at fange det tov, der var smidt i vandet fra skibet. Trodsen om livet på redningsfolkene var en sikkerhed for at hvis det gik galt, kunne de trække dem i land igen. Kl. 2 om natten blev folkene reddet i land. Skipperen havde fået et hul i hovedet, som blødte kraftigt. Dagen efter var vidnerne kommet ombord på skibet, hvor de kunne kostatere, at bomme, sejl og fokken var slået i stykker og at der var ligeså meget vand inde i skibet som udenfor. Det havde været et held, at skibet ikke var strandet lidt nord eller lidt syd for stedet. I så fald var det blevet slået i stykker på klipperne og det havde været umuligt at redde besætningen. Skipperen fik sit tingsvidne.

Michel Grønbech, Jens Michelsen og Hans Hansen af Sandvig vidnede om strandingen som fandt sted natten mellem den 1. og 2. oktober. Det var stærk storm med sne, regn og hagl. de havde set en lanterne mod nord og var klar over at det var et skib, der var stød på brud. da de kom frem var lanternen borte, men de kunne lugte tjære og var overbevist om, at et skib var gået ned. De kunne ikke se skroget, men da de kom nærmere stranden hørte de skrig og fandt en mand kun iført underbenklæder og strømper, stærkt blødende, yderst på en klippe. De hjalp ham i land. De ene af de tre vidne begyndte at gå med den reddede mod Sandvig imedens de to andre ledte videre om muligt at finde andre overlevende. De opgav og gik tilbage med den overlevende Jens Berendtz. Dagen efter fandt de vragstumper, men intet af ladningen.

De øvrige allingebo bevidnede Jesper Hansens forklaring.

Den 25. april 1763 vidnede Jørgen Johan Skou, Ole Hobye og Ole Monsen. De vidnede at ladningen bestod af Ege planer og Pibestaver og intet andet .

For retten kom skibskaptajn (oberst) Oluf Madin, hjemmehørende i Stokholm, som med sit skib en hygvert kaldet Printz Gustaf. Skibet kom fra Helsingfors i Finland med transport af officerer og saldater på vej til "Gottenborg". Skibet var forulykket på Hammeren ved Sandvig.

Skipperen havde følgende skibsfolk med i retten, som var: styrmand OlofØestrøm, tømmermand Erich Bolberg, matros Jørgen Rab, Svend Skoeberg. Som lokale vidner var Peder Sandersen og Niels Michelsen. Styrmand Oluf Øestrøm berettede: Den 2. oktober kl. 5 efter middag gik de fra Baswig i Gotland med "en stiv merseglskuling". Kl. 6 gik lodsen i land, kl. 8 -(herefter følger en nøje beskrivelse af kurs, vejr og vind, og afstande beskrevet med tyske og engelske mile oplæst fra Journalen) Efter en dags tid med kuling og tyk vejr, altså tåge. Trods to mand i udkik gik skibet direkte på grund ved Hammeren. Trods beregning af kurs, var der opståen en difference af lattitude på 16 5/6 mil. Skibsfolkene var ved at bjærge merssejlet, fordi vinden var slået om i syd, da de pludselig så brændingen. Til trods for, at de fik roret drejet, var det umuligt ikke at drive mod klipperne. Lugerne blev åbnet, således mandskabet kunne komme op. Masterne blev kappede. Skibsbåden var blevet slået i stykker på dækket at den ret voldsomme sø.

I fenrik Thure Cøllers forfald mødte rustmester Elias Sandberg, som læste fenrikkens skriftlige forklaring, som blev indført i tingbogen: En hustru og 6 børn var omkommet i vandet. En del af mandskabet var aldeles nøgne blevet bjærgede. En del af cronens geværmundering af forskellige sorter var bortkommet. Skriftet var dateret 11. oktober og udfærdiget på Bornholm.

Peder Sandersen og Niels Michelsen fortalte at den 3. oktober om eftermiddagen til kl. 10-11 om aftenen var der stærk tåge. Da detvar ved at klare op, gik de to ned på stranden, hvor de så det svenske skib var strandet. Der var allerede 3 eller 4 mand kommet op på klippen, som de hjalp i land. Styrmanden hjalp maskabet med at komme i land ved hjælp af de kappede master. De hentede hjælp og efterhånden var der mange hjælpere, der hjalp til at få de nøgne, nogle med stjorter, i land. Da folkenen var reddere, undtagen dem som nævntes som druknede, var fartøjet fyldt med vand. Dagen efter var det slået i stykker og godset dreve hid og did i søen.

Den 25. april 1763 blev der udfædiget tingsvidne til tolderen. Jørgen Johan  Skou og Ole Monsen var vidner, som fortalte at ladningen var svenske soldater og deres hustruer og børn. Det eneste der blev solgt på auktion var en tønde tjære og en balje beg.

For retten kom skipper Søren Skou af Rønne, som med sit fortøj "Haabet" var indstrandet ved Sæne den 17. november, for at få et tingsvidne. Han havde indkaldt Hans Nielsen Holm og Peder Rørstrøm, som fik et skriftligt vidnesbyrd oplæst. (intet om strandingen).

Den 28. marts 1763 blev der udfærdiget et tingsvidne til tolderen. Heri oplystes, at der ingen ladning var i den lille jagt.

De øvrige besætningsmedlemmer bekræftede styrmandens forklaring. De samme gjorde de fire folk fra land: Hans Nielsen, Niels Michelsen, Mads Pedersen og Peder Pedersen.

pag. 275b 19. marts 1764- Hans Jespersen af Sandvig mødte på tolder Krogs vegne for at få et tingsvidne af det bjærgede ladning ved strandingen den 25. august 1763. Skibet blev ført af skipper Adrian Stendyck. Tre vidner, som alle var bjærgere, Mads Pedersen, Jens Michelsen og Boe Haagensen alle fra Sandvig aflagde ed. Ladningen bestod af hørfrø, veedzske (?) og en del "gjort smalt lærred" og nogle få stykker fyrreplanker.  Toldenbetjentene var tilstede under hele bjærgningen.

Skipper Erich Sundstrøm fra Giævle i Sverige, der var forulykket med sit fartøj "Justina". Skibet var en "Galiatz" og var på vej til Rostok i Meklenborg. Skibet strandede ud for Sandvig med sin ladning jern. Med sig i retten havde han skibets besætning: Styrmand Matthias Rørmand fortalte, at de var gået fra Giævle den 1. september. Den 3. september om eftermiddagen fik de en lækage, de kastede de anker med Kulbaade bank med SSW vind og stærke nedbør. Skaden var ikke slem; de kunne holde båden læns. Dagen efter den 4. lå de ved Skanør (?) hvor de fik stoppet lækagen ved agterstævnen ved styrbord side. Den 13. gik de til Guland, hvor de lå i havn til den 15. De krydsede i vinden, som skiftede fra NV og NNV til SW. Den 28. pejlede de Hammershus mod SOtS 21/4 mil med vinden i syd. Den 29. måtte de gå til ankers ud for Sandvig og lå der med vinden fra NVtV. indtil den 30. omtrent kl. 4 om morgenen da vinden sprang på NNW, så de måtte kappe ankeren og gå til sejls. De gik mod Svanike hvor de kastede anker. Den 31. gik de mod Nexø og kastede anker. Den 1. november kl. 5 var vinden i NO og lættede anker og gik til søs. Klokken 6 om morgenen sprang skibet læk et sted under "indtømmeret så ingen kunne komme til det. Skibet kunne ikke lænses ved pumpning. Skibet var kommet ud for Hammershus (?) hvor to joller med mandskab kom om bord, der rådede dem til at sætte skib og ladning på grund. Den 2. november ved middagstid blev skibet varpet på land.  Skibet besætning Erich Selin og Lars Hilerstrøm, begge matroser vedstod styrmandens beretning.

Tolderen Krog fik et tingsvidne den 25. november 1765: På tolder Krogs vegne mødte strandkontrollør Jacobsen for at få et tingsvidne ang. strandingen den 2. november 1764 af galioten Justine, ført af skipper Erich Sundstrøm hjemmehørende i Giefle, med destinationen Rostock. Jesper Hansen og Michel Grønbech, der begge var bjærgere, blev afhørt. Ladningen bestod af stangjern, hvoraf blev bjærget 351 skippund 2 lispund og et fad porcelæn. Vurderingsmændene Henrich Rasch, Johan Svendsen og Haagen Weidichsens (den fjerde vurderingsmand Hans Olsen Sonne var død) skriftlige vurdering af 6. november blev læst og påskreven.

Holdt af konstitueret birkedommer Michel Grønbech.

Skipper Hans Henrich Siemsen fra Rønne var forulykket på Hammeren nord for Sandvig med sin jagt. Han skulle laste jern fra Sandvig. Hans mandskab var styrmand Peter Petersen Holt fra Sønderborg i Holsten, matros Hans Greisersen af Rønne, matros Hans Seiersen fra Rønne og drengen Knud Clemensen fra Rønne. To søfolk fra Sandvig Giert Hansen og Helge Hansen var indkaldt for at give deres forklaring.

Styrmanden Peter Petersen Holt afgav en skriftlig forklaring: De var taget fra Rønneden 19. maj  kl. 8 om morgenen - først nordlig vind dernæst østlig stiv kuling. Kl. 8 1/4 kastede de anker i Sænebugten. Næste dags morgen den 20. maj kl. 8½ lettede de anker for at komme om til Sandvig for der, at kaste anker. Hvilket sket kl. 11½. De lå til ankers på 8 favne vand. Kl. 2½ begyndte de at lade jern. Kl. 4 til 5 sprang vinden østlig med stiv kuling. Kl. 8 1/4 fik de den sidste båd med jern - i alt 1090 stænger. Der var efterhånden stærk søgang. De fik hjælp af Giert Hansen og Helge Hansens båd. De satte storsejlet og klyveren og gik nordover. Pludselig faldt vinden så sejlene ikke var til nogen nytte. Der var stadig stærk søgang, så de måtte lade ankeret falde, som desværre ikke fik fat. Hjælpebåden ville sejle partlinien med et hjælpeankeret ud i søen, men da fartøjet vendte mod bølgerne huggede det så hård i søen, at de gik ned. De nåede lige akkurat at få deres båd fri og redde sig i land. Skibet sank den 20. maj kl. 10 om aftenen.

De to søfolk fra Sandvig fortalte, at de havde rådgivet skipperen til at gå til søs, da fartøjet ikke kunne klare at ligge til anker. det ville efterhånden "slingre sig i sænk". Da de satte storsejlet faldt vinden "plat", så det ingen virkning havde. De fik et varpeanker i båden, som de forsøgte at sejle ud med. Imedens havde fartøjet et par gange stødt mod bunden. En stor bølge bevirkede at de tabte partlinien. Søgangen bevirkede, at de ikke kunne komme fartøjet nær og redde søfolkene, så de måtte redde sig selv. Jagten var sunket udfor klipperne og det vil blev besværligt at redde noget.

25.. november 1765 fik Tolder Krog et tingsvidne om strandingen ved Hammerodde natten mellem den 20 og 21. maj 1765 af jagten "Mette Margreta" kaldet og som førtes af skipper Hans Henrich Siemsen af Rønne. Denne jagt havde indtaget 1090 stænger jern, som året før var strandet med det svenske skib "Justine". Jernet skulle være bragt til Rostock.

Fire mand Niels Hansen, Jørgen Andersen Grønbech, Rasmus Tommesen og Niels Samsing vidnede om strandingen. kl. halv syv om morgenen den 1. oktober var de blevet klar over, at et skib var strandet ved Strandløkken midt imellem Allinge og Sandvig. De fik at vide, at en af søfolkene var blevet borte i søen og skipperen var stadig ombord. Brændingen var stærk og det var umuligt at komme ud til skibet. De fik kastet et tov ud til skibet. Skipperen bandt det om livet og på den måde fik de ham halet i land.

23. november 1767 pag. 369a:

Efteråret 1767 er der i alt 7 sø- og gæsterets tingdage, hvor bjærgerne anklagede kaptajn Jens Larsen for at have forsømt sin pligt til at indkræve de svenske ejeres betaling for bjærgelønnen. En sag som kaptajnen tabte.

Jagten var kommet fra København og på grund af stormen var den ankret op ud for Sandvig lørdag den 25. november. Efter at ladningen fra København var blevet lodset, blev jagten fortøjet i Sandvig Havn. Mn på grund af en stærk NO storm blev jagten slået i land og aldeles slået i stykker torsdagen den 30. november.

Skipper Grifans fuldmægtige Schousboe og Rasch fremstillede skibets besætning: Styrmand Jochum Henrich Grifen, tømmermand Erich Edilund, mater Johan Biørn, Lars Norstrøm, Jens Granzelius og kokken Ole Østerlund alle hjemmehørende i Nordkøbing. Styrmandenlæste en skriftlig beretning om sejladsen, hvilken beretning var underskrevet af samtlige skibsfolk og lodsen Niels Andersen fra Helsingør. Lodsen havde ikke kunnet blive sat i land ved Dragør formedelst storm og uvejr. Endvidere blev læst en kontrakt mellem skipperen og forbjærgerne., dat. 12. december. Bjærgekontrakten blev oplæst af Michel Grønbech.

før den 21. november 1774

I sagen indstævnet af Jens Kaas mod Hans Kaas og Bendix Rasmussen mødte Jens Kass med følgende godvillige vidner: Hans Tømme, Peder Hansen, Anders Ipsen Lund og Hans Bødker.

Hans Jørgensen Bødker kunne ikke huske alle der var med, da nogle sod yderst på klippen og andre stod nedenfor ag tog imod fra de første. Men han huskede at Hans Kaas, Bendix Rasmussen og Jørgen Hyllebrand var de blandt flere der stod yderst på klippen. Da søfolkene var kommet ind på klippen kunne de selv tage sig i land. Sagen udsat i 14 dage.

30/10 1775 pag 152a

DOM i sagen mellem Jens Kaas og modparten Hans Kaas og Bendix Rasmussen. Skipper Rundebom og hans besætnings liv og klæder blev reddet i land af 8 folk fra Allinge. For denne dåb blev der af vragkommissionen givet 5 rdr. Ved vidneafhøringerne blev de påvist at Hans Kaas og Bendix Rasmussen havde stået yderst på klippen for at tage g imod søfolkenen der "haskede" sig i land via et tov. Længere inde var der folk der tiosig af folkene og viste dem op til deres log. Jens Kaas havde været med, men han havde ikke bevist, at han havde haft en aktiv rolle i redningsaktionen og da han ikke havde meldt sig til vragkommissionen for at gøre krav på erstatningen, kunne han ikke tages alvorlig. Jens Kaas havde været borte, da der blev efterlyst folk, der skulle have del i bjergningssummen, så han havde ikke meldt sig. derfor kunne dommeren ikke tage hans sagsanlæg mod Bendix Rasmussen og Hans Kaas alvorligt. De to blev frikendt for bevidst at have undsagt Jens Kaas andel i erstatningen. Jens Kaas blev dog ikke pålagt at betale omkostningerne, som dommeren valgte at frasige sig.

Kaptajnen Wallis bad om at fire uvillige mænd skulle påkende hvor meget hyre hans fire skibsfolk skalle have af den akkorderede hyre, samt hvad de skulle have i kostpenge, samt rejseomkostninger, således at de kunne forlade Bornholm. Dommer Michel Grønbech, Hans Jørgen Bidstrup, Jørgen Johan Schou og Niels Giversen skulle afgive deres vurdering af disse poster. De pålagde kaptajnen at oplyse hvad han havde akkorderet med sine fire søfolk og 2 drenge ved påmønstringen i Carlscrona og om dette var pr. måned eller for rejsen. Kaptajnen oplyste at hans styrmands hyre var 8 rdr., tyske penge for rejsen fra Carlskorna til Stralsund, 3 1/4 rd til matros Johan Schumacher, Hans Foss 3 1/4 rd, Henrich Supplin 3 1/4 rd., Jacob Wallin 2 rd, Jochum Platon 1 rd. og 30 lybske skilling. Kaptajnen oplyste at der efter gængs tysk ret skulle kaptajnen nyde 2 rd 2 sk ugentlig til diæt og logement, styrmanden 2 rd, og for sine 5 folk 7 rd 1 mark 12 sk. Kaptajnen var pligtigt til at skaffe sine folk rejse hjem til Stralsund. I alt blev kaptajnen tilkendt at skulle have 53 rdr i danske penge. Folkene skulle have halv hyre, da de var nået omkring halvvejen af deres tur til Stralsund.

Med konst. birkedommer og skriver Prahl og to bisiddere Lars Jensen og Giver Løvingsen.

For retten kom koffardi kaptajn Morten Wallis, hjemmehørende i Straalsund, som kom fra Carlskrona og som natten imellem 20de og 21de november led skibbrud med sin galease "Frue Anna" syd for Allinge ved Olsker sognegrænse. Kaptajnen fremlagde sin rejse journal, som blev læst og påskrevet. Kaptajnen fremstillede sin styrmand Henrich Appelmor, matros Johan Schumacher, Hans Fosh og Henrich Supplin som underskrev den fremlagte journal efter de var taget i ed og forklaret lovens regler.

Kaptajn Wallis fremlagde en kontrakt belagt med 3 marks papir, dat. 21. november hvor det aftaltes bjærgning af alle "stumper og stykker", der måtte drive i land, samt alt hvad der ved stormen kunne have drevet til søs. Alle ting skulle sælges på offentlig auktion.

Til vidner for strandingen fremstillede kaptajnen Niels Giversen og Hans Hyllebrand fra Allinge og Nikolaj Pedersen og Jens Jensen begge af Olsker sogn. Da disse fire kom til strandingstedet var skibet slået i stykker, intet helt sejl var at finde, ankertovet og andet var skamferet. Søfolkene hjalp selv til at opbjærge stumperne. Ingen fødevarer, eller køkkentøj kunne ikke findes.

Efter tolder Krogs ønske mødte Hans Hillebrandt, Henrich Hillebrandt, Hans Olsen og Anderas Grønbech alle af Allinge. De fik deres vurderingsforretning fra 19. januar 1778 oplæst. Det drejede sig om kaptajn Mosendorffs stranding ud for Kaas i Rutsker sogn den 21. november 1777. Allinge og Sandvigborgere fiskede de forskelligt ting op af søbunden, nemlig fordærvet ulden fremmet hør, uægte guld og sølvsager.

Tre vidner, som var ved vragstedet umiddelbart efter strandingen på klipperne var Andreas Grønbech, Friderich Jensen og Morten Davidsen. De vidnede, at ladningen bestod af sild og intet andet. Bølgerne brød over skibet og besætningen blev med nød reddet i land af de tre samt at andre folk på stedet.

11. januar 1779, pag. 198a Efter tolder Krogs begæring mødte for-bjærgerne ved skipper Hans Andersens jagts stranding for Sandvig den 25. nov. 1777 med en ladning Gottenborgersild som var bestemt til Stokholm. Forbjærgerne var Michel Grønbech, Michel Mogensen Torn og Hans Hillebrandt. I kontrakten med skipper Hans Andersen var opgaven at redde de 135 tønder sild. Der var ikke andet i fartøjet end sildene, som blev bjærget op på stranden og synes af toldbetjenten. Jagten blev totalt slået i stykker og intet blev reddet på nær takkeladen og skroget. På Hasle ting var de tre af de fire vurderingsmænd afhørt. den fjerede Jørgen Johan Schou, måste op på Hammershus birketing og bekræftede de tre andres udsagn. Tolder Krog fik tingsvidne på udtalelserne.

Skipper Luetke fra Köningsberg fremlagde sin styrmand Johan Gottlieb Hoffmans førte journalbog fra de tog afsted fra Køningsberg den 13. april. To af skibets øvrige besætning kokken Michael Sager og matros Gottfried Kohn havde underskrevet journalen. Endvidere blev kontrakten af 18. april på bjærgningen læst - forbjærgerne var Johan Jørgen Grønbech og Henrich Hillebandt.

Olsker sogn

Skipper Elmhorst stranding. Skibet var hjemmehørende i Straalsund og kom fra Libau, Königsberg med en ladning byg og på vej til Maas i Holland, og derfra til Schidam eller Rotterdam.

Fire mænds vurdering af lasten. Vurderingsmændene var Jørgen Bidstrup af Hasle, Lars Jensen og Anders Nielsen af Allinge, samt Niels Michelsen Grønbech af Sandvig

Efter ønske fra den strande Jens Grønbech og kommissær Johan Grønbech.

Jens Grønbech strandede mellem Allinge og Tejn den 29. december 1782 efter han var kommet fra København og var på vej til Lübeck med sit Brigskib "Neptun". Skipper og kommissær fremlagde sin journal og fremstillede derefter sit skibsfolk: bedstemand John Andersen, matros Knud Torgesen, Ole Tobias Madsen og drengene Salomon Jacobsen og Peder Sahlgreen fra Sandvig, som var antaget som lods på fartøjet med henblik på at gå fra borde på Christiansø. Under ed bekræftede de journalens ord. Styrmanden Andreas Schytt blev skyllet overbord og først fundet dagen efter.

Bjærgningskontrakt af 29. december blev læst på påskrevet. Ved søretten var kontrollør Hjorth til stede og ønskede mandskabet separeret, så han kunne afhøre den enkeltvis. Bedstemanden John Andersen blev spurgt om der inden strandingen blev ført varer i land med egen båd eller ved hjælp af både fra land. han benægtede dette, det samme gjorde Knud Torgesen, Ole Tobias Madsen og Salomon Jacobsen.

Søforklaring efter skipper Lars Hamberg fra Wisbye i Gotlands stranding med sit skib Galiot kaldet "Elisabet". Michel Grønbech var udnævnt til kommissær for skipperen. Skibets ladning var tømmer og brædder.

Skibets journal blev oplæst for skibsfolkene: bedstemand Hans Dahlström, Matros Lövgreen, Johan Rumin, Niels Johansen Rönberg og Niels Jacobsen Norbye og Johan Feldin. Journalen sluttede den 24. april hvor strandingen skete. Derefter blev skibet bund slået i stykker og bagbords side aldeles ødelagt.

Den 18. oktober nedsattes et firemands vurderingsudvalg, som skulle finde ud af hvor meget de skulle have i kost, logi og rejsepenge til Stokholm.

Strandingen skete natten mellem 23 og 24 september ud for Allinge med en last af jern og planker ført af kaptajn Friderich Wilhelm Kyronius fra Gävle i Sverige med sit skib Margrethe Kirstine var på vej til Hul i England. Da kaptajnen var syg blev retten holdt i hans logi, hvor han fremstillede hele sin besætning: Styrmand Jørgen Svahn, konstabel Gabriel Hernodius, tømmermand Erich Vibers, bådsmand Erich Nording, kok Peter Dalbech, matroserne Johan Hallinder, Erich Stodberg, Peder Sødersrøm, Ole Tilman, Johan Helstrøm, Georg Samuel Wallman, kahytvagt Isach Vilhelm Uhr, Koksmat Niels Nordberg.

Kaptajnen fremlagde skibets journal, som blev læst op. Alle mand bekræftede journalens indhold på nær kahysvagten Isach Wilhelm Uhr, der kun var 12 år gammel og som ikke var blevet konfirmeret.