Nicolaj_Leopoldus

Knud_Michelsen_

Svend_Jensen_(Ternøe)_

Lars_Andersen_Birch_

Berild_Clausen_

Mogens_Clausen_Torn__

Sergent. Døde 1689/90 og begravet i Allinge (iflg. Allinge kirkes regnskab).

Gift med Anne Catrine. (lever i maj 1710, hvor alle midler overdrages til svigersønnen konstabel Niels Jørgensen)

2 døtre: Anne Marie, gift med Hans Nielsen (+1696) og Anne Catrine, gift med konstabel Niels Jørgensen.

Stammer sandsynligvis fra Lübeck, da hans hustru Anne Catrine i april 1695 rejste hertil [Bt 3. august 1696]

Han og hans familie kan være kommet til Bornholm i 1676, hvor der blev oprettet et artillerikompagni på Hammershus. Officerer og konstabler blev overført fra Tøjhuset i København, hvilket forklarer, at Leopoldus kunne skaffe sig indtægter ved sabelmageri, når han ikke var i kongens tjeneste. [bh. 3. august 1696]

I 1680 optræder corporal Leopoldus som August Deckners skatteindkræver [Sagen mod Aug. Deckner, 1688 Karen, Jens Smed]. August Deckner brugte soldaterne til at indkræve skatterestancer.

I 1684 blev Leopoldus overført med kompagniet til Christiansø og var med til at bygge øens forsvarsanlæg.

Ingen huskede i 1698 hvilket år sergent Nicolaj Leopoldus flyttede til Sandvig, men det kan være i 1676. Han boede først til leje i skolelæreren Niels Bentsens hus. Derefter overtog familien slotskroen ved Hammershus. Det var hans kone og specielt datteren Anne Marie der drev kroen - dag og nat serverede de for soldaterne og andre. Senere købte de et hus i Sandvig, hvor datteren Anne Marie og hans enken Anne Catrine boede i hvert fald til 1698. De havde borgerlig næring: De drev kro, brødbagning og adskilligt andet. Da Hans Nielsen blev gift med Anne Marie overtog Hans Nielsen avlingen, men Anne Catrine og datteren Anne Marie fortsatte med at drive kroen.

Omkring 1684 blev deres bo registreret af August Deckner i forbindelsen med statsfangen Otto Mauritius. Hvorfor, melder Birketinget intet om, men det kan betyde, at de har haft tæt forbindelse med statsfangen og muligvis haft noget af hans bohave i deres hjem. Otto Mauritius var tysker og havde gode forbindelser til Hamburg. Læs om Mauritius i Dansk Biografisk lexikon.

Leopoldus blev syg og fik sin sergentgage et ½ års tid inden han døde.

Byleutnant i Sandvig i 1695 og fra august 1697 vicebyfoged for Allinge og Sandvig. Sidste gang han ses som forvalter af denne opgave var den 23. februar 1705. Han døde kort efter.

Gift med Kirstine Hansdatter, der er datter af Birkefogden Hans Jørgensen. Og altså svoger til den flygtede morder Hans Hansen. De havde 6 børn: Michel, Andris, Gertrud, Johanne, Maren, samt Laurs Knudsen, der døde som matros i kongens tjeneste (skifte 26/3 1718). Kirstine bliver senere gift med Mads Michelsen Hartvig. Kirstine død i 1734 (skifte 25/2)

Knud Michelsen ejede en jagt sammen med Hans Jespersen. Et skib som blev ført af skipperen Jens Nielsen. I 1703 (15/3) blev skibet udsat for tyveri af et pengeskrin.

Knud Michelsen var lovkyndig og virkede som sagfører for forskellige personer, i 1701 bl.a for Rønne Kirke og for Peder Andersen i Rø.

Svend Jensen Ternø, der var gift med Kirstine, stammede fra Blekinge. Tärnö var navnet på en klippeholm udfor fiskerlejet Madvig, sydøst for Karlshamn. Han staves forskelligt i protokollen i 1690'erne:  Terne Svend, Svend Terne, Tærne, Ternøe, Tærnø og Thernøe. I Landstingsprotokollen 26. februar 1696 omtales at han havde fået dansk pas, men født i Blekinge. Han boede ved Sandvig – da der flere steder læses, at man gik ”op til” Svend Ternø, kan man tolke det som et af nordligste eller østligste huse i byen.  En kvartermester Jens Jensen Ternø , fra det skånske frikompagni, slog sig ned på Bornholm. I 1680 fik han og bla. skovrider Hans Madvig, der også kommer fra Ternø/Madvigen frihedsbrev af kongen (BS bd. 12, s. 15ff)

Efter 1700 bruges hans tilnavn ikke, men blot Svend Jensen. Han er sokkemand 1697, 1700 og 1705. Ofte bliver han brugt som stævningsmand.

Han fortæller i tingbogen at han tjente Birkefoged Hans Jørgensen omkr. 1674-75.

Lars Andersen var ældste søn af bykaptajnen Anders Larsen og hustru Elisabeth. Han havde tre yngre brødre:  Hans Andersen (f. 11/11 1689), Anders Andersen (f. 1692) og Jens Andersen (f. 1695), samt i hvert fald 2 søstre: Anna Maria, der i 1714 var gift med Lars Torsen i Rutsker, samt en i 1714 ugift søster Johanne Andersdatter.

Den yngre broder Hans Andersen vikarierer som birkeskriver da Lars var syg i 1719. Anders Andersen fik borgerskab den 6/7 1722

Lars Andersen Birch overtog sin fars store gård bestående af 5-længer på i alt 41 fag, (gl. matr. 29, nyt 53 a og c).  Det lå hvor Havnegade 9 og 11 ligger i dag. Der var en vandmølle og et betydeligt jordtilliggende. I 1723 (22/1) købte han Abelløkken og Myreengen i Sandvig byvang for 103 sdr.

I tingbogen for den 26/2 1742 er der en liste over bymændenes jorde. Her ses at birkeskriveren var den største jordbruger med 9 tønderland bygjord og 11 tønderland havrejord.

Berild Clausen er med nutidens øje, den mest spektakulære person i Hammershus første tingbog og han er meget svær at få styr på. Han virkede som sagfører i mange retssager og blev selv sagsøgt utallige gange. Dømt tre gange til Bremerholm, for umiddelbart derefter, at blive frikendt og levede videre, som intet var hændt.

Berild Clausen fødtes i 1656/57 på Tornbygård i Klemensker. Hans far var Claus Hansen (død 1699) og mor Elsebeth Berildsdatter (død 1699).

Broder til Mogens Clausen Torn (se denne) og Margrete, der blev gift med Poul Sørensen i Allinge.

gift o. 1682 med Sidsel Haagensdatter, f. i Klemensker 1658, begravet 29. marts 1736 i Østerlars.

Berild og Sidsels børn: Elseby Berildsdatter gift med Bertel Johansen (død 1748) og Barbara Berildsdatter, der var gift flere gange, tredje gang med Rasmus Jensen.

Før han dukkede op i Hammershus Tingbog, var han allerede kendt eller berygtet på andre tingsteder. I følge M.K. Zartmann førte han en sag til højesteret i 1682, hvor han fik indløsningsret til 15 vdg. Vallegaard i Nyker på grund af de Bornholmske arveregler. Ved at betale Christian Gedde gårdens værdi, kunne han overtage gården. Han flyttede ind på gården, men glemte at betale, hvilket bevirkede, at han igen blev smidt ud igen.

Fra 1682, efter giftermål med præsten Haagen Sonesøn Rønnebys datter Sidsel Haagensdatter, fik han fæstebrev på en af Klemenskers gode gårde, nemlig 10. vorned Bjørnegård.  I 1684 til 1686 lå Berild Clausen i klammeri med Hans Christensen (69. sg), der skulle have slået Berild ved opkrævning af kongelige  skat. Berild vandt sagen ved Nørre Herredsting, men landstinget gav Hans Christensen ret. Berild Clausen tøvede ikke at anke sagen til højesteret, men fik ikke medhold. (Born. Saml. bd. 18, side 117-123).

Berild Clausen var i 1686 næppe mere end 30 år og havde allerede to gange procederet i Højesteret. Det skulle ikke blive den sidste.

Berild Clausen havde mange konflikter med amtsskriver Dechner. I kommissionsagen mod August Dechner i 1690, søgte Berild Clausen, at blive fritaget for afgifter, han ikke havde betalt i to år. Dechner forsvarer sig med at beskrive Berild Clausens personlighed. Dechner udtaler: "hafver ieg hannem som en haardnacket ochsom den der satte ondt i de andre bønder, hannem ved Execution ladet tuinge til betalling for de resterende Schatter och anderledis hafver ieg iche procederet med hannem, mens at hand er en u-rolig hofvet som hverchen agter Gud eller Øfrighed Kand med det gandske Land och iseer hans Naboer bevises. Saa at ieg for hannem och slige iche vahr mit Lif sicher, ia vel blef ofverfalden af hannem paa al tingfar Reiser ex".

Den 22. juni 1695 blev Berild Clausen fuldmægtig for Lisbet Larsdatter, hvis mand Henrik Nielsen blev dræbt i Strandløkken. Drabssagen læses i Mordet i Strandløkken 1695. Berild Clausens ry som en hård og strid person var ikke en hindring for amtmanden Johan Diderich von Weetberg, kunne acceptere Berild Clausen som enkens fuldmægtig og hermed fik myndighed til at lade mistænkte personer arrestere og sætte i fængsel.

Han blev samtidig lavværge for enken og det betyder normalt, at der var familiemæssige relationer, men det behøver ikke at være gældende i dette tilfælde. Som fuldmægtig og lavværge kunne Berild Clausen handle på enkens vegne.  Retsagen vidner om, at Berild var lærd og at han kunne loven og vidste, hvordan man brugte vidnerne til at fremme sagen bedst muligt. Desuden fornemmes, at han desuden forstod at fremme sin egne interesser. Der gik ikke mange dage efter drabsmandens flugt, før han købte den drabssigtede og flygtede Hans Hansens store ejendom, en af de store strandgårde, som lå, hvor Strandslot i dag ligger (Strandgade 18). Det stete den 14. november 1695, endda før, at der var skiftet efter dommen på Hans Hansen. Overtagelsesforretningen skete, da han tilbød den efterladte hustru, at overtage pantebrevsforpligtelser på gården og også sørge for at få betalt omkostningerne af retssagen. Hustruen havde intet at miste, fordi efter udgifterne var betalt skulle halvdelen af værdien tilfalde kongen og resten overdrages den dræbtes efterlever og sagsøgeren. Berild Clausen var gået for vidt i at mele sin egen kage, mente Lisbet Larsdatter. I retten (26/11) citeredes hun for at have sagt, at Berild Clausen ”icke hafuer noget udi den Bort Rømte Hans Hansen Boe at sige, før end skifte er holden, oc ald vedkommende hafuer faad deris fornøyelse oc om da Berild Clausen hafe noet at krefue, meener hun, hand bør at søge hende, for sin betalling, oc icke Hans Hansens Boe, i huilke Boe hun sigger at Berild Clausen skalter oc walter”. Hårde ord fra sin arbejdsgiver, men samarbejdet fortsatte uden at dette mellemværende fik betydning.

Lisbet Larsdatter var en særdeles myndig kvinde, der ikke lod sig kue af sin fuldmægtig. Hun var helt bevidst i sin fremfærd. Retssagerne har været meget bekostelige og hun mente ikke, at have fået kompensation fra sin modpart. Den myrdede Henrik Nielsen og brodermorderen Hans Nielsens søster Lene Nielsdatter var gift med landprovsten Poul Ancher. En anden søster Anne Dorthe Nielsdatter var gift med Laurids Nielsen Gomløs i Hasle. Poul Ancher og Gomløs var særdeles indflydelsesrige personer fra Hasle, som vidste hvordan man kunne skærme familien mod overgreb fra en grisk fuldmægtig Berild Clausen og en forsmået enke Lisbet Larsdatter. I 4-5 år efter mordsagen førtes retssager om manglende betalinger og strid om jordtilliggender. Berild Clausen og senere hans bror Mogens Clausen forsøgte at gøre sig gældende i disse stridigheder.

I 1680'erne hed Dechners fuldmægtig Anders Pedersen Fyen (byfoged i Svaneke 1695-1711), som Berild senere skal krydse klinger med på Hammershus birketing. Det forklarer, at Berild Clausen senere forsøgte, at undgå Anders Pedersen Fyen som sættedommer i hans retssager. I en sag den 8. marts 1700 udtalte Berild Clausen, at mellem ham og Anders Pedersen Fyen var der uvenskab. Berild følte stor mistillid til, at Anders Pedersen kunne fungere som upartisk dommer. Det lykkedes ikke at få en anden dommer og Anders Pedersen dømte Berild Clausen for majestætsfornærmelse, dog ikke til at have forbrudt sit "liv, ære og gods", men til at arbejde på Bremerholm på livstid. (5. april 1700) Berild Clausen må have fået kongens "pardon", da han ufortrødent fortsatte sine retssager og forsvarede sig løbende mod andre krav og beskyldninger.

I 1702 fornærmede Berild Clausen konstabel Niels Jørgensen ved at kalde ham for en tyv, der stjal mordere ud fra kongens fængsel på Hammershus (1695). Niels Jørgensen havde fået kongelig pardon for sin deltagelse i Hans Hansens flugt og sagsøgte derfor Berild Clausen for at ikke respektere kongens vlije. Den 12/6 1702 dømte birkedommeren Eskild Nielsen og 7 stokkemænd Berild Clausen til sin boeslods fortabelse og at arbejde på Bremerholm på livstid. Han dømtes for at kalde Niels Jørgensen for tyv og angreb på ærlig mand navn og rygte. Berild Clausen ankede dommen til Landstinget, hvor han blev frifundet. Sagen sluttede ikke dermed, den 30. april 1703 mødtes Berild Clausen og Niels Jørgensen hos Hartvig Willumsen i Allinge, hvor det nær havde endt i håndgemen.  Berild Clausen var kommet ind stuen og taget Niels Jørgensen i hånden, mens han sagde "Vi hafuer noget at talle sammen til høyesteret, inden vi skilles ad", Niels Jørgensen sagde: "Ja, vi vel saa om Gud vill". Vidnet så, at Berild Clausen tog til Niels Jørgensens ansigt, men Niels Jørgensen skubbede Berild Clausen fra sig. Niels Jørgensen sagde til de andre, at "dette "drages till minde i gaattfolch, huad her passerer". Berild Clausens hustru gik imellem de to og trak ham ud af stuen. Vidnet hørte at Berild skældte Niels Jørgensen for "en hund, hunspot og en skjælm".

Berild Clausen forsvandt fra tingbogen mellem i årene fra 1703 og til 1706, hvor Rønne kirke forsøgte atter, at fravriste ham den kapital som kirken havde i hans gård i Sandvig siden 1692. Sidste gang man møder Berild Clausen i tingbogen var den 2. marts 1707, hvor Berild Clausen dømmes til straks at betale Rønne Kirke det opsagte pantebrevet. Hvis ikke han betalte de 50 sdr. og de påløbne renter samt omkostningerne til kirken, kunne de overtage gården og gøre sig så nyttigt de kunne. Herefter nævnes Berild Clausen ikke mere.

I Allinge kirkeregnskaberne for 1/5 1708 til 1/5 1709 videresolgtes hans stolesæde til Niels Hansen i Allinge. Man må formoder, at Berild er flyttet fra byen. Hvorhen ved jeg ikke. Hans hustru døde i Østerlars hos en datter og begravet 29. marts 1736.

Kilder:

C.A.Kofoed, Meddelelser om Beboerene af 69. Selvejergaard Vester Pilegaard i Klemensker Sogn. BS 1. række 103-144. Heri sagen fra 1685/86 mellem Berild Clausen og Hans Christensen, den senere holtsførster.

(o. 1668-1737)

Den 23. september 1695 mødte Mogens Clausen på birketinget i stedet for sin broder Berild Clausen, der var rejst til Skåne og Blekinge for at finde de to undvegne tjenestekarle (se Mordet i Strandløkken). Berild Clausen var sagfører for Lisbet Larsdatter, enken efter den myrdede Henrich Nielsen. Broderen Mogens Clausen, der må have været 25-30 år gammel, tog sig kærligt af enken i bogstavelig forstand. De fik et barn - Elseby Catrine - der blev døbt i Allinge kirke den 11. september året efter. Samme dag lod de to sig trolove, for derefter at blive gift den 24. november. Desværre død deres pige 1-2 år gammel.

Mogens Clausens liv og karriere blev bemærkelsesværdigt. Han giftede sig med enken, der boede i Sandvigs rigeste og største gård.  Gården lå der, hvor Strandboulevarden nr. 7 ligger i dag. Til 1693 boede den myrdede Henrich Nielsens far, arkeliemester Niels Jørgensen, som Christian den femte besøgte og overnattede hos i 1687. Da den russiske Zar Peter den Store gæstede øen i 1716 valgte han gården i Sandvig, som sit kvarter.

Mogens Clausen og hans hustru Lisbet var ikke vellidte i byen, hvilket ses af de talrige retssager, som fulgte i årene efter mordet. Lisbet Larsdatter har været en meget handlekraftig kvinde og de udgifter, som hun havde haft med at føre mordsagen ved birketinget, syntes hun ikke at have fået dækket. Specielt var der stridigheder mellem hende og den henrettede Hans Nielsens hustru Anne Maria Leopoldusdatter, der heller ikke var uden evner til at klare sig i retssagerne. Stridighederne endte i højesteret i 1698, hvor Anna Marie fik højesterets erklæring på, at hun ikke kunne miste sit gård, da det var hendes arvelod efter sine forældre. I 1701 tog hun alene til København, hvor hun klagede til kongen den 31. Maj. Hun var blevet frataget jord i Sandvig byvang i en retsag, uden hendes tilstedeværelse. Hun argumenterede for, at hun var blevet uretfærdig behandlet og at hun ustandseligt  blev angrebet af onde mennesker i Sandvig. Klagen vakte opsigt i Sandvig. Det var uhørt, at hun kunne tillade sig, at påstå at hun var fattig. Borgere fik birketinget til at vælge 8 mænd til at svare på 8 spørgsmål om Mogens Clausen og Lisbet Larsdatters formue og forhold. Det er ved denne undersøgelse, som findes afskrevet i tingbogen under den 9. august og 12. september 1701, at de famøse afsløringer om Mogens Clausens og hendes samliv i 1795 og 96 afsløredes. Desuden viste undersøgelserne, at de to havde store besiddelser. Foruden den statelige bolig i Sandvig, ejede de Vallensgård i Nyker, samt hovedparten af 10. sjælegaard stel i Olsker. Af gæld kendte synsmændene at Mogens Clausen skyldte 100 sdr. til præsten på Christiansø. Desuden stod Henrich Nielsens børns arv i gård og jord.

I egne retssager, som han ofte selv foranledigede, lykkedes det ikke altid, at komme helskindet igennem. Mere realistisk synes han at agere i andres retssager. Det blev en levevej for ham og lod sig gerne engagere. Foruden indtægter fra sin sagførervirksomhed, havde han part i en fiskerbåd, som han lod sin tjenestekarl betjene. Desuden ejede han en del jord i forskellige løkker i Sandvig byvang.

Den 15/3 1705 mødte Mogens Clausen som sagfører for holtsførsten Hans Christensen og førte sag mod Jens Pedersen, der havde stjålet træer i slotsvangen. Den 17/8 1705 var han fuldmægtig for sognepræsten i Svaneke og Ibsker Hans Dominice, der blev beskyldt for utugtigt levned med sin tjenestepige. Samtidigt med, at han førte retssager for andre, førte han sag mod sine naboer. Heftigst gik det ud over Anne Marie Leopoldusdatters anden mand Johan Knudsen. I 1706/07 var der tre sagen mod fenrik Johan Knudsen. Dommen faldt  den 7/6 1707 Den gik delvist imod Mogens Clausen, som han straks ankede til landstinget. Men inden sagen sluttede begik Johan Knudsen selvmord. Johan Knudsen var psykisk uligevægtig, og han havde fortalt til sin nabo, at han troede, at Mogens Clausen ville føre ham til Bremerholm i jernlænker.

Mogens Clausen betragtede sig ofte som kongens tro tjener i domssager, men det kneb i en sag adgangen til Slotsvangen. Her forsøgte han, at kæmpe for sin egen og for byernes privilegier. Holtsførsten Hans Christensen mødte på tinget den 17. december 1708 og angav, at tre borgeres heste og vogne skulle være blevet opbragt for at stjæle slottets lyng og brændekvas. En af de tre borgere var Mogens Clausen. De næste tingdage afhørtes ældre personer, der kunne huske tilbage til 1670'erne - en enkelt til 1649 - og hvad der ellers var "Skik og brug" på Bornholm. Pudsigt nok var Mogens Clausen i 1705 fuldmægtigt for holtsførsten i en lignende sag, hvor Mogens Clausen vandt over Jens Pedersen, Buggehuset, der havde dristigt havde hentet lyng og kvas i slotslyngen. Betaling for hans indsats for holtsførsten var tilladelse til at hente brænde til egen fornødenhed. Derfor slap Mogens Clausen for bøde denne gang. Sagen om Slotsvangen var starten af bøndernes kamp for at bruge "almindingen", altså at rive lyng om vinteren og drive deres husdyr på græs om sommeren. Sagen blev anket til landstinget, hvor der faldt dom den 20. november 1709. Mogens Clausen ankede sagen til højesteret. Retssagerne til de bornholmske udmarksjorde varede i mange årtier.

Mogens Clausen blev birkefoged Torsens fuldmægtig og var derfor øverste myndighed i lokalsamfundet, hvilket førte til mange stridigheder. Man fornemmer, at der var antiparti mod Mogens Clausen. Den 30. september 1710 lå den danske flåde udfor Sandvig. Orlogsskibet Tumbleren mistede sin vandbåd. Arbejdet med at bjærge vandbåden mellem Hammerens klippeskær mislykkedes, kun enkelte redskaber blev reddede. Mogens Clausen brugte et helt år med at afklare omstændighederne omkring bjærgningen.  Danmark lå i krig mod svenskerne og med svenskernes flådes tilsynekomst ved øen var myndighedernes opmærksomhed rettet mod havet. Måske var de kaotiske forhold med til at sløre uregelmæssige handlinger med vraggodset. Borgerne var mistænkt for, at have ødelagt båden for egen vindings skyld. Borgernes bedste forsvar var at anklage Mogens Clausen for embedssvigt, ved ikke at underrette birkefogeden i Hasle. Birkefogeden døde inden sagen blev fuldt opklaret og Mogens Clausen klarede frisag, men måtte igennem flere retssager, hvor de fire fiskere og Mogens Clausen beskyldte hinanden for at lyve. I tingbogens referat for den 17. august 1711 læses adskillige sider om disse gensidige beskyldninger. Sagen drejede sig mere om ære end om vandbådens forlis. Mogens Clausen mente, at han handlede som kongens tro undersåt og derfor kunne ikke forliges med, at amtmandens fuldmægtig Peter Thiesen i kongens navn, førte sag mod ham. Først den 26. oktober 1711 faldt der dom i sagen mellem kongen og Mogens Clausen i Vandbådssagen. De fire involverede fiskere blev frikendt. Mogens Clausen blev ikke dømt decideret for embedssvigt, men for at have håndteret sagen fejlagtigt. Sættedommeren mente, at han kunne have forhindret bådens forlis. Mogens Clausen blev dømt til at betale for skaderne på båden samt sagens omkostninger. Til sammen var det et meget stort beløb. Læs dommen her.  Mogens Clausen førte sagen videre til Landstinget. Den 16. november faldt dommen mellem Mogens Clausen og de fire fiskere. Sagen omhandlede ikke bådens forlis, men om ærekrænkende ord. Landstinget forholdt sig ikke til skyldsspørgsmålet, men nøjedes med at dømme Mogens Clausen for at have foranlediget en unødvendig sag. Derfor skulle han bøde 6 rdl. til Allinge Kirke og betale omkostningerne, samt at gøre offentlig undskyldning.

Myndighederne må have set en tro embedsmand i Mogens Clausen Torn, som han nu begynder at kalde sig. Han var nidkær i sine opgaver og gik ikke i vejen for et opgør med borgerne. Hans evindelige udsagn om "at han var kongens tro tjener" gav gevinst. Den 23. december 1713 blev Mogens Clausen udnævnt til at være generalfiskalens fuldmægtig for hele Bornholm og den 4. maj blev han udnævnt til at være Bornholms landsfiskal.

Fra at være birkedommerens fuldmægtig blev han den 29. januar 1714 udnævnt til at være birkefoged på Hammershus Birk. Det kongelige bestallingsbrev kom først senere, så først den 18. juni ses Mogens Clausen Torn for første gang kalde sig for Hans majestæts Birkefoged ved Hammershus Birketing.

Han forsøgte at leve op til udsagnet "kongens tro tjener". Han var den første, der håndhævede bøder ved tidens utallige slagsmål, også selvom de blev forliget. Han argumenterede, at så snart der var stævnet til tinget, så var det en sag, der ikke kunne forliges uden kongen fik sin afgift (se 17/9 1714). Hans ihærdighed med at dømme folk, gik for langt mente andre. I en sag den 17/6 1715 blev Mogens Clausen stævnet af sandemand og kvartermester Laurits Nielsen i Olsker for at have dømt i Hans Larsen Stærk i Sandvig en mulkt på 4 rdr. samt yderligere 4 rdr. sagens omkostninger, og det til trods for, at intet var mistet og parterne var forliget. Mogens Clausens blev vred, han opfattede det, som en miskreditering af hans embedsførelse. I afhøringerne viste det sig, at bag ved sagsøgeren stod flere af de prominente folk i Sandvig, der hjalp med at tilrettelægge søgsmålet mod Mogens Clausen Torn. Mogens Clausen mente, at han helt handlede i kongens interesse, men også at dommen skulle være "til andre slig til afsky". Klagerne over Mogens Clausens dom var sendt til stiftsamtmanden i København og til Bornholms øvrighed i amtmandens person.

Fra starten af april til medio september 1716 var Mogens Clausen i København. Det fremgår ikke i hvilket ærinde.

Mogens Clausen ville føre sag mod Peder Hansen ”ved kirken” og hans hustru Cecilie Augustinusdatter for "den store uforligelighed de hafuer tilsammens i deres egteskab andre egtefolck i Meningheder til ont Exempel oc Meningheder til forergelse". (21/12 1716). Peder Hansen og Cecilie Augustinusdatter havde indgået en skilsmissekontrakt, som birkefogeden ikke ville acceptere. Det kunne synes, at  han i sagen var moralen vogter, men det var vist nærmere hans familierelationer, der gjorde sig gældende. Sagsforløbet strakte sig over flere måneder og Mogens Clausen engagerede sig voldsomt i sagen. Den 15. februar 1717 fortsatte afhøringerne aftenen og natten igennem. Mogens Clausen angreb Peder Hansens fuldmægtig Lorens Pedersen med uhørt kraftige ord, således at Lorens Petersen stævnede birkedommeren for at lyve i retten og for at have kaldt ham for en "spemulle oc en spotmulle".

Denne "skælden og smelden" forsøgte birkefogeden, at undskylde med at sige, at da tinget blev holdt i hans egen stue, havde han måske sagt nogle ord til sine børn eller hustru, men ikke rettet mod nogen andre navngivne personer. Sættedommeren Niels Hansen og de 7 stokkemænd dømte birkefogeden den 3. maj 1717 som løgner efter lovens pagina 1001 den 7. artikel. Han blev dømt til at betale 3 mark i bøde og desuden 3 gange 40 lod sølv. Og som det hedder i lovteksten: ”Hvis han ikke kunne betale, da skulle han slås til kagen og bære sten af byen”. Desuden skulle han betale sagens omkostninger til Peder Hansen i alt 4 rdr.  inden 15 dage. Dommens karakter bevirkede at han blev suspenderet fra sit dommersæde. Først da Mogens Clausen blev renset ved landstinget, kunne han fortsætte i sit embede (17. januar 1718.)

Han fungerede fra 1718 som by og herredsfoged, men den officielle udnævnelse er først dateret den 12. august. Hans stedsøn Henrich Henrichsen Falch blev den 8. august hans fuldmægtig.

Der var andre episoder, der viste at Mogens Clausen ikke var vellidt blandt byernes borgerskab. I maj 1718 blev han draget til ansvar for at drive spot med fenrikken på Brogård i Olsker. Et lybsk skib var strandet i december 1717. En mængde gods blev reddet i land, men ikke alt. Derefter fulgte lange retssager gods. Den lybske skipper opholdt sig i Sandvig under retsagerne og da det trak i langdrag, sendte den lybske reder en fuldmægtig til Sandvig for at føre sag mod borgerne og bønderne på Nordbornholm, der mistænkedes for at have stjålet noget af godset. Fenrik Jørgen Giødichsen på Brogaard blev mistænkt for, at have tilegnet sig nogle sække hønsefjer. Den lybske skipper og rederens fuldmægtig logerede hos Mogens Clausen. Det var en af de to, der på bjælken i "den nye stue" skrev på tysk:  "Giødichsen er en hønsetyv". Uheldigvis blev samme stue brugt, af den nyudnævnte og just ankomne amtmand von Bippen 14 dage efter tyskerne var rejst hjem. Giødichsen hyrede en sagfører, som anklagede Mogens Clausen for, at havde foranlediget skamskriftet eller i det mindste ikke havde gjort anstalt til at fjerne de vanærende ord. Mogens Clausen undskyldte sig med, at han ikke havde set det, men afhøringerne viste, at hans hustru og stedsøn havde moret sig med at vise skriften frem for adskillige borgere.

Giødichsens sagfører Anders Brun bragte Mogens Clausen i den grad i affekt, at han stævnede Anders Brun for "spot og spe" af kongelig embedsmand. Mogens Clausen fik derfor skriveren til at titulere ham i tingbogsreferatet: "Kongl Mayestæts byefoged i Hasle, herritsfoged ved Nørre Herred og birkefoged til Hammershus bircher Allinge oc Sandvig, saa hr. cancelliraads general fickal ofr Danmarch oc Norge høyædle oc velbd monsieur Troels Smittes fuldmægtig paa Bornholm hr. Mogens Clausen Torn". I følge stokkemændene havde Anders Brun sagt: "Sallemon siger Mand skall iche suare en dorre till sin talle" Desværre kunne stokkemændene ikke huske, om han havde nævnt Mogens Clausen ved navn. For øvrigt må netop denne sag have tiltrukket mange tilhørere. Mogens Clausen bemærkede, at der var mange "mend oc quindfolch" i tingstuen, som havde kommet med tilråb, som burde have været "pryglet til dørren", da stokkemændene umuligt kunne høre, hvem der sagde hvad til hinanden. Mogens Clausen blev ikke dømt for skamskriftet, men da han havde angrebet sagsøgeren urimeligt, dømtes han til at betale 4 rdr. til Rønne hospital, samt 2 rdr. i sagsomkostninger.

Efterhånden blev Mogens Clausen lidt mere rund i kanterne, for eksempel undlod han at forfølge slagsbrødrene for bødens skyld, hvis de blev forliget. I stedet vogtede han nidkært over borgerskabseden. Ingen måtte handle med fremmede skibe uden at de havde svoret borgerskab og betalt til byens kasse. I borgerskabets ed indgik foruden vagttjenester og at man skulle holde fred med sine naboer og genboer, hvilket synes at have voldt problemer for mange.

Familien blev inddraget i Mogens clausen Torns embede. I slutningen at 1720'erne optræder hans søn Claus Mogensen Torn som hans tjener i myndighedssager. En enkelt gang optræder Claus med kårde i en sag på søen, hvor sønnen havde til opgave, at arrestere en af borgerne for ulovlig handel. Et tegn på myndighed var, at man gik med kårde.

Hans hustru Lisbet Larsdatter døde i slutningen af januar 1728 og fra 1729 var Mogens Clausen blevet så affældig, at han ikke længere kunne bestride sin embedsgerning fuldt ud. Hasle Byting og Nørre herredsting blev overdraget til Peter Worm. Den 9. januar 1730 overdrog han alle sine værdier og forpligtelser til sin søn Claus Mogensen Torn. Tilbage havde han Hammershus Birketing, som han ledede ind imellem, men reelt var det sættedommeren Niels Hansen og birkeskriveren Lars Andersen Birch, der styrede sagerne. Sidste gang han mødte i retten var i april 1733. Amtmanden skrev til stiftamtmanden Niels Gersdorph den 8/6 1736, at den gamle birkedommer Mogens Clausen var "tåbelig og næsten blind" så han aldrig ville kunne håndtere dommergerningen igen. For øvrigt frarådede han i samme skrivelse, Gersdorph at vælge kontolløren Peter Worm som den formelde afløser, da han ret sygelig, og derfor ikke kunne klare de tre opgaver Hasle Byfoged, Nørre Herredsting og Birketinget. Den konstituerede birkefoged Poul Eskelsen fra 1733 fik endelig sin kongelige udnævnelse den 14. september 1736 til at styre alle tre instanser. Mogens Clausen døde i januar 1737 og blev begravet på Allinge kirkegård den 1. februar.

Mogens Clausens søn Claus Mogensen Torn, blev udnævnt til assisterende birkefoged for den konstituerede birkefoged Poul Eskelsen i 1734.

Den anden søn Michel Mogensen Torn levede i Sandvig til sin død som fisker og avlsbruger til sin død i 1782.